Julia Franck var knap otte, da hendes mor efter fire forgæves forsøg fik udrejsetilladelse fra DDR til Forbundsrepublikken Tyskland i 1978. Påskuddet var en fingeret forlovelse. Det var en familie på fem, der rejste: mor og fire døtre, med Julia og hendes tvillingesøster som de næstyngste. De yngste var et halvt år. Optagelseslejren Marienfelde De kom til at bo næsten et år på 10 kvadratmeter i en gennemgangslejr, og med basis i sine oplevelser der - men uden at det er selvbiografisk - har Julia Franck skrevet romanen 'Lejrbål', der netop er udkommet på dansk. Den beskriver fire forskellige skæbner i optagelseslejren Marienfelde, da den kolde krig var på frysepunktet. Således er en af personerne en amerikaner, der er forhørsleder for CIA. Selvstændige kvinder I Vesttyskland fik Julia Franck en fjerde søster. Alle de fem piger - undtagen tvillingerne - har forskellige fædre, som moderen, der var skuespiller, aldrig levede sammen med. »Min mor var en meget selvstændig og selvbevidst kvinde og var aldrig økonomisk afhængig af en mand«. Som 13-årig foretrak Julia Franck da også at flytte hjemmefra. Hun er nu 34 og har skrevet tre helt anderledes, upolitiske bøger før gennembruddet med 'Lejrbål'. Hun bor i Berlin med sine to små børn og drager hele næste år til Rom på et af Tysklands mest eftertragtede forfatterstipendier. Stolthed over fortidenHvorfor har De skrevet 'Lejrbål'? »Det var længe tabu at tale om den tid og om konkrete personlige erfaringer - også i min familie. Vi talte næsten aldrig om de måneder, vi levede i lejren. For tre-fire år siden fortalte jeg i et interview, at vi havde været i flygtningelejr, og så ringede min tvillingesøster forskrækket og rasende til mig og spurgte, hvorfor jeg havde sagt det offentligt«. »Hun havde skjult det for sin svigerfamilie i ti år, og nu var svigermoderen blevet interesseret og nysgerrig. Og det var så pinligt for min søster, at hun havde siddet i ti år ved deres jule- og påskeborde uden at nævne det en eneste gang«. Fordi hun skammede sig? »Ja. Og netop for at komme på sporet af denne skam, som jeg også selv kendte, begyndte jeg at tænke over, hvorfor man skammer sig over at tale om en ubehagelig erfaring. Fortiden varer ved i østtyskernes mindreværdsfølelse her 15 år efter Murens fald«. »De skammer sig over deres fortid, og for at overkomme denne skam udvikler de denne mærkelige nostalgi, kaldet Ostalgie, en stolthed over de idealer og den kultur, der var«. Spaltet samfundKan man sammenligne det med skammen hos gamle nazister? »Netop. Det har ikke kun med Muren at gøre, men med en meget gammel tysk spaltning. Det tyske samfund bestod jo af et bredt spektrum af tyskere med forskellig tro og herkomst«. »Og fordi nazisterne tog patent på at være rigtige tyskere og udelukkede og sågar udslettede de andre, har de spaltet samfundet på en måde, vi stadig mærker. De allieredes deling af Tyskland i sektorer var en umiddelbart geografisk konsekvens af det, og nu udspalter vi igen 'det onde' i noget uden for os selv«. »De 'vesttyske' konfronteres mindre med deres egen skyld og skændsel, fordi de kan projicere det over på østtyskerne, som nu får skylden for alle dårligdomme. På samme måde projicerer østtyskerne naturligvis deres utilfredshed over på vesttyskerne«. Forringede forhold Mange af Julia Francks mors (barnløse) venner flygtede sidst i 1960'erne og først i 1970'erne, og hver gang blev hun og alle andre i omgangskredsen underkastet ugelange forhør om aktiviteter i undergrunden, om venskaber og sammenhænge. Det blev uudholdeligt, ydmygende og skræmmende, og hun indgav første gang udrejseansøgning i 1974. Det betød automatisk, at hun ikke kunne arbejde som skuespiller mere. Hun havde ellers været flittigt benyttet og økonomisk uafhængig, havde en god lejlighed og børnehave til børnene. »På de punkter var kvinder emanciperede i DDR. Hun var ikke helt klar over, i hvor høj grad hendes forhold ville blive forringet i Vesten«. »De færreste østtyskere havde forestillinger om de økonomiske uligheder i Vesten; de var jo drevet af fantasien og forhåbningerne til friheden - herunder bevægelsesfriheden. Og selv om sproget er det samme, var vi helt afskårne fra information om Vesttyskland«. Levede i uvidenhedVar I børn taknemmelige over, at jeres mor tog jer med til det sagnomspundne Vest, eller var I bange? »Jeg tror ikke, børn nogensinde rejser langt væk frivilligt - væk fra deres lille horisont og deres legekammerater. Især ikke, hvis det er uvist, om de nogen sinde kan vende tilbage«. »Vi børn fik intet at vide, før udrejsen var bevilget. Min mor vidste jo, at der var spioner overalt og ville ikke bringe os i forlegenhed, hvis vi blev udspurgt af lærere og naboer«. Sorte får Den trange plads, atmosfæren af mistro og diffus angst og forskræmthed og rent konkret den indelukkede luft i lejren, hvor 15 personer delte toilet og køkken, husker Julia Franck stadig. »I og med at jeg har oplevet det sammen med en tvillingsøster, husker jeg det måske også bedre, end hvis jeg ikke havde haft nogen at dele det med, mens det foregik ...«. Ligesom et af børnene i 'Lejrbål' blev tvillingsøsteren trampet på af en bunke lokale børn på vej hjem fra skole, så hun måtte to uger på hospitalet ... Lejren skabte sit eget mikrokosmos, og i det hierarki var russerne de laveste, så kom polakkerne, og tjekkerne rangerede næsten på højde med østtyskerne øverst. »Men vi blev ikke betragtet som normale tyskere af de lokale, vi blev rakket ned og tævet af deres børn. Vi var sorte får fra begyndelsen, og alle børn fra lejren blev kaldt lejrbørn, der havde 'østkopper'. Vi var bange for at gå til og fra skole«. Underudviklet ironiHavde De skrevet om emnet, hvis De ikke selv havde siddet i lejr? »Ikke alene havde jeg ikke skrevet om det; jeg ville aldrig have beskæftiget mig med kernen i det at være fremmed. Den dybt forankrede følelse af fremmedhed i ens egen kultur. Det tror jeg kun kan vises i litteraturen eller i en anden kunstnerisk form. At være fremmed, at have en komplet anden opdragelse og et andet værdisystem, selv om man taler det samme sprog. Goethe blev i årtier slet ikke trykt i DDR! Og børnebøgerne og sangene er nogle helt andre ... Vesttysk ironi - evnen til at se ironisk på sit eget - forstår vi overhovedet ikke. Det er os dybt fremmed. Måske fordi vores krav til oprigtighed er for stort. Østtyske forfattere som for eksempel Ingo Schulze forstår ikke, hvorfor de bliver opfattet ironisk. For det er de ikke! Det er et interessant spørgsmål, hvorfor ironien var så underudviklet i DDR. Min teori er, at det skyldtes en manglende indre frihed i forhold til systemet. Man følte, man kunne være kritisk, men ikke ironisk«. Selektiv hukommelse I gestik og talesprog kan man tale om, at der er to tyske sprog. Det er meget mere subtilt og sværere at identificere end i skriftsproget, siger Julia Franck, og det virker også meget dybere på identiteten. Selv om Muren er 'væk' - hun nævner anførselstegnene - er følgerne af den 40 år lange skyttegrav der stadig. Og de ses tydeligt i forståelsen af sproget på forskellige planer. »Vesttyskere kan overhovedet ikke forstå, hvorfor østtyskere stadig føler sig som andenrangsmennesker. Men man ryger jo ned i den identitet, man får tildelt, især som barn«. »Og vesttyskerne føler sig som velyndere i forhold til østtyskerne, fordi deres erindring er selektiv og de har mistet den historiske bevidsthed om, hvad det hele udspringer af, nemlig Hitler og krigen. Men i enhver tysk familie er der spor af denne historie«.