0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Femikrimi i flade sko

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Morten Langkilde
Foto: Morten Langkilde

Foto: Morten Langkilde

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kvindelige hovedpersoner i moderne krimier skal enten være unge, smukke eller lesbiske. Sådan kunne det i hvert fald se ud, hvis man ser på de karakteristika, forfattere som Anne Holt, Sara Paretsky, Patricia Cornwell eller Liza Marklund giver deres hovedpersoner. Den nyeste krimidetektiv, svenske Irene Huss, opfylder dårligt nok et af disse krav, og det er helt bevidst.

»Jeg tror, Irene Huss er blevet populær hos læserne, fordi hun er meget menneskelig. Selv er jeg blevet ret irriteret på det kvindebillede, vi ellers ser i krimierne«, siger krimiforfatteren Helene Tursten.

Den svenske forfatter tegner i sin danske debutbog 'Den knuste tanghest' et billede af Irene Huss som en kvindelig kriminalinspektør, der er lige under de 40. Hun bor i Göteborg og har en mand, der arbejder på deltid som kok, fordi hustruen har rygende travlt i sit chefjob, og hun har desuden en mor, der er nødt til at springe til, fordi det ellers ville være umuligt at få en hverdag med børn til at fungere.

I Sverige fik Helene Tursten succes fra første øjeblik som forfatter, og også i Danmark har kritikken taget godt imod hende. I Politiken skrev Connie Bork følgende:

»Helene Tursten leverer en diskret og afbalanceret feminisme, der rækker hele vejen fra periferien og bipersonerne og ind til hjertet af historien. Også familie- og arbejdsliv er gået gennem det feministiske filter«.

Det skal dog lige understreges, at den svenske forfatter ikke skriver sine kriminalromaner, fordi hun på denne måde kan aflevere moderne feministiske pointer. Feminismen ligger kun som en slags underlægningsmusik. Når hun overhovedet skriver krimier, skyldes det, at hun selv elsker krimigenren, og i øvrigt kunne hun ikke drømme om at skrive krimier, hvor budskaberne står bøjet i neon.

»Jeg kan godt lide Sjöwall og Wahlöös gamle krimier, men i dag læser man dem jo småleende, for bøgerne er fulde af pegepinde og pegefingre, hvor man får at vide, hvad man skal mene. Sådan skriver man jo ikke krimier i dag. Krimier med budskaber er umoderne. Der er heller ingen, der skriver krimier om forsvundne diamanthalsbånd eller herregårdskrimier, hvor alle samles i biblioteket for at finde ud af, at det er butleren, der har gjort det«, siger Helene Tursten.

Gigtsygdom
Hun er født i 1954, men hun havde passeret de 40, før hun overhovedet begyndte at skrive, for det var aldrig meningen, at hun skulle være forfatter. Det var ikke engang noget, hun drømte om at blive.

»Jeg arbejdede som uddannet tandlæge i ti år, men pludselig blev jeg ramt af en gigtsygdom, så jeg var nødt til at stoppe med at arbejde. Gennem to år var jeg så syg, at jeg næsten ikke kunne foretage mig noget som helst«, fortæller Helene Tursten.

En total omlægning af madvanerne tog imidlertid toppen af symptomerne, og i midten af 1990'erne var hun efterhånden så frisk, at hun kunne begynde at oversætte medicinske artikler til den patientforening, hun af nød havde fået kontakt med.

»Jeg havde aldrig skrevet før, men at skrive blev for mig en måde at få kontakt med andre mennesker på. Jeg begyndte at skrive på nogle noveller, og for første gang i mit liv satte jeg mig ind i, hvordan en computer fungerede. I 1995-96 begyndte jeg at skrive en time om formiddagen og en time om eftermiddagen, og ingen tog sig rigtig af det. Jeg havde en idé om, hvad jeg ville skrive, men ingen forventede, at det skulle føre til en bog eller en bestseller«, siger Helene Tursten.

Men begge dele blev en realitet.

Skriverierne førte til 'Den knuste tanghest' om Irene Huss. Bogen er solgt til oversættelse i flere lande. Den er udgivet i Tyskland og solgt i over 100.000 eksemplarer, og den er på vej ud i USA. På svensk har hun netop afleveret manuskriptet til den fjerde roman om den kvindelige kriminalinspektør.

»Jeg har altid elsket krimier, og da jeg begyndte at skrive, var det en krimi, der voksede frem. Fordelen ved kriminalromanerne er, at de altid er dagsaktuelle. Krimier er et spejl af samtiden, for når samfundet forandrer sig, viser forandringerne sig ofte først i kriminaliteten. Krimierne bliver ikke stående som litterære dokumenter til evig tid, men måske kan de stå som en slags tidsdokumenter, ligesom når man læser Conan Doyles historier om Sherlock Holmes«, siger Helene Tursten.

Hun ved godt, hvor hendes egne tidstypiske fingeraftryk f.eks. optræder i 'Den skjulte tanghest'. Her fortæller hun, hvordan kriminalinspektørens datter lader sig barbere skaldet og kommer i uføre, fordi hun spiller med i et 'white power'-orkester, hvor musikken er tung og hård, og teksterne er decideret racistiske.

»I min bog fylder det måske 15 ud af 400 sider, men det var et problem i det svenske samfund, som jeg stødte på for flere år siden, og jeg syntes, at det var foruroligende«, siger den svenske forfatter.

Liv og død
I de kommende bøger får Turstens læsere mulighed for at følge, hvordan det går Irene Huss selv, men også datteren og ægtemanden. Tursten mener, det er en del af seriekrimiernes succes, at læserne elsker at følge, hvordan personerne udvikler sig.

»Jeg har også - nærmest som en parodi - skrevet en fraskilt, fed kriminalmand med for højt blodtryk ind i historien, og jeg havde egentlig tænkt mig at pensionere ham, men det gik ikke. Læserne elskede ham. Men i en af de kommende bøger slår jeg ham altså ihjel«, siger hun.

Den svenske krimiforfatter har ingen ide om, hvor længe hun vil blive ved med at skrive om Irene Huss, men i alt seks bøger om kriminalinspektøren fra Göteborg bliver det i hvert fald til. Hvad der derefter skal ske, har hun ingen anelse om, men hun fortsætter under alle omstændigheder med at skrive. Formentlig også krimier.

»Krimierne handler jo om det mest grundlæggende overhovedet - liv og død. Men det spændende er, hvorfor personerne begår forbrydelserne. Motivet. Derfor irriterer det mig også, hvis såkaldt skønlitterære forfattere ikke interesserer sig for plottet, når de forsøger at skrive en krimi«, siger hun.