»Den historiske erfaring i Ungarn og det øvrige tidligere kommunistiske Europa er ganske anderledes end den vesteuropæiske. Det giver store problemer med den gensidige forståelse også i dag«, siger Péter Esterházy, forfatter til gigantværket 'Harmonia Cælestis', om sin slægts skæbne gennem 500 år. Da slægten har spillet en afgørende rolle i Centraleuropas historie, er det også den, som fortælles. »For et menneske, der er født eller har tilbragt det meste af sit liv i et kommunistisk diktatur, er staten kun en fjende«. »En såkaldt borger bør ikke have et fjendtligt forhold til staten, selv om han altid skal forsvare sig imod dens store magt. Det er en gensidig proces. Vi mangler simpelthen stadig aktiv forståelse af egne erfaringer i en gensidig proces mellem stat og borger«. PseudodebatRejser i kommunismens Europa gav det indtryk, at der var større bevidsthed om historien end i et land som Danmark med en langt mindre dramatisk historie? »Nej, det er på en måde omvendt. Det var historien, som interesserede sig for os. Det gør en stor forskel. Østeuropa er kendetegnet ved, at historien spillede en større rolle i det daglige liv, men det ville være for meget at kalde det historisk bevidsthed«. »Man så historien som noget, der kom ovenfra, nedenfra eller fra siden, som man ikke havde indflydelse på«. Esterházy understreger, at der er »dybe historiske grunde« til den udbredte passivitet i hans del af Europa. Livet opfattes ikke »som noget, man selv skaber«. Men blandt de intellektuelle i Ungarn blev der under kommunismen talt mere om historien end i Vesteuropa, hvor revolutionsromantiske forestillinger trivedes? »Det var pseudodebatter, fordi man ikke kunne tale frit. Vi troede jo, at diktaturet var evigt. Alt, hvad vi gjorde og ikke gjorde, kompromiserne og tanken var ud fra denne falske forudsætning. I et diktatur er talen meget mærkværdig, fordi den altid er dramatisk forbundet med tavshed«. Nationalepos Esterházys nye bog er kaldt et ungarsk nationalepos. Han mener selv, at især dens anden del om det tyvende århundrede gør værket til »Europas delhistorie. En aristokratisk familie i en vis samklang med den jødiske familie, der ikke kender grænser. Det er således ikke en national historie«, siger han og fremhæver, at det er første gang, Ungarns historie efter Første Verdenskrig beskrives som »eurokompatibel«. Det er også historien om aristokratiets rolle. Hvad betyder det i dag? »Aristokratiet er jo forsvundet, men i Østeuropa overtog aristokratiet borgerskabets rolle eller overtog den netop ikke, fordi aristokratiet spillede en rolle, som det ikke var modent til. Det fik alvorlige følger«. Mangel på selverkendelseDet banede vel vejen for nazismen i ikke blot Ungarn, men også Rumænien og Bulgarien i kølvandet på kommunistskrækken efter den kortlivede rådsrepublik under Bela Kun efter Første Verdenskrig? »Det var også et resultat af den skændige fredsaftale, hvor Ungarn mistede to tredjedele af sit territorium. Det var jo en dybt ydmyget stormagt. Det ungarske aristokrati og den ungarske ledelse stod efter denne rådsrepublik uden emotionelle eller intellektuelle evner til at handle sammen med russerne imod fascismen«. »Min familie var antitysk, og min bedstefar røg straks i fængsel, da tyskerne kom. Slægten forsøgte amatøragtigt og halvhjertet at skabe en engelsk forbindelse. Alle spørgsmål om den fascistiske udvikling af samfundet burde være stillet efter Anden Verdenskrig, men så kom det kommunistiske diktatur, hvor man ikke kunne stille de spørgsmål«. »Vi har heller ikke stillet dem efter 1990. Det er yderst problematisk for os i dag. Der er ikke tale om nogen, ja, med det skrækkelig tyske ord Vergangenheitsbewältigung (selverkendelse om fortiden, red.)«. Mildt diktatur Ungarerne mangler styrke til at konfrontere sig med deres egen historie, også den yngste fortid, Kadar-diktaturet efter opstanden i 1956. »Det var et mildt diktatur med små kompromiser, men de er også meget pinlige at tænke på, undertiden mere pinlige end de større. De små drejede sig jo ikke om liv og død, men om et bedre job. Mennesket fortæller jo hellere andres historie end deres egen«. Og ungarerne valgte frivilligt at give magten tilbage til tidligere kommunistiske ledere som reformkommunisten Gyula Horn. »Ja, spørgsmålet var, hvem der kom til magten, et demokratisk forvandlet parti, et post-kommunistisk eller endog kommunistisk? Det hænger sammen med myten om det ganske anderledes ungarske diktatur. Det var mildt, men det var et diktatur. Man kunne ikke forsvare sig, hvis det brugte magten. Det potentielle diktatur skaber samme angst og passivitet som det åbne. Diktaturet så den danske turist aldrig. Der er ikke nostalgi efter det, men selvbedrag om det. Højrefløjen siger, at vi kun var ofre, venstrefløjen, at det kun var reformkommunister«. Og opfattelsen af diktaturet som evigt førte vel også til passivitet i Vesten?

»Det var en behagelig tanke med to magtcentre, der skabte ligevægt og egoistiske reflekser i Vesten. Og i f.eks. Tyskland skuede venstrefløjen hellere imod Nicaragua end mod Leipzig (i DDR, red.). Man forrådte sine egne værdier, frihed, lighed og broderskab. I Vesten blev frihed hyldet på bekostning af lighed, i Østen enhed på bekostning af frihed, og ingen tænkte på broderskab«. Familiens betydningDu har brugt næsten ti år på at skrive en familiesaga. Hvad betyder familien egentlig for dig?. »Det er en struktur, som jeg føler mig godt tilpas i, men jeg hader, når samfund glorificerer den og giver den et særligt selvværd. Man kan jo leve fint i andre strukturer. Jeg brugte min særlige familiehistorie til et mere levende forhold til den historie, som den havde stor indflydelse på«. Esterházy har en egen far igennem hele slægtshistorien. »Ordet far er meget stærkt. En sætning med ordet far og endog min far står meget nær, hvis vi taler om hændelser i 1600-tallet eller andet, som er os meget fremmed«. Faderens hemmelige identitetHvad betød det for din opfattelse af historien, at din kødelige far, Matyas Esterházy, havde været en anden, end du beskriver, meddeler for efterretningstjenesten i 23 år? »Det erfarede jeg først efter at have afsluttet bogen. Det viste på dramatisk vis, at historien hele tiden griber ind i det helt private liv, og at den har større betydning end i lande, hvor livet var roligere. Når man begår en fejl i et diktatur, fører det lettere til uigenkaldelige ting. Det er ikke nogen retfærdiggørelse for min fader, for det skete er sket«. Det var ifølge sønnen et resultat af nedkæmpelsen af den ungarske opstand. »Efter 1956 havde hele den ungarske nation mistet sig selv, dens rygrad var knækket. Når alt går godt, er samfundet behjælpeligt over for enkeltpersoner, men når samfundet er slået i jorden, lades man alene med sine egne svagheder«. Integration i EU Til spørgsmål om de særlige erfaringers betydning for integrationen i EU siger han: »Jeg har naturligvis ingen anelse om, hvordan det vil gå, men det er en anden slags erfaringer, som også skal virke ind. Men dertil har man, hvad os angår, brug for at gøre erfaringerne forståelige. Der var en herlig strid mellem (de polske forfattere Witold) Gombrowicz og (Czeslaw) Milosz. Milosz mente, at de østeuropæiske erfaringer er, at vi altid har mistet så meget, altid underhunde. Gombrowicz afviste, at vores fordel skulle være, at vi har fået et spark i røven«. »Man må forstå, hvad det betyder, give erfaringen form, så man kan komme i gang. På den anden side (i de gamle EU-lande) må erkendes, at når de nye lande kommer til, er det ikke en høflighedsgestus. Så ville det intet være, men kun de gamle reflekser. Det er et logisk samarbejde, men dybt problematisk på grund af forskellighederne«. Esterházy tilføjer, at de nytilkomne må forstå bedre, at deres beslutninger har følger. »Under diktaturet var vore beslutninger ligegyldige. Kun diktaturets gjaldt. Vi må lære dette nye liv. Det er naturligvis også en mulighed, at de nye ikke kan finde sig selv i denne sfære. De nye spillere kender ikke så godt deres opgave eller spillereglerne. Denne mangel kan også have fordele, noget nyt kan ske«. Alene i verdenDe nytilkomne forstår f.eks. Rusland meget bedre end de gamle EU-lande? »På det plan bringer Ungarn måske ikke så meget med som polakkerne«, siger forfatteren fra landet, som altid har følt sig fjernt fra slaverne. Om den aktuelle betydning af ungarernes konfliktfyldte historie med slaverne på Balkan, siger Péter Esterházy: »Denne afmagt rammer også os. Serbernes holdning, hele verden er imod os, kender en ungarer og en polak også meget vel. Ungarerne tror også, at ingen har en værre historie end os, først kom tyrkerne, så habsburgerne og så russerne. Det er en typisk østeuropæisk grundholdning, at man er alene i verden. Historien som en storm over os«. LedemotivetDu taler om Østeuropa, mens det har været magtpåliggende for din del af Europa at blive forstået som Centraleuropa?

»Ja, nu ved man snart ikke, hvad man er. Tidligere var det Østeuropa, så blev vi Centraleuropa, så begyndte amerikanerne at tale om det nye Europa, og siden fik vi at vide, at vi ikke er Kerneeuropa. Tidligere sagde jeg automatisk Centraleuropa, men hvad er forskellen imellem Øst- og Centraleuropa. I 80'erne havde det stor betydning, da regionen definerede og emanciperede sig den vej, som noget særligt mellem Vesten og Sovjetunionen«. Du starter bogen: »Det er hundesvært at lyve, når man ikke kender sandheden«, men med afsløringerne om din fader kan du vel konkludere, at det også er hundesvært ikke at lyve, når man kender sandheden? »Der er ingen vej udenom. Jeg har siden skrevet min fars sande historie. Sætningen er et ledemotiv i den forstand, at litteratur altid arbejder i grænsezonen mellem sandhed og digtning. Der er en egen romanens sandhed. I mange andre af mine bøger er det også temaet, denne konstruktive usikkerhed«.