Det grå hår er flyvsk, slipset sidder lidt skævt, og kinderne er røde som på et barn, der har leget længe i solen. Roger-Pol Droit er en 54-årig filosof, som ud over at bedrive videnskabelig forskning er knyttet til den franske avis Le Monde som fast kritiker af forskellig faglitteratur. Man kan se på hans hænder, at han ikke har haft megen jord oppe under akademikerneglene i sit voksne liv. Men man kan samtidig ane en legende knægt i Roger-Pol Droits nysgerrige blik. Og man kan høre på ham, at han kan lide at lege. »Det er første gang, jeg prøver at holde seks paraplyer på en gang«, jubler han, da han på fotografens opfordring står et sted ved Søerne i København med seks udslåede regnbuefarvede paraplyer i hænderne og ligner noget, maleren Magritte kunne have fundet på. Paraplyerne får også Roger-Pol Droit til at minde om de samtidig konkrete og abstrakte øvelser, som findes på tryk i hans bog 'At se ned på stjernerne og 100 andre filosofiske øvelser i hverdagen'. I Frankrig udkom bogen i januar 2001 og er siden blevet en stor succes. Onsdag 29. maj udkommer den på dansk. I forvejen er den udgivet i 17 lande, og den begår sig fint i brede kredse uden for hjemlandet. For indholdet er universelt, og sproget er flydende prosa. Der er ingen fremmedord. Og der er »no footnotes«, som Roger-Pol Droit selv leende siger på det spidse cirkusengelsk, han gerne stiller til rådighed, når han er sammen med et menneske, der kan for lidt fransk. Overrumplende sætninger Hans bog er lige så livlig som forfatteren selv. »Denne bog er til underholdning. Det vil sige, at den på en uhøjtidelig måde prøver at pege på det væsentlige«, skriver han som det første i forordet til 'At se ned på stjernerne', der i øvrigt er dedikeret til hans veninde Pessia »til minde om i morgen«. Den slags helt enkle, men tankevækkende, overrumplende sætninger er der talrige af i 'At se ned på stjernerne'. Roger-Pol Droit nikker smilende og forklarer meningen med bogen, som nu ligger i fransk udgave foran ham på et bord i et af forlaget Rosinantes kontorer: »Jeg håber, at bogen er morsom. Og at den også er alvorlig. Der er ingen enorm modsætning mellem sjov og alvor efter min mening. Jeg er uenig med mennesker, som mener, at store tanker skal være alvorlige og kedelige«. »I bogen har jeg valgt at skrive 101 øvelser, som forhåbentlig får læserne til selv at gøre sig forestillinger. Det er min hensigt, at man som læser selv skal lege og begynde at undre sig over livet og over tilværelsens små eventyr, mens man læser. Jeg leder ikke læseren frem til bestemte konklusioner. Hvis man skal have noget ud af teksterne, skal man selv begynde at skabe«. At skabe sig igen Før man når så langt som til at skabe, kan man begynde med at skabe sig. Sammen med Roger-Pol Droits bog. En opremsning af nogle af de korte kapitlers overskrifter viser, hvordan filosoffen helt bogstaveligt lægger op til, at man leger på måder, voksne ikke plejer: 'At kalde på sig selv', 'At se ned på stjernerne', 'At drikke mens man tisser', 'At bygge en mur mellem sine hænder', 'At skrælle et æble inde i hovedet', 'At løbe rundt på en kirkegård', 'At rive et hår af hovedet' og 'At søge det mindste kærtegn'. Nu vil nogle måske tænke ved sig selv: Hvad skal alt det pjat gøre godt for? For de mest krakilsk resultatbesattes skyld skal det derfor straks tilføjes, at Roger-Pol Droit har systematiseret effekten af øvelserne på ganske oplivende måder. Under hver af de korte øvelsers overskrifter har han skrevet, hvor længe øvelsen varer, hvilke hjælpemidler den kræver, og hvilken effekt den har. Hvis man for eksempel vil prøve øvelsen 'At tømme et ord for betydning', så kan man begynde med at vurdere omkostninger og bonus. 'At tømme et ord for betydning' varer »et par minutter«, kræver af hjælpemidler, »hvad man har for hånden«, og virker »afsymboliserende«. Alfabetiske virkninger Man kan også vælge at søge om bagest i bogen, hvor 'Index 1', 'Index 2' og 'Index 3' sørger for, at man for eksempel kan se efter, om bogen indeholder en ønsket effekt. Virkningerne er alfabetisk ordnede, så det er pærelet. Man kan slå op under for eksempel 'angstfremkaldende', 'civiliserende', 'hundsk', 'omkuldkastende' eller andre ting. Men man bør nok vide, at Roger-Pol Droit glad indrømmer, at han bl.a. har lavet de indeks for at drille videnskabelige miljøers vane med at sætte lighedstegn mellem seriøsitet og mange bilag. Og så skal man vide, at selv om 'At se ned på stjernerne' er let at læse, så tager den sandsynligvis et livs tid at forstå. Det håber forfatteren i hvert fald: »Man kan betragte teksterne som oplevelser, man helt konkret skal udføre. Men man kan også betragte dem som mentale øvelser, man skal læse og reflektere fra. Under alle omstændigheder håber jeg, at man opdager mere og mere, jo flere gange man læser teksterne«. At opdage forundringen Roger-Pol Droit kan ikke med sikkerhed svare for konsekvenserne, når man læser hans bog. Han kan med stor erfaring skrive, at det er yderst vanskeligt at skrælle et æble inde sit hoved. Uden at tabe tråden undervejs. Han kan med vægt skrive, at det er sværere, end det lyder, at tælle koncentreret til 1.000. Spørg Umberto Eco. Han havde sine problemer med det, da han var en af de forfattere, showbizfolk og skuespillere, der optrådte i fransk tv's filmatisering af en snes af øvelserne. Udsendelserne à seks minutters varighed har været en stor succes. »Men jeg manipulerer ikke læserne i retning af en bestemt illusion. Som læser må man bruge sin egen hellige sti af refleksion for at komme videre i øvelserne, end teksten umiddelbart fortæller. Og læsernes reaktioner fortæller mig, at mange når videre. De takker mig for eksempel for øvelser, som slet ikke er med i bogen. Det har de bare glemt. En øvelse har udviklet sig til en anden«. »Og det har været en af mine tanker med at skrive bogen. Jeg har villet ned til dét at skabe. Det er ikke filosofi i traditionel forstand, for bogen er jo ikke teoretisk. Men det er filosofi efter min overbevisning, fordi teksterne prøver at vække læseren og få læseren til at stille nogle grundlæggende spørgsmål«. Roger-Pol Droit smiler tålmodigt, mens jeg ivrigt fortæller, at mange af øvelserne er ting, man helt af sig selv kommer til at gøre, mens man er barn. 'At gå i mørke', 'At føle sig evig', 'At vente uden at foretage sig noget' og 'At høre en optagelse af sin egen stemme' er alt sammen eksperimenter, mange af os har været igennem engang. Børns fantasi En del af bogen er forfatterens barndomserindringer, siger han. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt: »Børn leger med fantasien og virkeligheden og grænsen imellem. Børn leger sig bange, lykkelige eller undrende. En femårig stiller metafysiske spørgsmål som, 'hvorfor findes verden', og 'hvorfor er himlen blå'. Voksne er som regel holdt op med at spørge. Måske er filosoffer børn, der nægter at holde op med at stille spørgsmål«. Voksne foretrækker at glemme spørgsmålene eller gemme dem væk, siger Roger-Pol Droit. Og i mange tilfælde er det meget praktisk, at vi lægger spørgsmålene på hylden. For hvis man spurgte grundlæggende til hvert trin, mens man gik ned ad en trappe, så ville man aldrig komme igennem den. »Men uden spørgsmål sker der ingen tænkning, ingen refleksion. En gammel sætning lyder, at undren er begyndelsen til al filosofi. Hvis man ikke undrer sig, så tror man, at man har de rigtige svar.Hvis man undrer sig, så begynder man at tænke selv og at skabe«. At glemme og huske sig selv I Frankrig har det til Roger-Pol Droits »bigøø surpriseøø« især været unge, der har taget hans bog til sig og fordyber sig i øvelser som 'At reducere en følelse til ingenting', 'At ligge på knæ og læse op af telefonbogen' og 'At tømme et ord for betydning'. Sidstnævnte er en af forfatterens egne favoritter. Den udføres med fordel i enrum, så man ikke kan høres. »Der er ingen grund til, at du under hele øvelsen er generet af angsten for at blive til grin«, som Droit skriver. Øvelsen kræver, at man har en tilfældig ting ved hånden. For eksempel en avis. Tag avisen i hånden og gør, som Roger-Pol Droit foreskriver: »Kig godt på den, samtidig med at du med dæmpet stemme siger dens navn. Igen og igen«. (...) »Efter bare nogle sekunder begynder det velkendte ord at skride, at stivne. Du har det, som om du i én uendelighed gentager en række underlige lyde, en række meningsløse, betydningsløse lyde, der ikke viser hen til noget som helst og derfor er og bliver småskøre, flydende eller skurrende«, står der i bogen. Herefter begynder der at ske noget. Hvor meget, bestemmer man selv. Hvad, kan Roger-Pol Droit godt mundtligt sammenfatte: »Ordet mister sin betydning, og tingen bliver samtidig noget andet. Den synes at være uden navn. Den bliver simpelt hen bare en ting. Det er fascinerende og også lidt skræmmende. Men det er især en øvelse, der kan få dig til at reflektere over, hvad sprog er, og hvilken forbindelse der er mellem ord og objekt. Det kan føre til andre filosofiske refleksioner«. Buddhisme 15 år af Roger-Pol Droits arbejdsliv har været dedikeret til buddhisme. Der er ingen bevidste eller direkte referencer til buddhistisk tænkning i bogen. Men han mener selv, at der er nogle reminiscenser. En af dem er, at man under læsningen med fordel både bør bruge sig selv og undlade at være selvoptaget. »Jeg har bestræbt mig på at lave øvelser, der hæver sig over tid og over det materielle. Øvelserne er et redskab, der kan hjælpe dig med at åbne dit ego, så du måske begynder at stille spørgsmål, du først får svar på om lang tid. Tid og tænkning har helt forskellig rytme. Man kan tænke i årevis over et metafysisk spørgsmål. Og pludselig en dag dumper svaret ned på to sekunder. Men hvis man ikke stiller spørgsmålet, kommer tanken aldrig videre«.