Formiddagen er fuld af lyde. Der er de stramme sivstole, der knistrer under vores bevægelser. Der er det lille smæk, det giver, når kaffekruset stilles på det store ovale glasbord imellem os. Og så er der byen, der ligger rundt om den lyse hjørnelejlighed på Østerbro og snurrer som en doven motor. Bilernes fjerne kor af brummere. Nå, ja. Så er der lige én lyd til. En lyd, som kun Henrik Strube kan høre. Hyletonen i hans øre. Kan du høre den nu? »Min tinnitus? Altid«, siger han med dæmpet, mørk stemme. Hvordan lyder den? »Som en meget højfrekvent tone blandet med lyden af en hvæsende, utæt ventil«, siger han. »Jeg har fået beregnet, at den opleves som en lydstyrke på 60 dB. Det svarer nogenlunde til, hvor højt jeg taler nu. Så selv hvis vi to går og snakker på Østerbrogade, kan jeg stadig væk høre den«. Han sidder i en kortærmet blå skjortebluse. Med strithår og smilerynker. På væggen bag hans lange skikkelse hænger rækker af A4-ark med hans lille søns farvelademalerier. Under dem står to buttede sorte kasser i guitarsilhuet og lukker sig om hver sit instrument. Fortiden hænger i en lille gylden ramme ved vinduet. Et sort-hvidt foto af en ung Henrik Strube ved siden af den svenske troubadour Ulf Lundell. 53 år er han blevet, veteranen fra det gamle politiske rockband Røde Mor. Siden var han frontfigur i sit eget band, indtil han i 1989 skiftede den elektriske guitar ud med en akustisk. Så med ét blev der stille. Så stille, at han kunne høre den tinnitus, der havde listet sig ind i hans højre øre. »Den havde været der efter koncerter eller en nat i studiet med hovedtelefoner på. Vi var nok den første generation, der spillede rigtig højt, men jeg kan ikke huske, om at vi nogensinde talte om det«. Til daglig arbejder Henrik Strube som redaktør af Dansk Musikerforbunds blad Musikeren. Det var her, han for mange år siden skrev en artikel om tinnitus, som fik resten af pressen til at interessere sig for fænomenet og i manges bevidsthed svejsede hans navn sammen med dette nye, besynderlige ord. »For få år siden var der ikke ret mange, der vidste, hvad ordet betød. De sagde trinitus. Og At Tænke Sig lavede gas med det. Du ved: Første søndag efter tinnitus«, smiler han. Men budskabet bragede igennem. 'Den frygtede musikerlidelse' og 'Djævelens orkester' lød overskrifterne. Og pludselig blev folk med en forbigående tinnitus i tømmermændene grebet af rædsel for, at ekkoet af nattens udskejelser var flyttet ind i deres hoveder for altid. Og det er ærgerligt, mener Henrik Strube. For lyden kan man lære at leve med. Det er angsten for, at den bliver værre, man skal have has på. »Nogle mennesker får tinnitus meget pludseligt efter en akut høreskade. De går måske i seng uden støj i øret og vågner op med en hyletone. Så det er ikke så mærkeligt, at der farer en masse tanker igennem hovedet på en«, siger han. »Er det noget jeg skal leve med resten af mit liv? Bliver det ved med at være så højt? Eller bliver det værre? Det er den slags tanker, man får. Kan jeg fortsætte med mit arbejde? Bliver jeg døv af det? Bliver jeg sindssyg?«. »Jeg oplevede selv min tinnitus som en invasion. Et fremmed fænomen i øret. Så jeg var også bekymret i starten. I dag lever jeg et godt liv med min tinnitus. Det kan man nemlig godt. Det er det, jeg gerne vil fortælle med min bog«. En lille revne i stilheden Det rumsterer på trappen udenfor. En nøgle arbejder i hoveddøren. Nogen træder ind. Man kan høre gulvbrædderne knirke under et menneskes vægt derude. »Det er min kone«, siger Henrik Strube, da hun stikker hovedet ind i stuen og hilser. Alt har pludselig fået lyde. Selv stilheden. I flere år har jeg ikke bemærket den svage hyletone i mit eget øre. Ikke før jeg forleden sad og læste Henrik Strubes bog 'Pas på ørerne'. Så blev jeg pludselig igen opmærksom på den lille revne i stilheden og på den spinkle tråd af en tone, der sniger ind ad den og blander sig med mine tanker. Sådan er det med tinnitus. Den lever af opmærksomhed. Og sygner hen uden. »Jeg måtte også selv holde pauser i arbejdet med bogen, fordi jeg syntes, at jeg blev for opmærksom på min tinnitus«, siger Henrik Strube og griner. Der lyder en bippen. Det tager et par sekunder, før jeg opdager, at den kommer fra min egen lomme. Jeg fisker mobiltelefonen ud og forsøger febrilsk at få den slukket, mens Henrik Strube sidder og ser til. Halvvejs gennem sit svar. »Men jeg er blevet utrolig fascineret af øret undervejs«, siger han, da jeg omsider får kræet kvalt. »Det er et fantastisk, fintfølende redskab, vi er udstyret med. Så jeg er blevet fan af øret«. Bogen er er en stilfærdig, nøgtern gennemgang af, hvad man i dag ved om tinnitus, og en personlig beretning om, hvordan man kan lære at leve med den. »Det første skridt i behandlingen af tinnitus er at få noget at vide om fænomenet«, siger Henrik Strube. Fakta er nemlig beroligende. Med lidt varsomhed behøver tinnitus ikke at udvikle sig med tiden. Tværtimod. Langt de fleste - måske 90 procent - vænner sig til deres tinnitus og lærer hen ad vejen at fortrænge den så meget fra bevidstheden, at den ikke længere generer. 10 procent af den voksne befolkning har stiftet kortere eller længere bekendtskab med en hyletone i hovedet, viser udenlandske undersøgelser. Fem procent føler sig moderat til alvorligt generet af tinnitus. Og en procent oplever det som en alvorlig belastning af deres livskvalitet. Det betyder, at 420.000 danskere over 17 år kender til tinnitus, at 210.000 oplever det som en moderat til alvorlig belastning, og at hen ved 40.000 føler det som en alvorlig belastning af deres livskvalitet. »Det overraskede mig virkelig, da jeg opdagede, hvor udbredt det er. I enhver forsamling, man kommer ind i, er der jo nogen, der har tinnitus«, siger Henrik Strube. Hyletonens kilde Tinnitus kan skyldes skader og fejl flere steder i høresystemet. Fra det ydre øre over mellemøret, det indre øre og til hjernen. De heldigste kan nøjes med at få løsnet deres spændinger i tyggemuskulaturen, men det store flertal - cirka 80 procent - har skader på det indre øre. Og de kan ikke behandles. I en del af det indre øre kaldet 'sneglen' sidder en række små hårceller, som opfanger lyd og omsætter den til elektriske impulser, der sendes videre til hjernen. Ved overbelastning kan nogle af hårcellerne lægge sig ned. Normalt svinger de på plads igen efter nogle dage, men ved gentagne overbelastninger risikerer man, at nogle af dem bliver liggende. Nogle mener, at de beskadigede hårceller sender et falsk signal, som hjernen fortolker som en lyd. Og at det er tinnitus. Andre mener, at høreskaden medfører et tab af hørelse i et bestemt frekvensområde, normalt i diskanten, og at hjernen kompenserer for tabet ved at skrue op for dette område og således selv skaber hyletonen. Derfor hjælper det ofte at få et høreapparat, som øger lyden i det beskadigede område. Så slipper man for, at hjernen selv skruer op. »Hvis det hyler i ørerne, når du har befundet dig i høj lyd, er det et tegn på, at øret er overbelastet. Der er ingen grund til at gå i panik. Bare prøv at undgå at gøre det igen«, siger Henrik Strube. Fortsætter hyletonen i mere end nogle få dage, bør man gå til sin læge og blive grundigt undersøgt. Desværre kommer mange hjem fra deres læge endnu mere bekymrede end de tog af sted, siger Henrik Strube. »Fordi de bare får at vide, at det er tinnitus, og at det må de lære at leve med. De går ind ad døren til konsultationsværelset med en hylen i øret og går derfra med en uhelbredelig sygdom«. »Det er vigtigt, at man accepterer, at man har tinnitus. Det er noget, man må leve med. Men den sætning kan ikke stå alene. Lægen bør også fortælle, at der er mange muligheder for at afhjælpe det«. Mennesket har formentlig kendt til tinnitus, lige så længe vi har haft ører. På en 3.600 år gammel egyptisk papyrusrulle har man fundet en opskrift mod »forhekset øre«, og den græske filosof Aristoteles led såmænd selv af tinnitus og spekulerede over, hvorfor lyden i ørerne mon forsvinder, når man larmer. Der er mange måder at aflede opmærksomheden fra sin hyletone på. Den nu afdøde DR-journalist Flemming Madsen havde radioen indstillet på en station med et uforståeligt østeuropæisk sprog. Det distraherede ham. Selv har Henrik Strube et lille høreapparat liggende i en skuffe. Og en masker, et apparat, der anbragt i øret udsender en såkaldt hvid støj, der gør, at hyletonen opleves svagere. De var rare at have i begyndelsen. Nu om dage bruger han dem sjældent. »Nu bor jeg jo i København, så jeg behøver ikke at sørge for lyde«, smiler Henrik Strube. »Men jeg har lige været ude på landet, og sådan en nat derude er der fuldstændig stille. Så der hører man den meget. Det er også derfor, at mange oplever tinnitus værst, når de lægger sig til at sove«. En bunke af uvæsentlige lyde Så er den gal igen. Et nys har sat sig til rette som en kildren i næseroden. Længe har jeg kæmpet for at holde det tilbage. Men nu går den ikke længere. Jeg vender mig bort. Og i et sekund står der en orkan igennem kraniet. Så er her stille igen. Indtil en insistende bippen trænger op fra gaden. En varevogn bakker dernede et sted, og advarer undervejs alt og alle, selv os heroppe på 4. sal. Henrik Strube opsøger ikke stilheden længere. Ligesom han undgår larm, der kan forværre hans tinnitus. »Men jeg er såmænd meget glad for, at det rumsterer lidt omkring mig. Det er med til at aflede min opmærksomhed fra den der susen i øret«. Det tager gerne 15 måneder at vænne sig så meget til den nye lyd i hovedet, at den ikke længere generer, men ved at arbejde bevidst med processen kan man få det til at gå hurtigere. »Lyde indfanges af øret, men opfattes af hjernen. Og hjernen har et meget fint apparatur, der kan vurdere, om en lyd er truende, alarmerende eller ligegyldig«, fortæller Henrik Strube. I begyndelsen opfatter hjernen tinnitus som alarmerende, men efterhånden som man vænner sig til lyden og fjerner angsten og bekymringen omkring den, lægger hjernen den automatisk over i bunken af ligegyldige, uvæsentlige lyde. Verden er fuld af lyde, vi ikke længere bemærker. Når man kører bil, er der lyden fra dæk og motor og fra vindens greb i bilen. Uvæsentlige lyde, som hjernen automatisk ser bort fra, og som vi derfor ikke bemærker, at vi hører. »Forestil dig, at du sidder i et sommerhus, og så begynder regnen at tromme på taget. Det lægger du straks mærke til. Hov, nu begyndte det at regne«, siger Henrik Strube. »Men hvor længe lægger du mærke til regnen? Et minut måske. Og næste gang du tænker på det, er to timer senere, når regnen holder op«. Lyden af krise Tinnitus optræder ofte i forbindelse med livskriser. Fordi man bliver opmærksom på sin tinnitus, når man i øvrigt har det skidt. Lægerne overvejer ligefrem at indlemme tinnitus blandt symptomerne på en depression. »Hvis man er nede på batterierne, stresset eller i øvrigt presset af tilværelsen, vil tinnitus ofte opleves stærkere«, siger Henrik Strube. »Men det er også der, håbet ligger. For når presset eller tristheden letter, gør tinnitussen det samme. Hvis du får tilføjet noget mere livskraft, vil lyden glide i baggrunden. Så du kan få lyden til at træde i baggrunden ved at arbejde med at styrke din livskvalitet«. Telefonen ringer. Han lader den ringe. Selv opfatter Henrik Strube sin tinnitus som en slags stressometer, forklarer han. Når lyden dukker op, er han klar over, at nu har han løbet hurtigere, end han har godt af. Og så går han ned i tempo. »Mit øre fortæller mig, når jeg er ude ved grænsen. Det har betydet, at jeg i dag er lidt bedre til at holde fokus på de værdier, som jeg synes er vigtige. For når jeg ikke gør det, går den der lille alarm i gang«. I sin bog gennemgår Henrik Strube de mange forskellige behandlinger for tinnitus. Nogen mirakelkur findes ikke, siger han. Så man gør klogt i at færdes i med varsomhed blandt de mange tilbud. Han fremhæver en nyere behandlingsform kaldet Tinnitus Retraining Therapy, TRT, en kombination af forskellige teknikker, der hjælper en til at leve med sin tinnitus. At love mere er oftest at love for meget. »Og hvis man hele tiden er fokuseret på, om der findes en mirakelkur, fastholder man sig selv i en offerrolle. Man håber på det næste mirakel, men bliver efter alt at dømme skuffet, og det styrker ikke ligefrem livskvaliteten at gå fra skuffelse til skuffelse. Tværtimod kan det udsætte det vigtige punkt, hvor man accepterer, at man skal lære at leve med tinnitus, og spørger sig selv: Hvad gør jeg så herfra?«. Kampen mod lydforurening Det er en myte, at musikere generelt hører dårligere end os andre, viser en svensk undersøgelse. Deres hørelse er ikke nedsat. Men det er korrekt, at de har flere skavanker end gennemsnittet af befolkningen. Et studium fra 1995-97 af 140 musikere fra et symfoniorkester i Göteborg viste således, at 20 procent af dem led af tinnitus, mens 30 procent havde hypercusis, en form for overfølsomhed for stærke lyde, der ofte optræder sammen med tinnitus. Heller ikke rock- og jazzmusikere hører generelt dårligere end andre. Men også de er plaget af skavanker. Ikke færre end 74 procent har tinnitus, er overfølsomme over for stærke lyde eller har andre skader efter overbelastninger af hørelsen, viser en større svensk undersøgelse. »Bevidstheden om høreskader er afgjort vokset blandt musikere i de seneste år«, siger Henrik Strube. »Man spiller ofte ikke så højt på scenen, som man gjorde før. I dag er det et almindeligt accepteret begreb. Man taler åbent om det. På festivaler prøver man at placere højttalere rundt omkring i stedet for alene at have et enkelt højhus af højttalere, som så skal spille meget højt, så også de bageste får noget for pengene«, siger han. Ligesom vi har deklarationer på alt fra madvarer og til badevand, vil vi om få år se deklarationer for den lyd, vi hører, forudser Henrik Strube. »I fremtiden tror jeg ikke, at vi vil komme i en biograf, hvor de spiller så højt, at man må sidde og holde både sig selv og sit barn for ørerne. Det gider vi ikke«, siger Henrik Strube, der også tror, at det vil komme på arkitekters huskeseddel at bygge akustisk smukt. »Vi kender alle til at sidde og råbe til hinanden ind over et bord med dårlig akustik, så man ikke kan høre, hvad man siger. Det er stressende og enerverende. Og så er der behagelige lydmiljøer, hvor det er afstressende og dejligt, og man kan koncentrere sig om samtalen«. Græshopper og fuglekvidder Måske bliver høreapparater også lige så almindelige som briller. Ikke de store, hudfarvede kasser, vi kender fra tidligere tider. Men små dimser i stærke farver, som - anbragt dybt i øret - kan sikre en sprød diskant livet igennem. »Diskanten er jo det første, der ryger. Græshopper og fuglekvidder. Og ligesom vi i dag ikke vil finde os i at se dårligt, tror jeg, at vi i fremtiden vil insistere på at høre godt hele livet«, siger Henrik Strube. Har du hørt din tinnitus, mens vi har talt? »Jeg har været opmærksom på den«, siger han. »Jeg glemmer den, når jeg er optaget af noget andet. Men når vi sidder og endevender det her, så boltrer den sig jo. Se mig! Hør mig!«. »Vi kan alle sammen udvikle en spontan tinnitus, hvis der er totalt stille omkring os. Det er lyden af vores egen hørelse. Der er et berømt eksperiment, hvor man sender nogle folk ind i et lyddødt rum og bagefter spørger, om der var nogen lyde. Så svarer 96 procent, at det var der«. For tiden turnerer Henrik Strube igen med det gamle rockband Røde Mor. Hvis hans tinnitus vågner efter en aften på scenen, skruer han bare ned næste aften. »I dag er det ikke nogen stor negativ faktor i min tilværelse«, siger han. »Tinnitus er ikke Jordens undergang. Det er bare irriterende«.