0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad skal jeg med en Mercedes?

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En rund, midaldrende mand står på trappen til Hotell Continental i Hamngatan og trykker sig sammen i en praktisk vindjakke.

Sveriges sydligste by Ystad er kold, forblæst og næsten øde her en hverdag et par måneder inden, turistsæsonen går i gang. Når den tid kommer, vil manden foran Hotell Continental være et tilløbsstykke. Hvis turisterne kan genkende ham. Det er tvivlsomt.

For selv om forfatteren Henning Mankell må være mangemillionær efter at have solgt ti millioner bøger, så ligner han et gråt og lidt duknakket arbejdsmenneske, der godt kunne trænge til et par nye snøresko og en frisørsaks.

Og hans hjemby er en søvnig, sydsvensk flække, som midt på sommeren har en stemning af museal stokroseidyl. Ystad ligner overhovedet ikke et sted, hvor den lokale politikommisær er ved at blive kvalt under en overarbejdspukkel på grund af alle de storpolitiske drabssager, han skal tage sig af.

Men den 54-årige Henning Mankells læsere kender Ystad som Sveriges forbrydercentrum. Et sted, hvor storpolitiske intriger, narkosmugling og massemord har fundet sted - i hvert fald i Henning Mankells ni bind store romanserie om kriminalkommissær Kurt Wallander.

Mankells bøger om Wallander er så populære, at man på byens turistkontorer kan købe rundvisninger i Wallanders fodspor i juli måned. Det er Ystads Frivillige Bergnings Corps, som fylder en brandbil med turister og kører dem rundt til steder, der udelukkende ser ud af noget særligt, hvis man har læst Wallander-bøgerne.

Kender man ikke Wallander, er steder som Fridolfs Kontidori, Mariagatan og Polishuset ikke noget særligt. Men fordi Mankell giver lokaliteterne ekstra liv og kulør i sine romaner, så er stederne så stort et tilløbsstykke, at turene i brandbilen var helt udsolgt sidste sommer.

I Tyskland sælger Henning Mankell flere bøger end Harry Potter-forfatteren Rowling gør. Og om sommeren er det ikke mindst tyske turister, der opsøger Ystad på grund af Mankell. Kan de ikke få plads i brandbilen, så kan de i stedet spadsere i Wallanders spor ved hjælp af en folder, som fås på byens beskedne turistbureau.

Mankell har modsat sig, at der bliver fremstillet Wallander-kasketter og den slags merchandise. Men han har ikke kunnet forhindre en lokal galleriejer i at alliere sig med en pensioneret sømand, der er god til at male solnedgange på samlebånd, ligesom Kurt Wallanders utilnærmelige far gør det i romanerne.

Forfatteren ligner fiktionen
»Kom du til Ystad for flere timer siden? Hva faen har du gjort här så länge?«, spørger Henning Mankell, mens han viser vej fra trappen foran Hotell Continental til lejligheden, hvor interviewet skal foregå. Han er på nippet til at smile, da jeg peger på Wallander-folderen fra turistbureauet. Men han gør det ikke.

Henning Mankell er en alvorlig og fåmælt mand. Han svarer venligt. Men han svarer kort og holder som regel sine associationer for sig selv bag de tunge øjne. Også på det punkt minder han om den lidt overvægtige, temmelig overanstrengte og kronisk skeptiske romanfigur Kurt Wallander, som han nu - næsten - har sagt farvel til.

I lørdags udkom Mankells nye roman i Sverige. Hovedpersonen er Kurt Wallanders datter Linda, der går i sin fars fodspor og arbejder inden for politiet i Ystad.

»Der er to grunde til, at jeg for et år siden besluttede at skrive den roman. Den ene er, at datteren giver et fuldstændig nyt billede af sin far. Hun siger ting om ham, som vi aldrig har tænkt på. Og hun kan fortælle om minder, som han ikke husker. Eller er bange for at huske. Den anden årsag er, at jeg ville skrive en roman om kristen fundamentalisme. Efter 11. september tror jo næsten alle, at fundamentalister er muslimer. Men der findes jo også kristne fundamentalister«.

Igennem 1990'erne har også Sverige oplevet en stadig mere giftig indvandrerdebat og en voksende begejstring for liberalisme og individualisme. Den udvikling har Mankells læsere fulgt nøje igennem Wallander - og Mankells øvrige bøger.

I romanerne om Wallander har Mankell beskrevet, diskuteret og kritiseret samtidens nationale og internationale udvikling. Politisk blev Wallander ikke midtsøgende, som tiden og romanserien skred frem. Han blev mere venstre-radikal og nærmere sig derved sin forfatters holdninger.

Det europæiske nederlag
Wallander må have gjort Mankell til mangemillionær. Men det er en millionær, der holder fast i sit grundlæggende solidariske og venstreorienterede menneskesyn. Det er meget tydeligt i hans seneste bog 'Tea-Bag', der nu udkommer på dansk og er skrevet inden for en helt anden genre - eller rettere to genrer.

'Tea-Bag' er halvvejs en realistisk fortælling om tre unge piger - nigerianske Tea-Bag, iranske Leyla og Tanja fra det tidligere Sovjetunionen. De tre piger er flygtninge med status som illegale borgere i nutidens Sverige.

Den anden del af bogen er en vanvittig satire over den kyniske forlagsverden og det selvforelskede litterære parnas. De to dele af romanen mødes igennem den opblæste digter Jesper Humlin, der efterhånden tvinges til at engagere sig i sine omgivelser.

»I Spanien og i Sverige har jeg mødt mange piger, der er ligesom pigerne i bogen. De er flygtninge. De er tvunget til at leve illegalt. Men de ser ikke sig selv som ofre. De finder måder at overleve på«.

»Jeg skrev 'Tea-Bag', fordi det efter min mening er et af de største nederlag i Europa efter Anden Verdenskrig, at vi i det hele taget taler om illegale mennesker. Hvad fanden er et illegalt menneske?«.

»Det antages, at der i Sverige i dag findes 10.000 mennesker, som ikke bør findes her. Hvorfor gør vi dem ikke synlige? Hvorfor lytter vi ikke til dem og tager stilling til, om de skal være her?«.

»Sverige har altid været og vil altid være et indvandrerland. Men i disse år synes det, som om svenskerne har glemt det«.

Giver penge væk
Henning Mankell er selv en slags indvandrer. Cirka halvdelen af året. I Mozambique. Her er han kunstnerisk leder og instruktør på et teater i Maputo. Siden han var 16, har han i lange perioder været borte fra Sverige.

Dengang tog han et tog til Paris, hvor han arbejdede som stalddreng og reparerede klarinetter i en periode. Siden boede han ti år i Oslo, hvor han arbejdede som selvlært teaterinstruktør og færdedes i miljøet omkring det radikale venstrefløjsparti AKP.

Her mange år senere kunne millionæren fra Wallander-succesen have fjernet sig meget længere fra sit udgangspunkt, end han har gjort. Det ville have været naturligt. Men han har ikke ønsket det:

»At jeg for tiden tjener en vældig masse penge - det giver mig et ansvar for at bruge pengene fornuftigt. Jeg giver mange penge bort. Jeg kører ikke rundt i en Mercedes. Hvad skal jeg med en Mercedes?«.

»Da jeg voksede op, var sparsommelighed en dyd. Og nærighed var en dødssynd. I dag er det omvendt. Nærighed er en dyd. Og sparsommelighed eksisterer ikke. Jeg lever efter den gamle tradition. Jeg er helvedes sparsommelig. Men jeg er ikke nærig«.

Han taler langsomt i en mørk, syngende tone, som om han kun ved større besvær kan trække ordene frem. På opfordring mumler han, at han giver penge til kunstnere i Mozambique og til kunstnere i Sverige.

Der kommer mere bevægelse i den store krop, da han fortæller om succesen med at sætte 'Jeppe på bjerget' op på teatret i Maputo. Og han virker helt indigneret, mens han argumenterer for sin holdning til nutidens Sverige, hvor man efter hans mening ikke har reformeret velfærdsstaten.

»Man har skrottet den. Man har fuldstændig glemt ideen om det solidariske samfund ved at privatisere sygehusene og alt det der«, siger han.

Som forfatter er Henning Mankell ud af en rig, svensk tradition for at skrive realisme og solidarisere sig med mennesker, der eksisterer i periferien og bliver trådt på og manipuleret med ovenfra. Siden Sjöwall-Wahlöo har det ikke mindst været kriminalforfattere, der har skrevet svensk samfundskritik.

»Det er muligt, at vi lige nu lever i en tid, hvor kriminalromanen lettest kan rumme samfundskritikken og er den bedste sociale roman. Hvis man skriver omkring en forbrydelse, som sker eller ikke sker, så er det lettere at komprimere og strukturere et samfund og en moral. Siden de gamle grækere har man anvendt forbrydelsen som et spejl. Og det er, hvad jeg er interesseret i«.

Han har sagt, at Shakespeares 'Macbeth' og Joseph Conrads 'Mørkets hjerte' er de bedste kriminalromaner, han har læst. Selv om de ikke betragtes som kriminalromaner.

»Det siger jeg, fordi det ikke er kriminalromanen som genre, jeg er interesseret i. Jeg skriver om forbrydelser for at få øje på visse ting. Og jeg tror, at jeg skriver noget, som angår andre mennesker. Det tyder det jo på. Men jeg er da godt klar over, at en roman som 'Tea-Bag' ikke får så mange læsere, som mine kriminalromaner har«.

»Det kan godt virke foruroligende, at man er kommet dertil, hvor man automatisk sælger, hvis man skriver kriminalromaner. Det kritiserer jeg jo også i 'Tea-Bag', hvor en forlægger beder en poet om at skrive en kriminalroman. Sådan en forlægger har jeg faktisk hørt om«.

»Min nye roman om Linda Wallander ... min forlægger havde solgt den i 90.000 eksemplarer, da jeg stadig manglede halvdelen. Det er jo en svimlende sum. Skræmmende«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu