Russerne i Berlin er hovedpersonerne i Wladimir Kaminers tre år gamle bestseller 'Russendisko', som han i mandags læste op af for en proppet sal på Goetheinstituttet i København. Plattenslageri, stille undren og ukuelig overlevelseskamp i et miljø af ludere, etnisk fastfood og asylmyndigheder beskrives med en umiskendelig jødisk-russisk humor - på tysk. Et af bogens højdepunkter er beskrivelsen af fænomenet 'En russisk brud' og de glæder og genvordigheder, der venter en vestlig mand, der gifter sig med en russisk kvinde. (»Jeg kender flere tyske mænd, der efter lang tids arbejdsløshed og depression hurtigt har skaffet sig et job og sågar har gjort karriere, alene fordi de havde forelsket sig i en russisk kvinde. De havde heller ikke andet valg, for russiske brude er meget, meget krævende, for ikke at sige dyre«). Kaminer rejste til Berlin, simpelt hen fordi det lige efter Murens fald endnu ikke krævede visum. Han ankom til Berlin med tømmermænd og i nusset tøj sammen med et par venner efter to dages togtur fra Moskva - uden at kunne tysk. Er De en russisk eller en tysk forfatter? Spørgsmålet (stillet og besvaret på russisk) er efter min mening indlysende til det trivielle - det stilles bare for at få en snak om relationen mellem sprog og omverden. Men det udløser en voldsom, negativ reaktion: »Hvad har russisk med det at gøre? Jeg er selvfølgelig en tysk forfatter. Jeg har aldrig skrevet et ord på russisk«, svarer Kaminer på vaskeægte Moskva-russisk. »Hvad andet skulle jeg være end en tysk forfatter? En russisk forfatter skriver på russisk! Det er da klart! Det er absurd at definere en forfatter efter hans 'Blut und Boden'. I England er der da ingen, der regner Salman Rushdie for en indisk forfatter!«. Man regner dog med hans specifikke baggrund ... det har ikke noget med blod at gøre, men med kultur og et særligt syn. De bearbejder jo også russernes tilgang til det tyske i Deres bog. Det er jo dens tema! Interviewerens stemme er ved at blive en anelse skinger. »Jeg er alligevel en tysk forfatter!«, siger Kaminer med stædig stemme.

Okay! »... Men privat er jeg russer!«. Kaminer taler kun russisk hjemme med sin kone og to døtre. »Efter min mening er sproget det eneste, der definerer en forfatter«. De er ikke desto mindre kendt som forfatter også i Rusland ... »Ikke særlig kendt. 'Russendisko' er for nylig blevet rædselsfuldt oversat af en, der hverken har begreb om det tyske eller det russiske sprog«. Vanvid!Og De kunne ikke tænke Dem at gøre som Nabokov og selv oversætte Deres bog til russisk? »... Nej, hvorfor skulle jeg dog det, skrive min bog en gang til på et andet sprog? Det er da vanvid!«, siger han pludselig vredt. »Det er jo meningsløst! Bogen er oversat til mange sprog, som jeg ikke kender - det kan jeg jo ikke kontrollere. Det er enhver forfatters skæbne ... Måske er den også dårligt oversat til sydkoreansk? Hvad fanden! ...?«. Han hidser sig af en eller anden grund op, men nu er jeg rolig som en klippe. Men det må da være mere surt, når man bliver dårligt oversat til sit eget modersmål? De vil vel gerne have fat i russiske læsere også? »Russerne kan læse mig på engelsk«. (Nu begynder det at blive mærkeligt). »For mig er russerne udenlandske læsere. Russisk er ganske vist mit modersmål, men som tysk forfatter giver jeg mig ikke af med at skrive bøger på andre sprog. Jeg bor jo i Tyskland, og der er en anden problematik end i Rusland. Jeg tror ikke, det er interessant for en russisk læser«. Men det er jo russeres problemer, De skriver om.

»I Rusland er der meget begrænset interesse for udenlandsk litteratur, og den bliver dårligt oversat. Forlagene udgiver kun udenlandsk litteratur for at bytte og få udgivet noget russisk i udlandet. Det er bare en primitiv udveksling af forfattere. Der er en anden problematik i Rusland end i resten af Europa, og jeg arbejder publicistisk. Jeg er ikke interesseret i at skabe kunstværker, hverken litterære eller andre. Jeg forholder mig fjendtligt til den slags kunst ...«. Jeg opgiver at forfølge den udtalelse og konkluderer: De er altså en tysk forfatter, der tilfældigvis er født i Rusland ...? »Det var nok ikke tilfældigt, at jeg blev født i Rusland, men jeg forstår, hvad De mener: ja. Jeg skriver om russere, men de russere er også en del af fødselsveerne ved det nye kulturelle Tysklands fødsel. Kulturen ændrer sig også ved min tilstedeværelse i det tyske litterære landskab. Man kan sige, at jeg nu er blevet en del at den tyske kulturelle tradition«. »Rusland har også ændret sig voldsomt på 15 år. Jeg rejste fra Sovjetunionen, og det er det, der er mit fædreland. Den kulturelle tradition, jeg har medbragt, er sovjetisk. Og det er der mange, også i min generation, der gør sig klart. De siger: Sovjetunionen er mit fædreland. Enhver forsøger at lægge distance til det moderne Rusland. Og al den seriøse litteratur kan betegnes som posttraumatiske fænomener, affødt af den voldsomme forandring af landet«. Total pessimismeHvordan vil De definere sovjetisk kulturtradition? »Som mistillid til staten i enhver form; en total pessimisme, som alligevel er forbundet med munter adfærd; en vis uansvarlighed over for fællesskabet. Russerne i Tyskland er ikke emigranter; emigranter er afskåret fra deres fædreland af forskellige grunde, men russerne kan rejse, hvorhen de vil. Og mange er da rejst tilbage til Rusland og har fundet bedre job, end de kunne få i Tyskland. I Tyskland befinder alle sig under det samme økonomiske tryk, uanset om de er russere, tyskere eller vietnamesere. Det er en stor kødhakkemaskine«. Hvordan har den tyske og den russiske befolknings indbyrdes forhold ændret sig i de knap 15 år siden Murens fald og russernes indtog i Berlin? »De russere, jeg kender i Berlin, har alle haft succes og har nået det, de drømte om. De arbejder meget og holder sjældent fri, får familier eller forlader deres familier, reparerer deres bil - et normalt liv. Ikke et liv som tyskere, men et liv, som de ønsker! I Berlin holder man ikke øje med, hvem der lever hvordan, der er ingen lokale adfærdslove. I Berlin holder man distance. I det hele taget bruger vi ikke at dele folk efter nationalitet, det er da en racistisk tilgang. Folk er ligeglade, om de er tyskere, japanere eller danskere - bare de er ordentlige mennesker«. Jo, men man har da forskellig baggrund, alt efter om man er vokset op i Kasakhstan eller i Nürnberg? »Den forskel er ikke en disse værd! Siger det noget om et menneske, om han drikker vodka eller øl?«. Deres bog viser da netop forskellen ... »Jeg ville vise, at der er flere ligheder end forskelle. Folk lider under ensomhed, søger en partner osv. Men mine personer havner selvfølgelig i nogle sære situationer mellem kulturerne og søger nogle udveje og løsninger. Og det er det, der skaber en ny kultur«. Det er blevet en russisk kliché, at alt i Tyskland - og Skandinavien - er så rent og ordentligt, men meget kedeligt og åndløst ...

»Jeg abonnerer ikke på den indstilling til verden, at den er en zoologisk have, hvor du har betalt for indgangen og så går og kommenterer, om her er rent eller snavset, om dyrene er ordentligt fodret osv. Hvad rager det dig! Tag selv fat og indret dit liv, som du ønsker det!«. »Der er selvfølgelig stadig den sovjetiske tendens til at beklage sig over ikke at blive forsørget godt nok af staten, som hos os var ansvarlig for alt, også for brød og skuespil. Men som politisk system er Tyskland ikke et indvandringsland og beskytter sig, så godt det kan, mod udlændinge. Men det lykkes ikke rigtig«.