Det er november i Danmark. Karriereløverne knokler, som var de dampbørn. Men forude lyser den dato, hvor de kan gå på pension. Så skal de have evig ferie på en terrasse i Sydfrankrig. Så skal de slentre rundt i romantiske landsbyer med kurven fuld af friske grøntsager. Så skal de spille golf hver dag og køre gennem bjerge, dækket af mimoser. »Vejret, maden og skønheden er bestemt enestående. Frankrig er et forførende mekka. Og hvis man har noget at fylde i de smukke rammer, er man heldig. Har man ikke det, er man på spanden - uanset hvor mange penge, man sparer«, siger Helle Katholm Knutsen. For syv år siden købte hun et hus i Mougins i bjergene bag Cannes sammen med sin mand Anders Knutsen, tidligere direktør for Bang & Olufsen. Her bor parret ca. fem måneder om året. Resten af tiden er residensen forlagt til en taglejlighed på Østerbro. »Der er en usigelig lethed over de historier, man sædvanligvis hører fra de danske emigranter i Frankrig«, siger hun. »Men jeg synes ikke, det har været nemt. Udvandring kræver hårdt arbejde og omtanke. Og siesta skal nydes med forsigtighed. Det er alt for let at blive tilskuer til livet. Måske ender man med at sidde på sin smukke terrasse som en voksfigur, der venter på, at klokken skal blive 18, så man kan tage det første glas rødvin«. Glansbillederne Helle Katholm Knutsen var kommunikationschef i B&O, da hun i 1996 blev gift med chefen. Det betød et farvel til jobbet. Samtidig begyndte Anders Knutsen at planlægge et tidligt otium i Sydfrankrig. Målet var ikke at slippe for at arbejde. Tanken var at skaffe sig frihed og fleksibilitet til at arbejde af lyst. Anders Knutsen, der i dag er 55 år, bruger tiden på at holde foredrag og passe sine bestyrelsesposter. Helle Katholm Knutsen, der er 48 år, arbejder freelance med idéudvikling, rådgivning og skribentvirksomhed. I bogen 'Længslen flytter med' fortæller hun om livet som deltids-emigrant i Frankrig. Den er et kærligt opgør med alle glansbillederne og de lavendelduftende illustrationer af udvandrernes lyksaligheder. »Man bliver jo betaget. Her kommer man - en bleg, overarbejdet og smådeprimeret nordbo - og havner i frodige farver, varmt vejr og sanselige nydelser. Jeg har ingen intentioner om at køle forelskelsen ned med fornuftige isposer. Men et koldt glad vand før pastissen kan måske være på sin plads«. »Jeg er ikke et utaknemligt bæst, der brokker mig. Jeg taler om luksusproblemer blandt mennesker, der har alt for meget salt til ægget. Men det er min erfaring, at selv små problemer kan blive til en meget slem oplevelse. Mange kan huske de forfærdelige historier fra lyst-udvandringen til Spanien. Mange kom hjem igen, uden at der blev talt ret meget om årsagen«. »For det er et tabu at have fortrudt. Det opleves som et nederlag at have bristede illusioner«, siger Helle Katholm Knutsen. Ægteskabet prøves Hendes første råd er, at man aldrig må udsætte et knirkende ægteskab for en udvandring til Frankrig. For hvis ikke man kan tale sammen i et parcelhus i Hillerød, bliver man næppe mere snakkesalig i Sydfrankrig. Så kan der blive meget stille i den smukke idyl. »Mange tror, at hvis blot de ydre rammer er i orden, kan et helt gennemsnitligt liv blive til et fantastisk liv. Men i det fremmede kommer der for alvor lys på, hvordan man har det. For pludselig mangler man alle de lynafledere, der er i et almindeligt dansk hverdagsliv. Arbejdet, familien og hele menageriet har fyldt så meget, at man måske ikke opdager det, hvis man ikke har så meget at sige hinanden. Men i Frankrig er man henvist til hinandens selskab. Og så er der dømt ensomhed«. »Jeg trives fint med at være alene. Jeg har et glimrende ægteskab. Alligevel har jeg aldrig oplevet ensomhed på samme måde som i Frankrig. Mange siger: »Jamen, du har da din mand. - Javist. Og det er jeg glad for. Men min mand kan jo ikke være hele indholdet i mit liv«. »Især kvinder kan få det ensomt. For kvinder lever af relationer. De fleste har et stort behov for at være tæt på veninderne, familien og netværket. Men mange mænd trives udmærket med tavshed i lange perioder. Hvis min mand har sin computer, sin telefon - og mig, er alt vel for ham«. Ildelugtende gæster Til gengæld oplever de fleste, som slår sig ned i Syden, at venner, familie eller fjerne bekendte i Danmark gerne lige vil 'kigge forbi'. Og de tænker næppe på en kop eftermiddagskaffe. »Vi taler om dage og uger«, siger Helle Katholm Knutsen. »Det kan være en gave at have besøg i så lang tid - hvis man altså har sørget for at købe en bolig, hvor der er plads til det. Det er også en udfordring at eksperimentere med andre måder at være sammen på end den danske komsammen facon. Der kan opstå konflikter, men det må man leve med«. »Men der kan også komme 'ildelugtende gæster', og så må man sætte grænser for den tilvante høflighed. Man kan blive voldgæstet af mennesker, som uden blusel forventer en femstjernet service. De køber ikke ind, vasker ikke op og gør ikke rent efter sig. Så må man være barsk! - Jeg giver alle gæster en liste med husregler: Sådan er lugten i bageriet. Og langt de fleste forstår det godt«. »Omvendt kan det være et chok for nogle at opdage, at børn og børnebørn slet ikke har lyst til at komme på besøg i det omfang, man havde forestillet sig. Det kan også være utroligt hårdt at sidde i Frankrig og vide, at et barn eller en god ven hjemme i Danmark har det meget skidt. Det er svært kun at have en telefon. Selve afstanden kan have en stor psykologisk betydning«, siger hun. Danskere i indhegning Engang havde Helle og Anders Knutsen en drøm om, at de hen ad vejen kunne få franske venner. For de taler begge et rimeligt godt fransk. Og de har bevidst købt hus i et fransk kvarter - langt væk fra danskerkolonierne. »Glem det! Franskmændene sidder ikke og venter på, at der dukker en dansker op, som gerne vil være deres ven. Det er ikke anderledes end at flytte til Nordjylland. Dér tager det også fire generationer, før man bliver accepteret som andet end en fremmed. Nogle franskmænd er nærmest irriterede på alle de udlændinge, der presser huspriserne op. I Danmark har vi jo selv ret strikse regler for den slags«. En dansk bygherre annoncerede for nylig, at han vil bygge en indhegning til pensionister i Sydfrankrig. En såkaldt 'EU-senior Village'. »Så kan man sidde i sin ghetto blandt ligesindede og brokke sig over det danske skattevæsen og de arrogante franskmænd«, siger Helle Katholm Knutsen. »Flugten er lykkedes. Og man har stadig sine frikadeller, sine danske aviser og sin danske tandlæge. Jeg forstår behovet for tryghed midt i det fremmede. Men jeg synes ikke, det er et godt og spændende mål for tilværelsen, at man slet ikke behøver at komme i kontakt med det land, man har bosat sig i«. »Man kan ende med at være turist i sit eget liv. Den dybe længsel efter et andet liv, der motiverede udvandringen, er ikke blevet tilfredsstillet. Den er tværtimod blevet eksponeret for fuldt blus«. Frihed til ingenting En udvandring bør forberedes i god tid, mener Helle Katholm Knutsen. Man skal tage sig tid til at bygge et liv op med indhold og kendskab til forholdene. Et liv, som rummer andet end golf og lediggang. »Man har slidt som et bæst, og pludselig holder det op. Man flytter til Frankrig med hastigheden i årerne - og bang: Pludselig sidder man på en fransk terrasse, uden sine venner og sit gamle netværk. Det kan være et chok, og øvelsen er næsten dømt til at mislykkes«. »Folk har en forestilling om, at det er skønt at holde ferie hele tiden. Men ferie har kun sin magi, fordi den er en kontrast til hverdagen. Hvis hverdagen ikke findes, kan ferie blive ret belastende. Man må foretage sig noget, som ikke bare er beskæftigelsesterapi i den beskyttede bolig. Både hoved og krop skal have udfordringer. I modsat fald kan man sidde i duften af basilikum og solmodne tomater - og blive rigtig-rigtig dum. Horisonten bliver meget lille. For selv om man har sine danske tv-kanaler, når alt én med en vis distance«. »Frihed til ingenting dur ikke. Der kan gå rigtigt meget rødvin i sådant et liv. Vi har hørt om et par, der kl. 10 om formiddagen spurgte deres naboer, om de ikke havde lyst til en gin og tonic. Og det er da en mulighed, hvis man keder sig. Vejret er godt, sprutten er billig, og der er ingen grund til at jage med noget som helst«. Hils pænt Som de fleste andre danske udvandrere kan Helle Katholm Knutsen blive dødeligt irriteret over fransk bureaukrati og slendrian. Men der er intet at stille op. Franskmænd har ikke travlt! Sådan er dét. »Hvis man har hang til hysterisk planlægning, bør man af hensyn til helbredet nok hellere blive hjemme i Hillerød«, siger hun. »Der er mange glæder i Frankrig. Men det er da ikke sjovt at vente en hel dag på en reparatør, som aldrig dukker op. Når man så ringer efter otte timer, får man beskeden: »Ja, det er rigtigt. Monsieur er her ikke i dag. Men han kommer sandsynligvis om et par dage««. »Man opdager, at vi i Danmark er meget effektive og rationelle. Men i Frankrig er det ikke vigtigt at have tjek på tiden. Derimod er det meget vigtigt at hilse pænt på andre, og det er danskere jo ikke vant til. Der er mange franske koder at lære, og det tager sin tid«. Trafikken har hun lært at grine af. Det fyger med biler på vejene. Hu-hej, hvor går det stærkt. Men kriminaliteten er ikke sjov. Selv om husene er små fæstninger med alarmsystemer og gitre for vinduerne, er der mange historier om danskere, der i soveværelset pludselig er stået ansigt til ansigt med hætteklædte, bevæbnede røvere. »Jeg sover dårligt, når jeg er alene. Jeg hører efter lyde. Engang var det bare en mus, der havde stjålet et stykke konfekt. Men alle de små hår rejste sig. Den form for angst har jeg aldrig oplevet i Danmark«. Fælden klapper »Jeg har ingen opskrift på, hvordan man håndterer et liv som udvandrer. Jeg føler mig ikke kaldet til at fortælle andre, hvordan de skal indrette deres liv. Men oven på alle de lyserøde og nydelsesfulde beretninger tillader jeg mig at dryppe lidt malurt i andemoussen. For det er ikke nemt, og man bør tænke sig om«. »Der er masser af perspektiv i at bosætte sig i et andet land. Man kan få det bedste af to kulturer. Måske man i det fremmede oven i købet kan få genetableret det nære og langvarige samvær med familien, som vi har mistet i Danmark. Men hvis livet i Frankrig ikke lykkes, kan det være svært at vende hjem igen«. »Jeg tror for eksempel, at mange ældre udvandrere har en forestilling: Når mor og jeg bliver rigtigt gamle, rejser vi hjem til Danmark. For det er ikke morsomt at ende på et hospital eller plejehjem, hvor vi ikke forstår sproget. Men kan man bo i Frankrig i ti år og vende hjem til Danmark, uden at noget er forandret? Helle Katholm Knutsen tror, det kan blive en skuffelse. »Venskaber er ikke blevet plejet. De gamle venner har ikke siddet og ventet på, at man skulle opgive sit frivillige eksil. Fælden er klappet og ensomheden sikret«.