Forfatteren Lawrence Norfolk har to bedstemødre. Den ene har læst alle hans tre bøger. Den anden har forsøgt at læse dem alle og derefter givet op. Den unge forfatters ambition er nu at skrive en bog, som på den ene side er finlitterær og på den anden side er så bredt fortællende, at begge hans bedstemødre kan sluge den. Også hende, der ellers mest er til væddeløbs-krimier i Dick Francis-klassen. »'Lemprieres ordbog' opgav hun, fordi jeg i den engelske version eksperimenterede med 200 måder at se tilbage i tiden på, ligesom bogen var spækket med obskure marine-udtryk. I 'Pavens næsehorn' starter jeg med en lang beskrivelse af, hvordan den geologiske dannelse af Østersøen foregik, og i den nye, 'I skikkelse af et vildsvin', har jeg skræmt hende væk med de mange fodnoter«, siger Lawrence Norfolk. Bedstemødrene er et meget godt billede på, hvordan læserne har det med den britiske forfatter. Da han besøgte København under bogmessen, faldt den store del af publikum for hans veloplagte showmanship, hvorimod en mindre del af publikum fik nok af hans ironiske og dobbeltbundede svar og gik ud på messen for at opsøge andre forfatterarrangementer. »Jamen, som forfatter skal man da dele publikum i to. Gennem årene har jeg deltaget i masser af arrangementer som minder om bogmessen i København, og jeg ved aldrig, om det har nogen betydning. Sagen er, at man jo ikke aner, hvorfor folk læser bøger, og vidste man det, ville alle bøger jo være ens«. »Tænk engang over det. En historie om en fyr, der kører tværs over USA på en motorcykel og spekulerer over zenbuddhisme. Bliver det en bestseller? Nej, selvfølgelig ikke, men det gjorde 'Zen og kunsten af vedligeholde en motorcykel' alligevel. Eller en historie om en kvinde, der skriver om at blive kneppet, mens hun kører i tog? Nej, selvfølgelig bliver Erica Jongs 'Luft under vingerne' ikke en bestseller, men det blev den«. »Eller hvad med en historie om en død leksikonforfatter, der bliver beskrevet i en bog helt uden sex? Ja! Selvfølgelig bliver den bog en bestseller«, siger Lawrence Norfolk med henvisning til sin egen debutroman 'Lemprieres ordbog', der solgte i millionoplag og har gjort ham selv økonomisk uafhængig. At ikke alle har samme litterære smag blev fuldstændig tydeligt, da 'I skikkelse af et vildsvin' udkom i England. Her fik Norfolk til sin egen overraskelse nogle meget flotte anmeldelser, men en enkelt - i Sunday Times - var lammende dårlig. »Den var så dårlig, at jeg næsten kom til at grine. Anmelderen skrev, at bogen var så selvhøjtidelig, at den formentlig ville kunne slå an i Frankrig, hvor man har hang til den slags litteratur. Sådan en anmeldelse kan man jo bare grine ad - og så ellers slå anmelderen ihjel bagefter«, siger Norfolk med en af sine karakteristiske tilføjelser. Råd til risiko Han har brugt fire år på at skrive 'I skikkelse af et vildsvin'. Det er en bog, som er kunstnerisk kompromisløs. »Jeg har tjent masser af penge på mine første bøger (cirka 10 mill. kr., red.), så jeg har råd til at tage en risiko. Spørgsmålet er, om jeg havde haft modet til at skrive sådan en bog, hvis jeg skulle have bekymret mig om, hvor jeg fandt pengene til næste uges husleje. Jeg ved det ikke. På den anden side er særere bøger end den blevet en bestseller«, siger forfatteren. 'I skikkelse af et vilsvin' er blevet en roman, som på den ene side holder fast i Norfolks interesse for at skrive historiske romaner, og på den anden side er noget helt, helt andet. I de to første bøger researchede detaljerytteren Norfolk enhver lille petitesse til bunds. Han rodede rundt i gamle aviser og arkiver for at finde ud af, om det havde regnet eller var tåget en helt bestemt dag i 1700-tallet, og hvornår det var højvande, og han brugte ufattelig lang tid på at forske i, hvordan byggeriet af Peterskirken i sin tid skred frem i Rom. I romanen 'Pavens næsehorn' ville han nemlig skrive, hvordan man i datidens Rom kunne se Peterskirkens kuppel dukke op i horisonten, efterhånden som håndværkerne byggede den. Det historiske tab »Min nye bog handler nærmest om alt det, vi ikke ved. Da jeg skrev mine første to overresearchede bøger, måtte jeg - som man må i alle historiske romaner - ignorere de ting, jeg ikke kunne få bekræftet. Det meste historiske stof går jo tabt, og her mener jeg ikke 99 pct., men derimod 99,999 pct. af alle historiske begivenheder«, siger Lawrence Norfolk. I romanen 'I skikkelse af et vildsvin' skriver forfatteren hele tre historier, som på hver sin måde illustrerer, hvor lidt vi i virkeligheden ved om, hvad der er foregået i historien. Den ene er den gamle, græske myte om jagten på det kalydoniske vildsvin, den anden er en historie fra Anden Verdenskrig, hvor en SS-officer indtager rollen som det jagede stykke vildt og den tredje er en historie fra 1970ernes Paris, hvor en forfatter er blevet verdensberømt på at skrive et digt, hvori han sammenkobler jagten på vildsvinet og jagten på SS-officeren. Mens forfatterens berømmelse er på sit højeste, anfægter en ungdomsven imidlertid hele den øjenvidneberetning, der ellers har sikret forfatteren det litterære ry. Alt sammen lyder det en anelse kompliceret, men det er ikke noget imod den indpakning, Lawrence Norfolk giver sin historie. Norfolk pakker simpelthen hele sin tredobbelte historie ind i 200 belæste og overdetaljerede fodnoter, som mere får romanen til at ligne en akademisk gennemgang af det antikke Grækenlands historie end en bog, der er henvendt til de læsere, der slugte hans første to romaner. Det er noter, han har samlet stof til ved at læse den klassiske, græske litteratur - nærmest rub og stub, og det virker ikke ligefrem, som om han har den almindelige læser i tankerne, når han skriver. »Jamen, det gør jeg hele tiden. Læserne spekulerer over to ting. Den ene er, hvad der sker på næste side, og den anden er, hvordan de har det med hovedpersonen. Det kan lyde banalt, men det er det ikke. Vi lever vores liv, så vi aldrig ved, hvad der sker lige om lidt, og det holder vi kun ud, fordi vi glemmer det. Hvis man virkelig spekulerer over det, er det jo skrækindjagende. Hvad som helst kan overgå os i løbet af de næste fem minutter«. »Da jeg var i Bosnien, svingede situationen fra, at der skete absolut ingenting, til at vi risikerede at få en granat ned i bilen i løbet af få sekunder, hvorefter vi ville være døde. Det er denne frygt, man kan spille på - at man aldrig ved, hvad der sker lige om lidt. Den anden ting er, at vi ønsker at være elskede, at kende andre mennesker og være til i en social sammenhæng, og man kan få læseren til at indgå i denne sammenhæng«. Fodnoter Lawrence Norfolk ved godt, at han sætter læsernes tålmodighed på en prøve ved at bombardere dem med fodnoter, som i flere tilfælde fylder mere på bogsiderne end den romantekst, forfatteren har skrevet. »Men man behøver heller ikke læse fodnoterne. Det tyske forlag blev noget bekymret, da de så bogen, for tyskerne er jo grundige, så de gav sig til at læse alle fodnoterne. Amerikanerne har haft et mere pragmatisk forhold til den slags, så de har læst de første par stykker, hvorefter de har sprunget resten over og er gået lige til historien. Men som læser skal man i hvert fald se fodnoterne i bunden af siden. Ingen kan ignorere dem, og jeg ønsker selvfølgelig, at folk skal læse dem«, siger han. Også i fodnoterne illustrerer han, hvordan vi ikke rigtigt kan være sikre på, hvad der er sket i den tidlige historie, eftersom også de historiske kilder synes at modsige hinanden. Historien i højsæde Hvis nogen har elsket Norfolks første to bøger, men synes at den nyeste lyder lidt for aparte, synes der at være håb forude. De kan så stille sig op i kø med forfatterens bedstemor, hende der er til britiske væddeløbskrimier, for i Norfolks kommende bog vil fortællingerne være i højsædet, lover forfatteren. »Spørgsmålet for mig er, om jeg kan simplificere mine historier i tilstrækkelig grad, samtidig med at jeg underneden bevarer en kompleksitet i stoffet. Efter min mening har litteraturen i dag overladt historiefortællingerne til den helt brede populærlitteratur, og jeg ved ikke hvorfor, men området bør tilbageerobres«. »Virkelig god litteratur behøver ikke nødvendigvis være svær at læse. Marquez-romanen 'Kærlighed i koleraens tid' var ikke specielt svær at læse, og nogle af Thomas Pynchons romaner er heller ikke særlig svære. I min næste bog vil fortællingerne vælte frem, og læseren skal have lyst til at bladre videre i bogen, ja, læseren skal være ude af stand til at lade være med at bladre til næste side. Det skal være tvangsmæssigt«. »Jeg er lige begyndt på bogen, og den skal handle om tyngdekraftens indflydelse på det 20. århundrede. Det bliver formentlig en stor bog«, siger Lawrence Norfolk. Det er ikke svært at se, at det historiske gravearbejde, researchen, for Norfolk har været mindst lige så vigtig som skrivearbejdet i de foregående tre romaner, men hvad er det egentlig, der driver ham som forfatter? »Dr. Johnson sagde engang, at forfattere ikke skal skrive af andre årsager end penge, og det er jo også det reneste motiv for at skrive. Du kan ikke lugte dem i teksten, hvorimod det bliver forfærdeligt, hvis du skriver for at forbedre verden eller bringe kommunismen tilbage til Albanien. Det bliver noget lort. Noget andet er, at jeg denne gang har haft råd til at skrive netop den bog, jeg ville, så det er jo helt absurd, hvis det viser sig at blive en kolossal bestseller«, siger Norfolk.