Jamen, jeg er da en glad mand! Ordene falder et stykke inde i samtalen og vil nok overraske de fleste, for digteren og dramatikeren Jess Ørnsbo er kendt som en galdespruttende polemiker, og hans tekster siges at dyrke det vrængende, groteske og grimme. Men den halvfjerdsårige forfatter og hans værker har også andre sider. Da jeg besøgte ham i Viby, faldt der ikke uventet en del hårde ord om digterkolleger, teaterdirektører, dramaturger, instruktører, anmeldere, akademikere og andet skidtfolk. Men her skal det altså handle om noget andet. Ørnsbo er blevet kritiseret for sit sortsyn; i sin anmeldelse af den nyudkomne 'Tavse digte' mente Informations Erik Skyum-Nielsen, at digteren har et uafklaret forhold til sin egen humor. Hans vitterligt sjove digte burde, mente Skyum, stemme ham mildere og give ham et lidt lysere syn på tilværelsen. Og det er her, de lidt overraskende ord falder: »Jamen, jeg er da en glad mand! Men glæde og lykke og tilfredshed er jo alle afslapningsøjeblikkene. Det er ikke noget man kan bruge til at lave litteratur på. Lykke- og tilfredshedsstemninger er energimæssigt noget af det laveste. Hvis man skal have store energiudladninger - og volt på dem! - så skal man over i den sorte afdeling. Det er dér, energierne ligger. At sidde ude i solen og have det godt med hunden og et glas vin - hvorfor helvede skulle man ulejlige lyrikken med at skrive om det? Det kan alle da lave«. »Inden for musikken siger man, at dur nok er den lette, men også den magre toneart. Hvorimod mol er mere fyldig på overtoner, som duren ikke har. Det gælder også lyrikken. Jeg hører ikke til den slags digtere, der siger, »om lidt er kaffen klar««. Natur, skønhed og råddenskab Jess Ørnsbo voksede op på Vesterbro i 1930'erne og 40'erne som søn af en kartoffelhandler og tilbragte en stor del af sin tid med at slæbe kartofler. Han debuterede i 1960 og trådte frem sammen med den store generation omkring Klaus Rifbjerg. Den opfattelse af kunsten, der prægede Ørnsbos generation, er hvad man kunne kalde oldschool-modernistisk: Kunsten skal være kritisk, den skal afsløre det falske og forstilte og rive de kønne facader ned, så alt det fortrængte træder frem. Men navnlig i Ørnsbos senere digte synes der ved siden af det (for)vrængende og groteske også at være en mere mild og rolig opbygning af betydning. »Det er den anden del af mig, som ingen rigtig har opdaget. Ved du, hvor jeg har min hæslighedsæstetik fra? Den har jeg fra mine blomster! Jeg har skrevet mange grønne digte - ikke à la Sarvig, men jeg har et langt bedre forhold til natur og omgivelser. Der ligger noget helt andet«. »Jeg har et meget stort vegetativt lag i mig; tænk at blive væk et eller andet sted derude ... Det er jo ikke noget naturområde det her, men træ- og blomstermæssigt har det været en lille jungle. Om sommeren, sådan cirka fra omkring nu, er jeg ikke i stand til at lave ret meget. Så hen i august skal man så se, om man kan finde sit hoved igen«. I din generation af digtere har skønhed været noget man rynkede på næsen ad.. Kan du overhovedet tage ordet skønhed i din mund?

»Ja. Jeg er selv blevet lidt forbavset over, at jeg har lavet sådan nogle rolige, nærmest antiklignende digte over visse emner. Blandt andet over en bestemt vase. Straks jeg så den ved glasmageren, blev jeg fuldstændig tændt. Men der er en anden ting, jeg må gøre dig opmærksom på, hvis vi taler om skønhed. Jeg har jo ikke bare slæbt kartofler i ti-tolv år. En af vores bedste venner i København var antikvitetshandler, og ham slæbte jeg også for, for jeg var jo vant til at slæbe. Og jeg blev så nærmest oplært i det med møbler, det med træ og alt sådan noget. Den skønhed, jeg kan finde i gamle møbler, er fuldstændig uovertræffelig. Men skønheden eksisterer kun, hvis den har sin egen modsætning, som er grimheden. Det er klart. De hører sammen, det er ganske simpelt et par«. »En ting man glemmer, når man taler om alle de her ting, det er jord. Lugten af jord. Jeg ved en hel del om jord, også fra min kartoffeltid. Jeg fik jo kæmpestore lugtoplevelser, når vi på kartoffellageret skulle sortere sække, der havde ligget og var blevet lidt undervægtige, fordi de var rådne. Der var rådne kartofler i med de flotteste farvenuancer: Lilla, blå, gul, rød ... Og lugten, ikke bare af den enkelte kartoffel, men af jorden omkring den, den var utrolig! Når jeg går rundt i haven, kan jeg bedømme om jorden er god eller ej, bare ud fra dens lugt. Jeg ser og hører dårligt, men min næse stoler jeg på!«. Talte og skrevne og drømte ord I firserne og halvfemserne skrev Jess Ørnsbo en mængde teaterstykker. Nogle blev opført, andre afvist, og efter en del trakasserier, besluttede forfatteren at forlade dramatikken, og han vendte efter fjorten års pause tilbage til poesien i 1997 med den almanakagtige stor-digtsamling 'Tidebogen'. Siden kom den grotesk morsomme og meget mærkelige 'Undren' (2001), og for nylig udkom så den mere afdæmpede 'Tavse digte'. Ørnsbo ser poesien og dramatikken som overlappende genrer. »Jeg har altid været lidt dobbelt. Jeg har altid forsøgt at få lagt så meget poesi ind i dramaerne som muligt, især i nogle store monologer hvor skuespillerne kunne gå grassat. Og dertil er et godt sprog jo meget væsentligt. I det hele taget er jeg nok påvirket af bedste-bedste-oldefar Shakespeare, som jo har det her med, at man også kan læse hans tekster og få fornøjelse ud af det. Omvendt er det også sådan, at jeg skriver mine digte, som var de replikker i forskellige personers mund. Det er derfor, de er så forskellige. Men de går ikke helt så meget grassat«. Så du tænker dine digte som meget talte, meget mundtlige?

»Ja, det er meget talt; det starter med en sætning. Jeg har ligesom lavet min arbejdsteknik om: Det viste sig, at jeg drømmer ord. Dér om morgen kommer sætningerne styrtende ud af hovedpuden. Så har jeg sådan en blok liggende, og så skal man holde den dér meget mærkelige balance: Man skal ikke vågne for meget, men på den anden side skal man være vågen nok til, at man kan fatte en blyant og sætte en brille på næsen og så lige skrive et eller andet, som er til at læse bagefter. Det kan være indgangen til et bestemt univers, og så kan man jo undersøge bagefter, hvordan det egentlig hænger sammen«. »Den anden metode er selvfølgelig hjernesvækkermetoden, som jeg også har brugt i dramatik, særligt i de store monologer. Der sidst på eftermiddagen, sådan ved femtiden, kommer der en anden tonus ind. Jeg ved ikke, hvad det er, man begynder at blive varmet op. Og hvis man så kører en ordentlig gang Bloody Mary, så opstår der sådan nogle kortslutninger i hjernen, som bringer én andre steder hen. Om det er blokeringsødelæggelser, eller hvad det er, det kan jeg ikke sige, men de er meget forskellige fra dem om morgenen; de er meget voldsommere. Og det er jo heller ikke noget, man kan bruge hver dag«. Men der er stadigvæk gennemskrivninger?

»Ja, der er ikke andet end gennemskrivninger. Det, jeg beskrev, var det første hug. Men det er vel egentlig også det væsentligste. Det er lettere for en prosaist: Sådan én kan ligesom løbes eller køres varm. Men hvis man ikke kan eksplodere med et digt inden for meget kort tid, så får man ikke det rigtigt dynamiske frem. Det skal være en eksplosion, hvor der viser sig et eller andet, som man så kan kigge på bagefter i et køligt øjeblik«. Bortset fra gennemskrivningerne, hvad er så forskellen på din metode og surrealisternes automatskrift?

»Min er ikke mekanisk. Det vil jeg påstå, deres var. Den kører sådan i selvsving, og jeg mener, at digtet skal bevæge sig. Det skal et andet sted hen fra linje til linje. Automatskrift er meget godt som igangsætter. Men hvis man kun kører på den måde, så får man en digtsamling, hvor alle digtene ligner hinanden. Jeg kalder det salamidigte: Det er sådan nogle skiver, der egentlig er skåret af det samme stykke. Der kan jo være skidegode digtsamlinger, som bare keder én, fordi de handler om det samme og det samme«. »Jeg synes netop, det er variationen, der holder læseren vågen. Selv en så god lyriker som Jæger kan irritere mig lidt, fordi han har denne her trummerum, der ligesom ensretter indholdet. Der synes jeg, linjebruddet er en meget forsømt ting. Hvis du dyrker et ordentligt linjebrud, så kommer du aldrig ind i den der bastante rytme. Og linjebruddet, kørt på en ordentlig sofistikeret måde, bevirker jo også, at man holder læseren vågen. Han er sgu nødt til at se, hvad der sker i næste linje, og hvordan det hænger sammen. Patos og følelser Ligesom skønhed er patos et tabu, både for mange modernistiske forfattere af Ørnsbos generation og for en række yngre digtere. Ordet 'patetisk' der engang var neutralt, bruges nu oftest nedsættende og har taget farve af det engelske 'pathetic': ynkelig. Men i neutral forstand betyder patos kort fortalt blot det modsatte af ironi: Den oprigtigt mente og oprigtigt følte tale. »Ja, hvad skal jeg sige? Litteraturhistorikeren Jørgen Elbek læste min første digtsamling i 1960 og sagde: »Jamen gud, noget af det er jo patetisk!«. »Ja«, sagde jeg, »gu' er det da patetisk!«. Og patetisk er jo en meget fin teateregenskab; man kan bruge den på mange måder. Det behøver ikke at være på den værst tænkelige, højstemte måde. Det er bare folk, der ruller en følelse ud«. »Det er noget, der er meget væsentligt, og som man savner en hel del hos de unge. Der er opstået en angst for følelser i den nye lyrik. Der har jo været unge grupperinger fremme for nogle år siden, hvor det var lige til en politianmeldelse, hvis der kom en - nu siger jeg ikke patos, jeg siger bare følelse. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at unge folk har meget vanskeligt ved at finde ind til sig selv og til andre via følelser. De er bange for at blive beskyldt for at være følelsesladede«. »Og det er jo fuldstændig åndssvagt, for på den måde overlader man, om jeg så må sige, markedet til popindustrien. Og det er jo dér, følelserne så optræder. I de finere områder som lyrikken må de åbenbart ikke være. Det, synes jeg, er en meget dårlig fordeling«. Hellere Storm P. end dada Ligesom det hæslige og groteske ikke udelukker skønheden, udelukker de store følelser på ingen måde latteren. Tværtimod, mener Jess Ørnsbo, hvis sene digte af og til kan være hylende morsomme - samtidig med at den totale meningsløshed buldrer og brøler lige neden under ordene. Den desperate humor peger i retning af dadaismen, men den har Jess Ørnsbo ikke meget tilovers for. »Dadaismen som sådan er jo mere en form for entertainment. Det, de lavede, var beregnet til at skabe skandale. Jeg holder mig mere inden for bogmediet. Jeg er ikke så meget for det dér kliniske skæg, alt det overlagte og bevidste og egentlig meget modebestemte«. Så det er ikke en bevidst intention, at digtene skal være morsomme?

»Næ, de bliver det bare. Tror du Storm P. ville være morsom i sine små noveller, og alt det der? Eller var han det bare? Jeg er meget glad for Storm P. og føler mig frygtelig beslægtet med ham, fordi han har indbygget den dér skingrende meningsløshed i sig, som alligevel når at blive morsom. Han viser ting, som man skulle have orden på, men som skrider. Hos Storm P. skrider alting jo. Og den dér totale affinden sig med tingenes meningsløshed er faktisk en meget stor egenskab at have. Den er oven i købet så stor, vil jeg påstå, at han ikke er dechifrerbar«. »Det betyder blandt andet, at ingen akademiker har været i stand til at skrive om ham, for de kan jo ikke finde ud af, hvad sådan noget er. Når akademikere læser poesi, så læser de poetik. Alt det, der ikke kan teoretiseres, er uden værdi. Litteraturforskerne har ikke den naturlige adgang til poesien, som er intuition, fornemmelse. Og derfor er de nødt til at teoretisere sig til en bortforklaring«. »Storm P. var jo ikke boglig. Han lavede alt mulig andet; du aner ikke, hvor alsidig han var: Han lavede nogle af de første film, han lavede sine egne teatertekster, han lavede den første sindssyge ballet inde på Det Kongelige. Han var et universalgeni. Og så boede han bare der, nede ad Frederiksberg Allé ... Og grunden til, at han er blevet vores Storm P., det er ikke de ting, han har lavet dér, det er de små mænd og hans tegninger. Ellers ville han faktisk ikke have været populær i Danmark«. Flere digte på vej Fra 'Tidebogen' til 'Undren' er der fire år. Fra 'Undren' til 'Tavse digte' er der to. Det ligner en acceleration, og Ørnsbo bekræfter, at han er i en art sen digt-raptus: Et nyt manuskript med halvfjerds digte er allerede parat. »Hvis ikke jeg skriver, så har jeg det dårligt resten af dagen. Men det, at jeg har arbejdet og gået ind i de her psykiske irgange og forsøgt at forstå noget eller at få nogle nye billeder frem, det er min tilværelses berettigelse. Jeg tror ikke, man skal holde op, for så er skredet nedad meget hurtigt. En forfatter skal dø ved skrivemaskinen!«.