Med et ambitiøst og veltilrettelagt besøg af seks tyske forfattere i alderen 37 til 74 - tre af hvert køn - har Berlins 'Literarisches Colloquium' og Københavns Goethe Institut givet interesserede danskere et indblik i aktuel tysk litteratur. Det veltilrettelagte betød, at der forelå en lille avis med en oversigtsartikel og gode oversatte eksempler fra hver forfatters seneste værk. Skarphed og ærlighed Forrige fredag aften og lørdag eftermiddag var der oplæsning og diskussion på tysk og dansk i Kafcaféen i det indre København. Og det var påfaldende, også for forfatterne selv, at det tyvende århundredes store tyske traume, nazismen, krigen og dens følger, stadig er tema nummer 1 i tysk litteratur. For en tilhører var intensiteten, den intellektuelle skarphed og psykologiske ærlighed bemærkelsesværdig. Roman om fordrevne tyskere Reinhard Jirgl er en af sin generations mest respekterede forfattere, født 1953 i Østberlin og indtil 1995 tekniker ved Berliner Volksbühne. Først efter Murens fald kunne han debutere som forfatter. Han læser op af romanen 'De ufuldendte' om fire generationer fordrevne tyskere fra Sudeterland. Lakonisk humor 'De ufuldendte', som Jirgl har bygget på et rigt arkivmateriale fra sin egen familie, dækker årene 1945 til 2002 og er skrevet med en ortografi og tegnsætning, der blander tal, ligheds-, udråbs- og andre tegn og forskellige typer ind i teksten. Hvorfor? Fordi enhver tekst er en krop, med både fysik og karakter, svarer Jirgl. Sibylle Lewitscharoff (født 1954) læser med lakonisk humor op af sin roman 'Montgomery' om en tysk mands tilfældige møde med en tidligere klassekammerat i Rom. Da denne pludselig er død et par dage efter, opdager han, at Montgomery var en berømt filminstruktør. Stykvis anarki Hovedpersonen beslutter at optrevle Montgomerys liv og fortæller på den måde hans historie. Også denne bog berører krigen og nationalsocialismen, for så vidt som Montgomery var ved at indspille Lion Feuchtwangers roman 'Jøden Süss' fra 1925 (dansk 1928), som i 1940 var blevet misbrugt til en antisemitisk propagandafilm. I den efterfølgende debat siger Lewitscharoff, at hun i modsætning til flere af sine kolleger skriver om noget, der ikke berører hende selv og hendes familie. Og hendes lokaliteter, Rom og Stuttgart, er »harmløse« i forhold til f.eks. Auschwitz. Selvfølgelig har Sibylle Lewitscharoff foretaget research, men »det kan enhver«. Næ, hendes bog »lever udelukkende af, at det stykvise anarki lever og ånder i sproget«. Gør liget smukt i stand Jirgl påpeger, at han forholder sig meget frit til det selvbiografiske. »Det er jo det, der er forfatterens store chance!«. Han finder det i øvrigt kunstigt at skelne mellem »jeg husker« og »jeg er der«. Mindet er nutidens skueplads, siger han. Det interesserer ham, hvordan vi styres af vore forfædres erfaringer: »Hvordan forplanter sådan noget sig?«. Lewitscharoff: »Jeg vil gerne diskutere barmhjertighed. Jeg savner, at den tyske litteratur billedligt talt 'gør liget smukt i stand' i forhold til fortiden. Der er en tone af kulde i vores litteratur - det er måske en linje fra Brecht. Vi brækker et stykke af tingene og måler det, men vi må møde dem med hele følelsesregistret«. Jirgl: »Vi søger nødudgange i fortiden. Men jeg søger ikke barmhjertighed - mit hår rejser sig ved ordet. Det største, jeg kan gøre, er at tage alle mine figurer alvorligt«. Han citerer filosoffen Peter Sloterdijks ord om, at et menneske, der ikke kan stemme sin emotionalitet i forskellige tonearter, ikke er et frit menneske, og tilføjer sine egne: »Et menneskes levetid er dets eneste ejendom, og det må man ikke tage fra det«. Glædesløs arv Den ti år ældre Wilhelm Genazino kaldes »en af ubehjælpsomhedens stormestre i tysk samtidslitteratur« og er netop blevet tildelt årets Büchner-pris, måske den vigtigste litterære pris i Tyskland. Han er født i 1943, tidligt nok til at være krigsbarn, men Genazino, som er meget populær for sin »troskab mod særlingene og den lille melankoli«, skriver nærmest stædigt ikke om århundredets krig og katastrofer. Hans hovedpersoner er små middelklassedrømmere, som for eksempel den 17-årige fortæller i romanen 'Eine Frau, eine Wohnung, ein Roman' (2003), der foregår i de tidlige tresseres Vesttyskland - hvor Genazino selv var på den alder. En kone, en lejlighed og en publiceret roman er, hvad fortælleren drømmer om - men foreløbig er han smidt ud af skolen og kan ikke få en læreplads. Genazinos egen far var også en drømmer: »Et mærkeligt, melankolsk, mislykket menneske. Han var opfinder og opfandt konsekvent maskiner, der fandtes allerede. Han led nederlag på nederlag, bragte sin familie til økonomisk panik som mislykket forsørger, og han var dybt ulykkelig. Men man skulle være et lykkeligt og ivrigt genopbyggende menneske i Tyskland i 1950'erne og 1960'erne. Følelserne fra dengang er en glædesløs arv - selv om jeg selv gudskelov har succes«, siger Genazino, tydeligt berørt. Med hjertet i halsen På en helt anden og makaber måde er også hovedpersonen i Uwe Timms roman en drømmer: Han melder sig som 18-årig til Waffen-SS. Uwe Timm er født i 1940 og både den ældste og berømteste af gæsterne. Han optræder i Danmark med sin seneste roman 'Am Beispiel meines Bruders' ('Min bror som eksempel') fra 2003. Den er en bestseller i Tyskland og blev under besøget købt af Gyldendal til udgivelse i foråret 2005. Uwe Timm er i modsætning til Genazino »prøjsisk opdraget: først under et besøg i Rom som ældre har jeg lært at gestikulere og ikke holde en usynlig bog fast under armen«. Timm har med hjertet i halsen nærlæst sin 16 år ældre brors 60 år gamle dagbog fra østfronten. »Det var som en mørk historie i en mørk kælder«. Skrækken for at såre familien Broderen, som han kun har en enkelt lille erindring om, faldt i Ukraine i 1943 og blev altid holdt frem som et eksempel på anstændighed, ærlighed og tapperhed af forældrene. De fortrængte, at sønnen havde meldt sig frivilligt til Waffen-SS, som især brugtes til krig med racepolitiske mål, dvs. at terrorisere civilbefolkningen og myrde jøder. (I en af Waffen SS' 38 divisioner, 'Wiking', gjorde de 6.000 danske frivillig tjeneste). Timms bror blev panserpioner i 'Totenkopfdivisionen', der blev dannet af vagtmandskab fra Dachau. Så om blåøjet tapperhed og idealisme kunne der næppe være tale. Timm var hele tiden bange for at finde beskrivelser af nedskydninger af civile og jøder. Han fandt ingen entydige udsagn om det, og han glæder sig over broderens allersidste ord, hvori han ser en spirende indsigt: »Hermed slutter jeg min dagbog, da jeg anser det for meningsløst at føre bog over de grusomme ting, der undertiden sker«. »Jeg har altid villet skrive om min bror og har også tidligere strejfet ham, men jeg har ikke følt, jeg kunne før nu. For det kræver en meget stor ærlighed, også over for sig selv, og da både min mor og min søster stadig levede, kunne jeg ikke skrive med skrækken for at såre dem i baghovedet. Men nu bagefter kunne det have været interessant at vide, hvad min mor ville sige til bogen«. Konflikter med faderen Timm taler med stor varme og beundring om sin mor, hvilket giver anledning til en lille digression om tyske mødre. »De havde jo en stærk position efter krigen. Men man må ikke glemme at spørge sig selv, hvordan det kan være, at disse kvinder intet foretog sig, da jødiske medborgere blev arresteret«. »Det er skræmmende. For de var stærke i deres alderdom, men hvor var de, da de skulle vise en solidaritet, der endda var upolitisk? Min mor var nok atypisk i den forstand, at hun siden bebrejdede sig selv ikke at have stillet nogen spørgsmål«. »Men jeg har aldrig hørt hende diskutere det med min far. Ham havde jeg til gengæld voldsomme diskussioner med. Han havde været stationeret i Danmark med Luftwaffe og hævdede, at han intet havde haft med jødeforfølgelse at gøre. Han havde bare 'fløjet tappert' - men jo længere og taprere de fløj, jo længere varede krigen ...«. Små øer af betydning »Jeg har anstrengt mig for at skrive med den yderste nøjagtighed, uden at fiktionalisere eller forskønne, uden kompromiser. Jeg ville korrigere det ønskværdige, hvad der kunne have været. Og jeg har lavet research, men det svære er konstruktionen«. »Der er små øer af betydning, en krystallisationskerne med griben frem og tilbage og gentagelser og så videre ... 'Am Beispiel meines Bruders' er en meget litterær bog, men det at skrive den er for mig også et forsøg på at lade broderen komme mig nær, for at se hvad han har betydet for mig«. Fars drømHavde Deres bror som attenårig noget valg? Han skulle jo være soldat? »Ja, men han havde ikke behøvet melde sig frivilligt til SS, til en så ideologisk og eksponeret elitetrop. Han har nok - som vi alle - realiseret sin fars drøm. Vores far drømte om at tilhøre eliten, og det internaliserede min storebror med forestillingen om Mod og Tapperhed. De var forbilleder dengang, men gudskelov tabte Tyskland krigen, og da jeg blev voksen, var forbillederne Kritik, Civilcourage og Militærnægtelse«. Hvorfor står krigen og jødeudryddelsen - og fordrivelserne af tyskere - atter så højt på dagsordenen i Tyskland? »Jeg tror det har at gøre med, at de sidste vidner uddør. Det betyder, at man kan stille spørgsmålene anderledes. Jeg, som er en slags 68'er, havde jo gamle nazister for næsen af mig som professorer, og nu, hvor de ikke længere med deres udglattende fortællinger kan relativere, hvad der skete, forekommer det endnu mere utroligt. Og for den nye generation vil det blive forstærket. Den vil så måske til gengæld overse uhyrligheder i sin egen samtid«.