0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kønskampens rødder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Viemose Kaare
Foto: Viemose Kaare

Foto: Kåre Viemose

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvem skal læse den? Mere præcist, hvem har tid til at læse den? Det er det første spørgsmål, der melder sig, når man får Keld Zeruneiths nye tommetykke bog 'Træhesten - Fra Odysseus til Sokrates' om udviklingen i den menneskelige bevidsthed i hånden, og det første spørgsmål, jeg stiller Keld Zeruneith.

Eller næsten det første. For når først man sidder over for den pæne mand, som netop har lavet te, med fuglene syngende, bierne summende, solen skinnende og hustruen Suzanne Brøgger nussende i baggrunden, virker det med et nærmest uforskammet.

Manden har brugt 10 år af sit liv på at skrive en bog, og her sidder man og begynder at spørge, hvem orker at læse den. Men man tager sig sammen, fremstammer spørgsmålet, og Zeruneith begynder at le.

»Hvem der skal læse den? Du mener, fordi den er så tyk?«, siger han.

Jeg nikker.

»Det ved jeg ikke. Jeg læser selv mange tykke bøger, men jeg bor også hernede på landet. Og det er da et reelt problem; hvordan får man overhovedet tid til at læse noget, der er mere end 120 sider?«, siger han.

»Så det er en satsning, og jeg har også prøvet at tage højde for problemet på forskellig vis. Dels ved at skrive bogen, så man kan læse et enkelt afsnit uden at skulle læse resten. Så hvis man for eksempel vil vide noget om før- sokratikerne eller læse et portræt af Sokrates, så kan man gøre det uden at gå glip af for meget«.

»Og så har jeg prøvet at skrive, så den ikke er så svær at læse, og det har selvfølgeligt i sig selv gjort bogen lidt længere. Men det er et forsøg på at gøre den tilgængelig også for mennesker, der slet ikke kender det græske stof, og få dem til at opleve det som noget vedkommende«, siger han.

Udviklingen gentager sig
Og vedkommende synes Keld Zeruneith på alle måder, at stoffet er.

En af bogens afgørende pointer er nemlig, at den udvikling, der skete kollektivt med bevidstheden tilbage i oldtiden, stadig foregår og stadig præger hvert enkelt menneskes liv.

»Så selvom det, der bliver beskrevet, ligger 3.000 år tilbage, er det nogle problemstillinger og en udvikling, som alle også i nutiden løber ind i. I virkeligheden kan man sige, at vi hver især gennemlever hele slægtens udviklingshistorie i vores eget liv«, siger Zeruneith.

»Det er også derfor, jeg synes, at det er så kolossalt vigtigt, at vi holder forbindelseslinjerne bagud ved lige og ikke bliver fuldstændig historieløse og kun har vores egen levealder som tidshorisont. For så er vi på den. Man kan ikke forestille sig en fremtid uden, at man ved, hvad der skete i fortiden«.

Tankekraftens debut
Nøglen til forståelse ligger med andre ord i fortiden, og efter Keld Zeruneiths mening særligt i perioden fra, at Odysseus opfinder den trojanske hest og besejrer Troja til, at Sokrates tænker store tanker om de indre værdier.

Og når Zeruneith tager udgangspunkt i en historie, som mange nok forbinder med en støvet, lidt sælsom og lidet troværdig myte, er det, fordi han mener, at det er der, man for første gang skiller det indre fra det ydre.

»Det er svært at forklare, men tesen er, at det er med Odysseus' ide om den trojanske hest, at bevidstheden melder sig som en selvstændig størrelse, der adskiller sig fra kroppen. Det er jo en strategi, hvis hele ide og pointe er, at det ydre og det indre ikke svarer til hinanden, og når det lykkes at narre trojanerne, er det netop fordi, at de kan slet ikke gennemskue et bedrag af den art«.

»Her har man altså det første eksempel på det, som jeg kalder diskursivitet. Ligesom hvis man siger en ting og mener noget andet, at man kan skjule den sande virkelighed. Og dermed træder en helt ny kraft ind i verden - tankekraften«. Men folk har jo tænkt før, opfundet ploven, bygget huse og den slags?



»Ja, og derfor kan man også i de homeriske værker ('Iliaden' og 'Odysseen', red.) finde en hel masse erfaringsformer, som man ikke tidligere har kunnet sætte ord på«.

»For selvfølgelig har man vidst, at man havde et indre liv. Man har bare haft vanskeligt ved at beskrive det, derfor havde man f.eks. forestillingen om, at der sad et lille menneske og tænkte inde i en«. Og hvorfor sker der så en ændring lige på det tidspunkt?



»Godt spørgsmål. Erfaringerne har jo ligget der, og langsomt er der altså så sket en eller anden form for krystallisation, og pludselig er det hele eksploderet. Bedre kan jeg ikke forklare det, man kan bare konstatere, at i løbet af de meget få århundreder mellem Homer og Sokrates sker det hele, både inden for litteraturen, politikken og tænkningen«.

Og når Zeruneith stopper bogen ved Sokrates, er det ikke tilfældigt.

»Nej, det er fordi, at den bevidsthedshistorie, der starter med, at det psykiske liv opdages som en selvstændig faktor af Odysseus, er fuldt udviklet, når man kommer til Sokrates' tanker om, at det sjælelige er vigtigere end legemet og kroppens verden«.

»For Sokrates er sansernes verden en verden, hvor vi bliver forvirrede og fejlinformerede, og derfor handler det om at udvikle det indre menneske frem imod det sande og det skønne. Og dermed er den udvikling af det indre menneske, som begynder med at Odysseus skiller krop og sjæl så at sige fuldført«.

Kvinderne er ofrene
Men ifølge Keld Zeruneith har frigørelsen af sjælen og den frie tanke ikke været uden omkostninger, og de er i særdeleshed blevet båret af kvinderne.

Hvor det i det, Zeruneith kalder den 'magiske verden', var kvinden og modermagten, der var i centrum, og dem, der skabte kontinuitet og sammenhæng i tilværelsen, sker der med Odysseus og den trojanske hest et afgørende brud.

»Det, som man kan se hos Homer, er, at den kvindekultiske verden fortrænges, og at det er faderguder, der institutionaliseres. Man kan sige, at der er en form for ideologisk prægning fra Homer, hvor man søger at skabe en religiøsitet, hvor det er manden der er ovenpå«.

Er det en bevidst strategi?

»Det ved jeg ikke, men man må åbenbart være nået til et punkt i den historiske udvikling, hvor manden for at komme videre måtte finde en gudeverden, som han kan spejle sig i. Og hos Homer kan man se, at kvindeguderne bliver flyttet med over, men nu er underordnede i forhold til Zeus og de mandlige guder«, forklarer Zeruneith.

Og selvom man ifølge Zeruneith ikke kan finde decideret bagvaskelse af kvinder i de homeriske værker, skal man ikke langt væk.