Et sted i Joël Dickers roman ’Sandheden om Harry Quebert-sagen’ står der om hovedpersonen, Marcus Goldman, at han er »28 år, berømt, rig og talentfuld«.
Nøjagtig det samme kan siges om hans forfatter, Joël Dicker. Men det er også de eneste, dog ikke uvæsentlige, ligheder mellem forfatteren og romanens Marcus.
Hovedpersonen Marcus har skrevet en bestseller, brugt to år med skriveblokering på at formøble forskuddet til sit næste, endnu uskrevne, mesterværk.
I ’Sandheden om Harry Quebert-sagen’ flygter han til sin mentor, litteraturprofessoren og forfatterikonet Harry Quebert for at få hans hjælp til at komme i gang med at skrive igen. Desværre havner Harry Quebert samtidig som en mordmistænkt i en 33 år gammel sag, hvor offeret er professorens dengang blot 15-årige kæreste, Nola.
I dette værelse skrev legendarisk forfatter nogle af verdens bedste bøgerSå pikant og interessant som Marcus Goldmans liv er den ægte 28-årige schweiziske forfatter Joël Dickers tilværelse ikke. Faktisk har han i det seneste halvandet år slet ikke levet et »rigtigt« liv, som han siger. For siden ’Sandheden om Harry Quebert-sagen’ udkom på originalsproget, fransk, i midten af 2012, har Joël Dicker det meste af tiden befundet sig på hoteller, forlag og i fly.
Han har siddet i lufthavnsterminaler og tog, han har spist sine aftensmåltider med forlagsansatte og journalister, og han har snakket om sig selv i noget, der har mindet ham om en uendelighed, men dog »får en ende efter endnu et besøg i USA og bagefter Sydamerika«.
Foreløbig forbløffende halvanden million eksemplarer er der solgt af ’Sandheden om Harry Quebert-sagen’, der er sendt til oversættelse i 33 lande. Dermed er Joël Dicker det største nye fransksprogede forfatternavn i årevis på baggrund af en ret så indviklet fortælling, det er svært at slippe, når man først er i gang med den.
Leger med genrerne
Nu udkommer hans roman også i Danmark, og derfor tilbringer han knap et døgn i København. Mellem lige så korte besøg i Oslo, London og Paris. Og inden han sammen med sin amerikanske kæreste når en lille skiferie hjemme i Genève, siger han og tilføjer:
»Shame on me! Jeg er schweizer. Og så har jeg endnu ikke stået på ski i denne sæson«.
En lille latter slipper ud, mens han et øjeblik ser ned. Så er han her igen. Med et udseende som fra krops- til ansigtsbygning er pænt og med en sund, tillidsvækkende udstråling.
Måske lyder det som nogle kedelige ord at finde frem til sådan en fyr, i dag iklædt jeans og lysegråt, rundhalset uld. Men ikke desto mindre passer de på Joël Dicker: Han er simpelthen bare rigtig nydelig og høflig uden tilsyneladende at være for meget af noget som helst. Hvad de 680 handlingsmættede sider i ’Sandheden om Harry Quebert-sagen’ imidlertid modsiger.
Selvfølgelig er det, som Joël Dicker er den første til at påpege, i udgangspunktet for meget at være en komplet ukendt forfatter og så skrive så mange sider roman, der leger med talrige genrer. ’Sandheden om Harry Quebert-sagen’ er både krimi, lolitafortælling og også en roman om at skrive en roman.
Den har mange anelsesfuldt satiriske referencer til det 20. århundredes ikoniserede amerikanske populærkultur, og den leger med sine læseres forventninger i såvel i personernes udvikling som i plottet.
Hverken Marcus Goldman, Harry Quebert eller den afdøde 15-årige Nola viser sig at være, som læseren i begyndelsen forventer. Både de og andre personer i romanen indeholder karaktertræk, man ikke kan forestille sig i begyndelsen, ligesom skyldsspørgsmålet i den gamle forbrydelse viser sig at rykke rundt og spille læseren puds, som var det en flue, man ikke kan komme til at klaske.
Klichéerne
Referencerne til næsten klichébekendt kultur og kunst er mange. Hos Joël Dicker hedder Vladimir Nabokovs Lolita Noel. Hos Dicker er ordensmagten ikke mindre rådden end i en gennemsnitlig pageturner af en hårdkogt krimi.
Og hos Dicker er der for eksempel også en på overfladen formelig ’Twin Peaks’-agtig forløjen, provensiel ro og en Edward Hopper’sk tomhed i den amerikanske lilleby i Maine, hvor ’Sandheden om Harry Quebert’ foregår.
Man kunne tro, at Joël Dickers anvendelse af floskler og ikoner fra amerikansk kultur er satirisk ment, og at den unge forfatter grundigt har studeret instruktøren David Lynchs prikken til publikums nerver i ’Twin Peaks’, men det er ikke tilfældet. Joël Dicker er Edward Hopper-fan, men ’Twin Peaks’ kender han ikke, og den øvrige brug af klicheer er ikke tænkt som en fiffig kulturkritik, men som et litterært virkemiddel siger han:
»Det klichéfyldte er meget effektivt til at skabe forestillinger om noget allerede bekendt i læserens hjerne. Og så har jeg også brugt det i et forsøg på at være morsom«.
I de to år, mens Joël Dicker skrev og flere gange omskrev ’Sandheden om Harry Quebert-sagen’, var han voldsomt irriteret på sig selv. Fordi romanen blev så lang:
»Faktisk var jeg vred. For hvordan kan jeg tillade mig at være så glad for mine egne ord, at jeg skriver så mange af dem? Det er så selvsmagende! Da den udkom, var jeg bange for, at ingen ville læse så tyk en bog. Nu fortæller folk mig, at de har læst den på tre dage. Det er utroligt«.
Han kunne ikke lade være med at skrive ’Sandheden om Harry Quebert-sagen’. Han har ikke kunnet lade være med at skrive, siden han var ni år og rigtig dårlig til i skolen at huske det, han burde have lært. Han havde tankerne andre steder.
Den yngste chefredaktør
Da Jöel Dicker var ti år, fik han en præmie af magasinpressen i Schweiz, fordi han var landets yngste chefredaktør nogen sinde.
Som 9-årig grundlagde han månedsmagasinet La Gazette des Animaux. Det eksisterede i syv år, og Joël Dicker var dets redaktør i de første tre. Men hvordan finder en dreng i den alder på at lave et blad:
»Jeg var ekstremt interesseret i vilde dyr, og jeg havde i forvejen skrevet en masse på papirark, som jeg havde klipset sammen for at få dem til at ligne bøger. Så var det, jeg begyndte at skrive på min fars computer i stedet«.
Joël Dicker voksede op i et hus i Genève. Hans far er gymnasielærer. Hans mor arbejder i en boghandel. Faderen havde en Macintosh stående på sit skrivebord i sit kontor, hvor væggene er tapetseret med fyldte reoler. Sønnen satte sig ved computeren og fik en ny oplevelse af sine ord ved at se dem på en skærm:
»Mine håndskrevne bogstaver var krøllede. De lignede mig. Når jeg skrev på computeren, følte jeg, at jeg måske kunne blive som de rigtige forfattere. Det fik en anden dimension«.
Første voksenbog
Joël Dicker taler omstændeligt og omhyggeligt. Ingen svar kommer automatisk. Han er til stede i det, han siger. Også mens han fortæller om, hvordan han under arbejdet med magasinet holdt nogle pauser, hvor han sad og kiggede rundt på faderens kontor:
»Jeg så på bogryggene i kontoret og kunne bagefter huske, hvad der stod på dem. Navnene og titlerne. Så når mine lærere eller forældres venner talte om en forfatter, kunne jeg sige: »Åh, ja, han har skrevet ...« og så nævne en titel«.
De voksne spurgte ham, hvordan han kunne vide det, når han kun var 11 år. Havde han læst bogen? Joël Dicker løj. Han svarede ja for at prale, selv om han godt vidste, man ikke må lyve. Samtidig tænkte han over, hvad der mon var inden i alle de bøger. Da han var 12, var han overbevist om, at bøger til voksne skal være tykke og kedelige:
»En dag faldt mit blik på Hemingways ’Den gamle mand og havet’. Jeg blev nysgerrig og forvirret, for det er en meget tynd bog. Kun 120 sider i den franske udgave. Så det kunne vel ikke være den berømte bog, jeg havde hørt de voksne tale om? Jeg tog den ud af reolen og tænkte, at min fars udgave nok var en slags resumé. Men det var hele romanen! Jeg tænkte, at så tynd en bog kunne jeg nok klare at læse. Jeg elskede den«.
’Den gamle mand og havet’ var Joël Dickers første oplevelse af en bog, der var anerkendt af voksne.
En af de næste var Vladimir Nabokovs ’Lolita’. Da var han 14 og anede ikke, at den roman senere skulle komme til at spille en rolle i en af hans egne bøger.
Drevet af lyst
Da Joël Dicker var færdig med gymnasiet, begyndte han at læse jura på universitetet. For i det mindste at læse et eller andet fornuftigt, så han havde noget at falde tilbage på:
»Jeg var en rigtig schweizisk ung mand. Meget regelret. Meget velopdragen«, siger han og smiler undskyldende.
20 år gammel skrev han sin første bog. I de følgende fire år skrev han yderligere fire bøger. Alle blev de indsendt til forlag efter forlag, der replicerede med afvisninger.
Da han havde skrevet sin bog nummer 5, ’Les derniers jours de nos pères’ om en hemmelig hær under Anden Verdenskrig, var han færdig på jurastudiet. Året var 2010, Joël Dicker havde en ret elendig juraeksamen og fem uudgivne bøger bag sig og besluttede at give sig selv to år mere at skrive i.
Det lykkedes ham at få ’Les derniers jours de nos pères’ udgivet, men solgt blev den ikke. Med ’Sandheden om Harry Qubert-sagen’ gik det helt anderledes:
’Sandheden om Harry Quebert-sagen’ er skrevet uden regler og med inddragelse af alt muligt, Joël Dicker er fascineret af. Og i første omgang udelukkende for hans egen skyld:
»Min eneste regel var, at jeg skulle være begejstret for at skrive den. Passionen kan ingen tage fra dig. Det betyder ikke, at jeg konstant var glad for at skrive. Man kan sammenligne det med at løbe. Jeg løber meget, men en stor del af tiden fatter jeg jo ikke helt selv hvorfor. Der er vel to måneder om året, hvor det udelukkende er rart. Resten af tiden er det en plage at komme af sted. Først når man er godt i gang, bliver man et med det«.
Da Joël Dickers roman udkom i Frankrig, blev den sammenlignet med både Vladimir Nabokov og Truman Capote. Det fik Dicker til at genlæse ’Lolita’, som var en helt anden bog end den, han havde læst som 14-årig:
»Dengang kunne jeg sagtens leve mig ind i, at man kan finde for eksempel en skolelærer på 42 attraktiv. Som 28-årig finder jeg den tanke bizar. Om 20 og 40 år vil jeg sikkert forstå ’Lolita’ på en anden måde. Gode bøger udvikler sig med en«.
fortsæt med at læse
