»Så jeg tager gummihandskerne på, åbner bleen og stirrer på hendes bækken og får det hul, jeg for lang tid siden maste mig ud af, lige i synet. Det var ikke godt for min forstand, det kunne jeg mærke med det samme. Så jeg slår den fra, og får fat i to ketoganer, som jeg stopper op i røven på hende. Jeg ved ikke, hvor langt de skal op, så jeg trykker bare fingeren helt ind«. Tonen er rå for usødet, da hovedpersonen i Morten Sabroes roman 'Den niende kreds', en forfatter på midten af livets bane, hen over et værtshusbord med sild og snaps fortæller drukkammeraten Berger om sin mors dødskamp. Scenen finder sit grotesk afvæbnende klimaks, da den fortabte søn, efter at have fået gejlet sig selv op til en strøm af uvant sentimentale kærlighedshedserklæringer, bliver brat standset af en hvæsen fra moderens kinesergule kranium: »Gider du godt holde op med det dér!«. Hellige makrel! Intenst personligt stof, tænker man uvilkårligt. For 'Den niende kreds' er en ophidsende feberroman, og selvom Morten Sabroe ikke har været gift med en tyve år yngre tyrkisk pige ved navn Gabrielle, har bogens navnløse fortæller rigtig mange ting til fælles med forfatteren til romanen. Nogenlunde samme alder og samme metier. Begge bor i Pisserenden og lever på halvtid med en deledatter. Den ene er som den anden inden for de seneste par år blevet skilt og har i samme tidsrum mistet sin mor. De har begge Bob Dylan som permanent logerende i øregangen. På trappeafsatsen op til lejligheden i Larsbjørnsstræde står rulleskøjterne parkeret. Et par store og et par mindre. Også i 'Den niende kreds' ruller far og datter på byens asfalt. Så selv om Morten Sabroe ikke som bogens hovedperson har fladmast boksertud, er det forståeligt, at en anmelder mener at kunne konstatere, at det »er nærmest umuligt ikke at se parallellerne til Morten Sabroes eget liv på det seneste«. De uhyggelige rum Det er en fortælling, der begynder med at handle om en mand, som af en mystisk ung pige bliver lokket ud på jagten efter en forklaring på, at hans elskede en dag pludselig fik nok og forsvandt. Sabroe medgiver gerne, at en del scener og detaljer er selvbiografiske. Bl.a. skildringen af moderens dødskamp ligger meget tæt på Morten Sabroes oplevelse af sin egen mors død. Men, understreger han, 'Den niende kreds' er grundlæggende ikke en selvbiografisk fortælling. Stik modsat af hvad man skulle tro ud fra bogens hede ånde, har han heller ikke oplevet skriveprocessen som en intens personlig udladning. »Den er ikke skrevet i en feber. Følelsesmæssig var den nem at skrive. Men teknisk var den svær. Jeg er en meget intuitiv forfatter, der starter i øverste venstre hjørne og så ser, hvad der sker. Det første afsnit (Red.: »Jeg havde ikke set Gabrielle i halvandet år, når man ser bort fra den dag, vi blev skilt«.) sætter så at sige tonen. Men når først jeg er i gang, bliver det meget kontrolleret«. »Jeg vidste på forhånd, at jeg ville beskæftige mig med den glidende overgang mellem det uvirkelige og det virkelige. Noget, jeg selv har haft mærkelige oplevelser med. Hvor jeg selv i vågen tilstand har brudt min hjerne for at finde ud af, om det sted, jeg havde drømt om, fandtes eller ej. Den store opgave var at beskrive overgangen mellem drøm og virkelighed. At få disse mærkelige scenarier til at fungere som i David Lynch-filmen 'Lost Highway'«. Udgangspunket var at skildre de uhyggelige rum, der åbner sig imellem det virkelige og det uvirkelige. Det andet fulgte ligesom med. »Skriften er en dåseåbner,« siger vennen Berger et sted i bogen. Man begynder at skrive én historie, men undervejs åbner skriften døre ind til skjulte døre og lukkede rum. Familietraumer ramler ud af skabene. 'Den niende kreds' er af Informations anmelder blevet læst som en dramatisering af en terapeutisk proces. Psykoanalyse holder Morten Sabroe sig på lang afstand af, men anerkender med et grin, at han er helt på det rene med, at fortællingens sammenblanding af drømmebilleder, kærestetab og moderbinding ville være gefundenes fressen for en psykoanalytiker. »Jeg ville enormt gerne ind i det mareridtsagtige stof, og for at komme derind er det nødvendigt for mig at have et fundament med en grad af virkelighed i sig. Jeg måtte have fingrene i mit eget liv. Ellers ville historien brase sammen som en surrealistisk konstruktion. Så, jo, der er selvoplevet stof i bogen. Det kan jeg ikke komme udenom,« siger Sabroe, der også i tidligere bøger har trukket store veksler på det selvbiografiske. Risikoen er selvfølgelig, at læseren sætter lighedstegnet. »Men uden dét kunne jeg ikke komme ind i de filmiske rum,« siger Morten Sabroe, der ser flere film, end han læser bøger. Noget 'Den niende kreds' er præget af, selvom titlen hentyder til bøgernes bog - Dantes 'Den guddommelige komedie'. Scenerne er filmscener fra den indre biograf. Om natten ligger Morten Sabroe på ryggen i sin seng og ser dem for sig. Udspillende sig i mørket. Her er der andre roller til rådighed end i virkelighedens København. Hvis ikke ligefrem en amerikansk privatdetektiv som Marlowe, så måske en dansk privatlivsdetektiv på sporet af en kvinde, der er forsvundet. Godt gal i skralden. Til nøden jer skiller Der er roller på begge sider af skrivehandlingen. I teksten og foran tasterne. Når forfatteren sætter sig til at skrive, bliver han automatisk en anden. »Man kan sige, at bogen er skrevet af min mørke tvilling,« siger Morten Sabroe. Den slørede grænse mellem forfatteren og hans fortællende figur bliver en del af romanens udviskede grænse mellem virkelighed og uvirkelighed. Fiktion med et twist. »I lyst og død, til nøden jer skiller« kunne stå som et motto for en hidsig roman, hvor der ikke bliver lusket om den varme grød. Her er Døden ikke en civiliseret afskedsforestilling, og det maskuline begær slet ikke nogen køn ting. Desperation og vold er spændt op i manderyggens muskelpanser. Såvel bogens skildringer af døden som af den mandlige hovedpersons brutale »kneppe, bare kneppe«-fantasier har allerede fremprovokeret flere spontane reaktioner fra kvinder. Men tonen er fortvivlet bramfri snarere end selvsmagende macho i en besynderlig litterær konstruktion, hvor mareridt, moderbindinger og en mystisk kvinde udrustet med den italienske filmstjerne Monica Bellucis ansigtstræk finder sammen i en spændingsroman med Chandlersk tonefald; Farvel, min elskede. En kvinde forsvinder. For Sabroes snushane ender alle spor dog med at pege ind i hans egen kaotiske sjæleverden. Et sted, hvor mystiske huse og narcissistiske porno-orgier forvirrer sansernes greb om virkeligheden. Den slags smitter. 'Den niende kreds' har fået anmelderne op af stolene. Overvejende af begejstring. Men det er næsten, som om de har læst vidt forskellige romaner. Er 'Den niende kreds' en maskulin kradser, en terapeutisk proces-roman, en midtvejskrise forklædt som detektivhistorie eller en kærlighedshistorie, der har glemt at beskrive sin kvindelige halvdel? »Det er hverken djævleuddrivelse eller en terapeutisk bearbejdelse af personligt stof,« understreger Sabroe. »Jeg tror ikke, man kan bruge skriften til at løse sine egne konflikter. Jeg ville ikke kunne skrive sådan en roman uden at have en stor distance til stoffet. Jeg er ikke sådan en, der bearbejder tingene terapeutisk. Jeg lever angsten, rædslen og ensomheden igennem. Da jeg satte mig ned og skrev, var jeg færdig med at gennemleve de begivenheder, bogen beskriver. Men som litterært stof var jeg åbenbart slet ikke færdig med det. At skrive gik overraskende hurtigt«. Fuck dante!Nel mezzo del cammin di nostra vita. »Midtvejs på livets sti, som vi skal træde,/jeg fandt mig inde i en dunkel skov,/ fordi jeg fra den rette vej var veget«. Der bliver ikke skrevet mange bøger om depressioner og midtvejskriser, uden at indledningen til Dantes 'Den guddommelige komedie' bliver citeret. Så når Morten Sabroe lader sin titel være en direkte henvisning til Dantes inferno, inviterer han selvfølgelig til en tolkning, der peger på en midaldrende mands depressioner. Men »Fuck Dante!« som det hedder i bogen. De konkrete inspirationskilder hedder Raymond Chandler, Edgar Allan Poe, John Fante og Haruki Murakami, og Morten Sabroe har på intet tidspunkt betragtet det som en fortælling om en mand i midtvejskrise. For det første synes han, at det ville være et alt for analytisk udgangspunkt. Sådan kan han slet ikke skrive. For det andet har han haft en ungdom, der så at sige har foregrebet midtvejskrisens opblussende dødsbevidsthed og dødsangst med adskillige årtier. Som ung var Morten Sabroe vildt optaget af tennis, fodbold og alskens sport. Lige indtil han som 19-årig fik konstateret aorta stenosa, en forsnævring på hovedpulsåren. En hjertefejl, der fra den ene dag til den anden tiltede hans liv fra aktiv til passiv. Fra at være sportsmand og håndværker blev han underlagt et regime med utallige forsigtighedsforanstaltninger. Pludselig måtte han ikke løbe efter bussen eller svømme ud på det dybe. Han beskriver moderen Ingrid Sabroe som »sporty«. »En rigtig drengekvinde, der satte sit kropslige præg på sine sønner«. Men pludselig blev Morten udstødt fra kroppens fællesskab. Hvis ikke det var sket, var han sikkert blevet en skidegod snedker eller arkitekt, gætter han. Men han, der svømmede og spillede badminton og fodbold i Skovshoved, skulle nu pludselig ind i et helt andet rum. Et, der havde med hjernen og frygten og angsten at gøre. Ord og bøger interesserede ham indtil da ikke et hammerslag. 'Illustrerede Klassikere' var det mest ambitiøse læsestof. Men nu blev han ført i en anden retning. Han blev indlagt med blindtarmsbetændelse. Lægerne lyttede på hjertet. De kom til at rode med hans hoved, da han fik beskeden. Han havde en begrænset levetid. »Det har vi jo sådan set alle sammen,« konstaterer Morten Sabroe tørt. »Men det er noget andet at se det på tryk! Der var fandeme ikke det, jeg ikke måtte. I mange år levede jeg med en stor angst for at dø. Jeg tror, meget af den angst, jeg gennemlevede dengang, kan ses i mine bøger«. At se døden usminket Hans oplevelse af moderens død har gjort ham mere usentimental og realistisk. Beskrivelsen er præget af så barsk en humor, at nogle har fundet det forargeligt. Men humoren var nødvendig for at kunne klare at se døden usminket. »Det er en af de selvoplevede scener, der næsten er taget lige på kornet. Og der vil jeg meget nødig pynte på noget. Det er beskrevet, som det blev set og oplevet. Det er, som Martin Amis skriver om sin fars dødskamp: »Den døende vender ryggen til verden og kæmper alene««. »Jeg havde en tilsvarende oplevelse med min mor. I sådan en situation bliver du meget følelsesfuld og følelsesladet. Du vil enormt gerne have, at alt, hvad der har været godt, nu er godt igen. At den afsked, der nu skal tages, bliver af en sådan karakter, at alle regnskaber er gjort op. At den kærlighed, vi begge to véd, vi føler, men som af alle mulige åndssvage grunde ikke kom til udtryk, mens vi levede, nu skal komme til orde. Færdigt arbejde. Sådan må det for helvede være! Så er livet rigtigt retfærdigt.« »Men det er livet jo ikke. Det er det blandt andet ikke, fordi den døende er et helt andet sted henne. Den døende er langt inde i en kamp med noget, der er anderledes alvorligt. At den døende i romanen rejser sig op, og hvæser »Gider du godt lige holde op med det der!« er det meget tæt på, hvad jeg selv oplevede med min mor. Det var underligt nok enormt befriende at blive konfronteret med sin egen sentimentalitet«. »Jeg var nødt til at gå ind i rummet ved siden af og grine. Det var næsten som at få taget røven og at få skråt op-fingeren af et menneske, der følte, det var ærekrænkende at blive behandlet på den måde. Døden? Ih, hvor har vi set mange Hollywood-film, hvor der kommer violiner ind over. Der er eddermame ikke nogen violiner. Der er en frygtelig støj fra en krop, der slås«. Man åbner sig i andre retninger Kroppe, der slås. Med døden og hinanden. Sammenfald og frie fald. Da kæresten skred, var det kærlighedens dødsdag. Datoen faldt sammen med moderens dødsdag. Den attende i anden. Sådan er det i romanens uvirkelighed. Sådan var det også i Morten Sabroes virkelighed. Selvom datoen for kærlighedens og dødens sammenfald var en anden. Det er meget almindeligt med den slags datosammenfald i slægterne, hævder de, der har forstand på den slags. »Der, hvor du er, sker der altid noget underligt,« siger min første kone. Det er sgu rigtigt nok. Jeg tror, mit filter er blevet meget gennemhullet, dengang jeg blev erklæret syg som ung. Der var meget frygt og bæven. Jeg var bange for at få hallucinationer. Det havde jeg læst, var en af bivirkningerne ved al den blodfortyndende medicin, jeg måtte tage. Jeg oplevede faktisk virkelig mange mærkelige ting dengang. Det gør måske, at man åbner sig i nogle andre retninger«. Man kan blive ført i retning af mystiske huse og underlige rum. Der er luksusbordeller, tarvelige hjertekamre og tynde skillevægge, der ikke er til at stole på. Der er en detektiv på sporet af et mysterium, der måske, men også kun måske, er hans eget. Det er ikke nemt at være snushane (eller boganmelder for den sags skyld), når uvirkeligheden i virkeligheden viser sig at være delvis selvbiografisk og sandheden en sæbeglat størrelse. »Skriften er sgu en dåseåbner. Man kommer steder hen, hvor man ikke ville kunne komme med nok så meget psykoanalyse,« siger Morten Sabroe og skyller ordene ned med et glas kurvand. Solbrændt og i form efter sommerens hedebølger. Det må være rulleskøjterne. »Hvis ikke jeg havde fået den skide hjertesygdom, havde jeg været et frygtelig normalt, nej, et DEJLIGT normalt menneske. Så havde jeg stadig spillet fodbold og alt det der«.