Hvid, grå og sort. Et maleri af Hammershøi, vil nogen måske tænke, men de tre farver hører til på omslagene af Poul Vads tre romaner 'Dagene', 'Døgnet' og 'Døren'. De blev oprindeligt udgivet i 1967 under den samlede titel 'Taber og vinder', men er nu, godt 35 år senere, blevet skilt ad og kan læses hver for sig. Bøgernes farver spejler sig i manden. Tøjet er sort, ansigtet er gråligt, og håret er ved at blive hvidt. Bag skrivebordet i arbejdsværelset midt i København giver han et roligt indtryk, men taler med alvor i stemmen, mens han beretter om sit forfatterskab og de mere end 50 år, der er gået siden debuten i tidsskriftet Heretica. Din tredelte roman 'Taber og vinder' fra 1967 er netop blevet genudgivet. Ser man bort fra nogle få elementer som f.eks. sporvogne og gadehandlere, kunne romanerne efter min opfattelse foregå i 2003. Har verden i grunden ikke ændret sig betydeligt siden 1967? »Både jo og nej. I de tre romaner beskriver jeg nogle mennesker på mikroniveau - altså det kropslige og mentale, og her er der ikke ret meget, der skifter karakter fra én generation til en anden. Men rent sprogligt er der da nok noget, der har ændret sig. En af mine venner sagde eksempelvis til mig forleden, at jeg bruger ordet 'bagdel', hvor man i dag ville skrive 'røv'«. Du skriver også muhamedaner i stedet for muslim ... »Jamen det hed det jo dengang. Vi havde ikke nogle muslimer inden for dørene i midten af 1960'erne, og jeg mener, at man skal lade sådan noget stå. Det kan hurtigt blive for meget med den her sproglige udrensning i den politiske korrektheds navn«. Du debuterede som ung digter i skyggen af den kolde krig. Kan du se nogle paralleller mellem dengang og den nuværende verdenskrise? »Det vil jeg ikke sige. Der er virkelig en forskel på dengang og nu. I 1950'erne var der jo en stor frygt for atombomben, som man slet ikke oplever i dag. Bomben var en del af vores dagligdag. Jeg hørte engang om en højt begavet mand, der ligefrem begik selvmord af angst for atomkrigen. Bomben drev folk ud i de forfærdeligste fantasier om fremtiden. Det blev faktisk næsten til en kliché, at man som kunstner havde en negativ holdning til naturvidenskaben«. Men er vi i dag ikke lige så tæt på den her uhyggelige krig med kemiske våben og atombomber? »Jeg synes, det var værre under den kolde krig. Atombomberne befandt sig så tæt på os. Ved grænsen mellem Øst- og Vesttyskland var der våben nok til at ødelægge hele kloden. Hvad der foregår i Nordkorea og Irak er selvfølgelig frygteligt, men i 1950'erne stod missilerne altså i vores egen baghave. Dengang skulle vi være parate til at gå i beskyttelsesrummene når som helst. Vi levede med frygten«. Gør mange ikke også det i dag? Hvem ved, om en terrorist går ind i Magasin og sprænger sig selv og huset i luften i morgen? »Det er rigtigt, men man må huske på, at terrorisme ikke er noget nyt. Det har eksisteret i mange år i både England, Spanien, Frankrig og Italien. I 'Kattens anatomi' skildrer jeg faktisk en terrorist, der skal myrde en mand. Det var 1970'ernes terrorisme rundt om i Europa, der inspirerede mig til det«. Ung i en fattig tidMeget har ændret sig siden din ungdom i 1940'erne og 1950'erne. F.eks. ser vi unge i dag flere film og læser færre bøger. Er du frustreret over den udvikling? »Filmen spiller en social rolle og har gjort det i mange år. Jeg er selv filmfreak og blev inspireret af den franske nybølge. Til gengæld er jeg ikke vokset op med den ungdomskultur, som man har i dag. Unge tager på store rejser, går i biografen og køber hele tiden nye cd'er«. Kan det ærgre dig, at du ikke har haft de muligheder, som unge har i dag? »Jeg er da uden tvivl gået glip af noget, men I, der er unge i dag, er også gået glip af det, som jeg havde. Det ligger ikke til min natur at være misundelig, men jeg er da godt klar over, at jeg var ung i en fattig tid. Til gengæld var der ikke så høje krav til os. Jeg kunne eksempelvis tage lige præcis den uddannelse, jeg havde lyst til. Jeg forestiller mig, det må være vanskeligt med alle de mange inputs, unge får i dag gennem film, computerspil, musik, bøger og internet. Det er svært at forestille sig, hvordan det er at vokse op med alt det omkring sig«. Men skræmmer det ikke også en forfatter, at computerspil og musik har overtaget bogens rolle? »Nej egentlig ikke. Litteraturen skal nok overleve, for sproget er det fundamentale i menneskets eksistens. Sådan har det altid været. Nu laver man bare statistik over det , men folk, der læser bøger, har altid været i mindretal. Alligevel kan jeg da godt se, at noget har ændret sig. Da Gyldendal udgav 'Taber og vinder', var det første oplag på 3.500 eksemplarer. Det er jo uhørt i dag at trykke sådan en bog i mere end 1.000 eksemplarer, selv om den ikke er en svær bog at læse. Den er bare ikke mainstream«. Synes du, at kulturen er blevet mere mainstream? »Ja. Tag Statens Museum for Kunst som et eksempel. Der har tingene virkelig ændret sig. Tidligere var det sådan, at museets eksistensberettelse var givet, ved at man havde de her store, klassiske samlinger. I dag skal der skabes populistiske begivenheder, som kan trække mange tusinde besøgende til, før regeringen synes, det er i orden at have sådan et museum. Det er et stort tab«. »Jeg tænker på dengang, Julius Bomholt var kulturminister. Det var tider, for han vidste, at der var en idé i at lade staten støtte kunstnere. I dag mangler vi politikere, der virkelig interesserer sig for kultur og ikke kun for profit. Med hensyn til det, der foregår på Statens Museum - jamen altså, det er bare sørgeligt. Ledelsen burde interessere sig for kunst og ikke for, hvad der behager politikerne«. Konen i kosteskabetJeg kan genkende din tone i meget af den nyere, danske prosalitteratur. Mange yngre forfattere har gået på Forfatterskolen. Hvad mener du om at gå på en skole for at lære at skrive litteratur? »Igennem mange hundrede år har forfattere lært at skrive ved at skrive. Så det er vel ikke nødvendigt at gå på en skole for at lære det. Hele tanken om den skole er mig fremmed, men måske er det, fordi jeg selv gik og tumlede med mine første skriverier helt alene. Selv efter mine første udgivelser kendte jeg ikke ret mange forfattere, og det ser jeg som en styrke. Det at være omgivet af kolleger hele tiden er måske ikke en fordel, men jeg vil nu nødigt gøre mig til dommer over det«. I en af dine kendteste noveller, 'Kustoden', flytter kustodens kone ind i kosteskabet, hvor hun senere hænger sig med støvkluden i hånden, og i 'Døren' bosætter en mand sig i sin bil. Kan man ikke kalde din stil for grotesk realisme?

»Det skal litteraturforskere afgøre, og ikke jeg. Men jo, du har nok ret. I forbindelse med 'Kustoden' omtalte en kritiker vist nok min stil som magisk realisme. Uanset hvad man vælger at kalde det, kan jeg helt sikkert erklære mig enig i, at det ikke er hverdagsrealisme, jeg skriver. I 'Døren' skildrer jeg jo også en vandring ind i menneskekroppen, og det er vel grotesk. I mine romaner spiller ikke kun det visuelle, men også lugte en stor rolle. Sådan har jeg som forfatter åbenbart opfattet verden, og det er ikke noget, man ser i den mere konventionelle realisme«. 'Kattens anatomi' har flere udnævnt til dit mesterværk. Hvorfor, tror du? »Den bød jo på en overvældende stofrigdom, og den har en utrolig fantastik, men mange anmeldere overså, at den også handler om hverdagen. Faktisk har den stor relevans i dag med eksempelvis de etiopiske flygtninge, der kommer til Danmark i 1936, hvor romanen foregår. Det var ren fantasi, men jeg ville skrive om vores forhold til de fremmede - alt det, der er så aktuelt i dag. Dette politiske aspekt i bogen druknede lidt under modtagelsen af den«. Hvem betragter du som forbilleder? »Et par år før jeg skrev 'Taber og vinder', introducerede jeg Louis-Ferdinand Céline i tidsskriftet Vindrosen. Jeg vil ikke sammenligne mig med ham, men hans mod til at sprænge alt i stykker og gå helt ned på bunden, hvor det gør ondt, det har spillet en rolle for min måde at skrive på. Det tætte, vævede sprog hos en forfatter som Joseph Conrad fascinerede mig også, ligesom Herman Bang, som jeg jo slet ikke ligner. Han kunne skrive tingene, som man ser dem og hører dem. Endelig vil jeg også nævne William Faulkner og Albert Dam som betydningsfulde for mit forfatterskab«. Jeg tænkte på Ernest Hemingways 'Og solen går sin gang', da jeg læste 'Dagene', der jo foregår i Paris. »Ja, jeg har læst den roman, men jeg vil nok sige, at Knut Hamsuns 'Sult' har været et større forbillede. Det synes jeg selv ligger lige for. Det unge menneskes ensomhed i storbyen og opbruddet fra den er et tema, jeg har hentet fra Hamsun nærmere end Hemingway«. Apropos Hemingway, så sagde han engang, at han gerne ville skrive, ligesom Cézanne malede. Har du det sådan med Hammershøi, som du jo har skrevet flere bøger om? »Nej, sådan har jeg aldrig tænkt på det. Jeg er optaget af Hammershøi, fordi han ofte er koncentreret om enkelte objekter. Det kan være en stol i et rum, som han fordyber sig i, som var det første gang, han så dette motiv. Uden at drage sammenligning i øvrigt kan jeg da godt se, at vi har et slægtskab eller i hvert fald vil det samme med vores beskrivelser, men han er ikke den eneste kunstmaler, jeg interesserer mig for, selvom det er ham, jeg har skrevet mest om«. Sproget er mit livDu er jo kendt både som kunstkritiker og som romanforfatter. Hvordan er det at beskæftige sig med to så forskellige retninger?

»Jeg har haft den lidt mærkelige skæbne, at jeg har haft i hvert fald tre forskellige slags publikum. Mine første romaner, 'De nøjsomme' og 'Taber og vinder', blev læst af en bred skare. En del år senere udkom 'Kattens anatomi'. Den blev læst af en helt ny generation, som måske slet ikke kendte det, jeg tidligere havde skrevet. Imens skrev jeg jo så bøger om billedkunst for en snæver gruppe af kunstinteresserede. Først med Hammershøi-bogen vakte min kunstkritik interesse blandt en større skare. Men mange anede slet ikke, at jeg også havde skrevet romaner. Jeg var ude for, at folk sagde: »Poul Vad? Nåh, det er dig med bogen om Hammershøi!««. Du har lavet andet end at skrive, bl.a. har du opbygget kunstmuseet i Holstebro. Hvad vil du gerne huskes for?

»I hvert fald for det litterære. Sproget er mit liv. Sådan har det altid været«. Du udgav din foreløbig sidste roman, 'Galskabens karneval', i 1981. Kommer der flere romaner fra Poul Vad? »Der skal kun komme en roman, hvis jeg føler, det er nødvendigt at skrive en ny, og sådan har jeg det ikke nu. Det er, undskyld mig, fandeme hårdt at skrive en roman. Det vil jeg sige til alle vordende og samtidige forfattere: Skriv kun en roman, hvis det er absolut nødvendigt, for det er hårdt. 'Taber og vinder' arbejdede jeg på i mere end seks år, og det var opslidende. Men når jeg nu genlæser 'Dagene', 'Døgnet' og 'Døren', kan jeg til gengæld se, at de sammen med romanen 'Rubruk' er mine mest vellykkede værker«. Poul Vad lægger armene over kors og smiler tilfreds. Det sorte, det hvide og det grå er forsvundet. De farver, som glæden ved at holde sig åndeligt beskæftiget giver, kan ingen tilsyneladende tage fra den københavnske jyde.