Efter at 11. september havde ramt New York, følte Paul Auster i lang tid, at han befandt sig dybt nede i en mørk afgrund. »Jeg følte mig fuldstændig knust. Kun meget få ting i mit liv har påvirket mig så voldsomt. Det har været meget, meget hårdt at være i New York. Jeg tror, mange af os havde det, som hvis vi pludselig havde mistet familie i en ulykke«, fortæller 'New York Trilogien's forfatter. »Det har været en sorgens tid«. Selv kunne Auster intet foretage sig. I flere måneder kunne den ellers så disciplinerede forfatter kun se sort, når han lammet betragtede det hvide papir. De mørke rande under de sorte øjne har altid været en slags registreret varemærke for Austers forfatterskab. Men sørgerande har det ikke lignet før. En form for forløsning kom imidlertid fra uventet hold. I samarbejde med public service-stationen NPR havde Auster året forinden opfordret amerikanerne til at indsende gode historier fra det virkelige liv. De bedste skulle læses op i radioen af Auster. Alene det første år fik han 4.000 amerikanske historier tilsendt. Han læste hver eneste af dem. Mange var så gode, at Paul Auster efterhånden indså, det burde ende med en bog. Han samlede og gennemskrev de 180 bedste i 'I Thought My Father Was God' (den engelske udgave hedder 'True Tales of American Life'). Bogen udkom i september 2001, og det blev bogen, som Auster rejste rundt i Amerika med i det mørke efterår efter den sorte september. Overalt mødte han fortællerne bag de mange historier. Det blev til et møde med stemmer fra et virkeligt Amerika, som ifølge Auster ellers næsten totalt bliver overdøvet af dåselatteren i de amerikanske medier. »Deres historier fortalte mig mange ting om os som mennesker og amerikanere. For det første viste de mig, hvor lidenskabeligt vi hver især lever vores liv. For det andet fortalte de, hvor heftigt forbundne vi er i vores hengivenhed over for hinanden - hvor dyb vores kærlighed til andre er. Men også hvor herlig en sans for humor utroligt mange mennesker er i besiddelse af. Og hvor intelligente folk er! Hvor observante de er i forhold til deres egne erfaringer«, fortæller Paul Auster om sine mange møder med virkelighedens fortællere i den ene amerikanske by efter den anden. Møder, der stod i voldsom kontrast til mediernes amerikanske billeder. Kvalmende medier »Vi lever efterhånden i en total affaldskultur. Vi bliver bombarderet med junk fra alle sider. Medierne i Amerika er blevet skrækkelige, ja kvalmende. Jeg kan ikke holde det ud længere!«, udbryder Auster med en desperation, der højst er halvvejs påtaget. »Medierne er styret af stærke kræfter, der kun tænker på penge og profit. Midt i den flodbølge af sladder og vrøvl, de vælter ud over os, er der en konsekvent negligering af det almindelige, virkelige liv. Alt er falsk fremstillet. Alt. Hver eneste Hollywood-film, der skal forestille at fortælle om livet i Amerika, præsenterer et falsk billede«. »Det billede, folk ser i biografen og på tv-skærmen, har intet som helst at gøre med, hvordan folk lever i virkeligheden. De fortæller ikke om folks indre liv. Det hele foregår på overfladen. Mon jeg er temmelig ligeglad med at høre om, hvordan det netop nu står til i Tom Cruises ægteskab?«, spørger Paul Auster sydende af sarkasme. »Men i dette projekt fandt jeg faktisk folk, amerikanere, som fortalte historier om deres virkelige liv. Dette public service-aspekt gik hen og blev meget vigtigt for mig«. Paul Auster tænder en tynd cerut. En cigarillo hedder det vel. Røgen er aromatisk. En lugt, man forbinder med onkler og tanter. Cigaril, cigaret. Stemmen er lidt ru. Som om der er en lille smule sandpapir på de ord, Paul Auster hele tiden med omhu sørger for, er de helt rigtige. At finde det rigtige ord, at udtrykke sig præcist, er en livskunst. At fortælle sin historie er både livskunst og livsnødvendighed. Hvad enten man er forfatter eller 'bare' et almindeligt menneske. Historier i radioen 'I Thought My Father Was God' er en guldgrube af livstegn og undere. Det hele startede, da NPR efter udgivelsen af den skælmske hunderoman 'Timbuktu' opfordrede Auster til at læse historier i radioen. Han havde en god radiostemme, erklærede folkene fra National Public Radio i Washington efter et interview. Auster selv var skeptisk. Han har ikke bil og hører derfor sjældent radio. Havde ikke rigtigt noget forhold til mediet og havde egentlig ikke lyst til at skrive historier til oplæsning i æteren. Det var hans hustru Siri Hustvedt, selv en anerkendt forfatter, der samme aften fik ideen ved middagsbordet. Hvorfor ikke bare opfordre lytterne til at sende deres egne historier ind? Forslaget var genialt i al sin enkelthed, mente Auster. Nu lød det ikke som et nyt bijob. Det lød som noget nyt. I oktober 1999 kunne de, der lyttede, til programmet 'Weekend All Things Considered', høre Austers efterlysning. Ønskes: Korte historier fra det virkelige liv. Små og store, sjove og triste. »Jeg er særlig interesseret i historier, som udfordrer vores gængse opfattelse af verden. Med andre ord sande historier, der lyder som den rene fiktion. Hvis nok deltager, kan vi lave en slags arkiv. Et museum for den amerikanske virkelighed«, lød opfordringen, der båret på radiobølgerne bredte sig fra kyst til kyst. Auster selv havde sat forventningsblusset lavt. Talte han ikke bare ud i den blå luft? Men hans skepsis viste sig ubegrundet. Snart kom de første historier sejlende igennem cyberspace, og i Brooklyn gav folkets fortællelyst Austers postboks forstoppelse. »Jeg kunne lide ideen om at lave et arkiv for den amerikanske virkelighed. Jeg så det også som en slags videnskabeligt eksperiment. Jeg har i mit eget liv haft mange sære oplevelser. De er indtruffet med så stor regelmæssighed, at jeg er overbevist om, at de i virkeligheden slet ikke er mærkelige eller usædvanlige«, fortæller forfatteren, der altid har haft gehør for 'Tilfældets musik'. »Det, vi opfatter som mærkværdige sammentræf, er simpelthen bare måden, tingene fungerer på. Det er maskineriet i verden. Jeg ville undersøge, om andre folk havde det på samme måde. At uventede ting har det med at ske på særlige tidspunkter. At sammenfald optræder i det komiske og det tragiske, som er det stof, vores liv består af«. »Denne bog beviser, at jeg ikke står alene med min opfattelse«, griner Auster og pulser på sin cigarillo, mens han klapper 'I Thought My Father Was God', som var det en skikkelig, lille krikke på skrivebordet i det københavnske forlagskontor. Paul Auster har i 'Den røde notesbog' (da. 1998) selv nedskrevet nogle af sine egne sande, sære historier. Fortællinger er vigtige »At fortælle historier er den eneste måde, vi kan få en fornuft ud af verden. Livet bombarderer os hvert eneste sekund. Men fortællinger plukker det essentielle ud af enhver given erfaring. Nogle gange er erfaringen strakt ud over 15-20 år. Nogle gange varer den måske kun et minut. Men resultatet er det samme. En fortælling er et destillat af virkeligheden. Det er ikke den rå realitet. Fortællinger handler om, hvordan vi opfatter virkeligheden. De er helt afgørende. Uden dem kunne vi ikke finde hoved og hale i, hvad der sker med vores liv. Vi fortæller vores liv. Det er helt basalt«. Så tager han brillerne på og højtlæser fortællingen om drengen, der troede, hans far var Gud. Auster sørger omhyggeligt for øjenkontakt. Vi er ikke i radioen. Men det er en god radiostemme. Mørk, moduleret, omhyggeligt snoende sig om sætningskonstruktionernes musik. Man ville have siddet klistret til krystalapparatet. Det er en vidunderlig, lille historie. Om en dreng, der oplevede sin far sige »Drop dead!« til en sur, gammel nabo af den kedelige type, der lever og ånder for at indsamle og punktere raske drenges bolde. Fald død om! Og pæonrød i hovedet faldt vrissenpinden om på græsset som ramt af lynet. Må ens far så ikke være Gud? En fortælling, som samtidig er en minutiøst sanset erindringsskitse fra Anden Verdenskrigs hjemmefront. Alt sammen på halvanden side. Paul Auster læser den med en ømhed og en indlevelse, som var det ham selv og ikke en Robert Winnie fra Bonners Ferry i Idaho, der havde skrevet den. Først på dansk Men snart gælder det Paul Austers egen fortælling igen. 'The Book of Illusions' udkommer på dansk til april på forlaget Per Kofod. Dermed bliver Danmark det første land i verden, der udgiver Austers nye roman. Først til efteråret vil amerikanerne kunne læse romanen, der er Austers første store roman siden 'Mr. Vertigo' fra 1995. En drømmesituation for det danske forlag. Paul Auster er nemlig en af de forfattere, der i høj grad er blevet opsnappet og læst på engelsk af sine danske læsere, inden en ny bog har nået at blive oversat til dansk. Men denne gang er rækkefølgen altså omvendt. Siden 'Mr. Vertigo' har Auster udgivet den charmerende lille 'Timbuktu' og 'Hand To Mouth', der foruden et stort essay om forfatteren som ung sultekunstner rummede kompromisløse ungdomsværker og kreative forsøg på at løse de plagsomme pekuniære problemer. Et lille absurd teaterstykke, 'Hide & Seek' fra 1976 må tælle blandt de kompromis- og brødløse forsøg. 'Hide & Seek' havde i den forløbne uge premiere i Kanonhallen. Det er første gang, stykket er blevet opført, så det var en urpremiere med 26 års forsinkelse. Premieren var den aktuelle anledning til Paul Auster og Siri Hustvedts første besøg i Danmark siden 1991. Austers tilstedeværelse ligner en god investering for Dansekontoret. En eksperimenterende forestilling på baggrund af en absurd Beckett-inspireret dialog får takket være Austers navn og tilstedeværelse en opmærksomhed, som næppe ellers var blevet forestillingen til del. For Auster, der i sin tid omhyggeligt gav dessiner om, at den absurde tekst skulle opføres som en slags spartansk marionetteater, må det imidlertid være lidt underligt at skulle opleve sin ungdoms ord genoplivet i en radikalt fortolket udgave med sang, dans og musik. Men eksperimentet og det kunstneriske vovemod har sympatien på sin side, og på forhånd var Auster beroliget af ambitionsniveauet på Michael Mantlers musik inspireret af 'Hide & Seek', som tidligere er udsendt på cd. Filmen i centrum I 'The Book of Illusions' er det imidlertid ikke teatret, men filmens levende billeder, der er kunstarten i centrum. Den ambitiøse roman samler mange af facetterne i Austers forfatterskab i identitetsmysteriet om den glemte stumfilmstjerne Hector Manns mærkelige skæbne. En fortællelysten og stramt komponeret kinesisk æske af en historie, det tog Auster tre år at skrive. I rammefortællingen har en professor Zimmer (som Auster-freaks vil genkende som bifigur fra 'Moon Palace' og 'I det sidstes land') oplevet et frygteligt tab, idet han har mistet både kone og børn i en flyulykke. Tab, sorg og voldsomme følelser spiller en stor rolle i bogen, og Auster beskriver selv skriveprocessen som »intenst følelsesladet og drænende«. Det er en bog, som i et stramt og medrivende plot kredser om kunstnerens liv og kunstens levetid og om det forhold, kunst og kunstner etablerer mellem afsender og modtager, nutid og eftertid. Først genopdager professor Zimmer en glemt stumfilmstjerne med biografien 'The Silent World of Hector Mann'. Et bogprojekt, der er begyndt som terapeutisk sorgarbejde for Zimmer. Så viser det sig, at denne Hector Mann slet ikke som formodet er død, men tavs som en stumfilm har levet videre under et andet navn. Efter Mann-biografien arbejder Zimmer på at oversætte de 2.000 sider i Chateaubriands 'Erindrindringer fra hinsides graven' til engelsk (noget der i virkelighedens verden ikke er blevet gjort de sidste 100 år). Et erindringsværk, der blev skrevet med posthum udgivelse for øje og da også først begyndte at udkomme kort efter den berømte franske forfatter og diplomats død i 1848 Chateaubriand og en amerikansk jødisk stumfilmstjerne med tyk spansk accent, moustache og kvindetække som en Rudolf Valentino viser sig at have mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro. De to historier spejler hinanden. Tavshedens element. Den stumme film. I 'The Book of Illusions' kan man læse Austers bevægende kærlighedserklæring til stumfilmen. »Jeg elsker stumfilm. Jeg synes i virkeligheden, at den sande film er stum. Næppe mange er enige med mig, men sådan har jeg det altså. Da først folk begyndte at tale på lærredet, kom filmen i højere grad til at ligne teater. Filmens kinetik (bevægelsesenergi, red.) blev tabt på bekostning af fortælling og sammenhæng. Da film var stumme, etablerede de et nyt visuelt sprog, som jeg synes ligger tættere på maleriet« »Der findes mange gode talefilm«, skynder manden bag en af dem, 'Smoke', sig at understrege. »Men den rene fornøjelse ved at se billeder bevæge sig, slår stærkest igennem i en stumfilm«, siger Auster, der ikke har nogen aktuelle planer om at blive involveret i filmarbejde igen. Men afvise tanken vil han ikke. Det var en stor oplevelse. Men livet er kort, og ingen ved, hvad fremtiden bringer. Efter september Paul Auster identificeres måske mere end nogen anden nulevende amerikansk forfatter med New York. Så det var naturligt, som Politiken gjorde det, at indkalde ham som vidne dagen efter 11. september. Nu er der snart gået fire måneder, men spørgsmålene er på en måde de samme. Vil New York og newyorkerne for altid blive forandrede af terrorangrebet? »11. september fik mange af os til at reflektere over vores kultur. Til at stille skarpt og spørge os selv, hvad det egentlig er, vi tror på. Jeg tror, de fleste nåede frem til svaret: Vi er et demokrati. Det sker, at vi fejler i vores forsøg på at opnå sandt demokrati, men det er, hvad vi tror på. Demokratiet som et udtryk for respekt for individets værdighed«. »Jeg tror til gengæld ikke på, at mennesker sådan bare forandrer sig. Dertil er livet for kompliceret. Vi har oplevet rædsler i verden siden menneskehedens begyndelse. Det er ikke det første massemord, men det er første gang, det har ramt os i New York. Jeg tror, det vil få en dybtgående betydning for byens ånd i lang tid fremover, men det vil ikke ødelægge New York eller dybest set forandre den«. »Når jeg går tur i min by, ser jeg allevegne mindesmærker over borgerkrigen. Ingen lægger mærke til dem eller ved meget om, hvad de refererer til. Og det var kun 140 år siden, at næsten en million amerikanere blev dræbt af andre amerikanere i den første industrialiserede krig, der altså var virkelig blodig. Nu er det, som om det er 6.000 år siden«. »Om en generation eller to vil 11.september blive en del af en fjern fortid. Sådan lever mennesker med erfaringer. Men det er noget stort og svært for os her og nu. Det er vores historie. Det er vores virkelighed. Og det gør ondt på os«. 11. september blev man med et brag flået ud af sine eksistentielle overvejelser og dagligdags problemer og i stedet revet ind i en geopolitisk situation. »Det er smertefuldt og forvirrende for os. Det er en uhyre kompleks situation. Man må kunne fastholde 117 forskellige tanker samtidig, og mange af dem er vel at mærke indbyrdes modstridende. Det er ikke en sort og hvid situation. Jeg synes, det er farligt og forkert, når nogle folk begiver sig ind i en tankegang, der ender med at retfærdiggøre, hvad der er sket«. »Ja; USA har haft en tåbelig udenrigspolitik, ja; vi er grådige efter olie, ja; vi støtter betænkelige regimer osv. osv. Men det kan aldrig bruges som en retfærdiggørelse for massemord. Vi må være meget klare og præcise, når vi skelner«. »Jeg kan godt være imod bin Laden, al-Qaeda og Taleban, men jeg kan også godt være imod Bush. Hvilket jeg er. Jeg er imod dem alle sammen! Dette burde være en anledning til at sætte spørgsmålstegn ved vores udenrigspolitik og vores energipolitik. Øjeblikket er modent til at tænke kreativt. Men jeg hører og ser det ikke ske«. »Jeg tror faktisk, folk er parate til at forandre den måde, vi lever med dagen og vejen, men magthaverne griber ikke chancen. Jeg begynder at få fornemmelsen af tabte muligheder, der fordufter for øjnene af os«, sukker Paul Auster næppe hørligt. Behovet for at diktere begge parter en fred i Mellemøsten. Fortvivlelsen blandt hans venner på den israelske fredsfløj. Frygten for nye terrorhandlinger. Den tunge lugt fra den smalle cerut. De mørke rande under øjnene. Stemmen, der viser sig at kunne nærme sig stumfilmniveau uden dog at miste sin mørke, melodiske timbre. Alle disse fortællinger, der udspiller sig hele tiden overalt. Rædselsfulde, pudsige, mærkværdige historier fra det virkelige og det uvirkelige liv. Fotografier af mænd med strudsefjer og hornbriller på en bar i New York. Mænd, der falder i det tomme rum som en forfærdelig parodi på en stumfilm. Kyllinger, der selv kan finde hjem. Små frække hunde, der løber med Ku Klux Klan-lederens værdighed. Fortællinger. Der som noget af det eneste kan vise sig, ord for ord, at spænde fra den ene side til den anden, når man befinder sig dybt nede i en mørk afgrund. »Mand, hvor har jeg været langt nede«, mumler Paul Auster med en stemme, som båndoptageren næsten ikke kan fange. Men den gør det. Hvem ved. Måske er det alligevel begyndelsen til en fortælling.