Alle mennesker er forskellige i forskellige situationer. Det er en del af den menneskelige eksistens at tage maske på. Hvert menneske har mange stemmer«, siger den 39-årige svensker Jan Arnald, som selv gør brug af usædvanlig mange forskellige masker. En af dem har indtil for nylig været et mysterium i Sverige. Jan Arnald er skribent. Men som sådan har han usædvanlig stor spændvidde. Han skriver stilistisk legende prosa, som får engagerede anmeldere til at forfatte sig i omstændelige langdrag. Han redigerer eksklusive litterære tidsskrifter, der har det intellektuelle Svenska Akademiens nøje bevågenhed, og han anmelder skønlitteratur i Göteborgs-Posten. Han er oversætter fra tysk og dansk, og han forfatter essays om Kierkegaard. Og så skriver han populære spændingsromaner. Siden 1998 har Jan Arnald under pseudonymet Arne Dahl skrevet en håndfuld krimier. Indtil for nylig vidste kun den nærmeste familie, hvem Arne Dahl er. Medierne måtte nøjes med at spekulere over det. Hvad de så til gengæld gjorde i fantasifuldt omfang. Der blev gættet på, at Arne Dahl var en højtstående politimand eller politiker. Nogle mente, at Arne Dahl måtte være en kvinde. Eller et kollektiv af forfattere. Andre holdt på, at Sveriges mest omtalte pseudonym siden 1960'ernes og 70'ernes Bo Balderson måtte være Jan Guillou eller andre lige så kendte forfattere. Nu ved alle besked. Jan Arnald valgte at lade Arne Dahl skifte forlag, og det var sandsynligvis nogen fra Arne Dahls hidtidige forlag, Bra Böcker, som for nylig i ærgrelse lækkede forfatterens identitet til en journalist fra Sydsvenska Dagbladet. Jan Arnald var klar over, at han på et tidspunkt ville være nødt til at røbe hemmeligheden. Hvis ikke andre gjorde det. For han har to døtre, der ikke skulle blive ved med at være nødt til at lyve om deres far. Og Arne Dahl forblev trods alt et mysterium så længe, at Jan Arnald fik gennemført den test, som var et af motiverne bag pseudonymet. Han ville finde ud af, om brugen af pseudonym ville fjerne opmærksomheden fra forfatterens person og i stedet henlede den på selve teksten. »Jeg ville skrive, som man gjorde i det 16. århundrede, hvor man kunne skrive som en skriftlig identitet, der ikke var koblet til et individ. Med Arne Dahl ønskede jeg, at teksten skulle tale for sig selv. Fordi vi har levet i psykologiens århundrede, så er de psykologiske tolkninger af forfatteren som individ blevet meget dominerende. Arne Dahl kunne man ikke psykologisere. Når man forsøgte, løb man ind i en mur. Fordi forfatteren ikke fandtes«. Men du beviste vel samtidig, at det i dag er umuligt at sætte sig ud over individet. For medierne blev ved med at lede efter, hvem Arne Dahl var. »Ja på det punkt mislykkedes det at henlede opmærksomheden fuldt ud på teksten. Meget af medieinteressen kom til at dreje sig om, hvem Arne Dahl var. Og man havde nok forhåbninger om, at han var nogen, der er betydeligt mere kendt, end jeg er«. Den spaltede skribent Jan Arnald griner genert, mens han vrider hænder og kaster lange blikke hen imod stueruderne i lejligheden på Söder, hvor han bor sammen med kone og to døtre. Når han ikke bor i sin anden lejlighed i Göteborg, hvor han opholder sig en stor del af tiden for at skrive - og for at varetage jobbet som kritiker ved den bys dagblad. Det gør ham usikker, at han på grund af afsløringen af Arne Dahls identitet er havnet i mediernes søgelys. Det er en uvant rolle for et menneske, der ellers er vant til at spille mange forskellige roller. Flere gange siger han, at han ikke er noget særligt. Bare »en helt almindelig mand, der henter børnene efter skole og overhovedet ikke er interessant«. Da jeg interviewede 'Arne Dahl' via e-mail i foråret, skrev du, at du lider mere af personlighedsspaltning end andre. Det er vel ikke sædvanligt? »Men det er som skribent, at jeg altid har været personlighedssplittet. Faktisk kunne jeg godt tænke mig at skrive under pseudonym altid. Det er naturligt for mig at skrive i mange forskellige genrer og i forskellig sværhedsgrad. Da du spurgte Arne Dahl, hvorfor han skrev under pseudonym, svarede han ved at citere Kierkegaard. Intet menneske er et eneste og helt igennem homogent. Det er logisk at kunne tale forskellige sprog og lade sprogene tale med hinanden«. I andre e-mail-interview gav Arne Dahl andre forklaringer på, hvorfor du brugte pseudonym. Hvorfor? »Fordi der blev ved med at dukke nye svar op. At være Arne Dahl førte til mange tanker om, hvad identitet er. På en måde er jeg jo en anden person, når jeg skriver som Arne Dahl. Men jeg er ikke mindre ægte. Mennesket er i stand til at være mange personer«. Hvad er forskellen på dig og Arne Dahl? »Arne er muligvis lidt mere fri som forfatter, end jeg er. Han kaster sig direkte ud i grundig research af ting, han i udgangspunktet ikke aner noget om. Og han er ganske modig. Min fjerde roman som Arne Dahl, 'Europa blues', handler om den svenske racebiologiske forskning, der inspirerede den tyske i årene op til Anden Verdenskrig. Arne Dahl har også beskæftiget sig med det, der skete i forbindelse med EU-topmødet i Göteborg forrige sommer«. »Og han har skrevet en del om børnepornografi på internettet. Fordi det oprører ham. Generelt bliver vi vel mere og mere blaserte i forhold til de forfærdelige ting, som sker i verden. Men når det gælder børnepornografi, så kan man ikke være blasert. Oprørtheden må være uafbrudt. Jeg har fået megen positiv kritik for Arne Dahl-bøgerne, men i Sverige er jeg samtidig blevet kritiseret for, at de er lidt for blodige og for voldelige. Det er jeg uenig i. For man kan ikke i dag skrive banale puslespils-krimier om samtiden. Den bliver mere og mere voldsom. Der sker mange grimme ting rundt om i verden, og de skal med i bøgerne. Også selv om nogle af dem er uudholdeligt brutale«. Deler verdensbillede med Dahl Arne Dahls spændingsromaner er ikke blide over for det svenske samfunds mentale og sociale tilstand. Jan Arnald har ladet Arne Dahl sige, at det værste ved nutidens Sverige er amerikaniseringen. Er Jan Arnald enig med sit pseudonym? »Ja, det er jeg. Når jeg selv skriver, er jeg dog nok lidt mere afvejende. Arne har sin stil. Og jeg er helt klar over, om jeg er Arne, når jeg skriver. Eller om jeg er forfatteren Jan Arnald, tidsskriftredaktøren Jan Arnald eller kritikeren Jan Arnald. Men forskellen på Arnald og Dahl er ikke drastisk. Det samme verdensbillede ligger bag alt, jeg skriver. Ligesom Arne er jeg vel et venstrefløjsmenneske. Jeg lærte i 70'erne, at alt er politik. Men i modsætning til de typiske 68-forfattere lægger jeg vægt på, at politik ikke er alt. Politik indgår i et større verdensbillede«. Arne Dahls kollektivromaner om en gruppe politifolk med base i Stockholm og speciale i internationale forbrydelser sammenlignes ofte med Sjöwall og Wahlöös spændingsromaner, som har høj status i Sverige. Jan Arnald er stolt over sammenligningen. Til en vis grænse. »Sjöwall og Wahlöö var typiske 68-forfattere. Deres bøger blev mere og mere ideologiske. Til sidst blev de næsten en politik. Det kommer ikke til at ske med Arnes bøger. Så dominerende er det politiske ikke. Arne er en vred forfatter. Men hans vrede er i høj grad rettet imod vold, imod ghettoisering og imod almen fordummelse«. »Arne har hjulpet mig med at få visse træk frem, som jeg ikke har brugt så meget tidligere. Især en vrede. Da jeg var ung og havde langt krøllet hår, var jeg temmelig vred. Senere blev jeg mere æterisk. Arne har fået mig ned på jorden igen«. I de seneste årtier er det vel også blevet mere og mere meningsløst at skrive ideologiske romaner? »Ja, alting var glasklart ,dengang Sjöwall og Wahlöö begyndte at skrive. I dag er det vanskeligt at se, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Det er kompliceret, og det bør strømme gennem bøgerne. Tag EU som eksempel. I grunden synes jeg om EU-tanken. EU er en mulighed for et fredeligt Europa. Og i forhold til Sverige er EU en mulighed for at integrere Sverige i Europa. I sammenligning med Danmark oplever jeg Sverige som mere isoleret. Olof Palme og hans verdenssamvittighed gjorde meget godt for Sverige. Men det betød desværre også, at svenskerne tror, de er bedre end andre. At vi kan klare os selv«. »Problemet med EU er, at det ikke bliver en modpol til USA. I EU bestemmer det økonomiske alting. Og det økonomiske styres af en bureaukratisk instans. EU's udvikling går i retning af et slags øststats bureaukrati med et amerikansk syn på økonomi og fordelingspolitik«. Den belastede intellektualitet Jan Arnald har netop sat sidste punktum i den sjette ud af de ti planlagte Arne Dahl-bøger. I den nye roman spiller Polen og Polens relation til EU en vigtig rolle. Selv om pseudonymet er afsløret, vil Jan Arnald fortsætte med at bruge det. For at have Arnes stemme at tale med. Men hvorfor blev det netop Arne og spændingslitteraturen, som du valgte? »Igen er svaret flertydigt. Den ene grund var, at jeg havde læst en svensk krimi, som jeg ikke brød mig om«. Hvilken? »Det kan jeg ikke lige huske«. Det tror jeg ikke på. »Okay, det var faktisk en af Henning Mankells bøger. Henning Mankell er jo fantastisk populær. Ikke mindst i Tyskland. Men jeg synes altså, at hans bøger om Wallander er for klichéprægede og entydige. Denne her ensomme, melankolske, lettere alkoholiserede kommissær med det komplicerede forhold til kvinder fylder alt for meget i bøgerne efter min mening. Jeg tænkte, at det må kunne gøres bedre. Mere interessant og komplekst«. »Samtidig har Arne Dahl været min mulighed for at skrive uden at blive bedømt som intellektuel. Jeg er intellektuel. Det er en integreret del af min personlighed, og jeg er sikker på, at det også præger Arne Dahls bøger. For samtidig med at de virkelig er krimier med action og plot, så er de skrevet med lidt mere stilistisk finesse, end man er vant til med spændingsbøger. Jeg tillader mig at referere til andre forfattere undervejs«. »Men det intellektuelle har en mærkelig betydning i Sverige. På den ene side er foragten for de intellektuelle meget stærk i dette ekstremt pragmatiske, socialdemokratiske samfund. Man må under ingen omstændigheder prale med sin uddannelse. Omvendt sker der også en forgyldning af de intellektuelle. Man snobber for det finkulturelle. Det hader Arne Dahl. Og jeg. Det er meget svært at være intellektuel i Sverige. Det intellektuelle befinder sig på en særlig tærskel, og det hænger jo sammen med, at vi er et gammelt bondeland. Jeg havde en utopisk forhåbning om, at Arne Dahl kunne rive den tærskel ned. Og det lykkedes vel egentlig også, tror jeg«. Da Arne Dahls identitet blev afsløret, sagde du, at du var lettet. Men du lyder, som om du kommer til at savne ham? »Ja, det gør jeg nok«.