Politikerne har ofte handlet i blinde, når det drejer sig om at skabe mere ligestilling mellem mænd og kvinder. Fulde af pæne ord og god vilje har de talt om det nødvendige i lige muligheder. Men den politik, de har ført, er sket uden enighed om, hvad problemet er, og hvad løsningen skal være. På den måde har politikerne reelt ført ren symbolpolitik uden det store indhold. Konsekvensen er, at ligestillingen mellem kvinder og mænd i dag står i stampe. Det dokumenterer bogen 'Ligestillingspolitik som diskurs og praksis', som er redigeret af lektor på Aalborg Universitet Anette Borchorst og professor på Stockholms Universitet Drude Dahlerup. Bogen gennemgår dansk ligestillingspolitik fra 1973 til i dag. Lige fra byrådsdebatter og statsministres åbningstaler til folketingsbeslutninger og selve måden, man taler om ligestilling på. På overfladen har alle tilsyneladende været enige om, at selvfølgelig skulle der være ligestilling mellem kvinder og mænd. Men reelt har politikerne været dybt uenige om, hvorvidt der overhovedet var og er et problem. Hvad målet skulle være, og hvordan det skulle nås. For eksempel har højrefløjen typisk ment, at mænd og kvinder skal have lige muligheder fra starten, mens venstrefløjen oftest er gået ind for mere radikale løsninger, som skal sikre lige muligheder på målstregen. Og for eksempel har et bredt flertal vedtaget en lov om ligeløn uden at være enige om, hvorvidt kvinder overhovedet bliver diskrimineret lønmæssigt på arbejdspladsen. Politikken har imidlertid også været præget af en stor ulyst til at tage en mere grundlæggende debat om ligestilling. Mens der er kommet langt stærkere meningsforskelle frem i Sverige og Norge, har den danske konsensuspolitik slået igennem og nærmest kvalt om nødvendigt et godt skænderi, der kunne have rusket op i meningerne. Det fremgår for eksempel af byrådsdebatterne, som Drude Dahlerup har analyseret. »Det er næsten forbudt at sige diskrimination. Og det er helt forbudt at sige kvindeundertrykkelse. I de kommuner, hvor man er blevet enige om, at der er for få kvindelige ledere, har man lavet nogle tiltag, for eksempel kurser for kvinder, der står på spring. Men byrådspolitikerne har ikke på forhånd vidst, hvad årsagen til problemet var«, siger hun og fortsætter: »Det er et problem, for hvis analysen viser, at det faktisk er karrierestrukturen, der diskriminerer ansatte med små børn, så skal man have fat i noget helt andet. Så hjælper det ikke at sende kvinderne på kurser, hvor de lærer at hævde sig selv. I stedet må man tage fat i den diskrimination, der er i organisationen, og som måske kan betyde, at dem på deltid - typisk kvinderne - ikke forfremmes«, siger hun. Ligestilling i flæng På Christiansborg har folketingspolitikerne i nogle love remset en række ligestillingsmål op i flæng uden at sætte penge af til instrumenter, som kunne sikre, at politikken blev ordentlig gennemført. Ikke nødvendigvis af ond vilje og for blot at føre en ren skinpolitik, siger forskerne. For det kan også dække over en velment politik, hvor de folkevalgte imidlertid har handlet i blinde. Anette Borchorst: »Den anden side af symbolpolitikken er, at der ingen sanktioner er, hvis man ikke overholder ligestillingslovens forpligtelse til at føre aktiv ligestillingspolitik. I Norge og Sverige er der en ligestillingsombudsmand, der også har kompetence til det private erhvervsliv. Det er vigtigt, at lovgivningen stiller krav om handlingsplaner og i kommunerne om ligestillingsredegørelser, men det risikerer at forblive smukke ord, hvis det ikke bliver håndhævet«. Når politikerne så har indledt en debat om ligestilling, er det ofte sket uden at kvalificere beslutningsgrundlaget med statistik og forskning, mener forskerne. For køn er kontroversielt. Alle har et og lever i relation til andre køn. Derfor har politikerne haft et stærkt ønske om at undgå en åben konflikt om emnet og bestræbt sig på brede forlig på det kontroversielle område. Med mindste fællesnævners politik som resultat med uklare mål og midler. »Diskussionerne bliver så følelsesladede, at folk næsten ikke kan se fakta. Mange krummer tæer, når man snakker om det. Ligestilling som utopi vil formentlig være til gavn for alle, men undervejs må mænd afgive magt, og det skaber angst og modstand«, siger Drude Dahlerup. Og nogle gange mangler sproget ganske enkelt ord og nuancer for det, der bliver talt om, siger Anette Borchorst. »Tag kønskvotering. Der findes mange former for positive foranstaltninger for at rette op på den skæve kønsbalance, men oftest taler man, som var der kun én ting - kønskvotering - og som om den bliver brugt i stor stil. Men rent faktisk er lovgivningen omkring kønskvotering utrolig restriktiv, så det er næsten ikke blevet brugt. Samtidig er det særlig kontroversielt, når der er tale om kvinder. Når man gerne vil have flere mandlige folkeskolelærere eller flere mænd på medicinstudierne, som det var fremme i sommer, så er kvotering ikke nær så problematisk«. Bogen viser også, at de danske ligestillingsdebatter har fokuseret på kvinder og kun i mindre udstrækning på mænd. Mænds ligestillingsproblemer kom på den politiske dagsorden i Danmark ti år senere end i Sverige og Norge. Det skete i begyndelsen af 1990'erne med debatten om forældremyndighed. Få år senere forsvandt kvindeundertrykkelse og diskrimination af kvinder næsten som temaer, når der blev talt om ligestilling. For stik modsat Sverige, hvor statsministre i deres åbningstaler fremhæver kvinder og ligestilling, og hvor næsten alle partiledere i dag erklærer sig som feminister, så har en dansk statsminister ikke omtalt problemet siden Poul Nyrup Rasmussen (S) nævnte det i sin første åbningstale i 1993. Hvor godt går det egentlig? På trods af den manglende debat og politik konstaterer forskerne, at danske kvinder rent faktisk på en række områder er blevet mere ligestillede med mænd. Ændringerne er i høj grad kommet som følge af internationalt pres og velfærdspolitiske reformer, der har været til kvindernes fordel, mener forskerne. Og internationalt set ligger danske kvinder rigtig godt i svinget. Sammen med norske, svenske og finske kvinder er danske kvinder velrepræsenterede politisk set. Danske kvinder uddanner sig i dag næsten lige så lang tid som mænd, og er også næsten lige så meget ude på arbejdsmarkedet. Barselsorlov og børnepasning giver småbørnsfamilier en relativt god mulighed for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Og danske kvinder er langtfra så truede af fattigdom, som for eksempel amerikanske, tyske og engelske. Hvad er problemet så? » Set i internationalt perspektiv går det jo godt. Men det er, som om man stiller sig tilfreds med det. På mange områder går det ikke godt. Med den nye regering er der for eksempel så få kvindelige ministre, at vi er kommet ned på en 7.-plads i verden. Ringere end Storbritannien«, siger Anette Borchorst, og Drude Dahlerup supplerer: »Lønforskellene bliver ikke mindre. Kvinderne tager hovedansvaret for børnene og er dermed handikappede på arbejdsmarkedet. Der er femten procent kvinder som ledere af de offentlige styrelseskontorer, fem procent kvinder i toppen af det private erhvervsliv. I Danmark mener man, at ligestillingen nærmest er opnået, mens man i Sverige taler om, at der er langt igen. Det er forbavsende«. Anette Borchorst: »Man kan jo godt stille sig tilfreds med, at det vælger kvinderne selv. Men man skal ikke grave ret meget i den forklaring for at se de strukturelle barrierer, som medfører kvinders fravalg. Plus de kvinder, som gerne vil gøre karriere, og som også møder de barrierer«.