»Livet i middelklassen er ikke nogen dans på roser. Det er usikkert og angstprovokerende: Man kan miste sit job, sin partner eller stifte gæld. Og livet som forbruger er også fyldt med bekymringer: Moden skifter hele tiden, og man er aldrig sikker på, om man har gjort et godt køb«. »Men ét blik på de udstødte, så har du det igen, som om du lever i paradis. De udstødtes eneste positive funktion i samfundet i dag er at fungere som en konstant advarsel for middelklassen: »Se, hvad alternativet er. Så vær hellere tilfreds med dit liv og glem alle dine små bekymringer«. Ordene er Zygmunt Baumans. De flyder på engelsk med distinkt østeuropæisk accent fra den spinkle, hvidhårede mand og ledsages ind imellem af en flad hånd, som han banker ned i lænestolens armlæn, når han vil understrege en pointe. Den 78-årige polskfødte professor ved Leeds University og sociologiske superstar er i disse dage i København. I går var han hovedtaler ved seminaret Social Work Copenhagen 2003, og forinden mødte Politiken ham til en samtale om samfundets udstødte. Menneskeligt affald »Menneskeligt affald« kalder Bauman de mange overflødige mennesker i vores samfund, som der ikke er plads til, enten fordi de ikke passer ind i den modernes verdens orden, eller fordi man ikke har brug for deres arbejdskraft. Og de er et uundgåeligt produkt af det moderne samfund. »Men...og det er det store men«, indskyder Bauman og løfter en kroget pegefinger: »Indtil for 50 år siden var moderniteten en undtagelse her på planeten, der var stadigt jomfrueligt land at opsøge«, siger han med henvisning til den kæmpe udvandring af Europas fattige mod blandt andet USA, men også til Asien og Afrika. Det menneskelige affald, siger Bauman, kunne bortskaffes. Eller for at blive i affaldsallegorien genbruges. Den befolkning der blev tilbage, oprettede nemlig velfærdssamfundet - en kollektiv forsikring imod individuel ulykke, som for eksempel arbejdsløshed - og på den måde kunne samfundet sørge for, at mennesker midlertidigt uden for arbejdsstyrken, blev passet og plejet, så de var klar til at træde ind i styrken igen, når velstanden voksede. Bauman kalder det ikke velfærdssamfundet, men en »social stat«. Og det var primært en god investering. »Det er i samfundets interesse, at du er klar til at springe ind på fabriksgulvet og tænde for maskinen. Den sociale stat blev ikke oprettet, fordi fagforeningerne sloges for arbejderne, eller politikerne ville gøre arbejderklassen glade, det var simpelt hen en god og nødvendig investering«, siger Zygmunt Bauman, og tænder for sin pibe. Afhængighed Men inden den for alvor gløder, lægger han den fra sig og fortsætter: »I dag er den sociale stat ikke længere populær. Man siger, at den skaber en afhængighedskultur, og det er meget farligt for landets sundhedstilstand. Hvorfor dette skifte?« spørger Zygmunt Bauman, og svarer selv: »For det første, fordi kapitalen i den globaliserede verden bevæger sig frit, og dermed ikke længere har en forpligtelse til at investere i arbejdsstyrken. De gamle industrimagnater som Ford eller Rockefeller var stolte af deres fabrikker og arbejdere. Arbejderne var afhængige af dem, men det var en gensidig afhængighed. De kunne ikke bare pakke sammen og flytte«. »Sådan er det ikke længere. Hvis en investor mangler arbejdskraft i København, kan han bare flytte produktionen et andet sted hen. Så hvorfor skulle han gøre noget særligt for mennesker, der hvor han befinder sig? Det er spild af penge. Velfærdsstaten bygger på en etisk forpligtelse, men den er tæt forbundet med økonomiske argumenter. Og de eksisterer ikke længere«. Der er heller ikke længere nogen steder, den vestlige verdens overflødige kan udvandre til. Tværtimod producerer de verdensdele, europæerne tidligere udvandrede til nu også overflødige folkemængder, der banker på vores dør. Og så er der forbrugssamfundet, der også er med til udstøde. »Det er generelt accepteret, at det er forbrugerne, ikke producenterne, der leder os mod velstand. Når der er økonomisk krise, får man altid at vide, at vi venter på, at forbrugerne skaber vækst. Jo mere man køber, jo bedre for den økonomiske depression. Men hvis du er arbejdsløs, så er du ikke bare udstødt af arbejdsstyrken, du er også en fiasko som forbruger. Du har ingen penge at bruge i supermarkedet og storcentret. Faktisk er du en udgift«. Klassesystemet I den historiske opdeling i over-, middel- og arbejderklasse var klasserne gensidigt afhængige af hinanden. I dag har vi fået en ny klasse i den vestlige verden: underklassen. »Den udstødelse vi ser i dag, er en ny form for udstødelse. Det er ikke mennesker, der midlertidigt står uden arbejde, som man forsøger at få tilbage i geledderne. Det er mennesker uden for klassesystemet - en underklasse. Der er ingen gensidig afhængighed. Faktisk ville det være bedre, hvis der skete et mirakel, og man vågnede en dag op og fandt ud af - aaah! - at de var væk. De medvirker ikke til produktion af goder og velfærd, de er helt simpelt en byrde. Punktum! Og det nye aspekt af udstødelse er, at det bærer alle tegn på at være permanent«, siger Zygmunt Bauman. Han tænder sin pibe igen og skaber dermed et af samtalens få øjeblikke, hvor man kan få et ord indført. Du lyder meget pessimistisk? »Jeg mener, vi skal være bevidste om, hvor vi er på vej hen. Det er den bedste måde at stoppe denne bevægelse på,« siger Bauman, og banker igen den flade hånd i armlænet, så pakken med pibetobak tager et forskrækket hop. Men har du og jeg et ansvar? Zygmunt Bauman læner sig frem i stolen med et gennemborende blik: »Enten er du moralsk og føler solidaritet med andre, eller også gør du ikke. Hvis man først stiller spørgsmålstegn ved det, er det ikke begyndelsen på moral, men afslutningen. Hvis du bliver nødt til at spørge, har jeg ikke noget argument til dig«.