Da Antony Beevor i 1998 fik udgivet sin bog om det brutale slag om Stalingrad, var hans forlag optimistisk, ja, nærmest jubeloptimistisk. Der blev trykt 10.000 bøger, hvor alle troede, at der maksimalt ville være læsere til det halve. Bogen solgte i 500.000 eksemplarer. Det er derfor ikke så sært, at forlaget har bedt den britiske militærmand og forfatter skrive endnu et kapitel af Anden Verdenskrigs historie. Det er historien om, hvordan den russiske hær hastede gennem Østeuropa for at nå Berlin for at kapre de tyske lagre af uran på Kejser Wilhelm Instituttet i Berlin for at bruge det i russernes egne atomforsøg. Men det er samtidig historien om, hvordan Den Røde Hær i foråret 1945 var en krigsmaskine, der ikke alene brutalt nedkæmpede enhver modstand, men også var en hær af soldater med konstant kampklare våben. I hænderne og bag den evigt åbne gylp i uniformsbukserne. Ifølge Antony Beevors bog stod Den Røde Hær bag voldtægter af op imod to millioner kvinder, og det er ikke rar læsning, forfatteren disker op med. Det er historien om tyske civile, som trygler russiske soldater om at stoppe massevoldtægten af en kvinde, så hun kan få lov at amme sit grædende barn. Det er beretninger om kvinder, som tror, det er lykkedes dem at besnakke en soldat til ikke at misbruge dem, hvorefter de minuttet efter bliver voldtaget, igen og igen, af soldatens kammerater. Den ene rædselsberetning afløses af den næste. Eller som en britisk journalist skrev i The Times her i foråret: »Hvis der udkommer en mere grusom dokumentarbog i år, så har jeg ikke lyst til at læse den«. Måske vil der ikke udkomme mere brutale bøger i år, men Beevors bog om Berlins fald bliver med garanti ikke den sidste, der skildrer Anden Verdenskrig. Spørgsmålet er, hvorfor disse bøger stadig er så efterspurgte, at eksempelvis Beevors egen Stalingradbog kan sælge i en halv million eksemplarer? Den personlige historie »Der er en ændret holdning til historien. Især i Storbritannien og USA gennem de seneste 10-15 år. Tidligere var historiske bøger en beskrivelse af lande eller hærstrategers skaktræk med tropperne. Sådan er det ikke mere. Vi befinder os i det postmilitære samfund. Nu er det i højere grad den personlige historie, der interesserer folk«, siger Antony Beevor. Han tror, det især er den yngre generation, der har kastet sig over litteraturen om Anden Verdenskrig. »Læserne vil vide, hvordan det var at være menneske under krigen, fordi vi i dag lever i et meget trygt og sikkert samfund. De stiller sig selv spørgsmålet: Ville jeg have overlevet sådanne forhold under en krig, og ville jeg have været i stand til at nægte, hvis jeg var blevet beordret til at skyde civile personer ned? Var jeg blevet brutal, og kunne jeg have overlevet psykisk?«. »Det er ikke bøger om folk, der lider ude i junglen eller på en fjern bjergside, men der er måske alligevel tale om en slags andenhåndslidelse. Først og fremmest er det dog et spørgsmål om, at du måler dig selv i forhold til dengang«. »Vi befinder os nu i et sikkert og meget forudsigeligt århundrede, og folk ser med rædsel tilbage på en periode, hvor mennesker overhovedet ikke havde kontrol over deres egen skæbne. I dag har vi en ny generation, som ynder at tro, at de har fuld kontrol over deres egen skæbne, og derfor er de fascinerede af Anden Verdenskrig«, siger Antony Beevor. Historie er kunst Som formidler af historien om Anden Verdenskrig bryder den britiske forfatter sig ikke om at stoppe konklusionerne ned i halsen på læserne. Han mener, historieskriverens primære opgave er at forstå, hvad der er sket. »Derefter må det være op til læserne at drage konklusionerne. Nej, det er ikke nogen god indgang, hvis man på forhånd vil udpege de gode og de onde, for bevidst eller ubevidst kommer man til at forvride sit materiale for at bevise sin pointe. Historie er jo ikke videnskab. Det er kunst som enhver anden form for skrivning. Man må være så ærlig, som man overhovedet kan, men allerede i udvælgelsen af stoffet går man ind og præsenterer en del af det samlede billede«. »I 1970'erne og 1980'erne var man meget optaget af den mundtlige historie, men for læserne er det ikke nok at høre enkeltmenneskers oplevelser. I både bogen om Stalingrad og i bogen om Berlin har jeg sammenstillet de personlige historier med den overordnede historie om, hvordan krigen udviklede sig. Det er kun på den måde, man kan forstå, hvordan folk har lidt som følge af beslutninger truffet af Hitler eller Stalin«, siger Antony Beevor. Da han gik i gang med at researche bogen om Stalingrad, anede han ikke, om han kunne få adgang til de personlige historier, som ville være altafgørende for projektet, men det lykkedes ham at nå ind i de nyåbnede, russiske arkiver, hvor han fandt optegnelser om soldaternes liv i skyttegravene og om de 13.500 henrettelser foretaget af russiske myndigheder - mod russere, vel at mærke. »Det var langt vanskeligere af finde materiale i Berlin, men der eksisterede heldigvis mange dagbøger fra perioden, og de er bemærkelsesværdige. Nogle har været udgivet, mens andre er dukket op undervejs, når jeg har interviewet folk, som har støttet hukommelsen til deres gamle dagbøger. Helt ned til, hvordan vejret var«. »Det er den slags detaljer, der gør det muligt at beskrive historien i den form, man normalt skriver romaner i, fordi man har troværdige vidnesbyrd fra dengang. Detaljerne kan bringe en umiddelbarhed og en forståelse af den enkelte episode ud til læseren«. »Dagbøgerne kan også fortælle, hvilke rygter Berlin var fuld af i perioder, og hvad indbyggerne talte om. Den form for historieskrivning står i modsætning til den akademiske form, hvor man kun bruger noget, der har stået i officielle papirer«, fortæller Antony Beevor. Skjult sandhed Den succesrige forfatter fortæller, at man naturligvis må være yderst påpasselig, før man bruger de beretninger, folk kommer med, for de behøver ikke nødvendigvis være rigtige, selv om folk selv tror på dem. Det viste sig eksempelvis, da en tysk kvinde skulle fortælle en historie om, hvordan russiske soldater begik en af de utallige massevoldtægter, som Antony Beevors bog er fuld af udsagn om. »Under researchen talte vi med en kvinde, som var meget ivrig efter at tale med os, og jeg kunne ikke helt forstå årsagen. Først talte vi om bombningen af undergrundsbanen i Berlin, men siden fortalte hun om, hvordan hendes mor var blevet voldtaget. Ligesom mange andre hjemløse familier havde de søgt tilflugt i et tomt hus, men selvfølgelig blev døren om natten sparket ind af fulde, russiske soldater«. »Hun fortalte så, hvordan hun havde ligget i den øverste køje, mens en russisk major med en maskinpistol over skulderen havde voldtaget hendes mor. Ifølge hendes egen forklaring var det lykkedes hende, ovenfra, at dreje remmen fra maskinpistolen rundt om halsen på ham og kværke ham. Det lød underligt, og da vi forlod hende, sagde min tyske researcher: »Det var hende selv, der blev voldtaget«, og det var formentlig rigtigt«. »Hun var blevet voldtaget for øjnene af sin mor, og den eneste måde, hun kunne leve med det, var, hvis hun vendte historien om. Kvinden blev ved med at henvende sig for at høre, om historien var med i bogen, og det var, som om det ville blive til et faktum, hvis det kom til at stå i en velanskrevet historisk bog«, siger Antony Beevor. Han har ikke selv nogen entydig forklaring på massevoldtægterne, men han afviser, at overgrebene skulle være en del af en officiel krigsstrategi, ligesom der heller ikke er tale om hævn for tidligere tyske angreb på Sovjetunionen. »Den Røde Hær voldtog jo også masser af ukrainske kvinder, så den teori falder til jorden. Man kan kun forsøge at analysere fænomenet, men det kunne se ud, som om mænd er parat til at voldtage, når der ikke er nogen frygt for repressalier, og forholdene er ude af kontrol. I hvert fald viser de mange voldtægter, at der måske er en mørkere side af den mandlige seksualitet, end vi normalt tror«, siger Beevor. I sin research til bogen om Berlins fald er det gået op for ham, at i tusindvis af tyske kvinder aldrig nogensinde har fortalt deres mænd eller børn om de oplevelser, de havde under krigen. Og der var mange. Ifølge Beevors oplysninger blev alene 100.000 berlinske kvinder voldtaget, og op imod 10.000 tog senere deres eget liv. Russisk reaktion Efter sine fund i russiske arkiver er Antony Beevor slet ikke i tvivl om, at Den Røde Hær har misbrugt langt de fleste kvinder på sit togt gennem Østeuropa. »En rapport fra sikkerhedstjenesten NKVD til Stalin fortæller helt koldt, at stort set samtlige kvinder, der var tilbage i Østpreussen, var udsat for massevoldtægt. Man lærer jo deres særlige rapportsprog at kende, og hvis NKVD havde haft nogen som helst indvendinger mod oplysningerne, ville de have omtalt det som et klart forsøg på at intimidere Den Røde Hær eller Sovjetunionen«, siger Antony Beevor. Hans beretninger om Den Røde Hærs udskejelser er ikke faldet i god jord hos russerne, og deres ambassadør i Storbritannien har da også taget til genmæle i den britiske presse. Det har nu ikke anfægtet Antony Beevor, der mest ser disse bemærkninger som rettet mod en russisk offentlighed. »Tyskland så jo også først sin egen fortid i øjnene, da det økonomiske mirakel havde nået landet«, siger Beevor. Selv må den britiske forfatter se i øjnene, at militærmand blev han aldrig, selv om han gik på militærakademiet Sandhurst. Han fik heller aldrig en glorværdig karriere som forfatter, selv om han nåede at udgive fire skønlitterære romaner. Men kombinationen af de to erfaringer har gjort ham til en af de mest succesrige nonfictionforfattere i Storbritannien. Og han savner overhovedet ikke at skrive skønlitteratur. »Da jeg begyndte at skrive historiske bøger, opdagede jeg, at jeg faktisk kunne lide at skrive. Og jeg kunne lide det bedre, end når jeg skrev romaner«. Beevor mener, det måske har noget at gøre med det stof, der er at skrive på. Han indrømmer storsmilende, at hans egne romaner har haft en god portion selvbiografi i sig, og han kan godt se, der er mere stof i den store historie, hvor det er verdens skæbne, der står på spil. »I en debat om den skønlitterære Bookerpris var der engang en, der spurgte, hvordan det kunne være, at de historiske bøger er blevet den nye skønlitteratur, og uden at vide det kom litteraturredaktøren på The Observer til at svare i en kommentar, der udkom samtidig. Hans udlægning var, at vi lever i en tid uden moralske valg, og derfor er det dramatiske potentiale for skønlitteraturen væk«, siger Beevor. I 2007 regner han med at udgive en stor bog, der skal skildre D-Dag i Europa.