Hvor ønsketænkningen før var at blive sin egen lykkes smed, skal vi i dag til at være designer af vores egen identitet. I hvert fald hvis man med 'vi' mener en stor del af indbyggerne i de åbne og velstående vestlige samfund, hvor man med fuld fart er på vej ind i selvdannelsens epoke. Selvdannelsen er ikke noget, man griber ud af den blå luft. Den skal stadigvæk foregå i et samfund med sociale strukturer, historiske rødder og gensidige menneskelige forpligtelser. Man skal stadigvæk opdrage nye generationer. Men til hvad? Hvordan kan man tale om dannelse og pædagogik, myndighed og opdragelse, hvis der ikke længere kan henvises til nogen kollektivt forpligtende anskuelser? Sådan lyder spørgsmålene i Finn Thorbjørn Hansens 'Det filosofiske liv'. Titlen rummer hans bud på et svar. Efter et århundrede, hvor pædagogikken har været knyttet til psykologien og sociologien og har baseret sig på den moderne oplysningstradition, er det nu på tide, at filosofien genindtager sin plads som pædogikkens centrale disciplin, mener Finn Thorbjørn Hansen, der for at formulere et dannelsesideal for eksistenspædagogikken griber tilbage til antikkens Sokrates og stoikerne og via en sviptur omkring Søren Kierkegaard ikke mindst bruger den afdøde franske filosof Michel Foucault til at formulere idealet om det filosofiske liv. Som idéhistoriker har Finn Thorbjørn Hansen været ansvarlig for udviklingen af den teoretiske og filosofiske del af den såkaldte kaospilotuddannelse. At være kaospilot er at lære sig kunsten at kunne navigere i den postmoderne opløsningstid. Så han følger på en måde det samme spor. Finn Thorbjørn Hansen var i seks år tilknyttet Brandbjerg Højskole, men følte efterhånden en frustration over den tilbageskuende mentalitet i den danske højskole bygget på støttepillerne Kold og Grundtvig. »Vi var nogle stykker, der sad med en fornemmelse af, at man i højskolemiljøet gik baglæns fremad med blikket rettet imod fortiden. Men hvad med lige at vende os om og se på de udfordringer, vi står foran i den verden, de unge skal til at leve i?«, lød Finn Thorbjørn Hansens spørgsmål dengang. Nogle af de udfordringer var begreber som multikulturalitet og individualisering, og hans bud på et svar kom i form af debatbogen 'Kunsten at navigere i kaos'. Selvdannelse er ikke egoisme »Noget af det vigtigste, man kan lære folk i dag, er evnen til at turde og kunne stå i det åbne uden at ty til hurtige forklaringer«, siger den 38-årige Finn Thorbjørn Hansen. Med det udgangspunkt har han i 'Det filosofiske liv' skrevet en afhandling, der prøver at udvikle et grundrids til en eksistentiel voksenpædagogik, der har det filosofiske liv som dannelsesideal og den filosofiske praksis som metode. Det kan godt være, at skarntydesaften tog livet af den græske filosof Sokrates, men hans ånd er stadigvæk en levende inspirationskilde. Måske er det på tide, vi ses ivrigt og fordomsfrit diskuterende tilværelsens etiske spørgsmål i de lokale storcentres søjlegange og rislende atriumgårde. »Man har hele tiden haft en tendens til at tale om individualiseringen som en forfaldshistorie,« hævder Finn Thorbjørn Hansen. Han anerkender gerne, at dyrkelsen af individualiseringen passer som fod i hose til de grådige markedskræfter, men han mener, det er forkert bare at betragte denne udvikling kritisk som narcissisme og et nyliberalistisk triumftog. »Ser man kun kritikken misser man nogle vigtige pointer, når man skal forstå, hvad individualiseringen er. At de unge bliver optaget af selvdannelse er ikke nødvendigvis et tegn på egoisme eller kulturel krise; det kan også være det stik modsatte. Man vægter at være tro imod sig selv, men gør det ikke nødvendigvis længere ved at kredse terapeutisk om sin egen navle. Man kan vælge at gøre det på en mere eksistentiel måde, hvor det gode spørgsmål er det nok så relevante: Hvad er det gode liv?«. Frihed skal bruges Det var i sit forsøg på at begribe de unges individualisering positivt, at Finn Thorbjørn Hansen stødte på den sene Foucault. Den kritiske erfaringspædagogik havde herhjemme været dominerende siden 1970'erne. Målet var at skærpe en kritisk bevidsthed i dannelsen af det politisk- demokratiske menneske. Metoden var at blotlægge de undertrykkende kræfter for således at kunne gå oplyste mod bedre tider. Men måske er det at kunne gennemskue ikke den vigtigste optik, når man vil skabe det gode liv. Michel Foucault placerede sig i det skæringspunkt, hvor den grundlæggende frigørelse er en realitet. Som den på mange måder er det for mange af indbyggerne i et land som Danmark. Så er det, man må spørge sig selv, hvad al denne frihed skal bruges til. Man finder ikke kun det gode liv ved at få frit valg på alle hylder i tilværelsens supermarked. Man skal også stille sig selv de eksistentielle spørgsmål og konfrontere sine egne svar med de svar, den store kunst og de store fortællinger tidligere har formuleret, mener Finn Thorbjørn Hansen hånd i ånd med Foucault. Den nye, rige mobiltid har ikke mindst fundet et materialistisk udtryk, men individualiseringen åbner også mulighed for en ny åndfuldhed. Hvis man dropper filosofien som en akademisk disciplin og igen begynder at betragte filosofien som en livskunst. Måske ligefrem som en slags borgerpligt? Det gode liv »Når de almengyldige forestillinger skrider, er det nødvendigt, at der kommer større fokus på det pædagogiske og dannelsesidealerne. Nu kan vi ikke længere bare hente en skabelon fra videnskaben eller psykologien. Den pædagogiske tænkning har især i slutningen af det 20. århundrede været utrolig stærkt præget af de didaktiske overvejelser - altså de psykologiske og metodiske overvejelser om vejen, midlerne og forhindringerne. Men pædagogik burde jo først og fremmest være et filosofisk anliggende. Når vi skal afklare, hvad det er for nogle mål, vi vil danne os efter. Den pædagogiske filosofi har i lang tid ikke været dominerende, men det tror jeg, den bliver nu, hvor vi hver især skal til at arbejde med at finde ud af, hvilke grundlæggende værdier det er, vi hver især vil dannes efter«. 'Livslang læring'. 'Selvstyret læring'. Begreberne benyttes allerede flittigt i en tid, hvor kvalifikationer hele tiden skal opdateres med ny efteruddannelse. Men hvis man vil være reelt selvstyrende i sine læringsprocesser og ikke bare styret af at skulle halse efter nye kvalifikationskrav, er det nødvendigt, at man stiller sig selv spørgsmålet om det gode liv. »Der er siden midten af 1980'erne kommet en ny type voksne ind i voksenpædagogikkens læringsarena. Det er simpelthen en ny voksenkultur. Det er ikke bare eliten. Det er enormt mange mennesker, det drejer sig om. Det er almindelige mellemuddannelsesfolk, der får behov for - eller får at vide, at de skal have behov for - at gå på livslang læring. I den proces bliver spørgsmålet om den enkeltes værdier en måde at skabe sammenhæng i den livslange læringsproces. Hvis forholdet mellem arbejdsliv og fritidsliv fremover bliver mere og mere blandet sammen, er det vigtigt, man ser det som om en helhed. Og så er det endnu mere vigtigt, at man får de værdimæssige perspektiver med. Her giver eksistenspædagogikken og den filosofiske tænkning en mulighed for at stikke dybere,« mener den filosofiske navigatør. Eksistenspædagogik I udlandet har begrebet filosofisk vejledning siden slutningen af 1980'erne været et fænomen i hastig vækst. Man benytter det inden for uddannelse, i sundheds- og socialsektoren, i erhvervslivet og som et alternativ til psykoterapi. Filosofi er kærlighed til visdom, men i Danmark har opfattelsen af filosofi som en akademisk disciplin til en vis grad stået i vejen for de varme følelser indtil nu. »Som på Henry David Thoreaus tid (1817-62, red.) har vi måske herhjemme haft en tendens til at have for mange filosofiprofessorer og for få filosoffer«, siger Hansen halvt i spøg. Men det kan måske ændre sig, hvis stadig flere danskere stiller sig selv spørgsmålet, hvilken filosofi de udtrykker med det liv, de lever. Og dernæst filosoferer lidt over, hvordan det så stemmer overens med deres opfattelse af sig selv. Finn Thorbjørn Hansens tanker om eksistenspædagogikken er møntet på voksne, men han mener også, at den filosofiske tænkning er stærkt tiltrængt i børnepædagogikken. »At dyrke filosofi med børn er en stor ting i udlandet. Det undrer mig virkelig, at dét i den grad mangler herhjemme. Når man ser på den liste af fag, man har i folkeskolen, så står filosofi ikke som et fag, man undervises i på seminarierne. Det mener jeg er fatalt. Der lægges op til, at vi skal være fleksible, helhedsorienterede og kreative. Hvis der er noget, der kan give dét en dybde og en køl, så vi ikke blæses hid og did for vindene af videnssamfundet, er det filosofi. Al den snak om kompetenceudvikling er udtryk for et meget pragmatisk og funktionsorienteret menneskesyn. Det skal have modspil«, fastslår Finn Thorbjørn Hansen.