Revolution. Man tager en tandtråd og så går man bare i gang med at sy lidt litterær aktivisme.
Foto: Mads Nissen

Revolution. Man tager en tandtråd og så går man bare i gang med at sy lidt litterær aktivisme.

Interview

Forlaget OVBIDAT bedriver litterær aktivisme

Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale udgiver håndsyede poesibøger.

Interview

Rolf Sparre Johansson mener det alvorligt, når han siger, at poesi kan lave verden om.

For ham er litteratur en nødvendig ’vold’ mod fastlåste tankegange. Mod kun at tænke verden på en måde.

»Poesi er en form for frugtbar vold mod unuancerede verdensopfattelser og derfor også den almindelige tale. Litteratur tuner os ind på hinanden og uden om stereotypierne«, siger han.

Det entreprenante og samfundskritiske bogmenneske har rødder i det aktivistiske miljø omkring Bolsjefabrikken og Folkets Hus på Nørrebro i København, og grundtanken bag OVBIDAT og de udgivelser, hans forlag står bag, kendetegner hans tilgang til samfundet generelt.

Rolf Sparre Johansson opfatter sig i opposition til de store forlag og ideen om, at såkaldt almindelige mennesker skal være passive modtagere af litteratur.

»Kontaktfladerne mellem dem, der handler, og dem, der ser til, er meget små i vores samfund. Det gælder det politiske liv, og det gælder kulturlivet. Jeg forestiller mig ikke, at jeg kan rokke ved den struktur, men jeg forsøger at gøre tingene på en anden måde for mig selv. Og jeg opfordrer andre til at gøre det samme«, siger han.

Og du mener virkelig, at litteraturen kan gøre folk til aktive samfundsborgere?

»Det er en større bestræbelse. Jeg tror ikke, at litteraturen kan gøre det alene. Eller at litteraturen er det mest effektive middel. Og jeg mener heller ikke, at det er litteraturens største opgave at aktivere folk, men man må jo begynde et sted«.

Den samfundskritiske tandtråd

Køkkenbordet i kollektivet på Vesterbro har siden 2010 været rammen om Rolf Sparre Johanssons lille gør det selv-forlag. Med hjælp fra venner har han redigeret, fremstillet og distribueret samtlige OVBIDAT’s poesiudgivelser.

Det har han med afsæt i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han studerer, og i en uddannelse som bogbinder fra Københavns Tekniske Skole, men faktisk mener han ikke, at man har brug for sådanne forudsætninger, hvis man vil gøre ham forlagskunsten efter:

»Vi vil signalere, at alle kan producere bøger, hvis de vil. Man må begynde med sig selv. Det er utrolig håndgribeligt og nemt at gå i gang. Alle, som har lyst, kan udgive bøger«.

Selvfølgelig er det kompliceret at opretholde ideen om bogsalget som et kram, men det er ikke desto mindre det, vi forsøger i OVBIDAT

Rolf Sparre Johansson stræber efter en nær relation mellem udgiver, forfatter og læser. Han bryder sig ikke om det rent professionelle forhold mellem mennesker, og han er ikke bleg for at bruge ord som dejlig om udgivelsesprocessen. Hvilket ikke ændrer ved, at gør det selv-tanken grundlæggende er en kritisk tilgang.

I Sparre Johanssons øjne burde endnu flere mennesker tage ansvar for litteraturen ved at udgive bøger. Hans opfattelse af poesi som organiseret vold mod almindelig tale afspejler sig helt ned i den konkrete fremstilling. I hans særlige udgave af litterær aktivisme er det ikke et særsyn, at bøger bliver bundet sammen med tandtråd.

»Vi fremstiller bøgerne så ukompliceret som muligt. For eksempel printer vi siderne på en almindelig blækprinter og syr bøgerne i hånden«.

Og syningerne er vigtige, mener Rolf Sparre Johansson. Fordi de er synlige, er de med til at gøre selve fremstillingsprocessen gennemskuelig.

Jeg har aldrig før mødt en forlægger, der mener, at man kan skabe samfundsforandringer ved at sy bøger ...

»He, he, njooo, det tror jeg ikke nødvendigvis, man kan! Men det betyder ikke, at jeg ikke vil forsøge. Jeg gør det, jeg finder rigtigst i forhold til kulturen, samfundet og jordkloden. Men det er altid lidt af en downer at blive spurgt, om det, man gør, ændrer noget. Jeg vil hellere sige, at man i hvert fald ikke forandrer noget ved at forholde sig passiv.

Ulven åd min eyeliner

Selve eksistensen af OVBIDAT kan godt opfattes som en kritik af de større forlag. I hvert fald mener Sparre Johansson, at de etablerede forlag godt kunne gøre en større indsats i forhold til litterær kvalitet og genrespredning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi opererer i et tomrum og udgiver en type poesi, som de store forlag ikke prioriterer. OVBIDAT er en kritik af forlagsbranchen, alene fordi vi eksisterer«.

Blandt de værker, OVBIDAt har udgivet, er Cecilie Linds digtsamling ’Ulven åd min eyeliner’ og Rasmus Halling Nielsens zombie-prosabog ’Det lille robotøje siger’.

Med lidt held kan man finde dem hos ganske få særligt velassorterede boghandler. Siden 2013 har han også fået OVBIDAT’s poesitidsskrift op at stå. Det har bl.a. bragt bidrag af Asta Olivia Nordenhof, Peter Laugesen, Lea Løppenthin, Peter-Clement Woetmann og Olga Ravn.

Hvilket forhold har du til forfatterne?

»Personligt. OVBIDAT udgiver ikke forfatternes bøger, vi udgiver dem sammen med forfatterne. Det er hele intentionen med forlaget, at det skal være dejligt at udgive bøger. Når man sender et manuskript ind til et forlag, er man utrolig sårbar. Når vi tilbagesender kritik, foretager vi altid en læsning, hvor vi også gør os sårbare, så forholdet er ligeværdigt. Vi bruger meget energi på teksterne, ligegyldigt om de bliver antaget eller afslået«.

Tid og overskud

Hvad med forholdet til læserne?

»Det er også personligt. At sælge OVBIDAT’s bøger sammenligner jeg med et kram eller med en gave. Vores bogobjekter er ladet med en særlig form for værdi, fordi vi selv har lavet dem til læseren. Det er ikke noget, vi bare har fået produceret i Kina«.

Hvordan kan jeres bøger være gaver, når læserne betaler for dem?

Det er altid lidt af en downer at blive spurgt, om det, man gør, ændrer noget. Jeg vil hellere sige, at man i hvert fald ikke forandrer noget ved at forholde sig passiv

»Hvis jeg havde uendelig mange penge, ville jeg forære bøgerne væk, men selvfølgelig er der køb og salg involveret. Også selv om vi ikke genererer profit. Det er et spørgsmål om at ændre på salg og køb-relationen, uden at ignorere at den er der. Selvfølgelig er det kompliceret at opretholde ideen om bogsalget som et kram, men det er ikke desto mindre det, vi forsøger i OVBIDAT«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forlaget udgiver, når der er tid og overskud. Måske det kommer til at ske lidt oftere i 2015, for redaktionen er udvidet, så den nu består af fem medlemmer ud over ham selv: Cæcilie Højberg Poulsen, Jakob Slebsager Nielsen, Ditte Holm Bro og Liv Sejrbo Lidegaard.

Opgaven er fortsat at udfordre de faste former, for eksempel rammerne for at drive et forlag, for faktisk bryder Rolf Sparre Johansson sig ikke om at bruge ordet ’forlag’ om OVBIDAT.

»Jeg gør det alligevel, fordi det er det ord, folk bedst kan forholde sig til. Ordet forlag forbinder man med en virksomhed, hvor folk arbejder og får løn. Det gør vi ikke. OVBIDAT er ikke professionelt drevet. Det er bare en del af vores liv«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce