Olga Grjasnowas nye roman foregår i Berlin; der er bare ikke nogen tyskere i den.
»Det er meget almindeligt, at der i flere områder af Berlin ikke er nogen tyskere tilbage. Her tales heller ikke tysk, og på cafeerne bestiller du ikke på tysk. Flere og flere kommer hertil, migranter og flygtninge. Min roman handler om Berlin og på en måde også om det tyske samfund, men ikke om Tyskland«, siger hun i telefonen fra den berlinske bydel Neukölln.
Olga Grjasnowa er del af den generation af forfattere, som har et andet førstesprog, men som skriver på tysk.
Gruppen tæller blandt andre Saša Stanišic, der kom fra Bosnien, da han var 14, Alina Bronsky, der kom fra Rusland som 12-årig, Maria Cecilia Barbetta fra Argentina, Abbas Khider, der var 23, da han kom fra Irak, og som udgav sin første roman på tysk i 2008, Terézia Mora fra Ungarn, som fik Deutscher Buchpreis for ’Das Ungeheuer’ i 2013, Katja Petrowskaja fra Ukraine og så altså Olga Grjasnowa, der kom til Tyskland som jødisk kvoteflygtning, da hun var 11 fra Baku i Aserbajdsjan.
Fælles for dem er, at de skriver Neue Weltliteratur om globaliserede, dobbeltsprogede storbyboere i eksil, og at de altså har tysk som andetsprog.
»Vi er privilegerede, fordi vi alle har tysk statsborgerskab og bliver opfattet som del af den tyske litterære scene – selv Abbas Khider, selv om han har problemer i lufthavne, fordi han er fra Bagdad. Vi har det meget nemmere end de flygtninge, der kommer nu«.
Gift i Danmark
Zeit online skrev for nylig om denne nichtmuttersprachler-generation, der efter mediets mening kan noget helt særligt og nyskabende med det tyske sprog. Hvad mener hun, det er, de kan?
»Jeg tror overhovedet ikke, at jeg fornyr det tyske sprog. Det virker mere som om, det er en nyskabende tanke for det tyske samfund, at ikkeindfødte faktisk kan lære at tale og skrive dette sprog. Alt andet lige ville det være mere mærkeligt, hvis jeg stadig skrev på russisk, 20 år efter at jeg forlod landet og efter at have været igennem det tyske skolesystem. Flere end 20 pct. af den tyske befolkning er ikke oprindelig tyskere; alligevel er det en stor overraskelse for de tyske aviser, at nogle af de 20 pct. bliver kunstnere«, svarer Olga Grjasnowa og tilføjer:
»Tysk er blevet vores stærkeste sprog, tror jeg godt, jeg kan sige på alles vegne, fordi det er det sprog, vi er blevet undervist på i skolen. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi elsker det tyske sprog eller ej, det var bare aldrig et valg for os«.
Migrantforfattere skriver ofte om at føle sig global og fri af nationalitet, ligesom du gør, alligevel virker I sindssygt optagede af nationer og tilhørsforhold?
»Der er steder i Berlin, hvor jeg føler mig godt tilpas, men jeg har ikke noget land, og jeg føler mig ikke som tysker. Måske drejer det sig mere om statsborgerskab for os. Jeg har mit tyske pas, og det er behageligt. Min mand derimod har et syrisk pas, så hans situation er en anden og knap så behagelig, for han vil ikke kunne få visum til andre lande«, siger Olga Grjasnowa, der er blevet gift i Danmark.
»Vi kunne ikke blive gift i Tyskland, fordi vi skulle aflevere så mange dokumenter, som vi ikke kunne skaffe fra vores oprindelige lande, så vi er blevet gift på en ø i Danmark. Mange af mine venner, som har boet i Tyskland i 10 eller 15 år, gør det samme. Vi tager alle sammen til Danmark, ægteskabsbureauer hos jer er meget hjælpsomme«.
Traditionsbundne forældre
Denne dobbeltsprogede generation af tyske forfattere, har I et fælles mål?
»Nej. Men vi har fælles erfaringer, blandt andet om at det stadig er sværere at bo i Tyskland som udefrakommende, end det er i USA, Canada og Storbritannien. I Tyskland definerer man sig stadig som tysker, hvis ens forældre og bedsteforældre er tyskere«.
I ’Et ægteskabs mangel på juridisk skarphed’ spiser det unge excentriske par Layla (lesbisk aserbajdsjansk balletdanser) og Altaj (hendes aserbajdsjanske mand, der er bøsse og læge) en aften på en tyrkisk restaurant i Neukölln. En masse arabiske børn leger larmende foran restauranten, og Layla tænker, at sådan skulle tyskerne også lade deres børn lege, for så ville de nok være et flinkere folkefærd. Er det civilisationskritik?
»Det er ikke en kritik af tyskere eller af civilisationen og samfundet som sådan; det er mere for at vise, at fordomme går begge veje«.
Hovedpersonernes ægteskab er først og fremmest indgået for at tilfredsstille deres traditionsbundne forældre, og da de begge er homoseksuelle, lever de seksuelt hver sit liv.
En sen aften et sted i romanen bliver Altay og ’Østrigeren’, som han blot kaldes, på en S-togs-station chikaneret af en gruppe arabiske unge, som ikke kan lide bøsser.
Da de bagefter taler om overfaldet, siger ’Østrigeren’, at det jo ikke er politisk korrekt at sige, at overfaldsmændene var arabere, men »hvor meget skal vi blive ved med at finde os i«. Hvorfor har Olga Grjasnowa den scene med?
