Da hun for 13 år siden boede i Irak, var hun ekspert i daddelpalmer. Nu sidder 40-årige Duna Ghali på Det Kongelige Bibliotek i København og oversætter H.C. Andersens eventyr og historier. Det bliver imidlertid de færreste danskere, der får glæde af hendes oversætterarbejde, for når eventyrene er klar til at blive læst i jubilæumsåret 2005, vil de foreligge på arabisk. Til gengæld kan danskerne lige nu få glæde af Duna Ghalis eget forfatterskab, idet hun netop er debuteret på dansk med novellesamlingen 'Sene opdagelser, små sejre' på forlaget Samleren. »Det er først og fremmest mine venner, der har sat mig i gang med at skrive, fordi de gerne vil lære mig bedre at kende«, siger Duna Ghali. Sammen med sin mand og sine to børn på 15 og 17 år har hun boet i Danmark siden starten af 1990'erne. Sammen med mand og børn flygtede hun fra sin hjemby Basra og ud af Irak, da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1991. Hendes mor og far forlod landet flere år tidligere, men Duna Ghali valgte at blive til det sidste, fordi hun for det første mødte den mand, hun stadig er gift med, for det andet fordi hun var i gang med en uddannelse. »Af styret kunne jeg ikke få lov til at læse humaniora, som jeg ellers havde lyst til. I stedet måtte jeg søge ind på landbohøjskolen, hvor jeg så i stedet blev ekspert i daddelpalmer«, fortæller Duna Ghali. Allerede dengang vidste hun, at hun brændte for at skrive, og at uddannelsen kun var en nødløsning, som de irakiske styre dikterede. »Jeg besluttede mig imidlertid for, at jeg ikke kunne skrive, mens jeg boede i Irak. Min far var politisk aktiv i oppositionen, så det var enten-eller. Det var først, da jeg kom til Danmark, jeg fandt en ro, så jeg kunne begynde at skrive, og det var ikke i første omgang for at få udgivet noget, men for at få ro i mit hoved«, fortæller Duna Ghali. »Jeg ser ikke melankolien« Hendes historier synes at være hentet ud af helt almindelige menneskers helt almindelige liv, og hvis man præsenterer hende for den opfattelse, protesterer hun ikke voldsomt. »Det er jo de små ting i livet, der betyder noget«, siger hun. Hvis man fortæller hende, at der går en strøm af melankoli gennem teksterne, smiler hun bare og siger, at det da vist er en følelse, læseren selv oplever, og antyder man, at de små historier også har et anstrøg af mystik over sig, ser hun uforstående ud. »Jeg skriver, hvad jeg føler, og jeg ser ikke melankolien, og for mig er der mere melankoli på gaden, end der er i det, jeg skriver. Til gengæld har jeg mange steder følt, at jeg har fælles berøringspunkter, når jeg læser forfattere som Helle Helle, Naja Marie Aidt og Camilla Christensen, men det er vel, fordi hverdagsoplevelserne optager os alle«, siger Duna Ghali. Hun har skrevet sine historier på arabisk, og sammen med den danske ekspert i arabisk Stig Rasmussen fra Det Kongelige Bibliotek har hun det seneste år arbejdet på at få teksterne oversat til dansk. Det har været hårdt, og hun synes ikke at være overrasket over, at så få udlændinge i dag får udgivet bøger i Danmark. »Der findes sikkert mange udlændinge, også irakere, som bor i Danmark, som også skriver, men at få udgivet en bog er en svær proces. Jeg har selv været heldig med at få hjælp til en oversættelse og med at finde et forlag, men det er meget svært, når man står helt uden forbindelser. Man føler sig isoleret«, siger Duna Ghali. Roden til alt ondt? I udlandet er adskillige af de aktuelle, litterære stjerner forfattere med en multikulturel baggrund. I England er det eksempelvis forfattere som Hanif Kureishi, Monica Ali og Zadie Smith, der er blevet berømte for at have skrevet bøger om mødet mellem kulturerne. »Jeg bliver også hele tiden spurgt, om jeg nu skal til at skrive om Danmark. Det synes jeg allerede, jeg gør, men det er på en mere indirekte måde. Foreløbig er jeg slet ikke færdig med at skrive om det, jeg har oplevet indtil nu, men jeg er ret sikker på, at jeg på et tidspunkt vil skrive om kulturmødet«, siger Duna Ghali. I hendes debutbog på dansk kan man godt ane, at 'eksilet' optager hende, men man skal formentlig ikke vente, at hun på et tidspunkt kommer med et skønmaleri af det forladte land. »Eksilet er nu blevet roden til alt ondt, og hvert og ét af dine problemer vil blive løst ved din families tilstedeværelse. Din bror, din mor, fædrelandet, illusionen er blevet tilværelsens største problem«, siger en af personerne i Duna Ghalis historier. »Forfattere som Edward Said og Salman Rushdie ser det forladte land som en slags paradis, noget uopnåeligt. I sine memoirer har Said skrevet, at han ikke har følt sig hjemme noget sted, men eksilet er jo en illusion«. »Når du ikke selv kan bestemme, om du vil tage tilbage, bliver du påvirket, og eksilet giver sig selv betydning, men man kan jo se, hvad der sker, når forfattere kommer tilbage til deres forladte land«. »Først oplever de en stor glæde, men senere kan de se, at landet er anderledes, end de oplevede det fra eksilet, og de bliver skuffede. Til gengæld er det jo også drømmen om det uopnåelige, drømmen om det forladte land, der holder nogle oppe«, siger Duna Ghali. Selv holder hun kontakt til Irak, og hun fornemmer, at det litterære liv oplever noget af et boom i øjeblikket, men om hun og familien på et tidspunkt vender tilbage til Irak, tør hun ikke sige. »Siden Saddams fald har vi haft en indre kamp, hvor vi spekulerer over, om vi skal tage tilbage, men situationen er alt for uklar, og vi kan ikke bare uden videre vende tilbage. Og børnene har levet næsten hele deres liv i Danmark, og de føler sig overhovedet ikke som hverken flygtninge eller indvandrere«, siger Duna Ghali.