Catherine Millet ler høfligt-forlegent, da jeg spørger, hvorfor hun har skrevet sin bog. Forlegenheden er forståelig, i betragtning af at hendes bog har cirka tre samlejer pr. side, alle med hende selv som altid beredt modtager af ivrige mænds kønsorganer i samtlige kropsåbninger. Den hedder meget rammende 'Catherine M.s seksuelle liv' og vakte stor opsigt, da den udkom i Frankrig sidste forår - især fordi Catherine Millet er en kendt og respekteret kunstkritiker og redaktør af tidsskriftet Art Press i Paris. »Jeg fik ideen for over ti år siden - jeg var ved at blive ældre, jeg var 47 år, og jeg stillede mig selv spørgsmål om, hvad der havde været mit liv. Den erfaring, jeg havde haft, stemte ikke overens med den ideologiske diskurs om seksualiteten, som var politisk, idealistisk og utopisk. Jeg tilhører 68-generationen - jeg var 20 år i 1968. Jeg ville opponere mod en ideologisk diskurs ved hjælp af noget, der simpelt hen var et vidnesbyrd«. Er Deres hæmningsløse seksuelle praksis et klassisk fænomen, der altid vil eksistere, eller er den typisk for Deres generation? »Begge dele, tror jeg. Personligt havde jeg i udgangspunktet ikke nogen forudfattede meninger, hverken moralsk eller religiøst, om seksualiteten. Jeg ved ikke hvorfor. Som 17-årig var jeg forelsket i en dreng, der boede langt væk. Jeg så ham sjældent, derfor havde jeg sex med andre drenge, der var tæt på. Og jeg havde ingen som helst forestilling om, at det kunne være en konflikt eller et moralsk problem. Sex med de superborgerlige Catherine Millets forældre levede, som hun siger det »ret kompliceret sammen«, og havde begge åbenlyst faste forhold ved siden af. »Måske det har spillet en rolle for mig som barn at se, at kærlighed, seksualitet og ægteskab er forskellige ting. Men tiden var eksperimenterende, og især i de kunstnermiljøer, hvor jeg færdedes. Den frie sex var en livsform, men vi var godt klar over at vi var en minoritet. Men vi havde den idé, at samfundet en dag ville være lige så frigjort, som vi var og leve efter de samme regler, som vi. I Frankrig var den generation påvirkede af forfattere som Bataille, Foucault, Lyotard og Deleuze. Den politiske, intellektuelle og seksuelle udforskninger var meget tæt sammenvævet«. Er den intellektuelle overbygning vigtig for Deres seksualitet? »Den var vigtig for så vidt, som vi var overbevist om, at vores ideologi var sandheden. Men jeg gik da ikke af vejen for at have sex med super-borgerlige. Jeg bevægede mig i to helt forskellige miljøer, det kunstneriske, intellektuelle, politiserede og så et borgerligt libertinsk miljø i Marquis de Sades tradition - dog uden hans ekscesser! Deres livsformer var meget forskellige, og de havde ingen indbyrdes kontakt. Men jeg var i begge miljøer og havde samme seksuelle praksis i dem begge«. De har aldrig haft nogen veninder, fremgår det af Deres bog Kvindesolidaritet spiller ingen rolle for Dem? »Nej, det er sandt. Det er måske derfor, jeg har skrevet denne bog. Jeg ved, at kvinder holder af at tale med hinanden om deres problemer, om sex og kærlighed og så videre. Det har aldrig været tilfældet for mig. Den udveksling, jeg har haft af den slags, har været med mænd. Denne bog er nok et forsøg på at henvende mig til kvinder på, at fortælle dem om mit liv. Vil I ikke også fortælle noget om jer til gengæld?«. Er det også en søgen efter accept fra andre kvinder? »Nej, det handler slet ikke om accept. Jeg beskriver blandt andet erotiske fantasier - har andre kvinder de samme fantasier eller ej? Når jeg beskriver en sansning, kan de så genkende den?« Og fik De så respons? »Oh ja!« ler Catherine Millet. Var De bange, da bogen udkom? »Nej.« Må kende spillets regler Et sted i bogen får Catherine Millet som ung kørelejlighed med en venindes kæreste og indleder som den naturligste ting et seksuelt forhold til ham uden på nogen måde at nævne eventuelle følelser i den anledning. Kan det tænkes at Deres manglende moralske skrupler i seksuel henseende har afskrækket andre kvinder fra at blive ven med Dem? »Den episode fandt sted, da jeg var ung og naiv og inkonsekvent. Siden blev tingene enklere, fordi mange af de mænd, jeg frekventerede, havde koner, der havde samme praksis som jeg. Det var reglen. Jeg var gode venner - og havde sex - med konen til ham, der hedder Eric i bogen, og som var den, der førte mig forskellige steder hen, hvor mange mænd var samlet. Jeg vidste aldrig hvor og med hvor mange mænd, jeg skulle have sex og var lidt bange. Det nød vi begge. Men jeg har aldrig været ude for noget overgreb«. »Men jeg husker en gang, jeg afviste at have sex med en mand, der var gift med en kvinde, jeg arbejdede sammen med. De var ret borgerlige og nærmest religiøse. De havde slet ikke min praksis med gruppesex og partnerbytte og den slags. Jeg sagde nej, fordi denne mand kendte ikke spillets regler - og hans kone endnu mindre. Den fulde seksuelle frihed og fraværet af tabuer kan kun eksistere i en vis kreds, der kender spillets regler. Og jeg vil ikke inddrage nogen i spillet, der ikke kender reglerne«. Er de regler instinktive, eller er det nogle, man lærer? »Nej, de er instinktive. Man møder en, og man ved det. Men der kommer alle slags mennesker til de store gruppesexarrangementer med over 100 mennesker. Nogle kommer kun for at kigge, og det bliver ofte accepteret«. Kan personerne i bogen genkende sig selv? »Ikke for meget, håber jeg. Jeg ville ikke, at man i mit professionelle miljø skulle læse bogen som en nøgleroman. Jeg har forsøgt at forskyde detaljer og miljøer. Ikke seancerne Boulogneskoven, naturligvis - alle ved, hvad der foregår i Boulogneskoven! Men jeg har opdaget, at selv folk jeg aldrig har haft sex med, tror det handler om dem! Det må være fordi de finder det smigrende. Det undrer mig meget!« Al sex er muligt - altidKan De adskille seksuallivet fra resten af livet? »Nej, jeg tror det slet ikke kan adskilles«. Men denne bog handler kun om sex; det er nærmest et destillat. »Mit projekt var at skrive en bog om sex. Jeg vil vise, at seksuelle forbindelser er mulige i alle livets omstændigheder. Der er for mig ingen inddeling i øjeblikke, hvor man kan have sex, og øjeblikke, hvor man ikke kan«. »Jeg er blufærdig med mit familieliv, mænd, jeg har elsket, mit forhold til min mor og den slags. Men jeg har virkelig ingen blufærdighed i mit seksualliv«. Det synes at være vigtigt for Dem altid at være til disposition for trængende mænd? »Ja, jeg har i det hele taget behov for at være disponibel. Også på tidsskriftet, hvor jeg er chef. Og under massesamlejerne foretrækker jeg at føle, at jeg er den eneste kvinde. Der er også altid meget færre kvinder. Og jeg kan ikke se dem fra min liggende stilling med en ring af mænd rundt om mig. Måske kommer dette behov for at være disponibel af en angst for at være alene med mig selv, hvem ved!«. De har ikke noget imod at blive udnyttet? »Nej, det rører mig ikke, så længe det kun er min krop. Det eneste, jeg frygter er at blive intellektuelt udnyttet«.