Du siger, at territoriet er blevet 'helligt'. Men har det ikke altid været det? »Nej, jeg mener det er anderledes nu. I gamle dage, i monarkiernes tid, var grænserne nærmest uendeligt fleksible. Tabte man noget i den ene krig, ja så vandt man det i den næste eller også giftede man sin søn med vinderens datter eller noget i den retning. Noget ville vise sig. Den tid varede frem til 1918, og hvis man ser på gamle Europakort, kan man jo se, at grænserne ændrede sig hver tiende eller tyvende år. Dengang kunne man altid drømme om at få noget mere land, måske Slesvig-Holsten eller Norge. Men siden Anden Verdenskrig er intet land - undtagen Indien - blevet større. Og netop fordi man ikke længere kan vinde territorium, bliver det man har helligt. Man kan nemlig sagtens blive mindre, alle de nye stater, der er opstået i de senere år er fragmenter af tidligere, større stater. Med et lidt søgt billede kan man sige, at territoriet er blevet lidt ligesom familiejuvelerne. Når de er væk, er de væk. Så man passer godt på«. Hvad mener du med, at et land ikke kan blive større? »At erobring er blevet umulig. Se på krigen i Afghanistan. Det allerførste USA gør, når de angriber Afghanistan er, at sige 'vi bliver ikke'. Og det næste de siger er, at de ikke har noget imod befolkningen. Det er en meget mystisk måde at tale på, når man samtidig bomber i døgndrift og forsøger at vælte styret. Før i tiden ville man have sagt, at man bliver nødt til at besætte området i mindst nogle år. Og for 70-100 år siden ville man bare have sagt 'dette er vores nye koloni'«. Tyskland blev da større? »Det var et særligt tilfælde. Tyskland - som Korea - var et delt land, som ingen forventede vil forblive delt. Man talte altid om en 'genforening', det var ikke kun nationalister, der talte om det, alle mente, at de to Tysklande var en kunstig, midlertidig løsning«. Hvorfor i alverden er erobring er blevet umuligt? »Af mange grunde. Dels naturligvis nogle rent praktiske grunde - våbensystemer og den slags - men det er ikke kun det. Nationer taler ganske enkelt ikke mere om at erobre hinanden. I 1940 havde alle lande et krigsministerium. I 1947 var der ikke et eneste tilbage, de var alle omdøbt til forsvarsministerier. Og den ændring markerede - tror jeg - en reel forandring i hvordan lande tænker. Hvis man ser sig selv udelukkende som forsvarende er det vanskeligt at blive større. Det er også derfor, at når USA fra starten gør det klart, at målet ikke er at erobre Afghanistan, er det ikke kun for at forsikre afghanerne, men lige så meget for at forsikre amerikanerne om, at USA er USA og at der ikke rykkes ved det. Og det hænger sammen med det billede, som folk har af deres nation i hovedet. Tag de nationale vejrudsigter«. Vejrudsigter? »Ja. Det er i al fald en del af årsagen. På vejrudsigterne ser man hele tiden et billede af nationen - Irland ligner det her lidt vanskabte æg, USA har en grim tap nederst til højre osv., osv. Det er jo ikke et billede, noget menneske i virkeligheden kan se, jeg kalder det 'Gud's billede' af nationen, fordi ingen andre end Gud i virkeligheden kan se det fra den højde. Men det er dette konstante fiktive billede som dagligt, hver time, bliver banket ind i folks hoveder, og dermed bliver ideen om at lægge til eller trække fra det billede meget mystisk. Danskerne mener, at der er et 'rigtigt Danmark', som der hverken kan lægges til eller trækkes fra, svenskerne mener der er et 'rigtigt Sverige' og så fremdeles«. Det er vel ikke kun vejrkort, som har gjort erobring umuligt? »Det er klart, at der er en masse faktorer i denne udvikling, og den vigtigste er nok FN. Hvad betyder ordet? Forenede nationer. Hvordan er det muligt? Man kan ikke forestille sig et 'Forenede religioner' eller et 'Forende racer', men det kan man med nationer fordi de opfatter hinanden som på et eller andet plan ligeværdige. Man kan ikke være en nation, hvis der ikke er andre, og når man samtidigt opfatter sit eget territorium som helligt, ligger det på sin vis i forlængelse heraf, at andres territorium også er helligt. Det er også derfor, at når et land først er blevet selvstændigt og medlem af FN er det næsten umuligt for det at miste den status igen. Selv hvis der ikke er en regering - tag Sierra Leone eller Liberia - forsvinder landet ikke, det bevarer sin plads i FN. Eller tag Eritrea, der indtil for nylig var en del af det etiopiske imperium. Selv når Etiopien vinder en krig mod Eritrea er det umuligt for dem at sige, at de vil genoprette imperiet«. Når man ikke kan blive større, vil tendensen så være i retning af mindre lande? »Ja, det tror jeg vil være den generelle tendens. Det kan være, at EU inden for sit område vil modvirke den tendens, fordi det supranationale gør det mindre vigtigt at blive selvstændig. Det kan man f.eks. se med Catalonien, der ser ud til at have valgt at droppe selvstændigheden til fordel for EU. Men generelt mener jeg ikke, der kan være nogen tvivl om, at det går i retning af mindre stater. Tag Kina, der mener jeg ikke, at der kan være meget tvivl om vil være i stor fare for at blive mindre. Men det kan godt tage mange år«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























