Hunden er den diametrale modsætning til sin herskerinde. Den er lav og bred og forsøger at spærre adgangen til spisestuen. »Tag dig ikke af den. Kom ind, kom ind!«, siger Suzanne Bjerrehuus. Man må klemme sig forbi spidshunden Miki, før man kan sætte sig til tebordet og croissanterne, som Asger så sødt har købt. Men da det først er lykkedes, er der åbne arme hele vejen igennem. Suzanne Bjerrehuus er ikke den, der stiller sig op og vogter, hverken sine ord eller sine inderste tanker. Det er fra hjertet til munden både live og i erindringsbogen 'Livet i mine mænd', der, som titlen siger, handler om liv og mænd, om forgabelser og fortabelser og sex og en hel del andre ting. Såsom at forsørge sig selv, tjene sine egne penge og stå på egne ben. Idéen til bogen fik hun, efter at hun havde fået masser af reaktioner på sin optræden på P1 i 'Koplevs krydsfelt', hvor hun fortalte om sin barndom i sin mors frisørsalon på Nørrebro. »Jeg har skrevet længe på bogen, i små bidder. Først troede jeg, at jeg kunne bruge mine gamle dagbøger. Men det er jo uendeligt, uinteressant, hvad sådan en 15-16-årig skriver. Nu ser jeg på det med en voksen kvindes indsigt. Men dagbøgerne satte nogle tankeprocesser i gang«, siger Suzanne Bjerrehuus og skænker te, mens hun brokker sig over, at det ikke er til at få en tekande, som ikke drypper. Denne her sjasker ud over det hele. Vi er ensDu har åbenlyst ikke noget imod at være meget privat i dine erindringer med hensyn til dig selv. Har du slet ingen hæmninger i den henseende? »Nej, for min tidligere bog (om kræft, red.) gav mig over 1.000 henvendelser. Det private interesserer andre. Jeg synes selv, at det er den nære historie, der er god. En eller anden ekspert kan sidde og sige noget på tv, men man kan jo ikke engang være sikker på, hvorfor han siger det ... og deres økonomiske teorier holder heller ikke. Men hende, der har været livet igennem og haft kriser så store, at livet mister sin mening, og som er kommet igennem dem, hende kan jeg lære noget af!«. »Jeg har selv været i situationer, hvor jeg har været så ked af det, at jeg ikke troede, jeg kunne komme igennem det, bl.a. under min sygdom. Jeg måtte skrive til Jane (Aamund, Bjerrehuus' svigerinde, red.) og spørge, hvad der var ved livet, når man var så syg og handikappet, og hun skrev tilbage, at hun var så glad for livet, og jeg kunne næsten ikke tro det. Men nu ... nu er det den fedeste del af mit liv!«. »Og jeg har fået mit barnebarn. Jeg har altid syntes, at de der kvinder, der ikke snakker om andet end børnebørn, er skøre i bolden. Men nu er jeg selv helt blød om hjertet, og når Asger kommer hjem med en gave til mit barnebarn, Oscar, så er det mig mere dyrebart, end hvis det var til mig. Jeg ved, at det, jeg fortæller, interesserer, for jeg har jo haft en brevkasse og har oplevet, at vi mennesker har mange ting til fælles«. »Jeg er blevet ældre og mere fornuftig og kan se, at tingene bliver bedre, og det måske kunne hjælpe nogen. På en eller anden måde er vi mennesker basalt ens. Vi har alle sammen en sexdrift, vi vil alle have kærlighed og nærhed, og det er det, jeg skriver om«. Enlige blomstrer Suzanne Bjerrehuus karakteriserer sig selv som »en af de kvinder, der virkelig har levet det ud, mens mange andre kvinder måske har været bedre til at fore rede«. »Jeg mener, at hvis man har levet hver periode af sit liv og været ung med de unge, så har man altså ikke lyst til at være gammel med de unge, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg har ikke et eller andet neurotisk med: Gid jeg ku' gå på diskotek igen!. Tværtimod er jeg blevet mere afslappet med det ydre, fordi det indre er blevet meget større. På den måde synes jeg, at mennesket er genialt skabt, at man kan føle ro på det sted, man er nået til. Men det kan man kun, hvis man har levet sit liv«. »Mange kvinder sidder og brokker sig over deres mænd og holder ud, selvom de ikke har det godt. Jeg ser det gang på gang, og så pludselig går han med en anden, og hun græder og tror, hun skal dø. Men efter et eller to år har hun tabt sig og fået orden på økonomien og måske et nyt job og hold op, hvor hun blomstrer!« »Og så siger de kvinder oven i købet, at han var altid så tavs, og han gad aldrig snakke og sad bare altid og åd og drak, og han gad aldrig se nogle mennesker, og han svarede med enstavelsesord, og vi havde aldrig noget at snakke om, og vi kom aldrig ud at rejse. De har det simpelthen bedre som singlekvinder, men nogle af dem siger, at nu ku' det være rart med en ny, men jeg siger: For guds skyld, gør det ikke! For du er bare så fed, som du er nu!« »Mange af de kvinder føler, at de er gået glip af noget. Men det er jeg ikke. Jeg har rykket. De har haft en tendens til at overlade alt til deres mænd, men jeg tager stærkt afstand fra økonomisk afhængighed«. Stærk seksualitetTil gengæld tyder din bog på, at du hele vejen igennem har været erotisk afhængig af dine kærester og mænd. Det er da en lige så stor afhængighed ... især fordi det faktisk også flere gange er gået ud over dit arbejde og din økonomi. »Det har du faktisk ret i. Men ved du hvad, jeg prøver at gøre noget ved det. Men den seksuelle binding er lige så stærk som den økonomiske. Sådan har masser og masser af kvinder det. Jeg slås med den seksuelle binding, og man kan se, hvor jeg går ned. Økonomien får jeg da klaret, selvom jeg mange gange hænger med røven i vandskorpen. Men den erotiske binding er problemet, og så følger økonomien med«. Hvis du havde beholdt bukserne på lidt mere, ville du have undgået en stor del af dine problemer. »Det er rigtigt. Men nogle gange kan man godt få lyst til en mand her og nu. Det er noget, alle kvinder har, men ikke taler om. Jeg kalder det at have et hotdog-forhold. Man går jo ikke på Kong Hans og sidder og venter i timevis, hvis man er afsindig sulten. Nogle kvinder kan bare ikke bære det, de har gjort, og står derhjemme under bruseren. Men seksualiteten kommer nogle gange op i en, så man bare gør det, og man må slutte fred med, at sådan er det. Mænd vil kunne forstå den side af det«. Men de vil ikke forstå, at kvinder også har det sådan og kun vil sex. »Nej, de bliver enormt sårede, det virker skræmmende på mænd. Jeg tror, at mænd og kvinder ligner hinanden så utrolig meget i seksualiteten«. »Jeg har stor respekt for biologien. Det er en enorm drift, og samfundet og religionen gør meget for at holde den - og os! - på plads. Men tænk på, hvor meget man gør for at få et knald. Se bare Boris Becker inde i et skab, hvor han boller med en eller anden og får lavet en tro kopi af sig selv. Fem minutters, tre minutters nydelse og folk er parate til at slippe alt. Derfor bliver vi nødt til at se på vores drifter med en lille smule ømhed. Men selvfølgelig skal vi forsøge at kontrollere sexdriften, ellers går det amok det hele«. »Med alderen ændrer man sig også en del. Den binding, jeg har til Asger i dag, er jo ikke kun seksuel, men også til hans hjerne og hans måde at tænke på og hans sødme. Med alderen bliver man mere bevidst om det indvendige i et menneske. Så er det noget andet, man tænder på«. Gælder det også for mænd? »Ja, nu er mænds seksualdrift jo så opreklameret, fordi det styrker deres ego. Men jeg har snakket med mange mænd, jeg har mange mandlige venner, og nogle af dem siger, at det nærmest er en befrielse ikke at have den vilde, vilde sexdrift. Men de vil ikke citeres for det! Jeg kender oven i købet en bøsse, der har fået fjernet nosserne på grund af prostatacancer. Han siger: »Hold kæft, sikke en befrielse, nu begynder mit liv«. Han har fået totalt energi. Den der sexdrift er nogle gange hård og fører os virkelig i ulykke. Men det er, fordi den er så fundamental, og fordi religion og politik går til angreb på den«. »Religion og politik og økonomi trykker os kvinder. Min bog er udtryk for en stor angst for kvindeundertrykkelse. Jeg kan slet ikke klare, når mænd holder kvinder nede. Da jeg boede i Saudi-Arabien med min daværende mand, var jeg som en afsikret håndgranat. Jeg blev fysisk utilpas over, at mænd havde så stor magt over kvinderne. Jeg kan ikke klare, at kvinder ikke har ligeret«. Fed barndomMen mest handler din bog jo om dit private liv. Man får indtrykket af, at barndommen på Nørrebro stadig sidder i dig. »Flot hår, store kager og god mad«, som du skriver om det, du holdt af ved din opvækst. »Ja, det er lige mig! Jeg var så glad, når de der damer kom på salonen med kager, og jeg elskede at lukke bagepapiret op og - oh fryden - og den blå kaffekande. Ens barndom sidder i en. Hvis det går galt her i livet, så skal man tænke tilbage på det, der gjorde en glad. Hvorfor skulle jeg løbe fra min barndom? Jeg syntes, det var rigtig fedt. Jeg elskede at få ordnet hår, og det gør jeg stadig. Og få lagt makeup«. »I tv kunne jeg glemme, jeg skulle ind, når der var en stor stjerne, der stod og sang. En af dem, jeg havde læst om i bladene. Hvorfor skulle jeg undvære det for at leve op til et eller andet image af mig selv? Jeg er ikke sådan en, der bare står og kigger tørskoet på, jeg er inde i det hele«, siger Suzanne Bjerrehuus energisk. »Jeg synes ikke, det gør noget, at man ikke kommer i den allerfineste bås i samfundet. Men jeg synes også, jeg har flyttet mig meget fra at være frisørens datter ude fra Nørrebro. Jeg har fået ro i mit liv og er ikke mere en enlig mor, som skulle skaffe penge. Jeg har knoklet på, og jeg har rykket mig meget, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det virkelig er sådan, at det er 25 pct. talent og 75 pct. slid, vi mennesker præsterer her i livet? Det er i og for sig dejligt, for så er det ikke forudbestemt fra fødslen, men alle har nogle muligheder. Jeg tror, jeg kan skrive under på, at sådan er det«.