Hun ligner en af april måneds små, lysende, krogede tjørnebuske. Kroppen er smal, men sej og ilter. Det korte hår ser ud som strittende hvide blomster. Og håndtrykket er så hårdt og langvarigt, at det næsten svarer til at hænge fast i en gren. Linn Ullmann giver ikke slip, før man har set hende ordentligt i de generte, nærværende øjne. Skråsikker er hun ikke. Men kropslig som sproget i sine bøger og ikke let at føre en ligegyldig samtale med. Så hvorfor ikke gå lige til sagen. Springe ud i indholdet af hendes anden roman, 'Når jeg er hos dig', der ikke er mindre kompleks end den fire år gamle succesdebut 'Før du sover'. Også i 'Når jeg er hos dig' er der mange hovedpersoner. En af de vigtigste er tobarnsmoderen og sygeplejersken Stella. Stella betyder 'stjerne', og denne her stjerne falder allerede fra romanens begyndelse. Ned fra en høj beboelsesejendom. Men hun rammer ikke jorden. Stella falder bare, mens vi ser på. Som et stjerneskud daler hun igennem siderne. Måske er hun blevet skubbet af sin mand, Martin. Måske er det et uheld. Under alle omstændigheder falder Stella, mens hun selv, hendes mand, hendes gamle ven Aksel, hendes ældste datter Amanda, nogle vidner, en mærkelig opdagertype og nogle videooptagelser fortæller os selve handlingen. Fra hver deres synsvinkel. 'Når jeg er hos dig' ligner en film bygget op som collage og lyder som en komposition for mange korstemmer. Stemmerne i 'Når jeg er hos dig' skråler højt. Næsten alle personerne er grove i deres ækle tankegang, i deres manipulerende handlinger, i deres pinefulde nederlag eller deres alt for tydelige ængstelse og ensomhed. De gør alt det, vi også gør i det virkelige liv indimellem. Men her har Linn Ullmann samlet det, så det larmer. Er det, fordi nogle af hendes personer bruger grovhederne som overlevelsesmekanisme? Forfatteren river sig i strithåret og vender ansigtet lidt væk fra båndoptageren. Hun tænker. Trækker et ben op under sig i stolen her på sit danske forlag Lindhardt og Ringhof. Og så siger hun: »Det ækle og det onde støjer meget i bøgerne. Det er rigtigt nok. Jeg har ikke før tænkt på, om de gør det for lettere at holde livet ud. Men sådan er det nok for manden Martin. Han systematiserer alting. Også sine mere og mere grænseoverskridende lege. Men for mig er det mest centrale i bogen faktisk ikke alle de stemmer, man hører. Det er derimod den stemme, man ikke hører. Den vigtigste er lille Bi. Amandas lillesøster«. Det uelskede barn Pigen Bi er Stellas og Martins fælles datter i bogen. Men ingen af forældrene forstår hende eller bryder sig om barnet for alvor. Stella vil gerne. Moderen prøver at holde af sit barn, for det skal man jo. Men Bi forbliver fremmed for hende. Martin føler direkte fysisk væmmelse ved datteren. Han synes, at barnet nidstirrer ham med sine usædvanlig store øjne og sin tyste tilstedeværelse. Det er den stille lyd af Bi, som er romanens mest påtrængende tone for forfatteren selv: »Der er ikke noget i vejen med Bi. Men hun er som et spøgelse. Hendes tavshed er hendes stemme, og den gør mange af menneskene i hendes nærhed bange. Hun er den mest udsatte og den mest ensomme i bogen. Hun er det uelskede og det ødelagte barn. Jeg kan ikke forestille mig noget mere skræmmende end et barn, der bliver foragtet af en af sine forældre eller af dem begge. Bi bliver foragtet af sin far«. Linn Ullmann hiver endnu et ben op under sig. Samler hele kroppen i en stol. Hvis det her var en mørk nat og ikke en lys morgen, så ville hendes store øjne lyse op. Som ildfluer. I nogen tid siger hun ingenting, og her er elektrisk tyst. Så synger den norske dialekt igen: »Foragt er en stærk, påtrængende egenskab hos mange mennesker. Den er farlig, fordi den kun er destruktiv. Der er mange andre dæmoniske egenskaber, som både er destruktive og konstruktive. Tag raseri som eksempel: Det er en følelse af noget, der nødvendigvis skal ud. Foragt er kun nedbrydende og ødelæggende«. »Og jeg tror, at foragt findes som en mulighed alle steder. Altså både i samfundet, i det politiske liv, i familien og mellem to mennesker, der står hinanden helt nær. Jeg er bange for, at foragten kan opstå lige så pludseligt som en erotisk tiltrækningskraft. Selv om den er det stik modsatte. Og jeg har jo set børn, der er blevet udsat for en voksens foragt. Det har vel enhver, som har levet«. Værre end debuten 'Før du sover' var egentlig slem nok, hvis man gik følelserne i Linn Ullmanns debutroman efter i sømmene. På overfladen en hysterisk tragikomisk roman med en hovedperson som lystløgneren Karin Blom, der forførte de mænd, hun ville lægge ned. Medmindre hun altså talte usandt. Men længere nede mellem linjerne et foruroligende kammerspil om de slemme ting, mennesker gør imod hinanden. Måske ikke engang med vilje. Måske fordi man ikke kan lade være. Eller keder sig. Eller har så meget i klemme, at man er nødt til at klemme andre hårdt med det. Hvad ved vi. Linn Ullmann ved det ikke engang helt selv. Hvis hun vidste det, ville hun ikke have brug for at skrive det, siger hun. Noget i romanerne er selvbiografi. Selvfølgelig. Man kan kun skrive alvorligt om foragt, kærlighedsnægtelse og ondskab, hvis man har mærket efter, hvor følelserne er, og hvad de gør. Men allerede med debutromanen fik forfatteren Ullmann kraftigt manet sin egen offentligt kendte familiebaggrund på afstand. Det kan godt være, at hun kan skrive historier, som ikke er mindre grumt livsanalyserende end nogen af hendes forældres tunge bidrag til filmhistorien. Men Linn Ullmann skriver, så man glemmer Liv Ullmann og Ingmar Bergman. Sådan er det. Og sådan er 'Når jeg er hos dig'. Blot nogle takter værre og vigtigere end debuten, mener også forfatteren, som ikke kan se, hvorfor hun skulle skrive om de velfungerende og de tilpassede mennesker. »Litteraturen er jo et sted, hvor det anderledes, mærkelige, udsatte, grimme og onde kan få lov til at være og kan blive udforsket. I de nordiske samfund er der kun ringe plads til de udsatte og de mærkelige. De svage og de grimme lever forholdsvis isoleret uden for det effektive og det velfungerende«. »Men litteraturen er et sted, hvor alt det anderledes kan komme til orde. Og det er det, som interesserer mig og skræmmer mig. Jeg vil ind i det, som jeg selv er bange for. Som at mennesker ødelægger hinanden, selv om de i udgangspunktet er glade for hinanden. Hvordan er det muligt at ødelægge et barn? Til og med sine egne børn? Det skræmmer mig«. I nattens ulvetime Om nogle timer skal Linn Ullmann interviewes af dansk tv. Aftalen går ud på, at hun skal i Tivoli med journalist og kamerahold, der gerne vil have hende op i pariserhjulet, som spiller en vis rolle i 'Når jeg er hos dig'. Men Linn Ullmann vil helst ikke med derop. I hvert fald ikke til tops. Hun har højdeskræk, og det er ingen tilfældighed, at hun i 'Når jeg er hos dig' lader Stella falde gennem de 224 sider. Uden at ramme jorden. Ligesom det heller ikke er nogen tilfældighed, at Stella og Martin er to søvnløse voksne. Linn Ullmann lider af søvnløshed. På dansk betyder 'ulvetime' noget relativt uskyldigt med et familiært helvede i de trætte timer omkring aftensmad. På svensk betyder 'ulvetime' de søvnløses vågne nattetimer mellem 3 og 4. »I romanen bliver Stellas og Martins liv mere og mere præget af manglen på søvn. De er vågne sammen, og de taler og leger sammen i ulvetimen. I begyndelsen er deres leg og deres samtaler humoristiske. Men de bliver mere og mere tvangsagtige og mørke«. »Det er selvfølgelig sat grotesk på spidsen i romanen, men der er en enorm forskel på mennesker, der sover om natten, og på de søvnløse. Det er to helt forskellige liv og erfaringer. Nogle mennesker lægger sig til at sove om aftenen og vågner næste morgen efter en harmonisk og rolig nattesøvn. Klar til at tage endnu en tørn med en ny dag«. »Og hvis man er søvnløs, er der ikke noget så irriterende som den sovende. Man bliver let vred på den, der ligger i sengen ved siden af. Hvordan kan han ligge der og sove? Er han ikke klar over, at dæmonerne er kommet på besøg?«. Linn Ullmann ler. Det er en blød og rullende voksen latter. For det meste har hun været alvorlig. Hele tiden har hun været tankefuld. Men hun er ingen tyst lille Bi, og selv om hun engang oplevede det som en fiasko at gå på skuespilskole i New York et par år, så går det meget godt lige nu med at agere søvnløs. Hun retter sig ud, sætter sig op i stolen og spiller alt for vågen: »Jeg tænder lyset i soveværelset, ser mig omkring og hilser på troldene: Nå, der er I igen alle sammen. Kræftsvulst-dæmonen, 'mine børn falder ud ad vinduet'-dæmonen, 'jeg er et udueligt menneske'-dæmonen. Når dæmonerne kommer frem, hilser jeg på dem. En efter en. Siger: Tusind tak for forestillingen. Det var virkelig et eksemplarisk nummer, I lavede her i nat. Og nogle gange forsvinder de så. Desværre ikke altid. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg ved, at trolde ikke kan fordrage, hvis man ser dem i øjnene. Det er det værste, de ved. Så det er man nødt til at turde«.