En lille smule tid til sig selv. Bare en lille smule. Det er, hvad nutidens travle kvinder ønsker sig allermest, og dette ydmyge ønske kom noget bag på forfatteren bag en af de mest omtalte debutromaner i England i mange år. Den har titlen 'I don't know how she does it', og titlen er en ironisk hentydning til det faktum, at kvinder, der forsøger at kombinere små børn og karriere har lige så stor risiko for at dø af tidsnød, som en nyfødt etiopier har for at dø af hungersnød efter tre års konstant tørke. »Hovedpersonen hedder Katharine Reddy, hun kommer fra en ustabil baggrund, og hun tæller sekunder som andre tæller kalorier«, siger Allison Pearson, der stammer fra det sydlige Wales. Hun har arbejdet som journalist i ti år med speciale i at skrive store portrætinterview til de engelske søndagsaviser med magtfulde politikere og verdensberømte filmstjerner, men det var under forarbejdet til en uskyldig klumme, at hun stødte ind i romanfiguren Katharine Reddy. »Jeg læste en spørgeundersøgelse i Good Housekeeping (et magasin for hjemmegående husmødre, red.) forud for Mors Dag, hvoraf det fremgik, at kvinder var utilfredse med stort set alt i deres liv. De følte sig overset på arbejdet, de var for trætte til at gå i seng med deres ægtemænd, og da de blev spurgt, hvad de ønskede sig allermest på Mors Dag, svarede 98 procent: »En lille smule tid for mig selv«. Jeg var virkelig rystet over deres beskedenhed, det var jo ikke, fordi de bad om en weekendrejse til Paris eller noget som helst sofistikeret. Jeg tænkte længe over den undersøgelse og konkluderede, at det er kvinderne, der lægger familielivets puslespil i deres hoveder. Den kører hele tiden, så inden de overhovedet er kommet ud ad døren om morgenen, har de gennemgået en endeløs liste af gøremål og ting, de skal huske. Datteren skal have noget bestemt tøj på, sønnen skal have sin madpakke på den måde, vi er løbet tør for mælk, husk at lægge penge til rengøringsdamen og så videre og så videre, og det skrev jeg så en artikel om«. »Det er mit liv« Klummen blev trykt i Evening Standard 5. april forrige år, og så skete der noget, som Allison Pearson ikke havde ventet. Sympatitilkendegivelser og begejstrede udbrud begyndte at strømme ind. Hun modtog hundredvis af e-mail, faxer og breve fra læsere af alle slags og i et omfang, som hun aldrig tidligere havde oplevet. Velstående kvinder med store netværk, berømte personer, kvinder med lavstatus job på kontorer og sågar en politiassistent. Alle skrev: »Det er mit liv, du har beskrevet«. »Det var ligesom at åbne et lille hul ind til et parallelunivers, som du ellers aldrig ser. Jeg fik alle disse vidnesbyrd fra kvinder, der kunne genkende deres egne tilværelser. Et par uger senere deltog jeg i et seminar på London Business School (svarende til Handelshøjskolen, red.), hvor temaet var balancen mellem arbejdet og livet. Til stede var en masse veluddannede kvinder, både unge og ældre, og da jeg fortalte dem om klummen, blev der nikket genkendende. Bagefter rejste de sig op og fortalte deres egne historier, og da en amerikansk advokat fortalte, hvordan hun havde opsnappet en mail fra sin chef, hvor han havde skrevet »Hvorfor skal børnefødsler tage så lang tid«, blev hun mødt af et brøl fra de andre kvinder, en blanding af bitter latter og vantro. Og så tænkte jeg: »Der er hun«. Jeg vidste ikke, hvad hun hed, eller hvad hun lavede, men jeg vidste bare, at her var en karakter, og hun har hørt det her pis så mange gange«. Ligesom karakteren Bridget Jones - hende med dagbogen - er Kate Reddy ustyrlig morsom og startede sin tilværelse i en klumme. Men i modsætning til singlepigen Bridget, der bare gerne vil finde en mand, som hverken er bøsse eller psykopat, så kæmper Kate Reddy på nogle helt andre fronter: Hun er mor til to små børn, en dreng på et og en pige på fem, og hun arbejder i City som rådgiver for en investeringsfond, et job, som snildt indebærer en 70 timers arbejdsuge. I kulissen står manden Richard, svigerfamilien, de andre børns mødre og kollegerne i kø for at få deres aktieandel i Kate Reddys i forvejen kulsorte samvittighed. »Indgangslinjen til romanen lyder: »How did I get here?«. Historien om Kate Reddy handler om ting, der er meldt savnet eller blevet væk. Hendes barndom, hendes mand, hende selv. Hun har brug for at finde sig selv igen«, siger Allison Pearson. Solgt til Hollywood I øjeblikket bor Allison Pearson i New York sammen med sin mand, Anthony Lane, der er filmkritiker for The New Yorker, og deres to børn, Thomas på tre og Evie på seks. Et heldigt sammenfald gør, at de begge skal rejse rundt i Staterne i efteråret for at promovere hver sin bog, og derfor har familien midlertidigt slået sig ned i et af de karakteristiske brownstone-huse på Upper East Side. Allison Pearson overlader de to børn til deres nanny og leder os hen til en nærliggende restaurant på 92. gade. Hun bestiller efter kort betænkningstid en cesar salad og et glas hvidvin. Bogen har ændret hendes liv markant, men hun prøver heroisk at lade som ingenting. Det er åbenlyst, at hun endnu ikke har vænnet sig til sin nye status som millionær/bestsellerforfatter. Hun er stolt af bogens salgstal, der tre måneder efter udgivelsen har rundet de 40.000 i hendes hjemland, og hun er også glad for interessen fra udlandet, der har resulteret i aftaler om udgivelser i 13 lande, deriblandt Danmark, Tyskland, Israel og Japan. Men handlen med Miramax, en af Hollywoods absolutte giganter, må næsten have fået hende til at miste virkelighedsfornemmelsen et kort øjeblik. Miramax bød i sommer på rettighederne til at filmatisere historien om Kate Reddy og købte dem for næsen af konkurrenterne for 700.000 pund, svarende til mere end otte mio. kroner. Dette, og så det faktum, at bogen har givet stemme til en generation af kvinder, der ellers ikke har haft for vane at klynke offentligt, kan alt sammen godt virke lidt overvældende for en kvinde, der er vant til at sidde bag skærmen og portrættere andre mennesker. »Jeg opfatter nu ikke mig selv som talsmand. Snarere som en, der har tændt nogle små bål rundt omkring. Men det er rigtigt, at virkelighedens Kate'er ikke piver. Enkelte kritikere har set bogen som et eksempel på 'privilegerede kvinder, der jamrer sig', men det er jo netop det, der er hele pointen i bogen: Det er mig, der artikulerer de tanker, der er inde i Kates hoved, for hun ville aldrig selv sige de ting højt. Du vil aldrig høre disse kvinder sige: »Jeg kan ikke klare det«. Jeg talte for nylig med en læge i London, som fortalte, at hun så de kvinder hele tiden. De kom til hende med adskillige tegn på stress; udslæt, migræne og andre alvorlige symptomer, »men hver gang jeg siger til dem, at de ser ud, som om de lider af alvorligt stress, så afværger de og siger: »Nej, nej, jeg har det helt fint, bare giv mig noget mod det her, så skal jeg nok klare den««. Allison Pearson kan flere eksempler på kvinder, der går til ekstremer for at få deres dobbelttilværelse til at hænge sammen. I New York er hun stødt på flere mødre, der har gjort det til en vane at tage en enkelt nat om ugen uden søvn for at kunne forsvare deres prioriteringer over for sig selv og arbejdsgiveren. En forklarede, at hvis hun arbejdede hele natten, kunne hun bedre tillade sig at 'pjække' fra arbejde og tage hen til skolen for at overvære sit barns ugentlige musiktimer. Orker ikke Men der er også eksempler på kvinder, der endelig, efter 30 års blind jagt på mændenes præmisser, har lukket øjnene op og har sagt fra. »Tendensen i England er at gøre som Kate også gør i bogen, nemlig at stå af ræset. Mange kvinder har tilsyneladende afgjort med sig selv, at der ikke er plads til dem som ordentlige mennesker i erhvervslivet, og så starter de selvstændig virksomhed. Det sjove er, at de arbejder lige så mange timer, som da de gjorde karriere, forskellen er bare, at de arbejder rundt om børnene. På den måde behøver de ikke at blive lammet af dårlig samvittighed, hver gang de skal følge et barn til tandlægen. Og desuden er deres succesrate ekstremt høj«. Den slags tendenser kunne jo tolkes i retning af en retræte, hvis man tog feministernes briller på. Hvad med kampen for ligestilling, hvad med ligeløn og lige adgang til chefposternes privilegier og indflydelse? »Man plejer at sige, at kvinder bremses af glasloftet, men jeg tror snarere, det handler om, at de, når de når til et vist punkt i deres karriere, kan se deres eget spejlbillede i glasloftet. Og de kan ikke lide det, de ser«, siger Allison Pearson. Få et barn Så er der den anden variabel. Børnene. Allison Pearsons mand har beskrevet hendes roman som »den største kontraceptive roman, der nogensinde er skrevet«. Men det er ikke Allison Pearsons budskab. Tværtimod. »Få et barn! Og stå ved, at det giver en ny prioritering i dit liv. Kvinder har en tendens til at være så taknemmelige over at have et arbejde, at de, når de kommer tilbage fra barsel, lader som om intet er hændt. Som om arbejdsgiveren har gjort dem en tjeneste ved overhovedet at lade dem føde«. »Men det er lige omvendt, det er kvinderne, der gør verden en tjeneste ved at stå for artens videreførelse. Og det bør anerkendes, både af arbejdsgivere og politikere. Kvinder skal have lov til at amme deres børn, så de får den ernæringsmæssige råstyrke og får tid til at etablere de første vigtige bånd til deres mor. I dag er kvinder i erhvervslivet at sammenligne med førstegenerationsindvandrere. De arbejder hårdt, dukker nakken og forsøger ikke at tiltrække opmærksomhed, selv om de udmærket godt ved, at det er langt ude«, siger Allison Pearson. Til trods for de åbenlyse kulturforskelle mellem landene, kvinder i England har fire ugers barsel, danske kvinder har et år, vil mange danske kvinder med børn og karriere formentlig alligevel kunne nikke genkendende til Kate Reddys tour de force gennem dobbeltlivets forhindringsløb. De vil krampegrine over hendes kulsorte, morbide karakteristikker af hanaberne i finansforetagendets glasbure, og de vil græde over den smerte, hun forsøger at skjule, når hun ringer hjem fra forretningsrejsen til New York og får at vide, at hendes lille søn er syg. Skam få dem, hvis de ikke gør.