Om der er fart på? Total torpedo, mand! Oceangående! Dan Turèll i Karma Cowboy Egentlig blev han kun digter, fordi kammeraten Jens Blendstrup var så uforskammet, at han i en gymnasiestil skrev et digt. Et digt, fandeme, hvordan kunne han gøre det, når det nu var alment kendt, at det ikke var Blendstrup, men ham, Bukdahl, Lars Bukdahl, der skulle have styr på alt det med litteratur? Så selvfølgelig måtte han selv skrive et digt, ja, ikke bare ét digt, men masser af digte, en hel samling faktisk, så det lykkedes ham at debutere, mens han som 19-årig stadig havde sit image som duksedrengen fra akademikerfamilien i et af de hvide rækkehuse i Risskov. Og naturligvis måtte han allerede da markere sig med en bogtitel som 'Readymade', så han fra bog 1 kunne fortælle alverden, at der i den unge poets virrehoved var en direkte linie tilbage til modernisten Marchel Duchamp, ham med den omvendte pissekumme, og andre fornyende og tænkende kunstnersjæle. Kom ikke her. Men egentlig var det kritiker, han ville være. Det siger han i hvert fald i dag som 32-årig, selv om medstuderende fra litteraturstudiet i Århus stadig kan huske, hvordan de vendte det hvide ud af øjnene, da den unge Bukdahl på første studiedag vippede tilbage på stolen og fortalte, hvorfor han ville studere litteratur. »Jeg vil være forfatter«, var svaret. Ikke tøvende, eller afvæbnende for den sags skyld. Ikke noget med, at han da måske, hvis han ellers kunne være så heldig, at verden ville finde ham interessant nok, godt kunne tænke sig at blive fuldtidsforfatter. Nix. Bukdahl var tilsyneladende ikke selv i tvivl. Selvfølgelig skulle han være forfatter. »På universitetet kan man ikke bare satse på, at folk skal være forfatter, men hvis folk vil være det, skal de på den anden side heller ikke skjule det, og der kan jo være både gode og dårlige årsager til, at folk vil være forfattere. Den gode årsag kan være, at skriften simpelthen bare vil frem, og den dårlige kan være, at det er sejt og cool at være forfatter. Eller det kan være en blanding, som det var hos mig selv. Og faktisk stadig er. Da jeg kom på universitetet, havde jeg været en dukse-dreng hele mit liv og haft det fint med det, fordi jeg alligevel var et skvat, der kun kunne sidde henne i et hjørne og læse bøger«, siger Bukdahl I dag er han ikke bare blevet den omdiskuterede aviskritiker, han gerne ville være. Han er også blevet forfatter med ni bøger bag sig - plus en ny på vej her i foråret. Og så er han tillige blevet landets første husforfatter på et universitet. Særlingemission Frem til sommerferien er han - med lønseddel, kontor og egen træffetid (tirsdag 10-14 i rum 2.37 oppe under taget) - tilknyttet Syddansk Universitets afdeling i Kolding, hvor hans opgave blandt andet bliver at genskabe samtalen mellem kunsten og forskningen, ligesom han skal give de studerende nye indspark til, hvordan de helt konkret kan læse og analysere dansk litteratur og måske få tilført andre måder at anskue litteraturhistorien på. Hvis man følger linien i hans anmeldelser, vil de studerende blive omringet af den 'særlinge-mission', som Bukdahl ifølge eget udsagn er forpligtet på. Det vil sige en massiv kampagne for mere litterær anerkendelse til poeter som Johannes L. Madsen, Viggo Madsen, Dan Turèll og Peter Laugesen. Men de studerende vil formentlig også opleve husforfatteren give ellers anerkendte forfatterskaber en kritisk bredside, for en af Bukdahls yndlingsbeskæftigelser er at pille glansen af de højpolerede litterære koryfæer. Som kritiker blev der da også først lagt mærke til ham, da han i 1996 som anmelder på Kristeligt Dagblad ikke brød sig om Søren Ulrik Thomsens digtsamling 'Det skabtes vaklen'. En samling, som de fleste andre - eller var det alle? - roste højlydt. »Det interessante er at spørge: Synes jeg nu virkelig, at Søren Ulrik Thomsen er fed? Eller at Dan Turèll er det fedeste? Jeg har en virkelig flov anmeldelse, fra jeg var 22, da jeg patroniserende fortalte Turèll, at nu skulle han tage det alvorligt og blive digter og skrive disse centrallyriske digte«. »Det handler om at have denne åbenhed. At være åben over for, at Juliane Preisler kunne komme til at skrive en god bog, ja, at endda Mads Brenøe engang skriver en god bog. Men man må stå ved sine tilbøjeligheder. At man synes, det er pissefedt med disse konkretistiske digte af Simon Grotrian med 2-0 2-0 2-0, hvorefter der står 'svaner set gennem tårer'«, siger Lars Bukdahl. Mimrekort Han synes, de kanoniserede forfatterskaber trænger til nylæsning, og som han ser det, holder de kritiske anmeldelser op, hvis forfatterne når over 50, og det er helt galt, mener han, hvis forfatterne oven i købet udkommer på Gyldendal. »For poesien er der jo kommet et mimrekort, som jeg kaldte det, da jeg anmeldte Ole Wivel. Det sker allerede, når lyrikerne har skrevet i 25 år. Der er konsensus om, at poesi bare er en god ting i denne verden, og hvis folk er blevet længe nok i tro tjeneste, denne verdens Peter Poulsen'er og Asger Schnack'er, så får de gode anmeldelser. Det er der måske ikke altid grund til«. »Litteraturen må jo kvalificere sig, for den er ikke noget i sig selv. Jeg synes, de store forfatterskaber får lov til at leve i en slags hellighed, og der bliver heller ikke taget ordentligt akademisk stilling til dem«. »Se engang på Ib Michaels forfatterskab, hvor det er en ulykke, at det er blevet forkælet i 10 år. Han er kun blevet bekræftet i, hvor dejlig han er, hvad han også gerne vil høre, men han er også, et eller andet sted, en talentfuld og spændende forfatter, hvad det efterhånden er svært at få øje på«, siger Bukdahl. Han mener, at et forfatterskab som Ib Michaels ville have haft godt af lidt kritisk og akademisk modstand. Til gengæld mener han også, at den akademiske verden ville have godt af at blive invaderet af forfatterne. »Universiteterne burde tvinges til at lade forfatterne komme til, for det er forfatterne, der har det mest indsigtsfulde at sige om litteratur. Det er jo skammeligt, når man ser disse snyltere blandt akademikerne blive betalt i hoved og røv, mens store forfattere må suge på labben. Forfatterne burde være på pandekager på rådhuset hver dag. Det er forfatterne, som er nødt til at holde sig orienteret i den nye litteratur. De læser af nødvendighed, fordi de til stadighed må forny sig«, siger Lars Bukdahl, mens toget med afgang fra København H. kl. 07.00 bevæger sig mod Kolding og den første åbne kontortid. Indpisker Denne tirsdag bliver husforfatteren kun opsøgt af et par forsigtige studerende, som lige vil hilse på eller fortælle, at de har sendt ham en mail, eller hvad de syntes om den foregående fredags første skrivekursus med Bukdahl som indpisker. Inden sommerferien vil de imidlertid med garanti i store doser blive manuduceret med, at den akademiske kritik må stramme balderne og orientere sig imod den samtidige litteratur. »Man kan jo blive helt nostalgisk, når man tænker på 60erne. Dengang var det også for akademikere en begivenhed, når f.eks. Rifbjerg udgav 'Amagerdigte' eller lignende. »Kan vi synes om det?«. Også i dag burde der jo være postyr på gangene på danskstudiet, når Pablo Llambias får udgivet en ny roman. Det mener jeg virkelig. Det er så originalt og er en helt anden form for grundforskning i, hvad litteratur er, end den der foregår inde på universitetet«, siger Bukdahl. Skrivekugle Som kritiker og forfatter er han kendt som den unge skrivekugle, der er umulig at få hold på. En mand, der skriver på alt, hvad der rører sig i dansk litteratur og aldrig lader en chance for personlig markering gå fra sig. »Som den første husforfatter er jeg et ret sikkert valg. Jeg har tilstrækkelig meget ild i håret til, at det er interessant, og jeg er ikke fremmed over for universitetet. Jeg er så fuld af bøger, at det står ud af ørerne på mig, og jeg er nærmest vokset op i tunnelen under ringgaden ved Aarhus Universitet. For mig er det også et plus, at jeg er forholdsvis synlig i min funktion som kritiker, hvor jeg bestræber mig på at være stormomsust, polemisk og debatskabende«. »Hvis de studerende er interessere i litteratur, er der en chance for, at de har en mening om mig, for meget kan man sige om det, jeg laver, men folk er sjældent ligeglade. Det er jo godt. Om de så synes, jeg er skrækkeligt irriterende eller skrækkeligt inciterende gør ikke den store forskel, bare man animerer folk i et eller andet omfang«, siger Bukdahl, som siden 1996 har været kritiker på Weekendavisen. Og rigtigt er det da, at folk sjældent er ligeglade. Læserbrevene bunker sig op, og udefra kunne det set ud, som om han bevidst forsøger at træde på alle de ligtorne, han kan komme i nærheden af. Selv siger han, at læserbrevene deler sig i to lige store bunker. »Nogle er glade. De andre er pisseirriterede. Begge dele er fint, men nu har jeg jo også denne sult fra mine otte år som anmelder på Kristeligt Dagblad, hvor jeg i alt fik fire læserbreve. På det forfængelige plan er dette jo ren luksus«. »I min tid på kristeligheden havde jeg lullet mig ind i den avantgardistiske ide om, at det er nok at have én læser, på samme måde som Per Højholt siger, at det for ham er rigeligt, at han har denne snedker, der bor en kilometer væk og som har læst alt, hvad Højholt har skrevet og forstået det til fulde«. »Det tror jeg også på, et eller andet sted, men jeg kunne også mærke, at det påvirkede mig positivt, at jeg havde mange læsere, og jeg fik det endda skidt med, at jeg havde det godt med det. Det var jo ligesom imod min avantgardistiske børnelærdom«. »Indtil jeg får min bestseller med fem millioner eksemplarer world wide , kan jeg jo sige, at det gode ved at have mange læsere som kritiker er, at det er aktive læsere, engagerede læsere, og det føler jeg, at jeg har. Folk er oppe at køre på en eller anden led over det jeg laver«, siger Bukdahl med et stort grin. Projekt BukdahlMen folk kan komme i tvivl om, hvorvidt projektet er litteratur eller Bukdahl selv? »Ja, man ville jo være et skarn, hvis man ikke indrømmede, at der også er forfængelighed indblandet i det. Det handler selvfølgelig om at sige noget interessant og klogt om en bog, men det handler lige så meget om at frembringe en spektakulær tekst, så det ikke bare bliver en anmeldelse, men en Bukdahl«, siger husforfatteren. I dag er han bl.a. medlem af bestyrelsen for Forfatterskolen, som i sin tid blev startet af Poul Borum, og man er aldrig i tvivl om, at han selv gerne ville opnå samme status, som Ekstra Bladets nu afdøde anmelder fik. Også han var i øvrigt mere kendt for sin kritiske virksomhed end for sine digte. Forfatteren ved imidlertid godt, at han aldrig kan nå på omgangshøjde med en Poul Borum, der på sin helt egen måde kunne skære en forfatter og hans værk midt over med en enkelt sætning eller overskrift. Som da Borum sammenlignede en bog af Jens Christian Grøndahl med dåsemad, sådan en slags presset skinekød i vandlage, uspiseligt og uden smag. Jo tak, Bukdahl ville ønske, han mestrede den form, men han ved godt, han er for lang i spyttet. Men hans særegne stil, som periodevis kan være ulæselig med sine indskudte sætninger og parenteser, gør nu også ondt på dem, den rammer. »Jeg får ikke hadebreve og den slags, men jeg møder den her kulde, når jeg er ude. Det har jeg haft det svært med nogle gange, og det bliver jo lidt klynkagtigt. Folk nægter at snakke med en, og det må man tage med«. »Men det er en underlig social situation at have, hvis man ellers synes at gå rundt og opføre sig ordentligt i sine nærmeste omgivelser og ikke har været gennem en ondskabsfuld skilsmisse og ikke har børn, der er gamle nok til at hade en«. »Det er en eksotisk erfaring, at der er folk, som hader en intenst og som pesten. Folk burde yppe kiv, gå i diskussion, i stedet for at isne væk. Det er ret trist, især når det er folk, man respekterer og gerne vil diskutere med«. »Jeg synes, det er dumt, for jeg skriver sgu da om deres bog, og de bliver såret på deres forfængelighed. Jeg siger jo ikke, deres kone er grim, eller at de er nogle skiderikker. Det er altså bogen, man caller names. Den forskel må man opretholde«.

Kan du forestille dig at fortsætte på den måde som kritiker i 10 eller 20 år? »Jeg har ikke tænkt mig at holde op, og jeg dør med støvlerne på«, siger Bukdahl. Usynlig digter At han nu er blevet landets første husforfatter, er der nok nogen, der skal komme op at køre over, og selv tror Bukdahl da også, at man i valget af ham har skævet til hans profil som kritiker, for hele ideen om at blive husforfatter er paradoksalt nok kommet i en periode, hvor han selv var holdt op med at tænke på sig selv som forfatter. »Jeg havde haft mange halve starter på at skrive noget nyt, og da dette projekt som husforfatter blev introduceret, var digterdelen af min identitet blevet næsten usynlig, men måske har jeg bare haft en poesipause, som jeg så har udfyldt med mit sindssyge, kritiske raseri«. »Jeg er jo blevet grebet af en kritisk raptus, som jeg troede kun ville vare i tre år, for jeg kunne da ikke sådan blive ved med at være oppe at køre, men det er jeg bare, og så har digtene hårde kår. De har ikke deadlines, men det har alt det andet, jeg laver, og så føler jeg også, at jeg er on a mission from litterature, og ud af al den kritik har jeg desværre fået et meget nøgternt blik på det, jeg selv skriver, hvilket kan være farligt«. »Jeg kan se, at - i hvert fald med det jeg hidtil har lavet, selv om jeg også kan se alle de geniale værker, jeg burde skrive engang - altså, at jeg har en nøgtern idé om, hvad jeg har lavet«. Hvad synes du om det? »Ikke synderligt. Det er bare ikke skide originalt eller interessant. Jeg har haft det værre med det, end jeg har nu, men det er sådan en slags minor poetry. Det fremtræder ikke med nogen overbevisende originalitet. Der er gode digte hist og pist, men i kritikken føler jeg, at jeg gør en forskel. At jeg skriver anderledes og har et andet syn på litteratur end de andre kritikere, og jeg ville savne mig selv temmelig kraftigt, hvis jeg ikke var der«. »Men jeg savner mig ikke synderligt i litteraturhistorien. Jeg synes for eksempel ikke, det er rimeligt, at jeg er med i 'Danske digtere i det 20. århundrede', og jeg har da også flere gange tilbudt Anne-Marie (Mai, professor i Kolding og hovedredaktør af opslagsværket, red.), at jeg skulle redigeres ud til fordel for nogle af mine yndlinge«, siger Lars Bukdahl. Naive ungdomsdigte Når han tager kritikerkysen på og skriver om sine egne værker, kan det lyde sådan her: Debutbogen 'Readymade' kalder han »håbløst naiv ungdommelighed, skrattende begejstring«. Efterfølgeren 'Mestertyvenes tid' har han kaldt »behændig, lumsk elegance om næsten ingenting, slået stort og indbildsk op«. Da han fandt ud af, at han ville være forfatter, var det især Per Højholts digte, han kastede sin kærlighed på. De havde denne lethed, var utyngede og på overfladen henkastede, selv om enhver med sans for poesi ville vide, at netop dette var kunsten - at ordene netop ikke bare var henkastede, men poetisk skarpslebne og uhyggeligt præcise i al deres lethed. »Primært var hans digte bare interesserede i at have gang i den, at være interessante sprogtingester, og det var i dem, jeg pludselig fandt en måde at skrive på, som lå mig nær. At mine digte så ikke specielt kom til at ligne Højholts er en anden sag«.

Men du taler kun om form? »Det taler jeg jo altid om. Indholdet tager jeg ikke så tungt. Jeg vil meget hellere have nogle interessante former og formater, og så skal indholdet sgu nok komme, det kan slet ikke lade være med det, og slet ikke hvis man forsøger at undertrykke det«. »Jeg har ikke noget imod indhold, tværtimod, se for eksempel på Peter Laugesen, som blev et af mine senere valgslægtskaber, han har denne sluse, hvor alt kan komme igennem og bruges. Intet sorteres fra. Jeg synes, det er irriterende, at der skal være censur på, hvad et digt skal kunne handle om«. »For mig er det også herligt, at folk som Jan Sonnergaard og Pablo Llambias begynder at skrive om noget som politik. Jeg synes bare, man må sige, at litteratur, som har sproget som materiale, må kvalificere sig på formen. På behandlingen af sproget«. »Jeg kunne aldrig, som nogen gør, finde på at diskvalificere Hanne-Vibeke Holst, fordi hun skriver om denne kvindeverden og afvise det som trivielt og uinteressant. Det er da glimrende stof, men det kunne bare være interessant at gøre det mere originalt. Netop på hverdagen må man da være forpligtet på at gøre den mærkelig og elektrisk og spændende«. I dine bøger kan man have svært ved at se, hvad det er, du skriver på? »Det ved jeg sgu heller ikke. Jeg er ligesom født af bøger. Jeg skriver i høj grad på bøger. Jeg har det som hovedpersonen i en novelle af Svend Åge Madsen - 'Kvindens skaber' - hvor jeg forestiller mig, at hovedpersonen bliver født på hovedbiblioteket i Århus, hvor han vokser op langt tilbage i den skønlitterære afdeling mellem X og Z, hvor ingen opdager hende. Derinde skaber han sit forfatterskab og bliver berømt for sine indlevede kvindeskikkelser. Jeg skriver også meget på litteratur og sprogglæde«. SmerteHos nogle af de store forfattere fornemmer man, at de skriver på en smerte, et savn eller en længsel. Hvor brænder det på hos dig? »Det ved jeg ikke, om man skal være klog på. Det er jo hovedstolen, som Højholt taler om. Og det er jeg åbenbart stærkt uvillig til at tale om på nogen som helst måde«, siger Lars Bukdahl efter en pause, der i hans selskab føles som minutter, selv om der kun går ti sekunder. »Jeg er modstander af den ide om, at alt der brænder på skal være skabt af et underskud. At alt skal handle om savn eller smerte. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg også selv tit falder i den fælde, at under denne store, muntre overflade fornemmer man hemmelige dybder af Fis, siger jeg bare«. »Jamen, everybody hurts, som R.E.M. synger, og jeg har da store, forfærdelige, sindssyge oplevelser bag mig, som virkelig kan slå nogle af de andre, hvis det skulle være, og vi lavede en konkurrence, og jeg har da også en sær ide om at ville skrive om dem på en eller anden måde, men jeg har bare denne blufærdighed«. Det er underligt at høre dig bruge det ord? »Hvilket?«. Blufærdighed. »Jamen, det synes jeg da, jeg lider af i pæn, stor grad, personligt og privat. Alle digtere skriver da på et overskud et eller andet sted. Det gør alle store digtere, fordi de har et lystfuldt forhold til sproget«. »Hvor meget Henrik Nordbrandt end kan finde på at forbande bogstaverne, så må det dog stadig handle om, at han har det fint med det, og at han er oppe at køre over det«. »Og tag en mand som Svend Åge Madsen. Han har sgu da heller ikke de store eksistentielle bekymringer, kan man se. Mange af hans bøger er skrevet på et litterært overskud. Han har skabt sig en identitet ved at finde på og skrive, så det ikke bare handler om at skrive for at dække over den smerte, der bliver ved med at være forfærdelig«. »Jeg synes, det handler om, at man føler et mellemværende med sproget og litterariteten - skrækkeligt ord - og at man der søger ind mod en hemmelighed, mod den fantasi man har om de bøger, man gerne vil skrive, som er anderledes og mærkelig i forhold til dem, der allerede er skrevet«. MotherfuckerHvad vil du gerne skrive? »Jeg vil jo gerne skrive en bog som Per Højholts 'Auricula'. (Roman, PH begyndte i 1978 og som udkommer til maj, red.). Det store, fremmede, sindssyge monster af en bog. Det ligger i det, at det skal være en kvantitativt stor bog. En motherfucker af en bog«. »Se Niels Henrik Svarres 'Biografisk Skygge Leksikon', der udkom hos Øverste Kirurgiske. Det er fandeme et monster. Den er kæntrende på alle mulige måder, og jeg kan sige det, for jeg er en af de få, der har læst det hele«. »Romanerne af Dickens, som jeg skrev speciale om, er meget nærværende monstre, men fulde af liv og handler om verden og er oven i købet blandt de få bøger, der har ændret verden, fjernet børnearbejde for eksempel. Den slags har også en politisk funktion, men der er også drømmen om at skrive en bog som James Joyces 'Finnegan's Wake', der er 600 sider rent nonsens. Jeg tror, det er en drøm, mange har«. Hvordan vil du gerne se dig selv om ti år? »Det ville være fedt, hvis jeg havde skrevet nogle store skønlitterære bøger, så folk ville kende mig som forfatter, ikke i top ti eller sådan, men som en der gør sig gældende med et par interessante og mærkelige værker, som folk, der er hippe, har tjek på«. »Man har også altid den helt åndssvage drøm, at nu skriver jeg sgu også bare den krimi, der kan sælge 50.000 eksemplarer, og ligesom en gang for alle tjene de penge, der er brug for«. »Som kritiker kan jeg bare håbe, jeg får lov til at være det, jeg er i dag. Jeg har en ide om, at jeg først skal begynde at skrive mine store romaner om ti år, men i mellemtiden vil jeg gerne have skrevet nogle af de monografier, jeg synes, der mangler i dansk litteratur. Om Dan Turèll, Peter Laugesen og Per Højholt, men det er jo ikke noget, man får stor berømmelse af. Det er bare ting, der skal skrives, og når andre folk ikke kan få nosset sig sammen til det, kan jeg jo blive nødt til det«. »Det var oprindelig meningen, at jeg ville skrive speciale om Højholts 'Auricula', men Højholt sagde, at han ikke nåede at blive færdig. Så skriver jeg bare en disputats om den, tænkte jeg, og det projekt har jeg ikke opgivet. Det har jeg besluttet mig for«. »Jeg kan ikke se, det kan skade, at man har så mange planer og ambitioner som muligt. Lige nu er det de kritiske ambitioner, der er mest nærværende og mest realisable. Jeg er ikke en stor kritiker, ikke endnu i hvert fald, men jeg synes, jeg er en god kritiker«. »Med hensyn til at være forfatter, er der lidt længere udsigter. Ellers kunne jeg også gå hen at blive mere indbildsk. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis verden mener, at min nye bog '116 chok for sheiken' er det store værk, som skal have Nordisk Råds Litteraturpris og får den. Det ville nok ikke være smart. Mit ego vil gå amok, så jeg er nok nødt til at få de der dårlige anmeldelser«.