0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den danske drøm

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jan Grarup
Foto: Jan Grarup

Foto: Jan Grarup

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da amerikaneren Jennifer Garrity i 1997 tog til Ærø sammen med mand, tre børn og forældre, havde de ingen forventninger om at møde slægtninge på øen. De ville bare gerne vise Jennifer Garritys ærkecaliforniske mor, hvor hendes morfar blev født og boede, indtil han som ung udvandrede til Amerika, ligesom så mange andre danskere gjorde det i sidste halvdel af 1800-tallet.

Men ved at sætte en annonce i den lokale avis kom Jennifer Garrity og hendes familie i kontakt med en ældre mand, som er deres slægtning.

»Han viste sig at have helt det samme familietræ som os og havde i størstedelen af sit liv boet i det hus, hvor min oldefar blev født. Det første, han spurgte os om, var: »Hvorfor skrev de ikke, efter at de var rejst«. Fra sine slægtninge havde han hørt om to brødre, der emigrerede til Amerika og aldrig siden lod høre fra sig. Selv så mange år senere ville han gerne vide hvorfor. Vi måtte svare, at vi ikke havde nogen anelse om det«.

»Men spørgsmålet fik mig til at tænke, at der måske lå en historie bag«.

På det tidspunkt i 1997 skrev Jennifer Garrity på en historisk roman for større børn. Da den var færdig og sendt af sted til et amerikansk forlag, begyndte hun med det samme at lave research på det, der skulle blive en 479 sider lang historisk roman om livet på Ærø og især blandt danske udvandrere i Amerika i perioden 1864-1900.

Jennifer Garrity skrev på amerikansk, men henvendte sig bevidst til et dansk forlag, der oversatte manuskriptet og nu udgiver det under titlen 'Et sted i hjertet'. Forfatteren håber, at det især vil interessere danskere at læse om det liv, emigranterne fik i Amerika. Blandt andet fordi vi ikke ved så meget om det. De danske udvandrere er ikke så velbeskrevne som de svenske og de norske.

Det hænger sammen med, at langt flere svenskere og nordmænd end danskere forfulgte drømmen om Amerika, siger Jennifer Garrity:

»En million svenskere svarende til en fjerdedel af befolkningen udvandrede. 750.000 nordmænd gjorde det. Men i Danmark emigrerede kun omkring 300.000, som slog sig ned i Amerika af flere forskellige årsager og på flere forskellige måder end svenskerne og nordmændene, der ofte var fattigere«.

Danske gringoer
Nogle detaljer i 'Et sted i hjertet' er hentet fra Jennifer Garritys egen slægt. Men hun understreger, at romanen er fiktion, som dog bygger på en meget grundig research af emigranternes forhold både inden og efter udvandringen.

Researchen blev besværliggjort af, at Jennifer Garrity ikke blot ville skrive overordnet om skibsbyggere i Marstal, en gryende højskolebevægelse på Fyn og borgerkrigen i Amerika fra 1861 til 1865, hvor Nordstaternes hær pløjede sig vej gennem Sydstaterne ved hjælp af mange fremmede soldater, der ikke havde anden interesse i krigen end at få løn for at deltage.

Jennifer Garrity ville fortælle om udvandrernes hverdagsliv. Hvordan forholdet mellem mænd og koner og børn var. Hvordan faglærte danske tømrere kunne leve af at lave møbler og bygge huse i Amerika. Hvordan andre drog af sted for at slutte sig til Utahs mormonsamfund, hvor man - til mændenes fornøjelse - dyrkede flerkoneri og på flere områder udøvede religiøst tyranni.

Og Jennifer Garrity ville også fortælle om dagliglivet på ranches i Californien. Her slog for eksempel danske husmænd og andre 'gringoer' sig ned blandt indfødte spansktalende landarbejdere og opnåede den amerikanske drøm om at eje egen, solskoldet jord.

Alt det beskriver Jennifer Garrity i sin fortælling om skibstømrerlærlingen Hans Berring, der skamfuld stikker af fra Ærø i 1864, fordi han taber en del af sin slægtsgårds jord i et spil kort. Hans Berring klarer sig i Amerika, og han bliver også gift og får børn. Men han bliver ved med at længes hjem.

Han længes efter Ærø, havet, klimaet, menneskene, omgangstonen og ungdomskæresten. Han savner sin barndoms landskaber og sine aner. Ved hjælp af en ven og dennes Kierkegaardbøger lærer han at affinde sig bedre med sit savn. Men han ender med at vende tilbage til der, hvor han kom fra.

'Evilskiver'
Ud over emigrantens universelle længsel indeholder 'Et sted i hjertet' amerikanernes specielle savn af fortid, siger Jennifer Garrity:

»På det punkt mangler Amerika noget. Det er som en følelse af et tab. Vi har ikke forbindelse til den gamle verden, som europæere har det. Det var meget vigtigt for mig at vide, hvor jeg kommer fra, og at give det videre til mine børn. Og derfor var det en stor tilfredsstillelse for mig at komme til Ærø og opdage, at forbindelsen gennem min slægt stadig er der. Cirklen er ubrudt. Vi har en plads i denne verdens historie, og jeg tror, at det betyder noget godt for ens mentale sundhed«.

41-årige Jennifer Garrity er selv emigrant. Hun voksede op i Portland i Oregon og boede bl.a. i sin mors barndomsby Livermore i Californien, før hun for halvandet årti siden flyttede til Europa med sin egen familie. Først til Belgien. Og senere videre til en lille by i det sydlige Tyskland.

»Ligesom Hans i romanen kender jeg også til hjemlængsel. Jeg længes ikke med samme styrke som Hans, men Amerika er hjem for mig. Der er mange dårlige ting ved Amerika. Men sommetider savner jeg virkelig amerikanernes følelse af, at alting er muligt. Hvis man som 40-årig amerikaner finder på, at nu vil man skifte livsbane og uddanne sig til læge, så kan det lade sig gøre. Hvis man altså har pengene og evnerne«.

»I Tyskland og måske også i andre europæiske lande er det vanskeligere at ændre karriere midt i livet. I Danmark kan man heller ikke forestille sig, at en mand uden faglig uddannelse pludselig giver sig til at arbejde som f.eks. tømrer. Europæerne bliver lidt fornærmede, hvis en amerikaner bare samler en hammer op og siger: Det vil jeg da prøve. Men det er en del af amerikanernes sindelag«.

Det er æbleskiver til gengæld ikke. Æbleskiver er en historisk dansk lækkerbisken, som emigranterne tog med sig til Amerika. En bestemt æbleskivepande går i arv gennem generationer i Jennifer Garritys bog. Men eftersom 'æble' er et umul