Det er ikke forkert at sige om Michael Dibdin, at han er en internationalt berømmet spændingsforfatter, som i nogle år har boet i Seattle dør om dør med hustruen Kathrine Beck, der ejer nabohuset og i øvrigt også skriver bøger. Men det er heller ikke hele sandheden. For Michael Dibdin er et menneske, der ikke regner med nogensinde at finde hjem for alvor. »Jeg er englænder. Men jeg voksede op mange forskellige steder i Nordirland, og siden har jeg boet i Canada, Italien og Frankrig, før jeg flyttede til Amerika. Og jeg er aldrig holdt op med at rejse meget. Jeg skubber mig selv rundt, og jeg synes at være et af den slags mennesker, som er mest lykkeligt eller stimuleret, når det er udenlands«. Helt uden beklagelse karakteriserer Michael Dibdin sig selv som et rastløst væsen. På det punkt adskiller han sig fra sin afholdte romanfigur, den italienske politimand Aurelio Zen. Også Zen har et omskifteligt liv og flytter ofte fra den ene by til den anden. Men i hans tilfælde er det arbejdet, som bestemmer, hvor kufferterne skal pakkes ud. Aurelio Zen har opklaret forfærdelige forbrydelser i f.eks. Sardinien, Rom, Napoli og Venedig i foreløbig otte romaner, hvoraf den nyeste med titlen 'And Then You Die' endnu har til gode at blive oversat til dansk. Mens Aurelio Zen gør sit politiarbejde, deler hans forfatter ud af sin viden om Italien. Og det gør han som regel så godt og grundigt, at læserne er yderst tilfredse. Også de italienske. Til døden os skiller Her i bladet skrev den hærdede krimikritiker Bo Tao Michaëlis bl.a. om Michael Dibdin, da 'Blodig regn' udkom sidste sommer: »Det fine og enestående ved alle Dibdins romaner om Zen er, at de ud over at være underholdende politikrimier også fortæller på informativ og inciterende vis om nutidens italienske historie. Med både indigneret kritik over for den herskende korruption og med inderlig kærlighed til det charmerende folk som lever med den, tilsyneladende med et skødesløst og sorgløst skuldertræk i Georgio Armani-jakken«. Forfatteren selv er der nu ikke meget blæredyr Armani over den her dag, hvor han gør stop i København mellem researcharbejde på den næste Zen-bog i Italien og en litterær krimi-konference i Helsinki. Michael Dibdin er en usnobbet verdensmand og udpræget livsnyder, der holder af at skylle en samtale igennem med en stor latter, så den ikke bliver alt for højtidelig. Selv om den drejer sig om Zen og kunsten at finde årsagen til døden ved hjælp af både snusfornuft og mindre rationelle fornemmelser. »Generelt er italienere meget rationelle og ikke spor overtroiske. Aurelio Zen er fra Venedig, hvor folk formentlig har keltiske aner og altså oprindelig kom nordfra til Italien medbringende Nordens tradition for at fortælle skrækhistorier. Aurelio Zen har nogle mere surrealistiske evner, men de interesserer ham nu ikke så meget. Så vidt jeg har forstået. Jeg kender ham jo ikke til bunds, for vi ses kun cirka hvert halve år. Men grænselandet mellem det rationelle og det mere uforklarlige interesserer derimod mig«. Brud Michael Dibdin var på et tidspunkt ved at bryde forbindelsen til sit »italienske alter ego«, som han kalder Aurelio Zen. Da den omstridte, højreorienterede mediemogul og politiker Silvio Berlusconi i 1994 måtte gå fra posten som Italiens ministerpræsident, oplevede landet efterfølgende en periode med forholdsvis god ro og harmoni. »Det var godt for Italien. Men det var elendigt for mig som forfatter. I et kort øjeblik så jeg for mig, hvordan Italien var ved at udvikle sig til et normalt, homogent, liberalt/socialdemokratisk clean country. Du ved - sådan lidt som det danske. Et af den slags samfund, hvor man prøver at tage sig af de mennesker, der ikke er i stand til at tage sig af sig selv. Men sidste år skete det så igen. Ind på scenen kom SILVIO«, råber Michael Dibdin muntert med en grov mine som en cirkusdirektør, der præsenterer et trapeznummer uden sikkerhedsnet. »Berlusconi var tilbage, og på et års tid er han vokset til noget rigtig grimt. Det er godt for mine bøger«, ler forfatteren, som nu tør love, at han opretholder bekendtskabet med Aurelio Zen, til en af dem dør. »Jeg ved selvfølgelig ikke, om jeg bliver træt af Aurelio. Men jeg tror det ikke. For han er jo en temmelig intelligent og følsom mand. Det er ikke usandsynligt, at jeg dør før ham«.