Litteraturmagister Neal Ashley Conrad (født 1963), der siden 1993 har været lærer på Krogerup Højskole, udgav for nylig en næsten 600 sider lang analytisk monografi 'Skønheden er en gåde' om Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Nogle anmeldere fandt bogen for lang og for begejstret. »'Skønheden er en gåde' er blevet så lang, fordi jeg har nægtet at gå på kompromis med den udforskning, som bogen er. Jeg har forsøgt at forfølge det, der interesserede mig, fra jeg læser det første Thomsen-digt i 'City Slang' 1981. Jeg vil gerne være tro mod den første fascination. Jeg synes, man i den danske litteraturkritik er for lukket over for 'litteraturlidenskab'. Hvorfor skrive en lang bog om et forfatterskab, hvis det ikke er funderet på et lidenskabeligt forhold til det? »Lad den komme, lad den komme, tiden hvor vi begejstres!«« (Rimbaud, red.). En ting er at have lidenskaben, noget andet at fortælle om den ... »Det gør jeg kun lidt i forordet og indledningen. Det er, som om det er uvant for anmeldere, at skribenten insisterer på sin begejstring. Det er forbudt at skrive 'jeg'. Men det er virkelig mig, der siger det her! I mine læsninger, som fylder 300 sider af bogen, angriber jeg spændingsfeltet mellem form og stof fra tre forskellige vinkler: temaerne, traditionen og skønheden, som jeg vender tilbage til hele tiden. Det er nærlæsningerne af digtene, der er det vigtigste - ikke teorien om poesien«. Har du set det som en mission at cementere Søren Ulrik Thomsen som en stor digter? »Overhovedet ikke. Det har først og sidst været min ambition at læse hans værk. Men indimellem får man øjnene op for problemerne i det poetiske univers, der er bygget op. For eksempel de senere digtes lovlig højspændte form. Det forholder jeg mig også til. Der er ikke bare et spændingsforhold i digtene mellem stof og form, men der synes i høj grad også at være det imellem de bøger, Søren Ulrik har skrevet, og de bøger, han skal skrive. Der er et forhold, jeg ikke tror er så frit, som det måske er for andre kunstnere«. ? »Han har som digter undersøgt et bestemt område i en bestemt periode og undersøger et andet område i en anden periode. Det svarer på en måde til livsaldrene; der er en ufrihed i det, næsten en djævlekontrakt om, hvad man skal skrive hvornår«. Er det ikke netop en frihed? - at alderen giver én rum til at sige, at verden ser anderledes ud - fordi man er blevet ældre? »Jo, det kan man også sige, og det præger i høj grad 'Det værste og det bedste' (Thomsens seneste digtsamling, udgivet i samarbejde med Ib Spang Olsen 2002, red.). Det helt centrale er, at jeg er overbevist om, at digtene taler tilbage til ham«. Har I snakket om det? »Nej, men det er kigget frem i foredrag, som han har holdt mange af, også på Krogerup Højskole. Han har gentagne gange fremlagt sine tanker om, hvad der var på færde, og hvorfor han skrev det pågældende digt. Og han har en voksende generøsitet med at lukke op for værkstedet«. Skræmmende skønhedKan du ikke føle, at du piller noget fra hinanden, som ikke skal pilles fra hinanden? »Måske, men jeg har ikke været bange for at gøre det. Analyse er jo, at man piller tingene fra hinanden i deres bestanddele og prøver dem af. Og man må ikke være bange som analytisk litteraturlæser. Der har jeg jo med mig en skoling fra universitetet, et virke som anmelder og en praksis fra højskolen, hvor jeg arbejder til hverdag. Og jeg har gerne villet forene det litteraturteoretiske med det pædagogiske og skrive en bog, som også apellerer til folk, der ikke har gået på universitetet«. Du taler nu om at være bange. Hvad skulle man i givet fald være bange for? »Når man har arbejdet med et så forholdsvis sammensat værk som Thomsens 'Skriftlige arbejder' så længe, møder man iblandt noget, man har meget svært ved at beskrive. Også et skræmmende stof, som er meget stort, og som man måske ikke har sprog for. Ikke kun bevidstheden om døden, som er permanent i alle digtene. Det skræmmende har at gøre med skønheden. Ikke bare som: 'det var dog en fantastisk formulering!', men det, at man har læst det mange gange og nærmest går rundt med det som en virus og ikke kan finde ud af det. Dét har skræmt mig og vakt en yderligere analytisk læselyst«. Fordi du ville redde dig sikkert over på den anden side af et eller andet? »Nej! Nej! Fordi jeg ville risikere. Jeg ville konfrontere mig med den her skønhed. Det moderne livs skønhed, som Søren Ulrik Thomsen på æstetiske præmisser går ind og forsøger at undersøge. Det har først og fremmest med formen at gøre, som skaber et sted for det grusomme, og hvor det sættes på spil«. Gør alle kunstnere ikke det? »Jo, i århundreder. Det, der sker i et samfund som vort, hvor det kan blive sværere og sværere at få tingene til at hænge sammen ...«. Provokerende afgrænsningHvorfor er det sværere i vores samfund end i andre? »Fordi vi bombarderes fra alle mulige sider med informationsstrømme og befinder os i en overfyldt tid, hvor der stilles krav om at orientere sig. Presset er større. For sådan et højhastighedssamfund er Søren Ulrik Thomsens digte en provokation«. Da ikke mere, end at folk er vilde med dem? »Ja, men provokationen består i opfordringen til at gøre holdt i dit eget rum. Prøve at gå det efter og se, hvad der egentlig er sket siden sidst. Og finde et sprog for det. Højhastighedssamfundet gør, at vi hele tiden skal være på på alle mulige planer - simultant - og dermed mister fornemmelsen for overgange, tærskeloplevelser«. »Jeg tror, en af grundene til, at Søren Ulrik Thomsen har fået så mange læsere, er en meget skarp bevidsthed om afgrænsning og form. Jo strammere formen er, jo større frihed er der rent sprogligt. Jeg har erfaret, at der er en forskel mellem Søren Ulrik Thomsen og andre kunstnere i den hårdnakkethed, hvormed han insisterer på forskel, grænse, afgrænsning. Og det gælder på alle tilværelsens niveauer, som hans digte fra halvfemserne til i dag lægger et snit igennem, og imellem hans forskellige praksisser som digter, ræsonnør og manden på gaden«. Hvori består det skræmmende for et voksent menneske i Thomsens digte? »Jeg mener, det kommer fra det eksistentielle felt. Digtene går ind i alle menneskers skræmmende felt. Det er skræmmende, fordi vi skal dø«. Det vidste vi da godt i forvejen ... »Ja, men det, at det lige præcis forholder sig sådan, gør, at man læser 'Hjemfalden', 'Det skabtes vaklen' og nu også 'Det værste og det bedste' med en form for taknemmelighed som gevinst. Formen afgiver nemlig den skønhed, som man kan opleve i et øjeblik: at det, som er så forfærdeligt, kan transformeres af det poetiske sprog til en glæde over stadigvæk at være her. Og man kigger for et øjeblik ind i en åndelig sfære, som ikke synes at have det så godt i det samfund, vi lever i nu«. »Det, som yderligere er skræmmende for mig, særlig i de senere digte, det er, at der er en djævel, der kigger frem, et øje på digterjeget. Der er en ond vilje i verden, et spil mellem gud og djævel, og det afgørende er den måde, Søren Ulrik Thomsen digterisk får dem til at gå i samtale med hinanden på. Det er noget, formen gør, og det gør den i al kunst. Men det specielle er, at der sammen med djævelens blik rettes et andet kirurgisk blik på tingene i Søren Ulrik Thomsens senere digte«. Du mener, han mere end andre skærer igennem lige der, hvor form og stof mødes? »Ja, og holder en plads fri og sprækker åbne, sådan at digtet ikke fiser lige op i det vertikale højtårn eller ned og bliver dæmonisk. Thomsen er mellemrummets digter. Han er grundlæggende en moderne romantiker, der skelner mellem krop og sjæl. Det er hans dualisme og bevidsthed om sprækken og mellemrummet, der sørger for, at formen ikke lukker sig; at der er en åben slugt, hvor kaos og ny betydning kan strømme ind i digtene«. Spørgsmålet er vel, om man overhovedet kan være kunstner uden den dualisme ... »Man ser en helt anden arbejdsproces og helt andre digte, hvor der er en sammenbinding mellem arbejdsproces og digte som hos Peter Laugesen. Han er også skønhedssøger, men på andre præmisser. Han tror mere på skriften som proces, hvor det hele hører med, og kunsten ikke er en overbygning på tilværelsen«. En langstrakt undersøgelseThomsen har hele tiden vidst, at du var ved at skrive en bog om ham? »Ja, jeg kontaktede ham allerede, da jeg skrev på den første, mere biografiske variant, som jeg siden skrottede. Da havde han denne replik: »Jeg skal ikke have mit liv gjort til en statue«. Og det respekterede jeg 100 procent. Men da jeg så i 1995-96 skulle i gang igen, havde jeg skrevet mig ud af den første umiddelbare begejstring og benovelse, og min bog er også en historie om at have 'skrevet sig ud på den anden side'. Det kunne andre også lave i forhold til forfatterskaber, de har læst - det kan man faktisk godt savne«. På den anden side: Hvor interessant er dit private dannelsesprojekt for læsere af Søren Ulrik Thomsen? »Jo, men dannelsen var en bigevinst. Selve processen: at sidde i stjålne timer om aftenen efter en arbejdsdag som højskolelærer - den var utrolig svær. Jeg kunne have redigeret voldsomt, men jeg insisterer på denne bog som en langstrakt undersøgelse«. Så 'Skønhedens gåde' bliver også et portræt af dig? »Det er der ingen tvivl om. Men et portræt af mig som læser«. Har du haft Thomsens ånde i nakken, mens du skrev denne bog? »Overhovedet ikke. Jeg har kendt ham siden midten af firserne, hvor jeg skrev universitetsopgave om blandt andet hans digte, og jeg fandt tidligt ud af, at vi sagtens kan være venner og tale om ting, der interesserer os, uden at det forhindrer mig i at skrive om hans tekster. Og når vi mødes nu, taler vi ikke om hans digte. Jeg gør mit arbejde, han gør sit«. »Vores bekendtskab begyndte på et kursus i 1985 på Folkeuniversitetet, der hed 'Læs med digterne', hvor Klaus Høeck, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen optrådte nogle gange hver, og jeg var tilmeldt som ung studerende. De udlagde deres egne tekster, og vi kom med vores læsninger. Thomsen kom en af gangene med en rejsegrammofon og præsenterede os for stemmer på plade. Han spillede blandt andet Don McLean, 'Rør ved mig' med Lecia og Lucienne og 'I Can Hear Your Heart Beat' med Chris Rea«. Har du ikke undervejs i arbejdet med 'Skønheden er en gåde' været fristet til at spørge Thomsen om noget? »Det gjorde jeg i begyndelsen. Så udvekslede vi og samtalede på kryds og tværs, og han skrev tilbage. Nogle gange gik han i rette med mine ræsonnementer. Og på et tidspunkt tog jeg den beslutning, at her skulle udvekslingen stoppe. For det skulle være min bog og mine egne læsninger. Jeg ringede kun og spurgte om faktuelle ting. Han har for øvrigt også ringet og spurgt mig om ting fra sin bibliografi, som han ikke selv huskede«. Turde du lade være med at lade ham se manuskriptet, før det gik i trykken? »Ja, det turde jeg da godt! Jeg har jo insisteret så meget på mine egne læsninger. Og dem skal han på ingen måde stå til regnskab for eller være protektor for. Jeg kan jo ikke have en note på hver anden side, hvor der står: »Det har Søren Ulrik Thomsen selv sagt!«. Jeg har lavet et stykke arbejde, der skal leve sit eget liv«. Men den færdige bog sendte du vel til ham? »Jeg gav ham den i hånden til bogmessen. Og han ringede da også fra Athen nøjagtig den dag, der var reception for bogen på Krogerup, og sagde tillykke. Søren Ulrik Thomsen er jo manden, der stiller, når sekundviseren nærmer sig det aftalte tidspunkt. Han er i et og alt en gentleman«.»Søren Ulrik Thomsen er jo manden, der stiller, når sekundviseren nærmer sig det aftalte tidspunkt. Han er i et og alt en gentleman«