Kære læser. I dag skal vi være personlige. Kun et øjeblik, men alligevel. Hvilken af følgende replikker passer på Deres læsevaner? 1. »Jeg foretrækker at læse litteraturen på originalsproget«. 2. »Jeg foretrækker at læse bøgerne, når de er oversat til dansk«. Hvis De svarer ja til spørgsmål 1, kunne De teoretisk set stoppe her. Til gengæld ville de så gå glip af at møde en af landets bedste litterære oversættere, Niels Brunse. Hvis De svarer ja til spørgsmål 2, vil De forhåbentlig få et par gode argumenter, De kan trække ud af ærmet, næste gang de møder en af dem, der altid og uden tøven svarer ja til spørgsmål 1. Niels Brunse, du er litterær oversætter fra både engelsk og tysk. Hvad foretrækker du at læse. Original eller oversættelse? »Der findes da, bevares, dårlige oversættelser, hvor man er bedst tjent med at læse bogen på originalsproget, men de allerfleste mennesker har alligevel denne lille smule mere afstand til et fremmedsprog, der gør, at de måske oplever lidt færre associationer og svingninger i teksten. Man skal huske på, at en oversætter gør hele dette enorme og grundige læsearbejde, som man ikke selv gør, når man læser en roman i normalt læsetempo«. »Selv kan jeg nogle gange læse begge versioner af en bog med stor fornøjelse. Tag en bog som Thomas Manns 'Doktor Faustus', som Mogens Boisen har leveret en fremragende oversættelse af. Den er fascinerende at læse på dansk, fordi man får det særlige tyskhedstema, som er meget vigtigt i bogen, oversat til sit eget sprog. Det ville ikke på samme måde være vedkommende, hvis man læste bogen på tysk. Så ville man læse den med den afstand, der hed, at dette er en tysk bog for tyskere om tyskhed. Når man læser den på dansk, kommer bogen meget mere ind under huden«, siger Niels Brunse. Stiller sindssygt høje krav Når man hører, hvor lang tid han bruger på at oversætte Shakespeares sonetter, er det formentlig også relevant at spørge, om man som dansk læser ville få det samme ud af at læse dem på originalsproget, når altså Brunse engang bliver færdig. »Det er jo en evighedsopgave, som er enormt sjov, men også fantastisk krævende, og derfor går den fantastisk langsomt. »En tysk kollega brugte flere år på at oversætte de godt 150 sonetter. Fuld tid. Nogle gange kan man gå med et problem i en uge, hvor det rumler i hovedet på én, før man sover, og mens man er i bad. Den seneste, komplette udgave er fra engang i 1940'erne, og den er lærd, knudret, tæt på originalen og ikke særlig kunstnerisk«, siger Niels Brunse. Han tør slet ikke spå om, hvornår han er færdig, for det er en opgave, han arbejder på imellem andre opgaver, og når det tager så lang tid, skyldes det også, at han - med hans egne ord - stiller sindssygt høje krav til sig selv. Han vil have alle Shakespeares dobbelttydigheder med. Kan man egentlig se, om en oversættelse er god, uden at man som læser har originalteksten ved siden af? »Ja, det tror jeg faktisk godt, man kan, hvis man har prøvet det nogle gange. Der er noget ved et sprogkunstværk, som kan virke overbevisende - eller ikke virke overbevisende. Som oversætter kan man eksempelvis komme ud for, at et originalt kunstværk er skrevet bevidst tørt eller kedeligt, og der må man naturligvis ikke gå ind og lave om, for det ville være et groft overgreb mod teksten. Tonen er meget vigtig, og som oversætter må man være sig bevidst, at man er en slags skuespiller, der spiller 'en anden' på sit eget sprog«.

Men skuespillere kan jo levere flere fortolkninger af en tekst? »Ja, det er der altid. Man kan godt sammenligne oversættere med musikere og skuespillere, men der er en forskel, for skuespillerne siger altid de ord, der står i manuskriptet, og musikerne spiller det instrument, musikken er skrevet for, hvorimod oversætteren må transponere og lave om og arrangere værket for sit eget sprog. Det trækker så bare den litterære oversættelse endnu mere i retning af kunst, fordi man arbejder kreativt med sproget, på samme måde som en forfatter gør«. »Som forfatter har man nogle billeder inde i hovedet, når man har udtænkt handlingen og scenen, men det har man også, når man læser en originaltekst, som skal omsættes til danske ord. Det er ikke helt det samme, men processerne minder mere om hinanden, end mange tror«. Kan man definere, hvornår det er kunst? »Kun ved at blive metafysiske, men hvis man kan mærke på et litterært værk, at det har dette løft eller denne sproglige overbevisningskraft, og man accepterer det trods de knaster, det måtte have, så er det kunst. Man kan også sagtens tale om noget, der ligner inspiration, når der er tale om oversættelse, men selvfølgelig mest, når der er tale om svære tekster, f.eks. af Shakespeare, som kræver meget både teknisk og ordforrådsmæssigt. Når man er inde i den koncentration, der er nødvendig, bliver man altså båret af noget, der er større end en selv. Men om det så er sproget, der tager over bag om ryggen på en, det ved jeg ikke rigtig«, siger Niels Brunse. Shakespeare i en uendelighed Som oversætter har han netop arbejdet med Shakespeares skuespil og sonetter har været blandt hans mest krævende opgaver. Han har foreløbig oversat mere end et dusin skuespil, og sonetterne er som nævnt på vej. Shakespeare er noget af en mundfuld. Hvordan kom du i gang? »Alle skuespil har været bestillingsopgaver. Den første var 'En skærsommernatsdrøm' til Det Danske Teater. Det var en fantastisk opgave, og jeg befandt mig i en eufori, mens jeg lavede den. Til gengæld var tomheden, da jeg var færdig, også til at tage og føle på«. Hvordan tør man gå i gang med sådan en klassiker? »Næsten alle hans stykker er oversat mellem to og fire gange, og man kan ikke nødvendigvis gøre det bedre end de andre, for der er ikke tale om en slags litterært mesterskab. Hvis ikke jeg havde på fornemmelsen, at jeg kunne lave noget, der var på niveau, så var der ingen grund til at gå i gang«. »Da jeg blev bedt om at oversætte 'Hamlet', tænkte jeg, at der var tale om det største stykke overhovedet. 'Hamlet' er som et symfonisk stykke musik med så mange stemmer og klangfarver, at det kan fortolkes - jeg havde nær sagt indspilles - på utrolig mange måder, og det er ikke sådan, at én oversættelse gør alle andre overflødige«, siger Niels Brunse. En række af hans skuespiloversættelser er de senere år udkommet i bogform, og i den forbindelse har Niels Brunse gået sit eget arbejde igennem på ny, efter at det har været igennem sceneopførelsen. Og hvis ikke han allerede var klar over det, fandt han ved en ny gennemlæsning af sin egen tekst ud af, hvor kompleks Shakespeare egentlig er. »Jeg opdagede, at jeg kunne bruge resten af mit liv på at revidere 'Hamlet' og på at lave parallelversioner, fordi der er så meget i det stykke, men på et eller andet tidspunkt må man jo stoppe«, siger Niels Brunse. Afbrød sine studier At han selv blev oversætter, var lidt af et tilfælde. Han havde læst nogle digte af den østrigske digter Georg Trakl, som Ivan Malinowski havde oversat, men den dengang meget unge Brunse undrede sig over, at der ikke fandtes en hel bog med Trakl-digte. Det skrev han til Malinowski, og i ungdommeligt vovemod sendte han også sit eget bud på nogle oversættelser med. Malinowski kunne imidlertid godt lide Niels Brunses fordanskninger, og ikke så længe efter blev de udgivet i en bog med Trakls digte på forlaget Rhodos. »Det var derfor også Rhodos, jeg henvendte mig til, da jeg senere faldt over Carlos Castanedas første bog om sin læretid hos en troldmand. Om de ikke skulle udgive den? Jo, det skulle de, for de havde allerede købt den og sat en anden til at oversætte den. Men pludselig en dag ringede de så, om jeg stadig var interesseret, for ham den anden oversætter var stukket af til Sydamerika - ham den anden var altså Ib Michael«, fortæller Niels Brunse med et stort smil. Da han startede med at oversætte, var han stadig en ung og fattig russiskstuderende på universitetet. Faktisk begyndte han allerede at oversætte som 18-19-årig, og det har været hans hovedbeskæftigelse lige siden. Studierne i russisk stoppede han. For det første indså han, at det var helt brødløst, og for det andet var han blevet persona non grata i det daværende Sovjetunionen, fordi han havde hjulpet nogle russere til at hoppe af til Vesten. »Det blev i stedet engelsk og tysk, som jeg havde haft i gymnasiet. Det lyder ikke af så meget, men jeg har rejst og læst mig til meget. En egentlig akademisk uddannelse har jeg ikke, selv om jeg har arbejdet så meget med Shakespeare, at jeg har en vis viden om, hvordan grammatikken på hans tid så ud, så af sig selv får man en slags ekspertise, man arbejder sig til«, siger Niels Brunse. Og ekspertise skal der til, fremgår det. Man skal for eksempel ikke altid skue forfatteren på ordene. »Hvis ikke, man ser sig for, kan man komme ud for at oversætte ord med noget, de slet ikke betyder. Hos Shakespeare betyder et ord som 'humorous' alt andet end humoristisk. Det kan derimod betyde lunefuld, lidt i retning af det melankolske«. Ind i forfatterenHvor meget må man egentlig som læser kunne se oversætteren i teksten? »Man kan ikke være usynlig som oversætter. Igennem de valg man har truffet, vil man altid være synlig, men man skal ligesom kunne nulstille sig selv i forhold til teksten. Man skal helst ikke kunne slå op på side et og sige: 'Nå, det er vist en oversættelse af Brunse'. Man skal derimod kunne gå helt ind i den anden forfatters person«. »I begyndelsen gjorde jeg meget det, at jeg sad og kiggede på et billede af forfatteren, mens jeg oversatte for ligesom at være i en tavs dialog med forfatteren. Det er jo det rene hokuspokus, men det tjente måske til at huske mig på, at det ikke var en tekst, der stod og strittede i verdensrummet, men en tekst skrevet af en person, der ville noget med den. Det er måske også gavnligt for den ydmyghed, man også skal have over for opgaven«.

Nogle oversættere klager over mangel på opmærksomhed?

»Jeg tror ikke, det går på dem som personer, men de vil gerne respekteres for det arbejde, de gør. Der er jo opfattelser af, at oversættere bare er menneskelige ordbøger, som udfører et arbejde, man lige så godt kunne sætte maskiner til. Her overser man, at der i hvert fald hos litterære oversættere også ligger en stor portion kunstnerisk lidenskab bag. Det er måske en af årsagerne til, at mange oversættere gerne vil have de svære opgaver«, siger Niels Brunse. Han har selv nyoversat flere klassikere, senest Manns 'Buddenbrooks', og han afviser ikke, at der for oversætterne også er en vis prestige i at kunne sætte sit fingeraftryk på en klassisk tekst, men det er ikke kun derfor, netop de opgaver trækker. »For mig hænger det sammen med, at man får lov at til at arbejde med et værk af kvalitet, som ikke bare har en afstand sprogligt og kulturelt, men også en afstand i tid. En anden tid taler til os gennem et værk, så man også bliver klogere på sig selv, og når man oversætter, gør man det bestemt også som læser«. Suset fra formuleringerneDu skriver også selv romaner? Har det betydning? »Både når man skriver, og når man oversætter, kan man opleve dette sus, som man kan få, når formuleringerne næsten kommer strømmende, uden at man har gjort sig store anstrengelser for det. Man kan blive helt høj af det«, siger Niels Brunse, som mener, han bliver bedre til at skrive sine egne tekster ved at oversætte. Han bliver simpelthen mere opmærksom på, hvor præcis man skal være i sproget. »Når man både er oversætter og forfatter, kan man også bedre forstå, hvorfor en forfatter undertiden tager svinkeærinder i teksten. Man kan bedre forstå hans intentioner, og det er vigtigt, selv om det måske ikke ændrer ordene i teksten. Da jeg oversatte 'Buddenbrooks', kunne jeg se, hvordan der var masser af undertekster i replikkerne, og her skal man kunne føle, at der er noget mere på spil, end ordene siger. Det skal også være umærkeligt, men dog føleligt på dansk«, siger Niels Brunse. Hvad er det, vi går glip af, når vi læser en oversat tekst? »Robert Frost har engang ondskabsfuldt sagt, at »poetry is what gets lost in translation«, og efter den model skulle al oversættelse være upoetisk. Det mener jeg jo ikke. Det er altid en slags fortolkning, en transponering til et andet medium, en anden klang, så det man mister er originalen, men til gengæld får man et nyt sprogkunstværk, hvis hovedstrukturer er de samme«. Selv er Niels Brunse en af de oversættere, som forlæggerne ofte står i kø til. Da Jess Jessen fra Nansensgades Antikvariat ville have nyoversat Joseph Conrads 'Mørkets hjerte', ventede han, til Brunse havde tid, så ordrebogen har ofte været meget tyk. Faktisk så tyk, at det indimellem har været ved at gå ud over helbredet. »Nu forsøger jeg at holde en normal arbejdsuge, men før jeg fik små børn (53-årige Brunse har to af slagsen, red.) arbejdede jeg nærmest i døgndrift. Nærmest også, når jeg sov. Jeg kunne vågne op om natten med løsningen på et problem og sige 'aha', sådan skal det altså lyde. Det var klokken godt 10 om formiddagen til klokken tre om natten syv dage om ugen, men jeg har også prøvet at blive kørt helt flad af arbejdspres og deadlines. At være helt uden strøm på batterierne. Nu har jeg valgt, at jeg også vil nå at se børnene vokse sig store, men jeg kan godt blive ramt af abstinenser«, siger Niels Brunse.