0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Wilmann Thomas
Foto: Wilmann Thomas

Foto: Thomas Wilmann

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man skulle tro, jeg var nøgen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

På forsiden af Benn Q. Holms nye roman sidder en nydelig ung mand. Det kunne være en amerikansk singer-songwriter, en stilfuld, tilbagelænet rockmusiker fra Danmark eller måske et af de nye, internationale navne, der boltrer sig i krydsfeltet mellem klassisk og popmusik.

Men det er en forfatter, og han er pæredansk, selv om romantitlen 'Album' antyder, at vi er i det musikalske hjørne. Det meget smagfulde og lækkert fotograferede omslag med forfatteren som stjerne på forsiden er imidlertid Benn Q. Holms forsøg på at nå ud til de mange læsere. At nå helt ud til den brede kreds af danskere, som tilsyneladende nemt kan lokkes til at købe mindre end middelmådige plader, bare de lanceres hårdt nok, men sjældent er til at skubbe ind i den lokale boghandel.

»Ofte er det jo frustrerende, at man kan få gode anmeldelser uden at få gode salgstal. Ufattelig mange forfattere og kunstnere har det jo sådan, at de selv synes, at med deres seneste værk har de ydet alt, hvad de kan. De får også gode anmeldelser, men det rykker alligevel ikke i længden. Når man er ung i branchen, er det et chok, og selv har jeg længe ment, at man burde se nærmere på, hvordan andre brancher sælger plader og film«, siger Benn Q. Holm.

Han kan godt se, at der kan være visse grunde til, at bøgerne er blevet lanceret mindre aggressivt end de mere populært anlagte musikprodukter. Den ene grund er økonomien - det er dyrt - og den anden er, at sådan plejer de ikke at gøre.

Forvandlingen af Danmark
»Det er jo også derfor, jeg nu prøver et nyt forlag, People's Press. Mit gamle forlag Rosinante havde måske 20 gode forfattere, og hvem af dem, skulle de promovere på bekostning af de andre? Der var Carsten Jensen og Jens Christian Grøndahl, som løb med årets plakat hos boghandlerne, og det var vel, hvad der var af markedsføring«.

»Og det er da også svært at komme med sine latterlige salgstal og forlange busreklamer for sin bog, for så dør de jo af grin. Men der er brug for en kulturrevolution, som forlagene også er gået i gang med. Faren er selvfølgelig, at det udvikler sig til pop og plat, og her må forfatterne spørge sig selv, hvad de kan stå inde for«.

»Selv har jeg ikke noget imod at blive stylet til et billede, og det siger jo noget om forlagsbranchen, at det - som jeg har forstået - kan blive lidt af et samtaleemne, at man sætter en forfatter på forsiden af en bog. Man skulle jo tro, jeg var nøgen«, siger Benn Q. Holm.

Hans nye roman bliver da heller ikke kun annonceret ved stå i de danske boghandler. Den bliver lanceret med plakater i blandt andet København, som også lægger reklamesøjler og facader til, når koncerter og popplader skal nå ud til et større publikum.

Hvordan ville du selv lancere din roman i en enkelt punchline?

»Det er svært at koge halvandet års arbejde ned til et slogan. De gør det i filmbranchen, og nogle gange er det også fortænkt og mast frem, mens det andre gange faktisk rammer noget. Et slogan for min roman 'Hafnia Punk' ville være 'øl, fisse og hornmusik', men med 'Album' er det sværere: 70'erne, 80'erne og 90'erne? Nej, jeg får vist aldrig et job som tekstforfatter på et reklamebureau«, siger Benn Q. Holm.

Selv om hans forsøg på at indkredse romanen formentlig dumper hos reklamefolkene, er der imidlertid god dækning for indholdet. 'Album' handler netop om Danmark i de tre årtier, og de rosende anmeldelser har da også betegnet den som både en samtidsroman og en generationsroman.

»Da vi skulle lave forsiden, forsøgte vi at finde den røde tråd i bogen, som jo handler om flere tidsaldre og en masse mennesker. Dybest set er det eneste, der forbinder dem, den danske jord. Det er også derfor, jeg på forsiden sidder på et stykke bart jord, som er ved at blive forvandlet fra landbrugsland«.

»Det er forvandlingen af Danmark, jeg forsøger at koncentrere i fortællingen om landmanden Olufsen, som sælger sit landbrugsland til en driftig entreprenør - men vel at mærke ikke til erhvervszone eller parcelhuse. Nej, han sælger lige præcis landet til det, der er symbolet på det nye fritidssamfund, sommerhusgrundene«.

»Lige der presser jeg de seneste 50 års danmarkshistorie sammen. Resten er dybest set historier om nogle mennesker, men i stedet for at gøre meget ud af, hvordan køerne falder døde om på marken, og bulldozerne rykker ind, forsøger jeg at koncentrere forvandlingen i det jordsalg«.

»Det er vigtigt for mig, at det ikke er blevet en slags krønike som Paul Hammerichs. Tiden skal træde i baggrunden. Det er skæbnerne, det handler om. Tiden er der selvfølgelig, men jeg har forsøgt at holde de tidstypiske ting nede. De skal bare være der som et lidt blafrende baggrundstæppe«, siger Benn Q. Holm.

Provokerende gammeldags
Romanen koncentrerer sig om de tre mænd, som alle er nogenlunde jævnaldrende med forfatteren, hvilket vil sige cirka 40 år, og deres familiers skæbner vikler sig ind og ud af hinanden i 'Album'.

Lars Rolsted er søn af en i enhver forstand driftig entreprenør, som køber sommerhusgrundene af gårdmanden Olufsen. Lars rammer tidligt det kriminelle spor, om end mere åbenlyst end sin far.

Familien Olufsen har en søn, der hedder Søren. Han bliver familiens første akademiker og engageret i VS. Sammen med feministen Margrethe får de Jon, som bliver læge. Jon har arvet forældrenes trang til at frelse verden, og han når både at være med i 'Læger uden Grænser' og at oprette netfirmaet 'Hjemmedoktor.dk'.

Den tredje hovedperson er Martin, hvis forældre egentlig er arbejderklasse, men knokler sig op til at få eget firma, hus og sommerhusgrund - gæt hvor. Martin zigzagger sig frem i køns- og arbejdslivet, indtil han bliver en ret anset forfatter og i øvrigt gift med en søster til en af de andre hovedpersoner.

Det er således noget af et netværk og broget danmarksbillede, Benn Q. Holm ridser op i 'Album', men hvad er det egentlig, han vil efterlade hos læseren af de knap 600 sider?

»Som forfatter har man altid en bevidsthed om det, man laver, men ikke en bevidsthed om, hvad folk skal tænke om bogen. Allerede i romanen 'Hafnia Punk', som også var en kollektivroman, har jeg forsøgt at bevæge mig hen mod en stil, hvor tingene får lov at stå for sig selv, uden at der kommer en forfatterkommentar indover«.

»Jeg ville derfor også have svært ved at fortælle gennem en såkaldt alvidende fortæller i bogen, som jeg selv kalder en slægtsroman. Det lyder så herligt gammeldags. Alle vil i dag gerne være moderne og avantgardistiske, så den eneste måde, man næsten kan provokere på er ved ikke at være provokerende«.

»Jeg er vel lidt gammeldags ved at have skrevet denne brede roman, men omvendt har jeg ikke den alvidende fortæller. Jeg er nok miljøskadet fra min tid på universitetet, hvor man får at vide, at sandheden altid er subjektiv, og selv er jeg også vokset op i en tid, der er flimrende og fragmentarisk«.

En vare og et kunstværk
Så du ville føle, du postulerede en entydig sandhed gennem en alvidende fortæller?

»Ja, det ville heller ikke gå op i mit projekt. Det ville binde personerne sammen på en falsk måde, for de er om ikke ensomme, så er de i hvert fald folk, der rakker rundt i deres egen verden«.

Når man udsender 600 sider, skal man vel tro på, man har noget særligt at komme med? Hvad er det særlige ved din roman?

»Jeg synes selv, jeg har en god position i landskabet. Groft sagt er der realisterne og nymodernisterne, og jeg føler, jeg som den eneste hører hjemme i begge afdelinger«.

»Jeg arbejder meget med sproget og med undertekster og indre betydning, hvad man måske ikke lige opdager, fordi overteksten er realistisk, men hvis jeg skal sidde og gøre mig selv god, så mener jeg, at jeg er både underholdende og litterær«.

Er der berøringsangst i begge lejre?

»Ja, nymodernisterne er bange for at male med den brede pensel og være underholdende, for det er jo ikke fint, men realisterne har måske en manglende forståelse for æstestikken«.

Hvad skal der nu ske med romanen, for at den opfylder dine forventninger?

»En god modtagelse er vigtig, men den skal også nå ud til læserne. Det kan være gennem anmeldelser og avisomtaler, men jeg forsøger også sammen med forlaget at gøre noget selv, hvilket bare understreger, at jeg jo er en vareproducent. Jeg kan ikke leve af gode anmeldelser, som måske kan bringe mig tre centimeter nærmere parnasset, men det er også vigtigt at sælge bøger. Det kan man ikke løbe fra«.

»Derfor sidder jeg også som forfatter i en underlig position, for jeg har en vare, som tilfældigvis er et kunstværk. Derfor bliver varen bedømt anderledes, end hvis jeg var bageren nede på hjørnet eller en anden lidt småborgerlig producent, hvad jeg jo også er. Jeg er et lille enmandsfirma«, siger Benn Q. Holm.

Frygtelig målemetode
Selv om han anser 'Album' som sit foreløbig mest ambitiøse forsøg på at nå ud til en bredere læserkreds efter romaner som 'Hafnia Punk' og 'Sommer', går han dog ikke i spåner, hvis det store gennembrud ikke kommer. Det vil pine ham, helt sikkert, men han vil tydeligvis komme igen.

»For mig har der været energi i, at livet som forfatter har været op ad bakke. Det er ret fedt at skulle møve sig opad. En forfatter som Jens Christian Grøndahl skulle også skrive ti romaner, før nogen opdagede ham. Sådan er det bare. I ni ud af ti tilfælde, skal der otte romaner til, før man når helt ud til læserne«.

»For mig at se ligger der en fare i, at de i nogle litterære miljøer tror, de er verdensberømte, fordi deres bøger bliver anmeldt på dagen i Information, men derudover er der jo ikke en sjæl, der har hørt om dem«.

I romanen siger forfatteren Martin noget om, at han ikke behøver være kendt i offentligheden, bare folk kender hans bøger og køber dem?

»Hvis folk ikke har hørt om én, har man ikke været god nok til at sælge sig selv. Eller også har ens bøger måske ikke været gode nok. Der har været noget galt. Det er en frygtelig måde at måle sig selv på, men sådan er det«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden