Det var noget med, at Maria Grønlykke skyldte en mand ovre på Fyn en stak penge. En dag kiggede hun forbi for at aflevere dem. Han var ikke hjemme, så hun stak dem til hans kone. På vej videre mødte hun sin kreditor og forklarede, at pengene var afleveret til fruen. Hele hans tab stod at læse i det blik, han sendte hende og blev fulgt af ordene: »Det lyder satme farligt«. Så spænede kogekonen og juristen Maria Grønlykke hjem og skrev den første sætning i det, der siden skulle blive hendes litterære debut. »Hvis der er to ting, Herman godt kan lide, så er det snaps og fisse«, lød sætningen. Forleden udkom bogen 'Fisketyven' på Gyldendal. En samling fabulerende, fynske landsbynoveller fra Maria Grønlykkes hjemegn, der høstede fine anmeldelser i dagbladene. »Det var dét der blik, han havde i øjnene, der gav mig ideen. Han kunne jo godt regne ud, at nu skulle hun have udestue og sofapuder og alt muligt pis. Og så kom historierne hjemmefra ellers trillende«, siger den 45-årige Maria Grønlykke. Det blev altså starten til fortællingerne om Palle Sovesofa, der tæsker sin kone. Om den ridderlige Røde Johs, der overtager lillebroderens forslåede enke - eller »den lille skide stakkels lorteenke Birgit«, som Johs' ekskone kalder hende. Og så er der Anne-Lise, der har farvet håret i samme farve som auberginerne nede i Brugsen. Og som efter en skrap diæt har haft et lykkeligt gensyn med de yderste af sine kønshår, mens hun stod under bruseren. Hele galleriet holder til på Sydvestfyn, hvor Maria Grønlykke også selv voksede op. Og store dele af dialogen er skrevet på fynsk lydsprog. »Byboer har ofte en forenklet og primitiv opfattelse af, hvordan folk på landet er. Det kunne jeg godt tænke mig at nuancere lidt. For selv om folk taler fynsk, er de altså ikke dumme. Det glade, syngende mål har været en inspiration i sig selv. Ligesom de bløde, grønne landskaber. Og de blide, muntre eksistenser, der befolker det«. Novellerne er stykket sammen af erindringer, rygter, kendskab til lokalområdet og fri fantasi. Allermest det sidste, bedyrer forfatteren, der bogen ud - og i sit liv i øvrigt - holder med de utilpassede eksistenser. Tasken er i grisestalden Aftalen er, at vi mødes hjemme hos hende i byggeforeningshuset på Østerbro. Selv om hun ikke er helt vild med det. Det er noget med, at der er rodet og vist nok også hul i gulvtæppet. I et stykke tid forsøger hun entusiastisk at få henlagt aftalen til Botanisk Have. Så giver hun sig med et suk. Hun sidder på trappestenen i en lang, storblomstret frakke og venter. »Tror du ikke, jeg har låst os ude«, råber hun glad. »Jeg har glemt min taske op ad en grisestald ovre på Fyn her i formiddag«. Men det er ikke noget at bekymre sig om, for Noa - husstandens 17-årige og yngste søn - kommer med en nøgle om lidt. Så vi venter bare lidt i solen. Snart dukker en lang, køn og lidt genert teenager op. Og det bliver ikke ligefrem bedre af, at hans mor bliver ved med at kalde ham »lille skat«, selv om han rager væsentligt op over hende i landskabet. Vi slår os ned i hendes arbejdsværelse i stueetagen, hvor vindueskarmene er malet pink ligesom døren. Gardinerne er kulsorte med store, pink prikker på. På væggene hænger der tyrefægterplakater og enorme fotos fra Sevilla. Maria Grønlykke begynder passioneret at fortælle om de festligheder, der finder sted i Sevilla hvert år i april. Om modige og stolte spanske mænd i lyserøde strømper og ballerinasko. Og om hvor uretfærdigt det er, at man ikke bare kan gå i flamencokjoler på Østerbro, når det nu ser så flot ud. Hun anviser mig en lyserød lænestol med rødt cirkelmønster. Selv tager hun plads på den anden side af arbejdsbordet. I røde ruskindsstøvler, netstrømper, klirrende grønne ørenringe og cyklamenfarvet neglelak. »Jeg er meget glad for farver«, siger hun en anelse overflødigt. »Jeg kan alle de sjofle vittigheder« Maria Grønlykke har både outsideren og hjemmefødningen i sig, når hun skriver sine historier fra Fyn. Hun spenderede de første otte år af sit liv langt fanden i vold ude på Sjælland, hvor faren, Sven Grønlykke, havde en skumgummifabrik. Maria var nummer tre og den eneste pige i en søskendeflok på seks. »Jeg har fem brødre. Så jeg kan alle de sjofle vittigheder. Og jeg bander, ryger cigar og drikker som en mand«, siger hun. Maria Grønlykke var en rappenskralde med orden i tingene. Allerede som femårig blev hun sendt i skole for at holde styr på sin drømmende storebror, der ikke lod sig forstyrre af lærere, der bad ham huske skolebøgerne. »Piger har den der syge ordenstrang. Jeg kan huske, min mor engang kiggede på mig, brast i latter og sagde: »Gud, hvor er du småborgerlig«. Men jeg synes altså, det var lidt rodet og unormalt med alle de her brødre«. Da Maria var otte år, blev skumgummifabrikken solgt så fordelagtigt, at der blev råd til at slå sig ned på godset Løgismose på Sydvestfyn mellem Fåborg og Assens. Et idyllisk sted, der med forfatterens ord ligner en »konditorkage« udstyret med skov, kapel og egen hejrekoloni. Hele søskendeflokken startede i den lokale, fynske kommuneskole, hvor knagerne ude i garderoben hang tæt nok til, at der kunne sidde et lille barnehovede mellem dem. Og der hang »alle mulige arme grødhoveder« så og ventede på en serie lussinger fra en kolerisk lærer med en fortid i militæret. En herre, der i øvrigt får et tvivlsomt eftermæle i Maria Grønlykkes novellesamling. Det var også her, klasselærerinden den første dag gjorde Grønlykke-flokken opmærksom på, at nu skulle de altså ikke tro, de var noget, bare fordi de kom fra Løgismose. »Og det troede vi altså heller ikke. Det havde vi jo aldrig været. Vi var bare nogle små børn, som kom og skulle være nye i en skole, hvor de talte et andet sprog«. Opholdet i kommuneskolen varede nu heller ikke så længe. Og tiden på privatskolen i Odense med den lokale landadels og overlægernes børn blev også relativt kort. Som Maria Grønlykke siger det: »Hver gang en bror blev smidt ud af skolen, fulgte resten af søskendeflokken med«. Besteg alle hustage Ud over Løgismose fik Sven Grønlykke også råd til at købe ASA Film. Og kort efter lavede Maria Grønlykkes forældre filmen »Balladen om Carl Henning«. De skrev manuskriptet sammen, instruerede og fik installeret klippebord på Løgismose. Siden købte de Falsled Kro og Løgismose Mejeri, der stadig er kendt for sin rygeost og sine østers. Så blev restauranten Kong Hans' Kælder indlemmet i Grønlykkefamilien og et vinimportfirma ved navn Løgismose Vin. »Et mindre imperie af velsmag«, som Ebbe Mørk engang skrev. »De lavede alting sammen de to. De havde virkelig et godt teamwork«, siger Maria Grønlykke. På Løgismose blev der serveret tre retter mad til middag. Hver dag. Og altid frembragt af Marias mor, Lene Grønlykke. Interessen for god mad og ordentlige råvarer var stor, og mad var simpelt hen dét, man talte om hjemme. Når en ung pige forlod Løgismose efter et år i huset, havde hun ikke været med til at lave den samme ret to gange. »Min mor er den bedste kok, jeg har kendt. Mine fem brødre og jeg kan alle sammen lave mad. Fordi vi har lært, at det var vigtigt. Og fordi vi ved fra vores opvækst, hvordan det skal smage, når det smager godt«, siger Maria Grønlykke. Alle piger gik til spil Selvfølgelig var det sjovt at vokse op hos et hold engagerede og vidtfavnende forældre, der sprang fra projekt til projekt. Men også en anelse irriterende for et barn med normalitetstrang. »Jeg ville gerne have, det hele var lidt mere almindeligt med mine forældre. For det var alligevel hele tiden sådan noget, folk snakkede om. Altså, hvad de nu lavede. De andres forældre havde jo et renseri, en gård, eller var murere«. Nå. Men mens alle andre piger på Fyn gik til spil, fór Maria Grønlykke rundt og byggede huler, klatrede i træer og besteg alle hustage i Strandby i sine brødres aflagte kedeldragter. Siden lå hun henslængt i et bilvrag i en gammel grusgrav og røg smøger sammen med veninden Inge - der i øvrigt har lavet omslaget til 'Fisketyven'. Og så fik hun tunet, boret, hakket, gearet og planet sin Puch to-gears, indtil den snildt kørte 70 kilometer i timen. »I virkeligheden ville vi være drenge. Vi var sådan nogle tomboys. Det sjove er at som barn og ung på landet, så bruger man faktisk landskabet. Selv om man fiser rundt på knallert, så stopper man også, når man kommer op på en bakketop og kigger ud over landskabet og siger: Nej, hvor er her flot«. »Den, der råbte højest, vandt« Efter gymnasietiden i Glamsbjerg flyttede Maria Grønlykke til hovedstaden for at lære at binde blomster hos Erik Bering. Det tog et halvt år, hvorefter hun indskrev sig på jurastudiet. Dels fordi hun »hadede uretfærdighed«. Og mente at dette var vejen ind i hjertet af, hvordan retssystemet er bygget op og fungerer. »Det var vel også en eller anden måde at prøve at finde en plads på selv. Mine forældre fyldte jo meget. Og hvis vi skulle have lov at være selvstændige individer, så var det en god idé at finde et sted, hvor de ikke havde slået deres folder. Og jura var altså ledigt. Dér havde de ikke været«. Jurastudiet skulle også indfri et ønske om at vinde en diskussion med almindelige, fornuftige argumenter. Det var nemlig ikke noget, Maria Grønlykke var vant til hjemmefra. »Når vi diskuterede noget hjemme, var det den, der råbte højest, der vandt diskussionen. Det var en tradition fra min fars familie. Jeg syntes, det var så tåbeligt. Og noget af det, man lærer som jurist, er jo at skære ind til kernen i en sag og finde ud af, hvad materien er«. Maria Grønlykke blev hurtigt aktiv i studenterpolitik. En aften skulle hun ud og hænge plakater op i selskab med den polit.-studerende Jacob Mollerup. De spottede et rigtig godt ophængningssted bag et meget højt stakit. Som Maria med lethed forcerede. »Jeg havde jo min træning fra tagene og træerne på Fyn, mens Jacob var vokset op i byen. Jeg tror faktisk, det imponerede ham lidt«. Hans forsigtige tilnærmelser pr. brev kvitterede hun for ved at invitere ham til middag på Kong Hans. Og da han ti dage senere flyttede ind hos hende, sørgede hun også for at få friet til ham i en fart. Som hun siger: »Jeg havde et væddemål med min kusine om hvem af os, der blev gift først«. Det væddemål vandt Maria, der dagen før sin 20-års fødselsdag stod brud i kapellet hjemme på Løgismose. »Det var meget usædvanligt, at vi ville giftes. Det gjorde man ikke i 70'erne. Og sådan nogle som os gjorde slet ikke. Men det var bare anderledes med Jacob, ikke. Det ville være forkert ikke at gøre det«. »Fordi jeg var så pissehellig« Maria Grønlykke er næppe den mest smidige jurist, centraladministrationen har haft på lønningslisten. Men hun var der nu i 15 år. Formentlig som én af de eneste med selvindført flekstid, der befriede hende for de faste møde- og gåtider, hun altid er blevet »desperat af at tænke på«. Til gengæld var diskussionerne med diverse chefer et relativt fast punkt på dagsordenen. »Det var meget vigtigt for mig at have rene hænder. Jeg gad ikke at lave noget, jeg syntes, var forkert. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har siddet og skændtes med en eller anden departementschef om, hvorvidt vi skulle træffe en rigtig eller en forkert beslutning. Det var ikke mig, de skulle gå til, hvis de havde en lidt snavset opgave, der lige skulle fikses rundt om loven«. Af samme grund blev hun kaldt jomfru Maria af sine kolleger. »Fordi jeg var så pissehellig«, som hun siger. Og når hun af og til fik en chef, hun var lidt for uenig med, tog hun i reglen et års orlov og gik ud som kogekone. Da hun definitivt holdt op i centraladministrationen, var det fordi, hun syntes, at »planloven var hjernedød« og »naturbeskyttelsesloven var impotent«. Og da hun så fik en chef, der gjorde hende opmærksom på, at flekstid ikke eksisterede i hendes afdeling, gik der kun to timer, før Maria Grønlykkes opsigelse lå på chefens skrivebord. Passioneret debatør Maria Grønlykke var allerede på det tidspunkt en passioneret læserbrevsskribent og samfundsdebattør i landets aviser. Indlæg om Søren Krarups udgivelser og udgydelser i det vestjyske, krigen i Eksjugoslavien, Grundloven, el-reformen, arbejdsløshedslovgivningen, forvaltningsstrategier, NATO og tyrefægtning tilflød jævnligt debatredaktionerne. Desuden havde hun lejlighedsvis skrevet freelance-artikler - ikke mindst om sin store passion madlavning. Planen efter Slotsholmen var, at Maria Grønlykke skulle leve som freelanceskribent. Hun postede ideer af sted til fagblade og dagblade, men hørte ikke rigtig noget. »Så havde jeg god samvittighed, for nu havde jeg prøvet. Og så begyndte jeg at skrive fiktion i smug. Jeg sagde det ikke engang til Jacob. For jeg synes, det var lidt opkørt at bilde sig ind, man bare måtte skrive derudad, når der ikke var nogen, der havde bedt én om det. Sådan lidt blasert, ikke. Men mere eller mindre ubevidst har det altid ligget der som et ønske«. Anstrengelserne endte i et romanforsøg, som hun fik i hovedet igen fra ti forlag. »Og så burde jeg jo nok bare være stoppet og have ringet til Udlændingestyrelsen og hørt, om de havde nogen ledige stillinger. Men det gjorde jeg altså ikke«. Og så var det, hun skulle aflevere de her penge til en mand på Fyn. »Bagefter begyndte alle de her historier så at komme trillende. Det er grundlæggende fiktion, men selvfølgelig har jeg lånt en episode hér og et karaktertræk dér«. Manden, der stjal husly Det er eksempelvis sket i novellen 'Fisketyven', der bygger på den sandfærdige historie om en fri fugl, der for nogle år siden blev verdensberømt på Fyn, fordi han begik flere hundrede indbrud i tomme sommerhuse på øen - uden at stjæle ret meget mere end husly. Og så måske en fiskestang og et par varme sokker. Et par gange er det også gået ud over Maria Grønlykkes sommerhus. »Fisketyven er nok den af historierne, jeg selv holder mest af. Jeg synes, det er så befriende, når nogen bryder de normer, vi alle sammen er mast ind i. Og samtidig synes jeg, det må være så frygtelig svært at have det sådan, at man bare ikke passer ind i det system, alle andre lever i«. Lige nu passer Maria Grønlykke sin familie. Ved siden af driver hun de nu afdøde forældres virksomheder videre sammen med sine brødre. Og så har hun en ambition om at vide alt, hvad der er at vide om tyrefægtning. Så derfor er hun nødt til at lære spansk. Og, indrømmer hun tøvende, så er hun altså også i gang med at skrive videre. »Det har været svært for mig at acceptere inde i mit juristhoved, at det er ok bare at sidde og skrive lige ud i luften, når man har tjent sit eget brød, siden man var 18 år. Nøgternt og sagligt burde jeg gøre noget andet. Men jeg er faktisk ikke i tvivl om, at det er det her, jeg gerne vil. Hér er der ikke nogen, der fortæller mig, hvad der skal stå i loven. Jeg skriver min egen lov«. Vi sidder lidt og ser på hinanden. Så starter et stort smil et sted i hendes ansigt. »Og i øvrigt ville jeg slet ikke kunne arbejde i centraladministrationen i dag - jeg lærer alligevel aldrig det dér med at proppe hænderne ned i møgspanden med god samvittighed«.