Når Carsten Andersen sidder i den ene stol, er det ofte et litterært navn i Nobel-klassen eller en af bogbranchens tunge drenge m/k, der sidder i den anden stol. Men ikke i dag. Denne eftermiddag er det Carsten Andersen selv, der er romanforfatteren, som skal interviewes. Politikens myreflittige bogjournalist, der i en årrække har tegnet den journalistiske side af Politikens litteraturstof. Men nu er rollerne byttet om. Professionel bogorm »Det er lidt aparte«, griner Carsten Andersen. »Nu er det mig, der skal sidde og være nervøs og tænke: Hvad spørger han mon nu om?«. Men der er ingen vej udenom. Nogle dage efter at dette interview har fundet sted, debuterer Politikens professionelle bogorm som forfatter med romanen 'Mit liv som mand'. Forude venter Bogmessen i november. »Normalt har jeg jo stået nede i kødranden og ventet på, at en eller anden forfatter skulle blive færdig på scenen, så jeg kunne trække ham til side og lave et interview«. »Nu er det mig, der skal sidde deroppe og sige noget klogt, mens folk moser forbi med deres barnevogne og tænker: Er det noget? Nej, det er det nok ikke ... videre!«. Arbejdshest At journalister er forfattere, og at forfattere er journalister, er helt efter bogen. Men at en erfaren bogjournalist fra en af landets førende aviser pludselig springer ud af skabet som skønlitterær forfatter, er en mere usædvanlig foreteelse. »Der er ting, man skriver om som journalist, hvor man tænker, at dét kunne det være sjovt at gå videre med«. »Men man arbejder jo simpelt hen som en hest. Jeg kan i hvert fald ikke skrive bøger, når jeg kommer hjem. Der er ikke flere ord tilbage«. »Hvis jeg skal skrive, er jeg nødt til at tage væk. Så det gjorde jeg. Selv om folk måske tænker: »Kan han ikke bare skrive i avisen? Er der ikke bøger nok?«. Og det er der jo. Bøger nok. Men alligevel«. De ureflekterede mændVar det en konkret ide eller et æstetisk behov for at lave noget anderledes, der fik dig i gang? »Begge dele. Lysten til at skrive på en anden måde. At kunne få en anden - forhåbentlig! - dybde i teksten end i journalistikkens dag til dag-krav. Og så var der temaet. At beskrive passionen og forelskelsen fra en mands synspunkt. Det synes jeg ikke, man ser ret tit«. »Jeg synes tit, det bliver lidt fattigt og overfladisk, når man vil beskrive den der grænsepsykotiske, halvsindssyge tilstand. Og så er der også det andet. At fortælle om en mands liv«. »Jeg tror ikke, mænd generelt er særlig gode til at tage vare på deres liv. De er ikke nær så analyserende som kvinder. De er ikke så gode til at tage deres liv på sig selv. Mænd lader livet køre med sig, og hvis ikke det går fuldstændig ad helvede til, får det bare lov til at køre videre. I hvert fald indtil det braser sammen«. En mands liv 'Mit liv som mand' er fortællingen om boghandleren Stig, der bliver hovedkulds forelsket i den noget yngre forlagsredaktør Liv. Det sker på bogmessen i Frankfurt. Et miljø, Carsten Andersen kender ind og ud som reporter og åbenlyst nyder at fortælle om under mere frie former. Forelskelsen rammer på et tidspunkt, hvor Stig i sit ægteskab med Ulla ellers resigneret har sat sit liv på permanent vågeblus. En kærlighedshistorie og en manderoman. En roman om en mand, der skal noget af det sværeste. Nemlig vælge. Enten skal Stig leve videre i sine mildt sagt lunkne rutiner. Eller også skal han vælge et nyt liv med en ny kvinde. Med alle de omkostninger, det indebærer. Foruden kærlighedshistorien bliver det fortællingen om en mand, der fra udsigten i et afgørende skæringspunkt i sit liv ser tilbage på en imponerende smørrebrødsseddel med kuldsejlede forhold. Romanen skildrer et klassisk valg mellem passion og tryghed. Men selv i de mest klassiske valg forandres accenterne med skiftende tider. Engang havde en skilsmisse brutale konsekvenser for en kvinde. I dag har mændenes større engagement i familiens liv ændret mange ting. Skilsmissekliché Når hovedpersonen i 'Mit liv som mand' tøver med at tage skridtet ind i et nyt forhold, er det ikke så meget en tøven forårsaget af hustruen Ulla. Det er angsten for at slippe vanens tryghed og risikoen for at miste noget af det intense nærvær med børnene. »Der er kommet nogle helt nye nuancer. Der bliver ikke længere skelnet så skarpt mellem far-ting og mor-ting i en familie. I dag har børn jo gudskelov på mange måder et lige så nært forhold til deres fædre som til deres mødre«. »Der kører sådan en kliché i øjeblikket, der påstår, at folk bliver gift og skilt for et godt ord. Det tror jeg simpelt hen ikke på«, fastslår Carsten Andersen. »Folk kæmper til sidste blodsdråbe og står alt muligt igennem. Først når den sidste mulighed er langt overskredet, gør de noget«. Selvbiografisk?Hvor meget selvbiografisk stof er der i 'Mit liv som mand'? »Det er jo ikke noget 1:1-forhold. Men alene titlen er selvfølgelig en antydning. Hvis ikke man kan øse af et reservoir af kuldsejlede forhold, kan man heller ikke skrive sådan en bog. Og jeg har vist begået de fejltagelser, jeg skal«, ler han. Et øjeblik ser jeg et gammelt bogomslag for det indre øje. En mand i underhylere ligger sønderknust på gulvet. Tværet ud af kvinder i kønskampen. 'Sammenbruddet' hed den. Skrevet af svenskeren Bo Eneroth. Sådan et lyseblåt og Informations-læser-agtigt politisk bevidst omslag. Manderoller Der var engang, hvor man læste sådan noget og følte, man havde brug for det. Romaner om manderollen. Det virker fjernt nu. Men hvis det er så tumpet og 70'er-agtigt at være konkret selvreflekterende på sit køns vegne, hvorfor bliver kvinderne så ved med at skrive bøger om at være kvinder? Bliver manderollen overhovedet tacklet i litteraturen? »Det synes jeg egentlig ikke«, siger Carsten Andersen. »Så hvis jeg i al beskedenhed skal prætendere at bidrage med noget som helst, så er det med et mandebillede til litteraturen. Dem er der ikke mange af«. »Kvinderne er jo enormt gode til at hælde sig selv ud i spalterne og i litteraturen. Det er de altså!«, tilføjer han med eftertryk, som om han et eller andet sted på væggen bag mig har fået øje på et feminint løftet øjenbryn. »Så vidt vi ved, er vi her kun den ene gang«, svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt bogen har et budskab. »Jeg synes ikke, man hver uge skal se sig selv i øjnene i spejlet og stille sig selv til regnskab. Men hvis man gentagne gange konstaterer, at det ikke kører, må man bide i det sure æble og prøve at analysere sig selv. Nogle af os hader det! Vi er ikke særlig gode til at analysere os selv og træffe beslutninger«. Spildte liv »Da jeg interviewede Kazuo Ishiguro ('Resten af dagen', red.), snakkede han om spildte liv som en rød tråd i forfatterskabet. Hvis der er en undertekst i min roman, så er det risikoen for at komme til at leve spildte liv«. De spildte liv. Det, man ikke fik gjort. Man skal lave sig en liste, mener han. En liste over de ting, man om tyve år ville være virkelig ked af, at man ikke fik gjort. Eller i det mindste forsøgte at gøre. I dette tilfælde at skrive en roman. Carsten Andersen fandt oplevelsen dybt tilfredsstillende. »Jeg har ikke fået noget ud af systemet«, siger han om den oplevelse, det var at skrive 'Mit liv som mand'. »Jeg har snarere fået ny strøm på batterierne. Det kan godt være, at anmelderne siger, at dét skulle jeg have ladet være med. Men det værste, der kan ske, er«, tilføjer han, »at man ikke fik det gjort«. Nøgen på slagtebænkenSom ankermand på bogstoffet på Politiken bliver du nok ikke målt og vejet som hvilken som helst uskyldig debutant? »Jeg er fuldstændig klar over, at jeg risikerer hvad som helst. Nogle kritikere er eksperter i skarptslebne ondskabsfuldheder. Jeg har skrevet om bøger og litteratur i ti år, og det er jo en lille butik, en lille forening. Jeg risikerer da noget. Jeg bilder mig ind, at jeg går rundt som anonym ude i miljøet, men jeg ved jo samtidig godt, at sådan er det ikke. Det kan jeg mærke på interessen fra forlag, kritikere og forfattere«. Når bogjournalisten fra bogavisen Politiken er dum nok til at lægge hovedet på blokken ... »Lægge sig nøgen op på slagtebænken! Ja, ja. Jeg tror ikke, jeg skal være hjemme den dag«.