Stenaldermennesker. Vores fødder er plantet midt i en globaliseret verden, men vores hjerner har ikke udviklet sig i 200.000 år. Derfor frygter vi det fremmede - og danskerne er værre end alle andre. Tegning: Roald Als

Stenaldermennesker. Vores fødder er plantet midt i en globaliseret verden, men vores hjerner har ikke udviklet sig i 200.000 år. Derfor frygter vi det fremmede - og danskerne er værre end alle andre. Tegning: Roald Als

Interview

Antropolog: Fremmedfjendske danskere tænker med stenalderhjernen

Vores hjerner har ikke udviklet sig i 200.000 år, skriver Dennis Nørmark i en ny bog.

Interview

Solen bager, varmen flimrer, og på den afrikanske savanne vandrer en flok stenaldermænd fredeligt fremad, da et stort dyr dukker op.

Måske en okse, fire ben, flere hundrede kilo muskler og to horn rejser sig ret foran, og mændene reagerer, som deres hjerne er programmeret til:

Her er et ukendt væsen, det er faretruende, jeg går til angreb.

Det er 200.000 år siden, og sådan måtte vores stamfædre nødvendigvis reagere dengang, når de mødte en fremmed skabning: med angst eller angreb. Det kunne være et spørgsmål om liv eller død.

Danske stenalderhjerner
Det er det ikke længere. Men vi reagerer stadig med stenalderhjernen og lægger ud med afstand eller vrede, når vi møder en, der ikke ser ud som os selv. Især danske hjerner har ikke fulgt med den kulturelle udvikling, provokerer antropologen Dennis Nørmark i en ny bog.

»Specielt her i Danmark er vi tilbøjelige til at sige: »Jeg vil hellere finde en som mig selv««, siger Dennis Nørmark.

LÆS ARTIKEL »Vi er måske ikke mere stenaldermænd end alle andre, men vi er dårligere til at holde styr på stenalderreaktionerne, fordi vi bare ikke er vant til at møde så megen mangfoldighed«. Og på spørgsmålet om, hvorvidt fremmedfjendskhed falder os særlig naturligt, svarer han: »Ja. Den kedelige sandhed er, at det er en del af vores repertoire«. Stupid nationalismeDennis Nørmark er kendt som borgerlig samfundsdebattør i især Jyllands-Posten, men med sin bog ’Kulturforståelse for stenalderhjerner – hvordan vi samarbejder med dem, der ikke er ligesom os selv’ har han valgt at træde frem som den antropolog, han også er.

Efter flere års konsulentarbejde, dels med herboende udlændinge, der prøver at forstå os danskere, dels med danske arbejdsgivere eller kolleger, der prøver at forstå deres nye landsmænd, har han iagttaget, hvordan de kulturelle forskelle giver anledning til problemer, som kunne undgås.

Man er nødt til at finde en balance mellem den totale øllebrødshumanisme, hvor alt bare er lige godt, og så den her stupide, nationalistiske afvisning af alt fremmed, som jeg iagttager.



»Der er behov for at prøve at få folk til at tøjle deres umiddelbare instinkt for at være skeptisk og modvillig over for mennesker, der ikke er som dem selv«, siger Dennis Nørmark.

»Jeg mener simpelthen, at man er nødt til at finde en balance mellem den totale øllebrødshumanisme, hvor alt bare er lige godt, og så den her stupide, nationalistiske afvisning af alt fremmed, som jeg iagttager«.

Et eksempel kunne være Rwanda, hvor forskellene på to befolkningsgrupper førte til fjendtlighed, men man behøver ikke krydse de danske grænser:

»Her i vores eget land udgrænses visse befolkningsgrupper til at være særlig problematiske. Muslimer for eksempel. Det er der selvfølgelig nogle af dem, der i et eller andet omfang er, men tingene køres op i en spids, hvor vi ser den fremmedhed, vi oplever, som en grundlæggende etisk og moralsk forskellighed, og det er altså at tage den alt for langt«.

Dumhed i 10. potens
Dennis Nørmark har et aktuelt eksempel:

»For nylig brokkede Dansk Folkeparti sig over, at Skats medarbejdere skulle på kursus i muslimsk kultur – det er sådan et udtryk for, at man siger: Det er godt, vi ikke ved noget om, hvordan de andre tænker, for at vide det er at kapitulere. Men det er jo simpelthen dumhed i 10. potens«.

Eksemplet viser, at »nogen insisterer på at sige: Vi kan ikke, og vi vil ikke forstå de andre«, mener antropologen:

»Og den holdning eksisterer i bedste velgående: Den måde, vi gør det på, må de andre rette ind efter. Men når vi ikke ser, hvad de andre foretager sig, vurderer vi kun ud fra vores eget kulturhistoriske værdisæt, og det begrænser os«.

Et spørgsmål om fundamental viden om hinanden
^For danskere er det høflighed at give hånd, for en muslimsk kvinde kan det være høflighed ikke at røre ved en fremmed:

»Og på den ene side kan det være fornuftigt for muslimen at overveje, om det er et særlig smart signal at sende ikke at give hånd. Men det kunne omvendt også være smart for danskeren at indse, at det i hvert fald er en forkert tolkning at se det som respektløshed. Det er et spørgsmål om fundamental viden om hinanden«.



Men en hel bog om det – det ved vi vel godt ...?

»Nej, det tror jeg ikke, vi ved. Og hvis vi bare gør det til et spørgsmål om tolerance, kommer det til at handle om at acceptere alt og sælge ud af alting, og det er ikke det, det handler om. Der må findes en form for balancegang mellem de to positioner«.

Du skriver, at vi i Danmark har særlig svært ved at sætte os ind i fremmede kulturer. Skulle vi være dårligere til det end andre?

»Det er vi faktisk. Det er svært for rigtig mange, og det handler om, hvor meget man har at gøre med udlændinge, og hvor meget man har rejst«.

Snævre horisonter
Dennis Nørmark nævner blandt andet Undervisningsministeriets tidligere undersøgelse af danskernes kompetencer. Den viste, at kun 5 procent af danskerne har høje multikulturelle kompetencer, og 66 procent har dårlige evne til at forstå og fortolke det, andre gør.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det hænger sammen med, at Danmark ikke har haft særlig mange besøg udefra, mener antropologen. Vi er et ørige, og vi burede os inde, især efter nederlaget i 1864, hvor der opstod en holdning om, at vi ikke kan bruge de andre til noget.

Jeg har talt med mange udlændinge, der er frustrerede over, hvor svære vi danskere er at komme ind på.

Det er lilleputmentalitet, mener Dennis Nørmark. Vi tror, at vi ved bedre end de andre. Som antropolog dokumenterer han sine iagttagelser med indvandringskurver og eksempelvis et immigrantantal i 1800-tallets Danmark på 20. Om året.

»Så homogen en kultur har ikke mange erfaringer med den kulturelle palet, og det gør, at horisonten bliver lidt snævrere. Jeg har talt med mange udlændinge, der er frustrerede over, hvor svære vi danskere er at komme ind på. Det er ikke kun os, der har det sådan, men vi har helt særlige forudsætninger for at handle sådan, fordi vi er så ens«.

Vi plejer vel ellers netop at rose os selv for den høje grad af tillid, vi mønstrer?

»Ja, men vi har ikke en høj tillid, fordi vi er bedre mennesker. Vi har en høj tillid, fordi vi er meget ens og tør være tillidsfulde. Det er der selvfølgelig så en række kulturkonservative, der bruger som argument for, at vi skal forblive meget ens«.

Og hvorfor skal vi ikke bare blive ved med det, hvis det sikrer et samfund præget af tillid?

»Fordi vi har brug for omverdenen. Vi har brug for viden og input udefra, ellers forstener vi. Det, vi mangler, er at nære tillid til dem, der ikke ligner os selv. Der findes kulturkonservative, der vil rulle det hele tilbage til det homogene samfund, men de lader jo stenalderhjernen vinde. I stedet bør vi lære at disciplinere vores primitive natur«.

Et skoleeksempel
Og det kan vi godt, viser Dennis Nørmark med flere eksempler.

Blandt andet fra Søndervangsskolen i Aarhus, hvor man konstaterede, at eleverne ikke lærte noget under ramadanen, fordi de var kraftesløse.

Man inviterede forældrene og spurgte: »Er vi enige om, at målet er indlæring?«.

Det var der enighed om. Derpå kunne skolen påpege, at det mål ikke kunne opfyldes uden mad. Forinden havde skolen også sat sig ind i, at Koranen kan operere med undtagelser fra fastereglerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi skal være globale

»De anvendte et rationelt argument i stedet for det her med, at »sådan gør vi her i Danmark«, og den danske måde er bedre end jeres, og faste er middelalderligt. Al den form for bullshit har man hevet ud, og i stedet tænker man, at de her mennesker er også Homo sapiens, så der må være en fælles baggrund, vi kan arbejde ud fra. På den baggrund kan man stille krav, og i dag har skolen ikke det problem«. Bliver du ikke bare endnu en ekspert i rækken, der siger, at nu skal vi også være pæne over for de fremmede, og vi er også så og så fremmedhadske?»Jo, men jeg gør det ikke kun af idealistiske grunde. Jeg gør det, fordi det er det klogeste. Jeg arbejder med virksomheder, der har behov for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, og jeg kan se, at hvis vi skal holde os selv oppe på den lange bane, så bliver vi simpelthen nødt til at fungere med verden udenfor. Vi skal være globale, og den her nationale selvoptagethed hjælper altså ikke på det projekt«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce