Klaus Rifbjerg kniber en tåre. Eller er han blot tæt på? Under alle omstændigheder føler han sig tvunget til at gøre en pause: »Jeg tager lige en slurk vand«, siger han. »Jeg bliver sgu så bevæget«. Han kaster et hurtigt søgende blik på sin kone, Inge Rifbjerg, der sidder nogle få meter væk. Han griber ud efter glasset og drikker. Han står på talerstolen foran en stor elevskare i auditorium SC 0.33 på Handelshøjskolen i Dalgas Have, hvor han er adjungeret professor. Det vedtagne billede I forbindelse med en forelæsning om oversættelse af litteratur har han netop reciteret sit eget digt 'Vinden Har Lagt Sig' fra 1991. Et smukt og rent digt om kærlighed og fravær og fortrøstning. Et digt om Klaus Rifbjergs tre børn - »Alt er til stede altid/ og i den fremmede by/ sover mine børn/ som den ventende blæst«, som det hedder i slutlinjerne. Det er ikke så sært, at den 72-årige forfatter bliver rørt. At en lille tåre melder sig, en stor følelse rykker i kroppen. Det er helt almindeligt. Det er ganske menneskeligt. Der er bare noget med det vedtagne billede af Klaus Rifbjerg, som ikke passer her. For dét billede græder ikke. Det har ikke lige brug for en tår vand. Det bliver sgu ikke så bevæget. Kludedigte Dét billede er kulturpersonligheden Klaus Rifbjerg. Den kæphøje polemiker. Den usårlige. Manden, der netop har skrevet digtsamlingen 'Pap', hvor der i teksterne langes ud til højre og ultrahøjre efter omstridte nutidsdanskere som bl.a. Søren Krarup, Jørgen Schleimann, Bent Jensen, Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller, Bendt Bendtsen, Brian Mikkelsen og Bertel Haarder. Ingen kære mor. Og forbudt for børn. Dagen efter hændelsen på Handelshøjskolen sidder vi i Klaus Rifbjergs sommerhus ved Rørvig. For vi kan da i det mindste til en begyndelse prøve at tale om forskellen mellem offentlighedens, kulturkampens og kulturradikalismens udgave af Rifbjerg og så mennesket af samme navn. Men situationen er praktisk talt umulig. Som Rifbjerg siger: »Du kender mig jo ikke. Du ved jo ikke, hvem jeg er. Selv om vi snakkede fra nu af og til Bloksbjerg, ville du jo ikke vide, hvem jeg var. Det kan jeg jo ikke forklare dig«. Lettere er det at tale om 'Pap'. Rifbjerg karakteriserer selv samlingen som »kludedigte«, og sandt er det, at de ligger meget langt væk fra den fnuglette inderlighed i 'Vinden Har Lagt Sig'. 'Med fejl i' Baggrunden er også en helt anden: »I en bestemt politisk situation kan jeg føle en trang til at sige nogle ting meget direkte og lige ud. Sådan har jeg det med det. Fordi vi befinder os i ... statsministeren har jo selv kaldt det en kulturkamp, og jeg melder mig så under fanerne og siger: Jamen, skal vi ha' kamp, så kan det også foregå på denne her måde«. »Det er meget rart at kunne etablere nogle demarkationslinjer for at sige: Her står jeg. Og så må jeg jo have lov til at sige, at graden af højtidelighed og selvhøjtidelighed på den politiske front er meget høj. Vi ler jo ikke så meget her på gården«. Men skønt Rifbjerg gerne ville ud med de kontante og kampklare kludedigte, havde han visse forbehold over for at stille op til et interview. Han syntes, det virkede, som om han var i forsvarsposition. Det havde han ikke lyst til. Og så brugte han på et tidspunkt i en mail et udtryk, der var underligt rørende, næsten resigneret. Han skrev: »Jeg har sagt tusinde gange, at jeg er med fejl i ...«. Hvad mente han med det? »Nogen synes, at det med 'Pap' er ualmindeligt. At det er en fejl. At det skulle jeg ikke ha' gjort. Og hvorfor er der ikke nogen kloge mennesker, der har sagt: Lad være med det. Eller hold dig i skindet. Men jeg er altså med fejl i i den forstand, at jeg også er en skurk«. »Jeg kan godt lide at drille. Jeg kan godt lide at udfordre. Det der kedelige ord 'provokere'. Det, kan man sige, er ikke dannet og ikke pænt og ikke alt det, som det burde være. Dvs. at jeg også dér er med fejl i. Jeg er ingen søjlehelgen. Jeg er et almindeligt menneske«. Dirch Passer Jeg kigger på ham. En frisk, en pæn, en nydelig ældre mand på 72 år. Lys ternet skjorte, grå pullover. Olivengrønne fløjlsbukser, lysebrune ruskindssko. En rand af kortklippet gråhvidt hår. Hans ansigtskulør virker delvis solbrændt, delvis rødmosset. Og så ansigtstrækkene. De karakteristiske aflange og ovale markeringer, men også den fyldighed, der ligger placeret som et lag af ælde. Og alligevel er det, som om hans træk midt i al denne fyldighed søger det elliptiske - rynkerne i ansigtet, øjnene, munden, næsen bliver lange og nedadvendte streger. Som om de direkte er påhæftet tyngdekraften. Det er et ansigt, som virker modelleret på plads. Og det er gjort af en kunstner med en øm indsigt i det barokke, varme og urkomiske i menneskesjælen. Fra et sted i dette ansigt stævner stemmen selvbevidst ud. Klaus Rifbjergs brede, fjedrende stemme. Rum, klangbund, vidde. Der er et pragtfuld skred i den stemme. En anelse langsommere, og den ville lyde selvsmagende, affekteret. Men det er den aldrig. Der er snarere show i den. Et stædigt swing. Barnlighed. Af og til kommer jeg til at tænke på Dirch Passer. Rifbjerg har i korte passager samme ubetalelige evne som Passer til at punktere det fortvivlede, højtidelige og forudsigelige og lade det munde ud i suveræn komik. Det er stort, når det lykkes. Verbal stridsmand Men side om side med det komiske findes så den verbale stridsmand Klaus Rifbjerg. Ser man på hans voksne tilværelse, er det ikke forkert at konkludere, at han i kraft af sin status som forfatter og kulturpersonlighed har været involveret i tre store kulturkampe. Der var 50'ernes og 60'ernes åndelige frigørelseskamp i direkte forlængelse af Poul Henningsen og den oprindelige kulturradikalisme i mellemkrigstiden. Der var det marxistisk orienterede korstog i 60'ernes slutning og ind i 70'erne, som netop medførte, at typer som Rifbjerg skånselsløst blev hængt ud som alt for bløde og apolitiske. Og endelig er der Anders Fogh Rasmussens nuværende kulturkamp, som skal blæse friske liberale vinde ind over landet. Men når Foghs projekt kan få vind i sejlene i dag, ser det jo ud til, at Rifbjerg og kulturradikalismen aldrig for alvor vandt fodfæste i sin tid? »Nej, det er fuldstændig rigtigt. Den har ikke sejret. Den har lidt det ene nederlag efter det andet. Men den har alligevel, hvis man ser efter, flyttet nogle enkelte sten hist og her. Og nu skal man så også være opmærksom på, at når man bruger ordet 'kulturradikal' i dag, så betyder det 117 andre ting. Det er en generel betegnelse for alt, hvad der står til venstre for midten. Men det er jo ikke brugt som skældsord på den måde side 30'erne«. Selvopfunden modernisme Og samtidig er Klaus Rifbjerg netop selv blevet den menneskelige skydeskive i kampen mod kulturradikalismen. Han er frem for nogen blevet opfattet som personifikationen af modernisme i dansk kunst og kultur. Han rager op. Han ytrer sig. Derfor. Men selv synes han, at den påduttede rolle klæder ham dårligt: »Jeg vil gerne ha' lov at sige, at hvis man kalder mig modernist, så er det en meget selvopfunden modernisme. Jeg opfatter i virkeligheden mig selv som amatør«. Han udtaler det sidste ord som »ama-TØR« - med et kæmpe eftertryk af luft, udråb og absurditet på den sidste stavelse. Og fortsætter: »Jeg har stykket et eller andet sammen, som gjorde, at jeg ligesom fandt frem til min egen måde at udtrykke mig på. Altså, jeg gik jo ... Vi skrev alle sammen digte i gymnasiet. Det gjorde man jo, ikke? Og de skrev alle sammen om den danske bøgeskov og kærlighed i en eller anden romantisk forlænget sølvaldertradition. Sådan var dansk litteratur jo indtil 1960, mere eller mindre«. Noget underligt pap Rifbjerg holder en kort pause. Så råber han den næste sætning: »Jeg ku' ikke lave de der ting«. Ny pause. »Jeg ku' ikke få det til at rime ordentligt. Det blev noget underligt - pap. Men selvfølgelig prøvede jeg på det. Men jeg fandt så ud af, at jeg kunne falde op og springe ned på det. Og prøve på at skrive noget, hvor man selv syntes, man var med, ikke?«. Ja, det har jo ikke været det tekniske, det har været tonefaldet? »Ja, det personlige. Og det er så blevet rubriceret modernisme, men man kunne lige så godt kalde det alt mulig andet«. Jeg har aldrig udgivet en dårlig bogDet var der, du følte dig hjemme, fordi du udtrykte dig på en anden måde? »Ja, helt sikkert. Men modernisme er en for stor kasse. Samtidig med, at den er alt for snæver. Jeg er bare kommet til at udtrykke mig sådan, at det ligner noget i den retning«. »Og så har det bevæget sig ind og ud og op og ned, men hele tiden med den her fornemmelse af, at jeg som ... altså, igen, amatør, har været nødt til at gå andre steder hen, prøve en anden metode i stedet for at sidde og skrive det samme hele tiden. Det kan man jo ikke holde ud. Der er jeg også bevidst med fejl i. Jeg har ikke det der strygejerns-ferniserings-behov«. »Men jeg kan gløde sproget op, gøre sproget spændstigt. Selv om nogen altså synes, det er noget rod. Men det er nødvendigt for mig. Jeg vil lige ud sige, at jeg aldrig har udgivet en dårlig bog. De er ikke lige gode alle sammen, men der er altid noget godt i det«. Jeg er elskelig Men alligevel er der sket det underlige, at personen Rifbjerg - eller måske især mediepersonen af samme navn - skygger for indholdet i dette omfattende og vildtvoksende værk: »Masser af mennesker har en mening om mig og min modernisme og min mormor og min moster og alt mulig andet uden at have læst ret meget af det, der står i bøgerne. Det kan jeg garantere. De siger jo også: Jamen, han er sådan en vred mand. Han skælder ud hele tiden. Han gør ditten og datten«. »Men hvis de nu læste, hvad der stod i bøgerne, så ville de jo se, at jeg er elskeligheden selv. Men jeg opfattes som frygtelig arrogant: Der sidder den skiderik og fyrer en hel masse af«. Ren borgerlighed Han er igen inde på en interessant modsætning. Overfladisk set kan det være vanskeligt at få de mange delbilleder af skikkelsen Klaus Rifbjerg til at hænge sammen. Han er hele tiden en anden. Men han er samtidig i allerhøjeste grad sig selv. Han er måske også - fra en vis synsvinkel - indbegrebet af borgerlighed. I hvert fald hvis man i grove træk skildrer hans familiemæssige, økonomiske og materielle livsforløb. »Det er fuldstændig rigtigt«, vedkender han øjeblikkeligt. »Ren borgerlighed. En af grundene til, at jeg har kunnet skrive så meget, er jo, at jeg har levet en fuldstændig borgerlig tilværelse. Altså, stået op om morgenen og spist min morgenmad og sat mig hen for at skrive, og så har jeg sovet til middag, og så har jeg skrevet noget mere. I årevis«. »Vi har guldbryllup til næste år. Jeg har tre glimrende børn og har altså lagt meget vægt på en vis orden. Bare se på udstyret her i huset. Det er jo ikke noget ekstremt bohemeagtigt«. På jagt med von Trier Han har ret. I entreen står der en stor krukke med stokke, paraplyer, cykellåse, lommelygter og badmintonketsjere. Spiller Klaus Rifbjerg badminton? Hvorfor ikke? Men i huset er der også stærkere spor af kunstneren og livsnyderen Rifbjerg. På kommoden en lille bunke med en æske cigarer, fem stk. Davidoff Grand Cru No. 1, og to sæt spillekort. På den ene væg to malerier, bl.a. et Dragør-motiv, skabt af digterkollegaen Jørgen Gustava Brandt. Og så er der bøgerne: Niels Gunder Hansens nye store biografi om Tage Skou Hansen, Thorkild Bjørnvig: 'Samlede digte', Asger Schnack: 'Treklang', Rolf Boysen: 'Den fjerde sabotør', Hans Nielsen: 'Skagens kunstboliger' samt en bog om 'De franske surrealister' og 'En lille bog om sex og kærlighed'. Dertil kommer et 'Kursuskatalog 2004, jagt, vildt & natur'. For Klaus Rifbjerg går også på jagt - bl.a. sammen med Lars von Trier. Endelig kan man kaste et blik ud ad vinduet og betragte hans store grå Volvo V40 Classic. Fædrelandskærlighed Men for Rifbjerg er der netop en linje og ikke et uoverstigeligt spring mellem tradition og modernisme. »Man kan godt forklare det der med modernismen og mig. Hvad det er for noget. Altså, jeg har jo engang bekendt mig til en sammenhæng med den danske litteratur, den klassiske danske litteratur. At der ligger forbilleder fra Oehlenschläger og opefter, eller Ewald, eller hvad du nu vil. Og meget kærlige forhold til Blicher og alle mulige«. »Hvis der så sker et brud med den tradition i litterær forstand, så kan det kun forstås via sammenhængen. Altså, hvis der ikke havde været alt det der som byggesten under det spring, som kommer på et vist tidspunkt, så ville det ikke kunne have ladet sig gøre«. »Min tilknytning til landet - og i det hele taget, hvis vi skal tale om fædrelandskærlighed og alt mulig andet - ligger jo primært i sproget. Jeg er virkelig født ind i mit sprog. Jeg hænger sammen med den sproglige arverække«. Kulturradikalismen er et dansk fænomenDu vil altså sige, at du har fædrelandskærlighed? »Ja. Helt sikkert. Det er jeg overhovedet ikke bleg for. Jeg føler naturligvis, at jeg er rundet af det her landskab og det her sprog. Det er mig og mit. Og hvis du læser mine bøger, så er det én stor kærlighedserklæring til de ting. Sådan som jeg forstår verdens sammenhæng. Her begynder det. Og her ender det også, helt sikkert. Jeg kan godt se perspektiverne i det europæiske projekt. Men jeg er dansker. Yes, sir«. Er der flere ting end sproget og naturen, man kunne nævne? »Altså, hvis vi kunne tillade os at sige, at kulturradikalismen faktisk er et meget dansk fænomen ... Det findes ikke andre steder. Den findes f.eks. ikke i Sverige. Det, tror jeg klart, er et produkt af vores historiske udvikling. Siden vikingetiden har vi tabt alle vore krige, stort set«. »Men vi har kunnet rejse os, fordi vi har kunnet bruge hovedet, og fordi vi har været fornuftige. Måske fordi vi har taget og forstået - måske ikke bevidst, men så på en osmotisk facon - det vigtigste i oplysningstiden. At man kunne bruge en fornuftig løsning i stedet for en åndssvag. Det, synes jeg, er imponerende godt«. Medievirkelighed Men alligevel er der jo hele tiden noget, der forstyrrer og udæsker fornuften. Flænger det harmoniske billede fra hinanden og spreder det i alle retninger. Personer og fænomener bliver flimrende, ufærdige. Det er netop det moderne verdensbillede, modernismen, der er over os. Alle vegne. Det bundløse og konstant fordoblede. Medievirkeligheden. Også i tilfældet Klaus Rifbjerg. Jeg nævner for ham, at jeg er sikker på, at ét enkelt billede har betydet mere end alt mulig andet i forbindelse med hans symbolværdi som offentlig og omstridt kulturpersonlighed. Billedet fra juli 1970, hvor han ryger hash på Kulturministeriets trappe. Deraf udspringer hele det store uforgængelige fjendebillede af Klaus Rifbjerg som modernismens danske galionsfigur. »Er du sindssyg. Når jeg og hele mit forfatterskab er glemt, så vil det leve. Jeg vil gå over i historien som manden, der røg hash på Kulturministeriets trappe. Det var totalt åndssvagt. Jeg havde dårligt nok røget hash før, så jeg vidste ikke, hvad der var op og ned på en chillum, og de var ved at dø af grin. Men det er mig. Sådan. Det er da sjovt. Men det er fandeme også komisk«. »Jeg sad ude hos Jesper Jensen og skrev revy, og så ringer telefonen, og så kommer han ind og siger: Erik Thygesen står inde i Kulturministeriet, de laver en smoke-in, og de vil gerne ha', at jeg kommer. Altså, det var ham (Jesper Jensen, red.), der skulle komme. Og så siger Jesper: Ta'r du ikke med?. Det ka' jeg da godt, svarede jeg, og så ta'r jeg med, og så bliver det verdenshistorie i Danmark. Det er absurd«. Overfladisk Sådan er det. Absurd. Klaus Rifbjerg som mere eller mindre frivillig statist i et medieshow. Men, igen: Netop også en absurditet og en statistfornemmelse, han selv kan skrive sine bøger og skabe sin kunst på. For fornemmelsen har aldrig sluppet ham: »Ja, indimellem lever jeg med, at jeg en stor del af tiden spiller en rolle. Som selvfølgelig er mig, fordi det er en stand-in for den, jeg er. Selv om jeg ikke ved, hvem den, jeg er, er. Fordi der er så mange lag lagt ovenpå og så mange skotter sat ned, som gør, at vandet strømmer i alle forskellige retninger og fører et eller andet med«. »Og jeg er med, og jeg er ikke med. Jeg ser på, og jeg deltager, men jeg deltager ikke, fordi jeg også er observant, observatør. Jeg ser jo også på dig. Jeg ser på fotografen. Og I er til stede i rummet, og jeg har en fornemmelse af, hvad det er, der foregår, men samtidig er det også uvirkeligt, ikke? Fremmedgjorthed, ikke?«. Men den fornemmelse bliver så ikke tragisk for dig? »Nej, nej«. Men det kunne den jo godt? »Nej, nej. Jeg er nok for overfladisk til at være ægte tragisk«. Klaus Rifbjerg gør en pause. Stilheden strækkes ud. Så falder fortsættelsen: »Siger jeg med en vis ironi«. Lidt kvindagtigtEr det med ironi, du siger det? Du er ikke så overfladisk alligevel? »Ha-ha-ha. Ikke flere svar«. Er det rigtigt? »Ja«. Der stopper du? »Der stopper jeg«. Hans stemme er blevet svag, afglidende. Hans ansigt er halvt bortvendt, mod lyset, der med en fuldendt balance mellem det klare og det bløde står ind fra vinduet ud mod stranden og havet. Det er, som om han snerper munden sammen, lidt kvindagtigt. Det var ellers interessant. »Ja, ja, men der skal jo også være noget, der er usagt. Jeg har svaret på det meste. Det har jeg faktisk. Du skal sgu heller ikke helt ned i underbukserne, mand«.