Etgar Keret er en smilende mand på 35 år. Han er forfatter, manuskriptforfatter, filminstruktør, tegneserietegner og en del af den nye generation af israelere, der er født og opvokset i et multikulturelt samfund. Gennem de mørke øjne og buttede håndtryk mærker man den varme og nysgerrighed, der præger dette multitalents forskelligartede aktiviteter. I sine omfangsrige produktioner drejer Keret blikket væk fra den religiøse og politiske kamp, der gennem mere end 50 år har holdt den israelske hverdag i et jerngreb. I stedet udforsker og fortæller Keret om netop hverdagens små magiske sprækker, hvilket har gjort ham utrolig populær blandt ungdommen i hjemlandet. Så populær at den israelske udgave af boghandlerkæden Barnes & Nobles oplyser, at Keret er den forfatter, hvis bøger bliver stjålet i størst omfang. Det ser Keret som en kompliment: »Efter at have udgivet min første grafiske roman kom der folk hen til mig og sagde, at det var en fantastisk bog, men den var desværre for stor til at blive stukket i lommen. Det er jo smigrende, at ens bøger har så stor værdi, at andre mennesker vil løbe risikoen for at blive pågrebet og straffet for at få fat i dem«. Det er med dette lyse sind, at Etgar Keret anskuer omverdenens flertydighed. Det kan læses i den netop udgivne debut på dansk, 'Buschaufføren der ville være Gud'. Der er tale om en opsamling af de sidste ti års små fortællinger fra Etgar Kerets hånd. Små absurde og humoristiske fortællinger, der på lavmælt vis eller i overdrevne tableauer fortæller om den menneskelige eksistens spændt ud mellem det triste og det morsomme. Reklamer for 'livet' De litterære forbilleder findes i Raymond Carvers korte form, Kurt Vonneguts bidende humor og Kafkas foruroligende stød til mellemgulvet. Fortællingerne sprudler uforudsigeligt i alle retninger, fra beretningen om drabet på katten Rabin, over den sørgmuntre fortælling om himlen for dem, der har begået selvmord, til en sær kærlighedshistorie, der udspiller sig foran en indgang til Helvede - i Usbekistan! Det er smukke og sjove fortællinger, men hele tiden lurer livets tristesse i kulissen. »Det triste balancerer med det optimistiske. Mine hovedpersoner er altid meget optimistiske. Uanset hvor slem deres situation er, så tror de på, at det kan blive bedre«. »En pessimistisk historie handler om manden med den perfekte familie, der lever i det perfekte hus og uden problemer. Hos ham er der intet håb. Der er ingen længsel efter noget, der kan transcendere hans eksistens. I mine fortællinger kan det se slemt ud, men det står i forhold til håbet. Jo stærkere din tro er på mennesket, des større forventninger har du til, hvordan livet kan være«. »Jeg lever i en barsk virkelighed, en voldelig virkelighed. Men selv i de tristeste historier forsøger jeg at vise, hvilke stærke og opløftende energier mennesker er i besiddelse af. Derfor har jeg nogle gange kaldt mine historier for reklamer for 'livet'; 'Livet - du skulle tage og prøve!'«. Forskellige stemmer Siden 1948 har litteraturen i Israel været et redskab i den ideologiske kamp for at samle nationen, der blev skabt som en smeltedigel. Romanerne har været opbyggelige fortællinger, der har kunnet støtte idealet om staten Israel og dermed skabe en kollektiv selvforståelse. Keret og den yngre generation af forfattere er gået væk fra de ældre forfatteres ideologiske paradigme: »I dag er der mange forskellige stemmer i Israels litterære landskab. I løbet af 1990'erne anså den israelske litteratur sig for første gang nogensinde som et produkt af det multikulturelle samfund. Før var det mere centraliseret, men nu er der russiske emigranter, israelske arabere og folk fra den persiske region. Alle skriver deres egne historier og prøver ikke længere at skrive en historie, der repræsenterer alle andre«. I Kerets fortælling 'Spændt og tændt' står en israelsk soldat over for en palæstinensisk provokatør. En scene, der udspiller sig hver dag i de besatte områder, til tider med blodsudgydelse til følge. Hos Keret bliver det til beretningen om de personlige følelser, der findes i den fastlåste konflikt og ikke en overordnet fortælling om, hvem der har ret eller uret. »Når folk vågner om morgenen i Israel, er den første tanke ikke: Hvornår vil den israelsk-palæstinesiske konflikt blive løst. Den første tanke er: Nu skal jeg have noget kaffe. Og først efter at de har drukket kaffe, kan de spekulere over afslutningen på konflikten. Mine historier er skrevet i den tilstand, der er mellem at vågne og så drikke den første kop kaffe - dér, hvor man ikke er helt vågen«. »På forskellige måder bliver den gamle dagsorden afvist af nye forfattere, ikke fordi den ikke er relevant, men livet har ikke så entydig en dagsorden. Når jeg skriver om livet, mit liv, så ønsker jeg, at mine historier repræsenterer den kompleksitet, der udgør livet. Livet har ingen moral, det er flertydigt og fuld af selvmodsigelser. Og på den måde handler livet og litteraturen om mere end bare mellemøstkonflikten«. Kunstens effekt Livet og især hverdagens små skæve eksistenser hyldes således hos Etgar Keret, der for tiden arbejder på en animationsfilm for voksne. Med den film fortsætter Keret med at fortælle om individet, der ikke passer ind i gruppen, og dermed fortsætter han den kurs, som visse forfattere i hjemlandet har betegnet som antizionistisk. Keret smiler dog over hele hovedet og fortæller, at litteratur på mange andre måder end den didaktiske og opdragende kan gribe ind i læserens liv. Eksempelvis vil han med sine finurlige fortællinger forsøge at skubbe folk ud af balance, så de et øjeblik igen hensættes i en autentisk tilstand. »Man kan sige, at mange mennesker går på en skæv måde, og så skal historierne skubbe til dem, så de orienterer sig efter, hvad der er oppe, hvad der er nede og dermed genfinde balancen, som den man virkelig er. Læseren kan gennem litteraturen hensættes i en autentisk tilstand«. På den måde henvender Etgar Keret sig igen til det enkelte menneske, uanset om han lever i Tel Aviv eller København. Men han er godt klar over, at han først og fremmest er israelsk forfatter og dermed spiller en rolle som kunstner i et af verdens brændpunkter. Om det ansvar, der måske ligger i dette, svarer Keret med sine fortællinger om mennesker, ikke om religioner, politik eller ideologier. »Kunst har ikke en større rolle at spille i samfundet, men en vis effekt. Den ideologiske diskurs har fragmenteret det israelske samfund. Da min seneste novellesamling udkom, blev den vel modtaget af alle mulige forskellige mennesker. Jeg får fanpost fra arabere, fra bosættere, fra religiøse folk. Dermed findes der håb for, at man indbyrdes kan komme til en forståelse af, at de ikke er så forskellige - når det kommer til stykket. Bare de holder op med at tale sammen i den sort-hvide ideologiske diskurs, hvilket kunst måske kan hjælpe til med. Vi er alle bare mennesker«.