Som 39-årige Donna Tartt står dér med ryggen til ved hotelelevatoren i Malmö, rank og spinkel, ligner hun et barn med velklippet, knaldsort hår. Den amerikanske sydstatsforfatter minder om et barn, som har fået lov til at låne sin mors tynde, lange silkefrakke i diskret, men elegant gråt for at slentre en tur gennem lobbyen forklædt som voksen. Og der er lidt om det. Donna Tartt er en børnestørrelse, og af samme grund har hun i årevis købt sit tøj i butikkernes juniorafdelinger. Hun er cirka halvanden meter høj og smal som en dreng, men i samme øjeblik hun vender sig om, forvandler hun sig til en kvinde med et lysende, dukkeagtigt ansigt. En fortæller. En forfatter, der ved, hvad hun gør. Donna Tartt slog igennem med 'Den hemmelige historie', hvor man fra starten havde en anelse om, hvem der var slået ihjel og af hvem, hvorimod motivet var uklart. I sin nye roman, som netop er udkommet på dansk, fortæller hun i første kapitel, at drengen Robin hænger i et reb fra et træ ude i haven, mens resten af familien intetanende gør klar til middag. På Mors Dag. Resten af bogen handler i høj grad om en tolvårig piges forsøg på at søge i tågerne omkring mordet på drengen, der i dag kunne have været hendes storebror. Et dødsfald, der paralyserer en hel familie. Det er ellers ikke krimier i gængs forstand, hun skriver. Tartt er ikke sådan at sætte på formel. Hun skriver snarere historier om mennesker, hvis skæbne her og nu handler om, ja, liv og død. »Det er svært at forklare, hvad temaet i ens bøger er. Det er lidt som at skulle forklare en vittighed«, siger Donna Tartt, mens hun enten ser ned på sine hænder eller på bordpladen, hvis hun da ikke kniber øjnene i for et sted inde i mørket at få fat i den tråd, hun hele tiden synes at lede efter. For hun har ikke noget imod at fortælle. Heller ikke til en dansk journalist på et hotel i Malmö. Eller til journalister I Holland, England eller Skotland, eller hvor hun nu er på bogturne. Langsomt, men sikkert vikler hun sine tilhørere ind i historier, hvis sideforgreninger man aldrig er helt sikker på relevansen af, men som man ikke desto mindre lytter til, fordi Tartt selv synes at forsvinde ind i dem med lukkede øjne, mens ordene strømmer ud af hende, oftest kun afbrudt af det amerikanske pausesignal - you know.

Da hendes nyeste roman 'Den lille ven' udkom på amerikansk sidste år, besøgte hun blandt andet Skotland for at tale med den lokale presse. Knapt havde hun og en af journalisterne fået sat sig ned, før hun begyndte at fortælle en historie om sin oldemor, som hun var meget tæt på, » you know, simpelthen mit livs store kærlighed, som døde, da jeg var ret ung. Jeg går ud fra, at det er den slags, der sker, når nogen dør, mens man er barn. Kærligheden til dem falmer aldrig. Jeg husker hende stadig som aldeles pragtfuld. Hun var fantastisk, og hendes far var skotsk«, fortæller Tartt til den skotske journalist. Sådan går det også denne dag, hvor hun skal fortælle om sin nye bog til en dansk journalist. Længe taler vi hverken om hendes sensationelle debutbog 'Den hemmelige historie', som udkom for ti år siden, eller om den nye bog. At dette er uomgængelige emner, ved hun selvfølgelig godt. Hun ved, interessen er høj. Aftenen før har hun holdt 5-600 mennesker i ånde ved et arrangement i Stockholm, og om et par timer skal hun møde 4-500 ivrige svenskere ved et tilsvarende eftermiddagsarrangement i Malmö. Næh, vi taler om hendes danske onkel. Onklen var som lidt af en far for hende, you know, og hun havde en smule ondt af ham, fordi der var så varmt i Mississippi. Han var som en isbjørn, der var havnet i den forkerte klimazone, og ifølge Tartt følte han sig først hjemme, da der engang kom en isstorm, som satte alle andre i panik, hvorimod onklen fandt et par skøjter frem fra bunden af et skab og gled elegant gennem gaderne med hænderne samlet professionelt på ryggen. Med halvt lukkede øjne maler hun billedet af onklen frem. Man kan næsten se ham stryge hen over gadernes isbelægning på sine røde skøjter. Det var nemlig ikke bare skøjter. Det var røde skøjter, han havde haft i bunden af sit skab til denne formentlig eneste gang i hans liv, det var muligt at skøjte i Mississippi. Ligesom Tartt i bunden af sit arkivskab med historier har opbevaret lige netop denne beretning til en af de få gange, hun ved, der er et publikum til en historie om en dansk onkel. Det er også onklen, der bringer os fra isstormen i de amerikanske sydstater til en aktuel roman i Danmark, for onklen var ramt af tidlig Alzheimer. Hun troede slet ikke, der var kontakt til ham mere, for han kunne nærmest ikke kende sin egen kone, og hun var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet var klar over, at hun, Donna, var blevet forfatter. Det var først, da hun præsenterede ham for den danske udgave af debutbogen, 'Den hemmelige historie', at hun mente, han blev klar over, at hun rent faktisk havde skrevet og fået udgivet en bog. Endda på det sprog, han nærmest ikke havde set en bogside af, siden han var barn. Hvor blev hun af? Hvis nyheden om Donna Tartts debut alligevel skulle være undsluppet onklens opmærksomhed, var han formentlig en af de få, der ikke opdagede hendes debut. Tartt realiserede den drøm, alle hendes kammerater på det litterære studium drømte om, men allerede før drømmen var en realitet, så hun ud som en succes. Til Vanity Fair har en af hendes medstuderende berettet, at hun altid så perfekt ud, om man så bankede på hos hende klokken fire om morgenen, hvad man godt kunne, fordi hun ofte havde svært ved at sove. I stedet for at sove ville hun så sidde ved sit skrivebord med en cigaret i hånden, i en snehvid, perfekt strøget skjorte knappet helt op i halsen og bukser med perfekte pressefolder. I dag er Donna Tartt holdt op med at ryge, men påklædningen er lige så perfekt som dengang. Hun ligner en succes, og hun er det. Sammen med holdkammeraten Bret Easton Ellis lykkedes det hende ikke bare at debutere. Som Ellis er hun kendt verden over og oversat til de fleste sprog. Hun sælger i millionoplag. I Holland stopper folk hende på gaden, og efter et salg på 800.000 styk af debutbogen fik Holland snigpremiere på den seneste bog. Men de måtte vente længe på den. Mens Bret Easton Ellis skrev bog efter bog, var der tavshed omkring Donna Tartt. Ikke fordi folk ikke var interesserede i, hvad hun gik og lavede. Der gik bare så lang tid, uden at der kom en bog, at der efterhånden var frit spil for mytemagerne. Nogen mente, hun havde købt en ø omkring Tahiti, hvor hun levede som eneboer. Andre mente, hun levede på en farm med får og geder - plus en meget ung mand - i Virginia. At hun var kommet til at slette en hel roman fra sin computer. At hun havde skriveblokering. Hvad som helst. Spørger man Donna Tartt selv, er svaret, at hun skrev. »Folk tror, jeg har følt et pres for at skulle følge op på debutbogen, men det har jeg ikke. Det var som at vinde den store gevinst i lotteriet, og én gang i livet må være nok. For mig har det bare givet en stor frihed til at skrive netop det, jeg ønskede. Men jeg var da også selv overrasket over, at det tog så lang tid. Jeg har været otte-ti år om at skrive begge mine bøger, og så lang tid tager det åbenbart«, fortæller hun. Det SKAL også tage lang tid, når man bager en historie, som er langt over 600 sider. Og det SKAL også tage lang tid, når romanen cirkler sig ud og ind af en sydstatsfamilies liv, hvor datteren leder efter forklaringen på mordet på en storebror. »Jeg ved godt, der er kritikere, som har sagt, at bogen tager for mange omveje, men jeg skriver de bøger, jeg selv gerne vil læse. Jeg bryder mig ikke om stramme, minimalistiske bøger, som er alt for fokuserede. Formen må gerne være lidt løs og ikke stram som i et digt«, siger Donna Tartt. Elsket - og hadet Hun startede ellers selv som digter og fik publiceret sine første ting, allerede mens hun gik i skole, men i dag bruger hun kun erfaringen fra lyrikken i arbejdet med den enkelte sætning. Det enkelte afsnit, som hun ser på som et skriftbillede, nærmest som et digt, når hun i hånden skriver sine historier i gammeldags notesbøger - måske 15 styk, alle sammen lige store, men i forskellige farver, før hun er færdig med sine store, udfoldede historier. »Jeg købte engang en computer, og den er da også nem at skrive på, og teksten er nem at rette. Men pludselig har du rettet en hel masse, hvorefter den oprindelige tekst er væk. I mine notesbøger kan jeg se rettelserne, som jeg tilføjer eller klistrer ind, og jeg kan gå tilbage til min første tankerække. Da jeg var 16, tog jeg et kursus i maskinskrivning, for jeg troede, det ville ændre min måde at tænke på, men min hjerne var allerede da indstillet på at skrive i de gamle notesbøger. En litterat, jeg kendte, sagde engang til mig, at hun altid kunne se, om en bog var skrevet på computer, og jeg tror, hun havde ret«, siger Donna Tartt. De håndskrevne notesbøger får dog ikke forfatteren til at hylde minimalismen, selv om også hun har beundret mesteren i den disciplin, landsmanden Raymond Carver, som er berømmet for sine noveller. »Jeg har ellers forsøgt at skrive som ham - meget ihærdigt endda - men jeg kunne se, at det ikke var min fortællestemme«, siger hun. Donna Tartt er til Charles Dickens og Robert Louis Stevenson. »Dickens tager også mange omveje, men ville han overhovedet blive udgivet i dag, hvis han skulle debutere? Jamen, jeg spørger bare. Ville han?«. Donna Tartt mener, romaner skal have alt. De skal være store i slaget. Have masser af sprog, men ikke sætte plottet over styr på handlingens bekostning. Og humor. Romaner må gerne være lidt rodede. Figurer dukker op og forsvinder igen. Der er løse ender. »Når romaner er bedst, imiterer de livet, men det er ikke alle, der kan lide den slags bøger. Det er jeg helt klar over«, siger hun. Og hun har ret. Ser man på anmeldelser af 'Den lille ven', enten elsker eller hader læserne den. De sure føler sig snydt, fordi de ikke får en mordhistorie i traditionel forstand med opklaring, skyld, retfærdighed og straf. De glade lovpriser portrættet af den underlige 12-årige pige, der lever i sin egen lidt tågede verden af sære tanter, en kuldslået mor og en fraværende far og en mulig gerningsmand, der lever i en familie af vaneforbrydere. Folk kan lide historierne eller ej, men være uberørte af dem kan de åbenbart ikke. Og sådan har det tilsyneladende altid været. Bret Easton Ellis - som Tartt selv mener, hun skylder alt - har på et tidspunkt til Vanity Fair fortalt, hvordan det var at være på skrivehold med Donna Tartt. »Når hun afleverede sine historier, kunne ingen sige noget. De var fejlfrie. Folk slog op i litterære magasiner for at se, om hun havde planket dem et eller andet sted fra. Det var denne meget dekorative drivhusprosa - kruset, pisseelegant, og selv om du ikke kunne lide den, meget imponerende. Og historierne endte altid med et dødsfald«. Den lille, store ven Donna Tartt selv tager sig ikke af kritikken, siger hun. »Jeg læser ikke anmeldelser. Ja, mine forlæggere læser dem, men der er forskel på at vide, om folk kan lide bøgerne eller ej, og så at være besat af anmeldelserne. Masser af forfattere læser ikke anmeldelser«, fortæller Donna Tartt. Hun refererer bl.a. til en mand som Ken Kesey ('Gøgereden'), som til hendes store forundring fortalte hende, at han aldrig læste, hvad aviser og blade skrev om ham. Det kunne den dengang unge Donna ikke forstå, eftersom hun lige havde læst en stort opsat magasinartikel om Kesey. »Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke læste dem, og han svarede, at de gode ting, der bliver skrevet, alligevel ikke er til nogen hjælp, hvorimod de dårlige ting under alle omstændigheder gør ondt. Og det er rigtigt. Det er en god indstilling«, siger Tartt. Hun er lykkelig for sin succes med 'Den hemmelige historie', fordi den gav hende mulighed for at skrive den nye roman præcis, som hun ville. Om den så skulle tage otte-ti år, hvad den gjorde. »Jeg havde ikke et økonomisk pres, der sagde, at jeg måtte skrive på en bestemt måde, fordi det så måske ville sælge. Men det er jo også sjovt, som J.D. Salinger skriver i en af sine bøger - man rammer ikke målet ved at sigte. Hvis man prøver for hårdt, rammer man ofte ved siden af. Hvis en kunstner i for høj grad prøver at få kommerciel succes, er det nærmest kun sikkert, at vedkommende aldrig for alvor bliver kunstner, og hvis økonomisk succes er vigtig, skal man måske hellere arbejde i en bank«, siger Tartt. Når man hertil siger, at hun jo selv må sidde ret godt i det, skyder hun det hen. »Jeg tjener ikke meget mere end en almindelig bartender. Når ens agent har taget 15 procent, og skatten har taget 50 procent, er der ikke andet end en almindelig indkomst tilbage«, siger Tartt. Måske kender hun bare nogle ualmindeligt vellønnede bartendere. Under alle omstændigheder blev hendes debutroman solgt til 24 lande. I England har Bloomsbury betalt et forskud på 'Den lille ven' svarende til godt ti millioner. Og Tartts danske forlag, L&R, fortæller, at den lille ven ikke er så lille endda. Det totale oplag er indtil nu omkring to millioner. Der burde være rigeligt på kontoen til, at forfatteren kan overleve, indtil hun får udsendt en ny roman. Foreløbig skriver hun på nogle småting. Bl.a. en lille modernisering af en klassisk myte, som næste år skal udkomme i Storbritannien. Men hvor længe der går, før hun kan have en stor roman klar, ved hun ikke. Hun har en ide, som hun holder helt for sig selv. »Hvis der går 25 år, så gør der det. Jeg afleverer ikke noget, jeg ikke selv er glad for«, siger hun. Som alle andre bartendere har hun penge nok til at vente.