Pia Juul vil lige være sikker på, at beskeden er forstået. Når man kommer til den gamle husflidsskole på vejen inde midt i skoven, skal man dreje ned ad vejen lige ved siden af. Nej, man kan ikke se nummer 11 fra vejen, og man skal køre ind ad skovvejen, selv om skiltet fortæller, det er forbudt. Lidt nede ad vejen på højre hånd vil man få øje på et hvidt hus med stråtag. Altså omme bag de enorme træer i haven, hvor magnoliaen nu blomstrer for anden gang i år. Vi er nogenlunde lige så langt væk fra forfatterens gamle lejlighed ved Lille Triangel i København, som man kan komme. I stedet for det evige vejarbejde i krydset på Østerbro står man her med den fjerne lyd af et træk af hæse gæs, der i pileform overflyver Sydsjælland. I stedet for Amokkas fikse caféborde på fortovet står man i Rekkende skov med mandshøje skræpper i kanten af denne sidevej til en sidevej. Jo, 39-årige Pia Juul har i den grad realiseret drømmen om at flytte på landet. Langt ud på landet. Det er her, hun tror, hun vil få skrevet sin roman. Måske. »Jamen, jeg tror, det kommer«, siger Pia Juul. Hun er overbevist om, at der fremover vil komme masser af prosa fra hende. I dag er hun ellers mest kendt som digter, og endda som en af de fremmeste af slagsen. I opslagsværket 'Danske Digtere i det 20. Århundrede' skriver litteraten Marianne Stidsen, at hun gerne udråbte Juul til at være en af de ti-tyve danske digtere fra århundredet, som børn stadig vil læse i skolen om hundrede år. Eller som slagfærdige Per Højholt sagde i et interview i SFs blad i Herning for et par år siden: »Pia Juul ude fra Nr. Nissum. Hun er fandme god.« Snart får forfatteren også at vide, om kritikerne synes, hun er god til at skrive noveller, for den 24. august får hun udsendt sin første novellesamling. 'Mit forfærdelige ansigt' hedder den. Det er den første prosabog, siden hun skrev romanen 'Skaden'. Det er så længe siden, at Pia Juul i dag har svært ved at forbinde sig selv med bogen. Den udkom i 1990, og den er meget langt væk for hende. Det er ellers ikke, fordi hun ikke har forsøgt at skrive prosa siden da. Før den meget roste digtsamling 'Sagde jeg - siger jeg' udkom i 1999, havde hun samlet sammen til en bog med noveller, men da det kom til stykket, kasserede hun samlingen. Der var for mange, der ikke var gode nok. »Selvfølgelig kan kritikere og venner og forlagsredaktør sige, at ens historier er gode, men i sidste ende er det en selv, det hænger på. Mit problem er, at jeg aldrig har fået dårlige anmeldelser. Jo, engang for et skuespil, og da blev jeg bare sur.« Betyder kritikken ikke noget? »Jo, anmeldelserne betyder da meget. Man vil jo gerne have en reaktion på det, man har lavet. Det er jo først der, det begynder at findes, men hvis novellerne bliver sablet ned, kan det da godt være, at romanen kommer til at tage lidt længere tid«, siger Pia Juul. Masser af dage Hun ser ud ad vinduet. Ud i haven, hvor græsplænen, de meterhøje rododendronbuske, træerne og åbenbart også måren, der mosler rundt et eller andet sted oppe i skunken på første sal, klarer sig selv. I Rekkende skov findes kun den dagsorden, hun selv sætter, og overalt er der stille. Helt stille. »Vi (Pia Juul med mand og datter, red.) har gerne villet ud af byen i mange år. Ud, hvor der er fred. Det er så forstyrrende at bo i byen. Hele tiden er der noget, man skal. Da vi boede på Østerbro, kunne jeg købe ind tre gange om dagen, fordi der hele tiden var noget, man lige skulle bruge. Her kører vi en gang imellem til Præstø«. »Selvfølgelig kan det være hyggeligt, at man i byen bliver inviteret til receptioner og den slags, men jeg kan godt lide, at dagene bare ligger foran én«, siger Pia Juul. Man har på fornemmelsen, at hun synes, de bare skal ligge der, dagene, så man kan tage af dem - som fra en brændestabel. Tilpassede, tørre og uden for mange knaster, lige til at bruge. Tidligere er fornemmelsen af at have mange dage foran sig en tilstand, hun har været nødt til at skabe kunstigt. I perioder har hun slået sig ned på forfattercenteret på Hald Hovedgård i Jylland, og med i bagagen har hun haft notesbøgerne, hvor hun dagligt noterer citater, indfald, observationer og halve digte. Det er disse notesbøger, der sætter hende i stand til at gennemskrive en hel digtsamling på kort tid. »Nogle gange har jeg været ved at bilde mig selv ind, at jeg skrev en digtsamling på et par uger, men for det meste har digtene været meget længe undervejs«, siger Pia Juul. Da hun i 1999 udgav samlingen 'Sagde jeg - siger jeg', var det hendes første digtsamling i seks år. Men digtene havde - i en eller anden form - ligget klar i notesbøgerne. Pia Juul har endnu ikke spekuleret over, hvorvidt det vil få nogen betydning for hendes forfatterskab, at hun er rykket ud af storbyen, men en af de første læsere af hendes nye novellesamling synes faktisk, at hendes fortælleunivers allerede var rykket på landet, før forfatteren selv drog derud. »Hun syntes, der var noget provins og noget landligt over novellerne, og det kan jeg da godt se i dag, men de er nu ikke tænkt som historier fra landet«, siger Pia Juul. I det hele taget er det sjældent, at hun på forhånd har tænkt sig til, hvordan en historie skal udvikle sig, og hvis hun endelig har gjort det, er det ofte gået galt. »Jeg tror aldrig, jeg har haft en plan, før jeg er begyndt at skrive. Jo, når man skal skrive dramatik, skal man som regel aflevere en synpopse, og nogle gange kan jeg også sætte mig ned og skrive en skidegod historie, som kun fylder et enkelt afsnit, men når jeg så skal skrive den igennem, så keeeeder det mig. Det er, som om man dermed har et skema, der bare skal fyldes ud«. »Derfor har jeg nok heller aldrig skrevet et radiospil, som har fulgt det forslag, jeg oprindelig sendte ind til godkendelse. Jeg har også tit haft ideer til romaner, hvor jeg har set hele handlingen for mig, men det er jeg blevet varsom med nu«, siger Pia Juul og siger dermed også, hvor langt hun nåede med de manuskripter. Freaks er kedelige Forfatteren siger selv, at hun endnu ikke rigtig kender sin novellesamling 'Mit forfærdelige ansigt', men udefra kunne det nu se ud, som om den er befolket med personer, der bærer på et mylder af hemmeligheder. »Jamen, det gør vi jo alle sammen. De fleste har hemmeligheder, også selv om de ikke selv er klar over det.« Du skriver også om folk, der har hemmeligheder for hinanden, endda for deres allernærmeste? »Ja, det har de vel. En af personerne opdager, at det måske endda kan være godt at have hemmeligheder, for hun plejer at fortælle alting. Det er det, der hedder at gøre sig interessant, og det kan jo også være ulideligt«. Hvad er det for nogle personer, du skriver om? »Jeg synes, det er nogle helt almindelige mennesker. Er de ikke det?« spørger Pia Juul og slår en høj latter op. »Stort set er personerne almindelige. Der er ingen freaks imellem. Jeg synes tit, forfattere siger, de er optaget af ondskaben, og at onde mennesker er interessante, men den slags interesserer mig ikke en skid«. »Man kan så spørge, hvordan det hænger sammen med, at jeg læser så mange kriminalromaner, men jeg hader også de krimier, hvor freaks har begået mordene. Seriemordere som hos Patricia Cornwell eller Ruth Rendell«. »Nej, Rendell er for mig at se meget mere interessant, når hun skriver som Barbara Vine, fordi hun her bare skriver om almindelige mennesker, der har hemmeligheder. Det er simpelthen optrævlingshistorier om almindelige liv«. »Jeg ved ikke, om nogen af de kriminalromaner, jeg læser, har decideret litterære ambitioner. De er godt skrevet, men det er, som om krimierne og det litterære ikke rigtig går op i en højere enhed, men det kan da ikke passe, at det skulle være umuligt«. Du ville selv gerne skrive bøger, der mindede om Barbara Vine- historier? »Ja, det kunne jeg godt tænke mig«, siger Pia Juul og understreger straks, at hun ikke har ambitioner om at skrive krimier som sådan. »Jeg læser rigtig mange krimier selv. I øjeblikket er jeg i gang med nogle af svenskerne, Mankell og Josefsson, og så læser jeg alt, hvad de har skrevet. Det er måden, krimierne er bygget op på, der interesserer mig. At der eksisterer et mysterium, og at noget skal opklares. Den slags bliver sat på spidsen i kriminalromanerne«. »Til gengæld mister jeg helt interessen, når jeg får at vide, hvem morderen er. Det spændende for mig er, mens de leder efter sandheden«. »Jeg har læst mange krimier, hvor jeg bagefter hverken kunne huske titlen eller forfatter, eller hvad bogen handlede om, og jeg er nået til, at man faktisk ikke har godt af at læse for mange dårlige bøger. Det smitter af på mine egne bøger, for jeg kommer selv til at skrive slappere. Det er ærgerligt, men sådan er det«. »Derfor har jeg også ændret holdning til tv- soaps og den slags. For et par år siden syntes jeg, folk var bornerte, når de sagde, at man ikke burde se fjernsyn og soaps. Jeg så bare det hele. I dag tror jeg virkelig på, at man bliver dummere af det, så jeg ser ikke så meget fjernsyn længere. Hernede er det heller ikke så svært, for vi kan kun se halvanden kanal - og svensk fjernsyn, når det er tordenvejr«, siger Pia Juul. Hjernen arbejder altid Som forfatter er hun blevet et af dansk litteraturs etablerede navne, men i realiteten er det arbejdet som oversætter (plus oplæsninger, legater og bibliotekspenge), der sætter hende i stand til at skrive. Hun har i år færdiggjort Alain de Bottons bog 'Filosofiens trøst' samt et par børnebøger, og inde på hendes arbejdsværelse ligger en 500 sider tyk (og meget rost), britisk biografi om H. C. Andersen skrevet af Jackie Wullschlager. Det er en biografi, som giver Pia Juul rige muligheder for at dyrke sin anden last - ud over krimierne - bogkøb. Hun køber sig fattig i bøger om H. C. Andersen, og netop nu er hun stærkt begejstret for, at posten lige har afleveret en sending fra et antikvariat, så hun nu kan læse breve, som H. C. Andersens mor sendte til digteren. Langt ind i sjælen er hun dog forfatter, og hun er for længst holdt op med - nærmest besværgende - at sige, at hvis det endelig skal være, kan hun da altid vaske trapper for at tjene til føden. »Jeg har aldrig sagt til mig selv, ja, jeg satser på at blive forfatter. Det er kommet snigende. At være forfatter er jo en tilstand, og privilegiet består i, at alt principielt kan være interessant og brugbart. Jeg kan bruge hele døgnet, men jeg har heller aldrig fri«. »Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har holdt ferie, for hjernen slår aldrig fra, og jeg tænker altid på et eller andet, som jeg enten er ved at oversætte eller ved at skrive«, siger Pia Juul. Hun kan stadig blive genert, når folk ved et selskab spørger, hvad hun laver. Ikke mindst hvis de derefter - måske i håb om at have en berømthed som borddame - spørger: »Nå, har jeg så læst nogen af dine bøger?«. »En gang imellem synes jeg, det ville være nemmere, hvis man bare kunne sige, man var lærer. Det er jo ikke pinligt at være forfatter, men folk har så mange meninger om det, så nogle gang siger jeg bare, at jeg er oversætter«.