Sidste år udkom på dansk, til store og berørte anmeldelser, Martin Doerrys udgivelse af sin bedstemors breve til hendes børn i perioden fra september 1943 til marts 1944. Den ældste datter Ilse (f. 1929) er hans mor. Det særlige ved den stærke, omsorgsfulde og mere og mere bekymrede brevveksling er, at moderen til Ilse og hendes søskende, storebroderen Gerhard og tre små søstre, sad i arbejdsopdragelseslejr. Og korrespondancen sluttede, fordi hun blev sendt videre til Auschwitz. Giftede sig ikke-jødisk Lilli Jahn var jøde, født år 1900 i en velhavende fabrikantfamilie i Køln. Hun var velbegavet og meget intellektuelt og åndeligt interesseret og tog både embedseksamen og doktorgrad i medicin i 1924. Hun giftede sig med en ikkejødisk mand, kollegaen Ernst Jahn, og de nåede at have praksis sammen nogle år (fra 1926 til 1933), inden hun måtte først opgive sin praksis, siden flytte, da han lod sig skille fra hende. Uden det blandede ægteskabs absurde beskyttelse i den lige så absurde nazistiske racelogik var Lilli Jahn fredløs. I sit forord skriver Martin Doerry, at ifølge sagens natur hører vi oftest vidnesbyrd fra folk, der overlevede holocaust, og det kan give en illusion om det, han kalder en 'Schindlermodel' - den eventyrlige redning i sidste øjeblik. Men sandheden er jo, at forsvindende få undslap. Lilli Jahns breve og beretningen om sin skæbne er et vidnesbyrd fra en af de millioner, der ikke overlevede. Historien var tabu Første tredjedel af 'Mit sårede hjerte' beskriver Lillis barndom og ungdom og det problematiske forhold til den humørsyge og navlepillende, men åbenbart alligevel sympatiske Ernst Jahn, som hun efter megen vaklen fra hans og bange anelser fra sine forældres side gifter sig med. Hun er helt entydigt den stærkeste i både kærlighed, intellekt og moral, og det var måske medvirkende til, at han fandt en yngre model, da Lilli havde født fem børn og desuden var begyndt at blive en social belastning. Desuden var protestanten Ernst Jahn religiøst anfægtet og gled mere og mere over mod katolicismen. Som det er tilfældet med mange tyske familier, ofrenes så vel som bødlernes, var historien om Lilli og Ernst Jahn tabu for deres efterkommere i mange år. Deres børn overlevede alle krigen, og Gerhard Jahn (f. 1927) blev justitsminister under Willy Brandt. Det var i Gerard Jahns papirer, familien fandt brevene efter hans død. Og trods modstand og store psykiske barrierer lykkedes det Martin Doerry at få sin mor og sine tanter til at gå med til udgivelsen. 'Mit sårede hjerte' er i mellemtiden oversat til 18 sprog ... Kristent budskab Martin Doerry er født i 1955 og siden 1998 en af chefredaktørerne for det ansete ugemagasin Der Spiegel. Under et debatmøde om moderne antisemitisme, der finder sted umiddelbart før vores samtale, har han siddet - noget intellektuelt utilpas - mellem en repræsentant for hhv. Israels ambassade og Mosaisk Troessamfund. Jeg spørger ham, hvad han laver i dette forum. Doerry forklarer: »Den eksplosive situation i Mellemøsten er tydeligvis et af menneskehedens største problemer for tiden. Regionen er historisk tilbagestående, Israel er et velfungerende demokrati, der ligger i et område, oplysningstiden ikke er nået til. Derfor tørner kulturerne så at sige mod hinanden: en ikkeoplyst muslimsk kultur mod den vestlige civilisation, oven i købet i skikkelse af staten Israel. Er man ambassadør for Israel, bliver man automatisk propagandist«. »Min bog ('Mit sårede hjerte', red.) har et lidt andet budskab, som egentlig er meget kristent: Elsk din næste og vend dig ikke bort, hav medlidenhed med de svage, de forfulgte, de udstødte. Se ikke væk, hjælp dem. Det overfører jeg personligt også på mit forhold til staten Israel, som er svag i forhold til hundrede millioner af arabere, der lever rundt om Israel og for flertallets vedkommende ikke accepterer det«. »Derfor er det min personlige opgave som europæer at være solidarisk med Israel. Ikke solidarisk med Israels politik, som jeg finder forkert, og som vi skal kunne kritisere, men med staten Israel og de mennesker, der lever der«. Ikke kun ofreneMen Lilli Jahns historie er netop historien om en civilisations (den tyskes) undergang, når man tillod mordet på sagesløse borgere, med medborgernes stiltiende accept. Når Israels situation inddrages, bliver Lilli Jahns historie på en måde snævret ind til at være specifikt jødisk og ikke et dokument om civilisation og menneskekærlighed?

»Helt enig. Modtagelsen af bogen er helt anderledes i Tyskland end i f.eks. Danmark. I udlandet ses den faktisk som et jødisk dokument - om forfølgelsen af jøder i Tyskland. Derfor er det i udlandet især de jødiske menigheder, der beskæftiger sig med den«. »I Tyskland er det helt anderledes. Vi har ikke så mange jøder, selv om der efterhånden er 18.000 på grund af den sovjetiske indvandring. Men det er ikke dem, der læser bogen. I Tyskland læses bogen af folk, der dermed anskuer deres egen historie«. »Gerningsmænd så vel som ofre genkender sig selv i denne bog. Ikke kun ofrene, og ikke kun dem, der på en eller anden måde eller gennem deres forældre har deltaget i stigmatisering, forfølgelse eller drab. Sådan ville jeg egentlig helst have, at min bog blev modtaget og erkendt«. »Fordi Lilli Jahns historie udspiller sig i en meget typisk lille tysk provinsby, er der i Tyskland en meget stærk identifikation, og mange ser deres egen eller deres forfædres historie. Ikke i Lillis skikkelse, men i naboernes! De naboer, der vendte sig bort og lod som ingenting, da lægen, en agtet og succesrig kvinde i samfundet, mor til fem små børn, blev arresteret og sat i lejr«. »Man havde såmænd ikke behøvet være en helt, man kunne bare have vist lidt medlidenhed. Det ville ikke være blevet straffet«. Ville have overlevet uden skilsmisseVar det måske, fordi hun var så kultiveret og belæst, at Lilli Jahn var så længe om at fatte det bestialske, der foregik om ørerne på hende?

»Nej, det tror jeg ikke. Hun troede sig beskyttet af at være gift med en ikkejødisk mand. Det var først i begyndelse af 1945, at også jøder i blandede ægteskaber blev arresteret. Men da var Auschwitz heldigvis blevet lukket. Min mormor ville have overlevet krigen, hvis ikke hendes ikkejødiske mand havde ladet sig skille fra hende ... Han er atypisk for så vidt, det var på grund af en anden kvinde og ikke på grund af Lillis jødiskhed, han lod sig skille, men egentlig er min bedstefars opførsel symbolsk for det tyske folks opførsel. Derfor er begge sider, ofret og den skyldige, blandet sammen i vores familie. Det er sikkert også en grund til, at Lillis historie var tabu i familien. Men også i familier med kun ofre har man haft det tabu. Mange Holocaust-overlevere har intet fortalt deres børn ... Først nu sker det, med den nye generation«. Familiens skamMan skammede sig over Deres morfar i familien?

»Ja, men man sagde det ikke. Man berørte bare ikke emnet. Min morfar døde ret tidligt, allerede i 1960, og efter hans død talte man ikke mere om ham og hans rolle i denne historie«. Var det en form for beskyttelse af ham?

»Også det. Men min mor og hendes søskende tilgav ham aldrig. Det gav ham egentlig et større ansvar end retfærdigt er. For det var trods alt ikke min bedstefar, der slog sin kone ihjel. Det var nazisterne. Hans skyld er, at han var svag. Svaghed er ordet«. Der er mange slags faderløshed i Tyskland ...

»Netop«. Hvordan kan man få folk til ikke at vende sig bort, næste gang sådan noget sker?

»Jeg tror jo ikke, at historien gentager sig. Men det gentager sig, at svage grupper og mindretal bliver udstødt - det gælder naturligvis også muslimske mindretal. Vi må simpelt hen bare holde øjnene åbne og vise deltagelse. Mit budskab er meget enkelt: Man må i ethvert samfund spørge sig selv: Hvor er der nogen, der bliver udsat for overgreb? Det er et menneskelighedsprogram. Det har intet med jødedom at gøre«. Frygten for gentagelseEr der en parallel til vores fascination af spørgsmålet om, hvordan det kunne komme så vidt i Tyskland i trediverne, og så frygten for at det vil komme lige så vidt med fundamentalismen, og at vi erkender det for sent?

»Det har jeg tænkt meget over i den sidste tid. Der er en vigtig skelnen mellem automatfordomme, hvor man diskvalificerer en stor gruppe og f.eks. siger, at alle muslimer er terrorister, og så at man erkender en reel fare og de tendenser, der er i visse helt bevidst intolerante muslimske kredse. Disse spørgsmål vil dominere i fremtiden, og jeg er selv rådvild. Men jeg ser ingen parallel til nazitiden. Så blinde, som man var i Tyskland, er vi ikke nu«. Hvordan har bogen påvirket Deres familie?

»Arbejdet gav mig paradoksalt nok megen glæde og morskab. Jeg vidste jo så godt som intet om min mormors og min families historie. Kun at mormor var død i Auschwitz, ellers intet. Der blev ikke talt om det. Sådan fungerer tabuer jo. Men jeg lærte en så fascinerende og ærefrygtindgydende kvinde at kende i min mormor! Og så opdagede jeg, at min mor, inden hun opfostrede sine egne børn, også havde opfostret sine tre små søstre, og jeg lærte hende at kende på en ny måde. Det var næsten en befrielse. Min mor ville først ikke have bogen ud, og den store succes var overvældende og nærmest irriterende for hende og mine mostre. Min yngste moster lider stadig under offentligheden. Men nu har min mor fået et nyt liv og en mission: Hun rejser rundt og holder foredrag. Det har på en måde styrket hende. Hun er nu 75 og på en måde mere selvbevidst, end hun nogensinde har været. Hun har også fået en orden. Hun ser det som sin mission at påvirke den politiske kultur i Tyskland«.