Thomas Boberg er dansk litteraturs kondor. Som den latinamerikanske kæmpefugl svæver han hen over den samme verden som os andre, observerer og stiller skarpt på detaljer - geografiske, sproglige og kulturelle. Men han flyver også i sin egen verden og holder distance ved at bo langt væk. Med 'Americas' nåede Thomas Boberg i 1999 ud til et langt bredere publikum, end han hidtil havde haft med sine digte. Bogen er personlige rejsebeskrivelser fra især det Latinamerika, som har været hans base i de seneste 10 år. 'Americas' blev herhjemme solgt i 10.000 eksemplarer og opnåede også pæn succes i Norge. Oven i købet blev han nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. »Jeg har undret mig over det. Men det er bare fedt, at det er sket. Det betød opmærksomhed og flere læsere og dermed for en gangs skyld noget, der mindede om en slags årsløn, så jeg kunne fortsætte det liv, jeg havde begyndt«. På overfladen svæver Thomas Boberg helt i sit eget luftlag og har et ambivalent forhold til anerkendelse og kontakten til læserne. »Jeg har ikke noget forhold til publikum. Men jeg vil jo gerne læses. Og lige nu er jeg da spændt på, hvad der vil blive sagt om digtsamlingen«. »Det er rart at få respons på tingene, man skriver, og en hård medfart på et meget tidligt tidspunkt kan sikkert i visse tilfælde være med til at sætte en stopper for et talents udfoldelse«. »På den anden side er det at satse på et liv som skrivende et helt igennem personligt valg. Det er jo næppe nogens skyld, så man må prøve at tage det, som det kommer. Og desuden er det et stort privilegium, når det fungerer, og direkte bevidsthedsudvidende«. »Modstand kan ofte, tror jeg, være langt mere givende end den almindelige tiljubling. Desuden ville det jo virke tåbeligt, hvis ens motivation for at skrive var som en hunds for at blive strøget med hårene en gang om året. Jeg forestiller mig, at den forfatter, der tager sit arbejde alvorligt, skriver med ansigtet vendt mod verdens ansigt (hvis man kan sige, at verden har et ansigt)«. Er du ikke bange for negativ kritik? »Teksterne, man sender ud, er jo et bud på, hvordan noget kan gøres med ord, og derfor et bidrag til en heftig og løbende debat om, hvordan det kan se ud. Det triste for en forfatter er ikke eventuelt negativ kritik, men derimod opdagelsen af, at teksterne bliver brugt som brændsel til det bål af argumenter, kritikeren har opstillet i den fortsatte promovering af sig selv og sit eget image«.

Hvad med anerkendelsen? »Jeg har intet imod anerkendelse, tværtimod. Men jeg holder især af den, når den kommer fra mennesker, som jeg selv respekterer. Men hvorvidt den er nødvendig for mit fortsatte arbejde? Det tror jeg egentlig ikke. Anerkendelse / ikke anerkendelse har sikkert indflydelse på sindet og humøret, men det grundlæggende er, at jeg har et behov for at skrive - og jeg gør det altid, når jeg trænger til det«. Selvvalgt eksil Paradoksalt nok er det prosarejsebogen 'Americas', der nu har givet Thomas Boberg mere frihed til at arbejde med sin poesi. De 10.000 solgte eksemplarer af rejsebogen gav et godt økonomisk bidrag til at købe en lejlighed i det attraktive Miraflores-kvarter et par stenkast fra stranden i Perus hovedstad Lima. Og forfatterens arbejdsro blev yderligere sikret, da han i efteråret blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Den økonomiske støtte er ikke en overvældende sum, og den reguleres efter forfatterens øvrige indtægter. Men pengene giver trods alt en vis frihed i den latinamerikanske storby. Ligesom hos så mange andre peruanere, der bare har en middelindkomst, er bygningen, han bor I, forskanset af et højt jerngitter. Det er en rå virkelighed, han i høj grad forholder sig til. »Jeg er på en gang tiltrukket og frastødt af megabyerne, det være sig Buenos Aires, Rio, Sao Paolo eller Lima. Storbyerne er jo udtryk for menneskets tilværelse i sin moderne essens - man suges ind og fascineres og spyttes ud igen med kvalme og åndenød«. »Lima er en by med kolossale modsætninger. Jeg vil ikke sige, at den er bedre end sit rygte, men den rummer langt flere facetter end den hurtige turist, der bare kommer forbi og elsker at hade dette monster, normalt forestiller sig. Jeg kan se verdens største hav fra min lejlighed, og jeg undrer mig over, at dette vidunderlige syn er muligt i denne by«. »Det mest nedslående ved Sydamerika er naturligvis, at den spiral af misere og vold, kontinentet er hvirvlet ind i, ikke synes at have nogen ende«. Hvordan kan du bo så langt fra Danmark og alligevel skrive på dansk? »Jeg har boet 10 år i Lima, fordi tiden er gået«, forklarer han og prøver at lyde overbevisende, da han siger, at han gerne vil tilbage til Danmark. »Nu har jeg købt ny lejlighed, jeg har det jo meget godt og ville skulle hive min peruanske kone ud af jobbet. Jeg ved ikke ...«. Men der er måske mere i det end bare det praktiske? »Det er da et selvvalgt eksil. Og det har jeg det fint med«.

Kunne du vende tilbage til Danmark? »Delvist ... Men jeg opfatter mig selv som 100 procent dansk, og det er sprogets skyld. Jeg læser danske bøger, for dansk sprog er min hovedinteresse. Og jeg følger med i, hvad der sker i Danmark, via aviser på internettet«. Digtets modstand Thomas Boberg har haft god brug for arbejdsroen, for der er arbejdet meget i de seneste tre-fire år med at frembringe de 66 nye digte. »Digtene har presset sig på, efter at jeg har arbejdet med rejsebeskrivelser i flere år«. Jeg fornemmer en rastløshed og nærmest manisk søgen bag behovet for konstant at være i en arbejdsproces - et behov for at holde fast på øjeblikket - af frygt for at glemme det? »Nej, jeg er ikke bange for at glemme øjeblikket, men jeg er bange for den tid, der blot løber fra mig, uden at jeg gør nogen form for modstand. Et velfungerende digt er en sådan modstand - digtet på en gang spejler og udfordrer den konstante strøm af forsvindende øjeblikke. Et ord er brugt 10.000 gange før. Når det rammer læseren, er det ikke mit mere, men skaber helt andre billeder end i mig. Et digt kan åbne noget, når det efterlader et udtryk - så er det mere end blot digterens personlige oplevelse«. »Jeg har skrevet meget på psykiske konflikter, ligesom kærligheden i dens forskellige afskygninger - også dens fravær - har dannet baggrund for mange af de digte, jeg skrev, da jeg var helt ung. Dengang følte jeg et stort pres og levemæssigt underskud, jeg ikke kunne forklare, men som jeg forsøgte at håndtere ved at skrive digte«. »I dag er min indgangsvinkel til digtene anderledes. Jeg mærker ikke kun underskud, men også overskud. En lyst til at frigøre digtet og se det som en ting, jeg kan betragte og i bedste fald glæde mig over, ligesom jeg ikke mærker den samme utålmodighed som tidligere«. På grund af sin arbejdsplads i hjemmet kalder han ironisk sig selv for 'husfar' i familien med hustruen Patricia og sønnen Mateo på 11 år. Driften til at skrive betyder, at han hele tiden arbejder. »Det er en stor nødvendighed, at det, jeg gør, står på et stykke papir. Jeg får det dårligt, når der går for længe imellem, jeg skriver. Jeg bruger næsten al tiden, kobler aldrig fra, og kan blive irriteret over at bruge tid på at se tv og drikke øl«. Genoptager du rejsebeskrivelserne? »Ja, men jeg kan ikke snyde mig selv, det er ikke muligt at skrive en dobbelt så fed 'Americas' - jeg kan ikke og vil ikke. Det vil ikke hænge sammen«, siger han og tilføjer, at forlaget Lindhardt og Ringhof heldigvis heller aldrig har forsøgt at presse ham til det. »Man kan ikke fordoble sit liv ud af intet«.