Ian McEwan ved om nogen, hvad det koster, hvis kærligheden forsvinder, så på en måde er det naturligt, at det netop er ham, der har skrevet den mest roste og mest læste kærlighedsroman, der i mange år er udgivet i Storbritannien - murstensromanen 'Soning', hvor den 13-årige Briony først mistolker søsteren Cecilias forhold til vennen Robbie og senere lyver om en voldtægt, så verden for de involverede aldrig bliver den samme igen. På den anden side kan det synes nærmest naturstridigt, at netop McEwan får verdensomspændende succes med en kærlighedshistorie, hvor de helt store følelser kører parløb med den menneskelige smerte. Det er naturstridigt, eftersom den britiske forfatter det meste af sin forfatterkarriere har været kendt som Ian Macabre, manden, hvis romaner var sorte som ind i helvede og pessimistiske i nærmest enhver forstand. »Når man er ung, har man jo overhovedet ingen problemer med at skrive pessimistiske bøger. Pessimismen ligger lige for, og man siger: 'Gid fanden havde hele verden', for man er stadig ikke helt klar over, at man selv skal dø. Det kan godt være, man intellektuelt ved, at man skal dø, men det er alligevel ikke rigtig gået op for en endnu«, siger Ian McEwan. Med denne baggrund kan kærligheden og McEwan ligne et umage par, men når man samtidig ved, at forfatteren selv gennem en årrække gennemlevede et nærmest offentligt mareridt, hvor hans ekshustru førte retssag imod ham - og udtalte sig om den til alle, der gad høre på det - og derudover flygtede med deres fælles børn til Frankrig, inden retten tilkendte McEwan forældremyndigheden over de to drenge, som nu bor hos deres far, tja, så er det måske ikke længere så mærkeligt, at netop McEwan skriver en kærligehedsroman, som det seneste år har været den varmeste bog i Storbritannien - også medregnet årets Bookervinder 'Life of Pi' af Yann Martel. Som kritikeren Bo Green Jensen sagde på weekendens bogmesse i Danmark, så var det måske kun McEwans egen Booker-vinder, romanen 'Amsterdam' fra 1998, der forhindrede ham i at vinde igen, eftersom de fleste mener, 'Soning' er forfatterens bedste bog nogensinde. Den store kærlighedshistorie McEwan selv har nu lagt den skrækkelige skilsmisse bag sig, men han vil godt sige, hvorfor kærligheden gennem en årrække har været i den litterære skammekrog. »Den seriøse roman har jo vendt den ulykkelige kærlighedshistorie ryggen selv om det jo faktisk var den, der var i centrum for mange af de helt store forfattere«, siger McEwan. Som forfatter synes han, at det må ligge lige for at gøre kærlighedens veje og vildveje til en naturlig del af den moderne litteratur, som den var i historier som 'Anna Karenina', 'Madame Bovary' og 'Den unge Werthers lidelser'. Men hvorfor var den store kærlighedsroman pludselig ikke en del af det litterære felt? »Den passede ikke til opskriften på den modernistiske bog, og samtidig syntes mange forfattere, at tv og film allerede lavede masser af gode kærlighedshistorier, og modernismen har jo haft en tendens til at gå imod det, der er blevet anset for at være vulgært populært, uanset om det har været fotografiet, radioen eller tv«. »Det svarer til situationen, når en landsby bliver oversvømmet, så søger folk hele tiden højere og højere op i terrænet. Kærligheden blev betragtet som noget, der lå langt nede i popkulturen, mens emnerne for modernismen ofte har været den menneskelige sjæl eller det eksistentielle øjeblik«. Jamen, folk bruger jo det meste af deres liv på at spekulere over den kærlighed, de har, eller den de længes efter? »Præcis. Derfor er det også spændende at undersøge, hvordan forskellige kunstretninger egentlig finder deres indhold. Jeg har selv gjort erfaringer med det, da jeg ville skrive min bog 'The Innocent' i slutningen af 1980'erne. Jeg ville skrive om den kolde krig, og jeg kunne ikke finde et bedre sted at begynde end ved Muren«. »Det er et perfekt sted for en romanforfatter, for det står for en verdenshistorisk begivenhed, det er en konkret genstand, der går lige ned midt mellem lande, byer, elskende og familier. Det offentlige og det private samlet i et. Jeg spurgte derfor nogle af mine tyske kolleger, hvilke romaner om Muren jeg burde læse. Der var ingen. Det viste sig, at mine jævnaldrende forfatterkolleger i Tyskland skrev modernistiske eller postmodernistiske romaner«. »Hvis man skrev om Muren, blev det anset for vulgær journalistik. Muren passede ikke ind i ideen om, hvad en roman skulle handle om. Den skulle ikke handle om, hvordan vi havde det med hinanden eller om sociale betingelser i samfundet lige nu. Nej, det var i stedet det blodløse portræt af kunstneren selv«. »Den tilgang til stoffet ville have forbavset folk som Saul Bellow, Philip Roth eller Don DeLillo, for de ville have skrevet om Muren. Der var simpelthen sket det i Tyskland, at arven fra den døende modernisme var blevet en slags statsstøttet litteratur, som havde afskåret sig fra omverdenen, selv om den havde det bedste romanmateriale i Europa«, siger Ian McEwan. Kærlighed og straf Hans eget romanmateriale fejler nu heller ikke noget. I hvert fald ikke hvis man skal dømme efter læsernes og kritikernes reaktion på 'Soning'. Bogen er solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer i originaludgaven og foreløbig 700.000 eksemplarer af billigbogen. Alene i England. Og hans engelske forlag regner med at runde en million solgte bøger inden april. Også kritikerne har taget godt imod romanen om den irriterende og selvoptagede Briony, som ved at lyve om en voldtægt i forbindelse med en familiekomsammen får sendt søsterens nye kærlighed, Robbie, direkte i fængsel, og da han efter nogle år bliver løsladt, venter Anden Verdenskrig og grufulde oplevelser på ham ved Dunkirk. Et af romanens centrale spørgsmål er, hvordan et menneske som Briony nogensinde kan sone den forbrydelse, hun har begået. »Der er ingen soning, men selv om Briony som lille er en irriterende, selvforelsket pige, så forsøger hun virkelig som voksen at komme overens med, hvad hun har gjort i modsætning til nogle af de øvrige personer, som godt kender sandheden, men vælger at leve videre som om, intet var hændt«, siger Ian McEwan. I romanen lader han begge søstre blive sygeplejersker, der skal tage sig af krigens ofre, men senere bliver Briony en af landets mest læste forfattere, og det viser sig til slut, at det i virkeligheden er den 77-årige Briony, der fortæller historien om sin egen forbrydelse som barn.

Nogle kritikere mener, du visse steder læner dig lige rigeligt op ad triviallitteraturen. Måske hentyder de til dér, hvor Briony fantaserer om, hvordan hun er ved at vaske det beskidte ansigt på en såret soldat, og langsomt ser hun Robbies ansigt træde frem? »Jeg var aldrig et sekund fristet til at have denne udvikling i historien, men læseren er nødt til at få tanken, og det er fornuftigt af Briony at få tanken, fordi det ville gøre hendes forbrydelse mindre, hvis Robbie trods alt er i live«, siger Ian McEwan. Lykke er ikke livets mål Som antydet ligger den lykkelige slutning stadig ikke lige for, når den britiske forfatter skriver om menneskeskæbner, men dybest set ville han ønske, det forholdt sig anderledes. »Pessimisme kræver nogle gange en god portion mod, for især når man bliver ældre, har man en indbygget trang til at slutte af i et toneleje, der klinger af håb og optimisme. Det kræver en del at stå imod denne trang. Som ældre ønsker man, at det menneskelige projekt skal lykkes til sidst, hvorimod den unge forfatter har en trang til at rive alt ned for at bygge det hele op på ny«. »Men som ældre ved man, at netop den mørkere del af den menneskelige natur skal holdes i ave, for hvis man river alt ned, kan man slippe nogle ret ubehagelige kræfter løs. Det er den samme trang til skruppelløshed, som er med til på den ene side at starte revolutioner og på den anden side få forfattere som mig til at skrive nogle af de mørkeste romaner, man kan tænke sig. Da jeg var ung, kunne jeg jo også kun gøre det, fordi jeg var så tryg i min egen opfattelse af verden«, siger Ian McEwan med et smil. Hvordan ville Hollywood-versionen af 'Soning' se ud, tror du? »Nu bliver det heldigvis ikke Hollywood. Det bliver Christopher Hampton, der skriver manuskriptet, mens Richard Eyre skal instruere«, siger McEwan. Han ved godt, at filmindustrien helst vil have lykkelige slutninger, og han har da også gjort sig tanker om, hvordan 'Soning' kan drejes, så den tager sig optimistisk ud. Selv forestiller McEwan sig - selv om Richard Hampton er imod - at Briony til slut kan sige, at de elskende stadig er sammen - om ikke andre steder så i det manuskript, hun har haft så travlt med at skrive på sine ældre dage, fordi hun har begyndende Alzheimers og derfor kun har kort tid til at færdiggøre. Er det din straf eller din redning af Briony, at hun bliver ramt af Alzheimers, så hun glemmer alt om sit liv? »Sygdommen bruger jeg, fordi der skal være en nødvendighed for Briony til at få fortalt sin historie, for hun har en klar fornemmelse af, at hun om et år ikke længere vil kunne huske noget som helst. Min egen mor lider af sygdommen. Det værste punkt ved forløbet er, når folk godt ved, at deres hukommelse forsvinder. I den fase var min mor ulykkelig, men nu er hun ret lykkelig«. »Det kan jo til gengæld få os andre - som søger efter lykken - til at reflektere over, hvad det egentlig er, vi søger. Ingen af os ville jo vælge min mors form for lykke. De færreste af os ville vælge et liv i konstant lykke, hvis vi til gengæld havde en IK på 40. Derfor er det heller ikke kun et spørgsmål om lykke, men et spørgsmål om lykke og identitet«.