Det er svært at se, men den er god nok. Per Olov Enquist er stadig høj og atletisk, og han er solbrændt efter en uge i Vestindien med børn og børnebørn. Men han har altså rundet de 70. Han har selv svært ved at forholde sig til det, for de seneste år har været blandt de mest produktive i hele hans karriere. Verdensomspændende succes I løbet af en kort årrække har han leveret tre romaner, som alle har givet genlyd hos læserne. Ikke bare i Sverige, men i en lang række lande verden over. Først var det 'Livlægens besøg' om Struensees revolution i Danmark. Så var det 'Lewis rejse' om den svenske vækkelse, og nu er det 'Bogen om Blanche og Marie', som er en historie om to højst besynderlige skæbner i nyere, europæisk historie. »Som skabt til en Enquist-roman« »Galehuset og dets hersker, overlægen, har altid fascineret og forarget Per Olov Enquist«. »Så før eller siden måtte hans forfatterskab nå frem til det parisiske sindssygehospital La Salpêtrière, en dårekiste som skabt til en Enquist-roman«, skrev Bjørn Bredal i sin anmeldelse i Politiken, da bogen udkom på dansk i fredags. Høje forventninger Og de var der alle sammen. En ny Enquist-roman er en begivenhed, også i Danmark. Meget har ændret sig, siden han debuterede i Sverige og ikke blev anmeldt i en eneste af Stockholms fem aviser, men efter en uge måtte trøste sig med en lille omtale i Smålandsposten. Nej, i dag er der altid forventninger til Enquist, også i udlandet, og allerede nu er 'Bogen om Blanche og Marie' købt til oversættelse til 17 sprog. Hysteri I sin nye roman fortæller han blandt andet om den parisiske læge Jean Martin Charcot og hans yndlingspatient Blanche Wittmann. Det var især hende, som år efter år deltog i offentlige forsøg, hvor Charcot med særlige berøringer eller tryk fra en såkaldt ovariepresse var i stand til at fremkalde eller fjerne hysteriske anfald hos nogle af de mange indlagte kvinder på Salpêtrière. »Hysteri var tidens modesygdom, og det hele byggede jo på et spørgsmål, som mange mænd har stillet sig. Om kvinden i virkeligheden var et mørkt kontinent som Afrika, og hvad der mon gemte sig i denne krop, og kunne den udforskes?«. »Kunne man udforske kvinderne og deres ejendommelige reaktioner? Var kvinden i virkeligheden en maskine, der kunne påvirkes, hvis man trykkede bestemte steder på kroppen?«, siger Per Olov Enquist. Freud og Strindberg »Seancerne blev tilløbsstykker i Paris, og i dag kan vi synes, der er tale om en vis charlatanvirksomhed, men det foregik meget videnskabeligt. Billedet på omslaget af min bog er et udsnit af et maleri fra Charcot-biblioteket«. »Her kan man ud over Charcot selv se alle tilskuerne til eksperimenterne, og tilskuerne er den tids forskningselite inden for medicin og neurologi. Der kom også intellektuelle for at se på eksperimenterne, eksempelvis forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson«, fortæller han. Nogle af dem, der også var hyppige gæster hos Charcot, var Sigmund Freud og August Strindberg. Det var deres indbyrdes forbindelse, der første gang satte Per Olov Enquist på sporet af historien om Blanche og Marie. Faktisk har Enquist været på sporet af historien gennem mere end 40 år. Det begyndte, da han stadig var ung litteraturhistoriker og til brug for sin eksamen havde sat sig for at undersøge, hvorfor August Strindberg egentlig skrev om Sigmund Freud dengang i 1890'erne. Efterhånden fandt han ud af, at de begge var tæt på Jean Marie Charcot og hans forsøg i Paris. Torso på hjul »Jeg blev for alvor interesseret, da jeg opdagede, at Blanche Wittmann ikke sluttede sit liv som en berømt hysteriker, men at hun døde som en martyr for forskningen. Hun blev kureret for sit hysteri, men hun endte som en torso. Nej, tænkte jeg, det er da for underligt«. Historien om Blanche er da heller ikke helt almindelig. Hun er i årevis forelsket i Charcot, men et egentligt forhold får de først, natten før han dør. Derefter bliver hun pludselig kureret for sin sygdom. Helbredelsen sætter hende i stand til at blive assistent for den dobbelte nobelpristager Marie Curie, men deres fælles forsøg med radiumstråler koster hende efterhånden både arme og ben. Hun ender som en levende torso, der ruller rundt i en trækasse på hjul. Meget bedre går det ikke Marie Curie. Efter sin mands død forelsker hun sig i en gift mand, og afsløringen af deres forhold skaber så stor skandale i Frankrig, at Marie Curies liv reelt er ødelagt. Blandet modtagelse Gennem mange år har Per Olov Enquist taget tilløb til at skrive historierne om Blanche og Marie, men hver gang er han gået i stå. »For et år siden tænkte jeg, at det var nu eller aldrig. Indimellem har jeg droppet projekter, selv om jeg har arbejdet med dem længe. Engang forberedte jeg et stort projekt om udvandring til Argentina, men jeg indså, at hvis jeg fortsatte, ville jeg fandeme aldrig komme til at skrive en eneste bog mere«. »Man kan bruge så meget tid på et projekt, at man til sidst bliver helt fastlåst af det. Det kan være frygteligt at gøre, hvis man f.eks. har skrevet 800 sider, men hvis siderne er dårlige, må man skrotte dem. Da jeg havde arbejdet på 'Lewis rejse' i to et halvt år, troede jeg også, at projektet var umuligt, men så fik jeg skrevet 'Livlægens besøg', og derefter lykkedes det endelig at få skrevet 'Lewis rejse' færdig«. Det er en ikke helt almindelig roman, for undervejs sidder forfatteren på sidelinjen og kommenterer handlingen? »Ja, nogen kan ikke lide det. Andre synes, det er den bedste del af bogen, mens atter andre virkelig synes, at den del af bogen stinker«, siger Enquist og ser ud til at have det aldeles strålende med denne blandede modtagelse. Huller i fortællingen 'Bogen om Blanche og Marie' ligner ikke hans to foregående romaner, og det er helt bevidst. »I 1980'erne skrev jeg en meget kort roman, der hed 'Den forstødte engel'. Den var næsten ét langt prosadigt, og det var den roman, jeg havde i hovedet, da jeg skrev den nye bog«. 'Bogen om Blanche og Marie' er jo en fortælling med meget store huller, som anmeldere har sagt? »Ja, absolut, det er hele pointen. Jeg kunne formentlig have skrevet historien som en biografisk fortælling på 600 sider som 'Lewis rejse', men det her var mere spændende«, siger Enquist. Han fortæller historien om de to kvinders ikke særlig lykkelige skæbne i bidder, og det er i vidt omfang op til læserne selv at fylde hullerne i historien ud. Hvad var det f.eks., der skete, da Blanche Wittmann pludselig blev rask. Havde det noget med Jean Martin Charcots død at gøre? Var hysteriet rent teater? »Jeg afstår selv fra en kausalforklaring, hvor jeg giver min tolkning af, hvorfor hun pludselig bliver rask«, siger Enquist. Den uudgrundelige kærlighed Han forklarer i det hele taget ikke så meget i sin roman. Han lægger skæbnerne frem, og det er kærlighedshistorierne, han selv lægger vægt på. Men det er ikke skildringen af en kærlighed, som sådan lige lader sig forklare. I 'Bogen om Blanche og Marie' får den lov til at stå i al sin irrationalitet. Man kan godt - drilagtigt - spørge Per Olov Enquist, hvad kærligheden egentlig er for en størrelse, men noget enkelt svar skal man ikke regne med. Allerhelst vil han sige, at det kan man da overhovedet ikke sige noget fornuftigt om, men han forsøger alligevel. »Vi ved jo alle, at der findes en million svar på det. Alle forsøg på at svare forbliver ufuldstændige, men det er ikke så tosset at forsøge, for hver gang bliver vi måske lidt klogere. Eller også indser vi vores egen begrænsning«, siger den svenske forfatter, som selv er gift for tredje gang, uden at han dog af den grund anser sig som ekspert på området. Tværtimod. Han mener faktisk, man som 70-årig risikerer at begå de samme fejltagelser i kærlighedslivet, som man gjorde, da man var i 30'erne. Tømt for ideer I øjeblikket har han ingen anelse om, hvor hans forfatterskab skal bevæge sig hen. For første gang i lang tid er hovedet tømt for ideer, og der findes ikke et indre katalog, hvor han kan hente den næste. »Nej, så ville jeg være lykkelig, men nu er jeg også blevet 70 år. Herregud, det er pensionsalderen.« Ser man på din værkliste, tyder det ikke på, at du er ved at blive pensioneret? »Nej, men jeg frygter det, for jeg har stadig lyst til at arbejde, og jeg har det virkelig godt, når jeg kan skrive. Jeg får abstinenser, når jeg ikke skriver. Når jeg arbejder stenhårdt, kan jeg stå op klokken seks, lufte hunden og derefter gå i gang med at skrive. Når jeg ikke skriver, bliver jeg nemt deprimeret. Mange siger, de bliver stressede af at arbejde, men det har jeg sgu aldrig forstået. Jeg er nem og omgængelig og social i perioder, hvor jeg kan skrive«, siger Per Olov Enquist. Uvillig pensionist Nej, intet tyder på, at den populære svensker har mistet appetitten på at skrive bøger, og ambitionsniveauet synes stadig at være tårnhøjt. »Ideer har man jo altid, om ikke andet har man forestillingen om at ville skrive den store, svenske samtidsroman anno 2004 på 800 sider. Spørgsmålet er bare, hvordan man lige gør. Det går jeg og grubler lidt over for tiden. Jeg tænker på en samtidsroman i stil med dem, Philip Roth skriver om USA«. »Sverige er jo et meget spændende land for tiden. Det er et samfund, som er et barn af oplysningen, et barn af en civilisationsproces, og det er fantastisk spændende. Alt er til diskussion, alt bliver mistroet, og man siger, at velfærdssamfundet er ved at bryde sammen«, siger Enquist. Han ved godt, at der forude venter et arbejde, hvor han rigtig mange gange skal tænde sin computer. Derefter skriver han en side og måske yderligere ti linjer, inden han smider det hele væk igen. Og begynder forfra og forfra og forfra. »Men nu er jeg jo også blevet 70, så har jeg ikke efterhånden ret til at lade mig pensionere?«. Men det vil du jo ikke? »Nej, absolut ikke!«, siger han og smiler.