0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Baronessens kys

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Humanist og litterat, mystiker og erotiker, en pest for marxister dengang, da de var moderne, og den intense partner i ånden for baronessen på Rungstedlund. Her har den nu 82-årige professor emeritus ikke været i mange år, men i går var han inviteret tilbage til gerningsstedet for at blive hædret med Rungstedlund Prisen.

I 35 år, indtil 1990, var Aage Henriksen tilknyttet Københavns Universitet, hvor hans karismatiske personlighed og litteraturopfattelse gjorde ham til centrum i en næsten apostolsk menighed, mens andre strengt fordømte, at litteraturen i hans kreds blev et eksistentielt begreb, et område, hvor han satte sig selv ind og fortolkede personligt.

Da han begyndte som professor i de ophedede år omkring og efter 1968, blev der politisk set dømt isolationsfængsel for den slags udskejelser på undervisningsanstalten.

Han satte sig selv på spil med krop og sjæl for gennem litteraturen at nå dybere forklaringer på livets gåder, ikke mindst de erotiske.

Sådan set havde Henriksen ikke så meget imod sine modstandere, som de havde imod ham, for som han siger i dag, så han i socialismen en humanistisk kerne.

»Det gale var, at jeg drev upolitisk undervisning. Den måde, de læser på i dag på universitetet, er blevet så speciel og metodepræget. Før var universitetet en slags centrum for litterært liv. Nu er det en ghetto for litteraturforståelse.

Da jeg begyndte for mange år siden, tilhørte litteraturen den offentlige kultur. Da var teksten sin egen metode, som stillede de krav til læseren, som man måtte gå ind på for at opfatte teksten.

Det synspunkt gælder ikke mere. Nu er læserens indstilling en del af teksten. Jakob Knudsen havde det udtryk, som Karen Blixen også støttede sig til, at kunst er lovbundet til fantasien. Det var den lov, vi i sin tid accepterede. Forfatteren sætter vilkårene, og læseren må finde ind i den meddelelsesmåde, som forfatteren har valgt. Det er et antikveret synspunkt i dag, hvor man bevæger sig helt andre steder hen«.

Hvorhen?

»Ind i en mere europæisk sammenhæng. Derfor er den nationale litteratur ved at være forbi, og det ved jeg ikke, om jeg vil beklage, for min interesse har ligget på bevidsthedsområdet. Forudsætningerne for at opleve litteraturen har ændret sig med hele den teknologiske udvikling fra hårde hvidevarer til prævention og fri abort. Hvidevarerne har gjort det meningsløst at sidde i en toværelseslejlighed og passe et barn og et hjem.

P-pillen og den legale abort har taget en stor risiko fra mennesker og fjernet nogle tilstande af forventning, hele området er blevet afmytologiseret, som religionen er blevet det. Dermed er også et kraftfelt forsvundet. Andre vil mene, at det samlet er en fordel. Mine børnebørn har en større selvsikkerhed, end vi havde i min ungdom med dens spærringer og hæmninger«.

Krydsermissilet
Mødet med Karen Blixen blev et vendepunkt i Aage Henriksens liv, en forløsning, men også et venskab, der påførte ham brandsår, der har efterladt ar, som aldrig forsvinder. Han var lektor i Lund i årene fra 1949 til 1955, da han genlæste hende med afgørende effekt.

»Jeg havde naturligvis strejfet Karen Blixens noveller tidligere, men ikke fået noget ud af dem. På samme tidspunkt havde jeg sådan en skummel plan af socialistisk art og ville skrive om Clarté-bevægelsen (international, socialistisk sammenslutning, især af intellektuelle, red.), og her ramte Karen Blixen ind som et krydsermissil i min tilværelse.

Det åbnede op for nogle ting og et spor, som jeg har befundet mig i siden. Efterhånden gik det op for mig, hvad det var for en livsanskuelse, og det førte mig videre til Goethe, som kendte til de samme psykiske dilemmaer, som hun beskrev, men gav dem en anden tydning og et andet program.

Det var i 1951. Jeg skrev så nogle radioforedrag om Karen Blixen, som Ole Wivel ville udgive - det blev vist Danmarks mindste bog, men Karen Blixen så noget i min tolkning, som hun ikke selv havde set. Det vakte hendes interesse, og jeg blev inviteret til te på Rungstedlund. Vi indledte et venskab, der med afbrydelser varede til foråret 1961«.

»Det var voldsomme år. Spørg bare min kone. Karen Blixen kunne jo ikke lide de der koner, for de lagde bånd på mændene med nogle økonomiske krav, der kunne forhindre dem i at udfolde sig åndeligt. Noget erotisk i sædvanlig forstand var der ikke tale om.

Hun havde et større program. Karen Blixen havde et klarsyn, der overskred alt, hvad jeg havde mødt andre steder, fordi hun var nærmere de fælles menneskelige bevidsthedskræfter, der kan frigøre fysiske energier.

Hun så dybt ind i én, og det kunne medføre nogle euforiske øjeblikke, hvor man mistede det normale fornuftsforhold til omverdenen. Det kunne også udløse sammenbrud. For det første vil jeg sige, at skønt Karen Blixen tilføjede mig det, du kalder brandsår, har jeg aldrig kunnet føle vrede på hende for det.

Jeg har tillagt hende så stor myndighed og autoritet, at jeg regnede med, at det var mine egne grænser, jeg løb ind i, og ikke en vilkårlig beslutning fra hendes side. Jeg kunne godt være blevet forbitret, men det er jeg aldrig blevet.

Hun udsatte én for store svingninger. Hun kunne være så dybt nede og tale om de moser og urskove, hun skulle forsvinde i, og snart efter var hun igen ovenpå, dukket op af en umulig situation, og være en magt.

Den sidste gang, vi var sammen, oplevede jeg det, men også en af de tilstande, hvor man får sagt det forløsende, som regel mislykkes det, men den dag fik jeg sagt, hvad jeg ville, at det var den største lykke i mit liv, at jeg havde mødt hende, for jeg brød mig ikke om at være den, jeg havde været hidtil.

Så ville hun kysse mig, men det ville jeg ikke. Om der i dette kys kunne være en magt, det vidste jeg ikke, jeg turde ikke, jeg ville ikke. »Så gå, De nærige menneske«, sagde hun. Ja, så nærig har jeg været«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere