I 1989 besøgte forfatteren og radiojournalisten Xinran Xue en lille landsby i bjergene i Shandong-provinsen i Kina for at lave et indslag til sit radioprogram for kvinder, ’Ord i Aftenbrisen’.
Om aftenen skulle hun spise middag hos landsbyens overhoved. Da selskabet var blevet bænket med yamspandekage og melsuppe i køkkenet, hørte de klagende lyde fra soveværelset ved siden af. Det var husets svigerdatter, der var i gang med at føde. »Jeg har varmet vand, men jeg ved endnu ikke, om jordemoderen skal bruge det«, fortalte landsbyoverhovedets kone. Det skulle hun tilsyneladende ikke. For kort efter kom jordemoderen ud i køkkenet, tørrede hænderne i forklædet og tog imod konvolutten med betaling. Pludselig hørte Xinran noget bevæge sig i toiletspanden bag sig, vendte sig om og så en lille spjættende fod, der stak op af spanden. Det nyfødte barn var en pige, som var røget direkte i skraldespanden. For som landsbyoverhovedets kone forklarede: »Det er ikke et barn. Det er en pige, og det er ikke noget, vi kan beholde. På de her kanter kan man ikke klare sig uden en søn. Ellers har man ingen til at brænde røgelse ved forfædrenes alter. Og man får heller ikke den ekstra jord, man får tildelt, når man får en søn. Vi får også vores kornration efter antallet af personer i familien. Og piger tæller ikke«. En luksus som rindende vand Dengang vidste storbymennesket Xinran Xue ikke, at et to tusind år gammelt jordfordelingssystem stadig var i brug i kinesiske landsbyer. Og at det var grunden til, at så mange nyfødte piger mistede livet straks efter fødslen. »Enhver kvinde, der har født et barn, har oplevet smerte, og de mødre, der har fået piger, er alle syge om hjertet«, sagde landsbyoverhovedets kone, inden hun bar en skål suppe ind til sin udmattede svigerdatter i soveværelset, mens Xinran Xue stadig sad lamslået ved toiletspanden, hvor spjættene nu var hørt op. LÆS OGSÅKina fastholder omstridt etbarnspolitik Xinran Xue havde taget fem uddannelser, men anede stadig intet om forskellen mellem land og by, da hun som 30-årig besluttede at rejse rundt i kinesiske landområder i to år og interviewe kvinder til sit radioprogram. Her blev hun mødt af mennesker, der hverken kunne spise sig mætte eller kendte til en luksus som rindende vand. I de kommende år mødte hun også adskillige kvinder, der havde efterladt deres pigebørn på børnehjem, togstationer eller trappesten. Mange af dem blev siden bortadopteret til udlandet. Mens andre kvinder måtte finde sig i, at deres pigebørn blev slået ihjel straks efter fødslen. Alt sammen på grund af ældgamle kinesiske traditioner, etbarnspolitikken og almindelig økonomisk nød. Hvorfor ville hun ikke have mig? I bogen ’Tabte døtre’, der udkom på dansk for nylig, lader Xinran Xue en række kinesiske kvinder fortælle om fortvivlelsen over ikke at kende deres døtres skæbne og om sorgen, savnet og skyldfølelsen over at have mistet dem.
