0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En bog skal kunne fortælles på to linjer

Tålmodigheden er forsvundet ud af det litterære billede i Storbritannien. Selv gode bøger har det svært, og alt skal tjene sig hjem straks. Koukla Maclehose, erfaren litterær spejder, der læser 500 bøger om året, er deprimeret over udviklingen, som især går ud over den oversatte litteratur.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

BELÆST. Som litterær spejder er Koukla Maclehose med til at udpege bøger for forlæggere i 13 lande. Efter at have læst blot 15 sider af en bog, har hun som regel en idé om kvalitetsniveauet. Foto: Camilla Stephan

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den litterære verden i Storbritannien kommer i stigende grad til at minde om filmens verden.

Det er jagten på den hurtige profit, der driver værket.

»I dag er det blevet sådan i de store forlagshuse, at hver eneste bog skal give overskud«.

»Man føler ingen forpligtelse over for litteraturen«, siger Koukla Maclehose, som er en erfaren iagttager af det britiske bogmiljø.

20.000 ikke nok
Hun har eksempler på, at store, kendte forlag har sagt nej til bøger, fordi de har ment, at indtjeningspotentialet var for lille.

»Et forlag erkendte, at en bog var interessant, men de ville ikke udgive den, fordi den efter deres mening ikke kunne sælge 10.000 eksemplarer i originaludgave og yderligere 10.000 i paperback«, siger hun.

Dyr markedsføring
Koukla Maclehose har de seneste 17 år arbejdet som litterær scoutfor forlag i 13 lande, heriblandt danske Rosinante, og det er ikke et særlig optimistisk billede, hun giver af det litterære klima i Storbritannien.

I hendes optik ser det nogenlunde sådan her ud:

Når litterære agenter skal 'sælge' en bog, skal de helst kunne koge dens indhold ned til to sætninger for at få forlæggere til at udgive den.

Hvis det derefter skal lykkes forlæggeren at få bogen ud til læserne, skal de helst betale boghandlerkæderne for at give bøgerne hyldeplads - foruden at de skal love at bruge et stort beløb på at markedsføre både bogen og forfatteren.

Læsning må ikke være krævende
Og så skal forfatteren i øvrigt helst i udgangspunktet skrive på engelsk, for i Storbritannien bliver det stadig vanskeligere at få udgivet oversat litteratur.

»Briterne mener selv, de læser oversat litteratur, men sagen er, at de læser litteratur af indere, jamaicanere, australiere, kenyanere eller sydafrikanere, der alle skriver på engelsk. Den slags bøger vil de gerne udgive, for englænderne er meget interesserede i historier fra deres gamle kolonier«.

»Desværre er de ikke så interesserede i, hvad der sker litterært i Europa, og briterne læser først og fremmest for at blive underholdt, og derfor har de gode krimiforfattere, men læsning må ikke blive for krævende eller seriøs«.

»Til gengæld findes der mange læsere, og hvis bøger virkelig fungerer, så har man mulighed for at sælge millioner af eksemplarer. Derfor er alle forlæggere på jagt efter den nye Bridget Jones-bog eller en bog, der ligner noget af Nick Hornby«, siger Koukla Maclehose.

Slagord
Det sker, at danske bøger udkommer i Storbritannien, men som regel uden den helt store effekt. Hvorfor?

»Indimellem forekommer det da, husk på Peter Høeg, der betød øget interesse for danske bøger. Alle ville have den nye Peter Høeg, og måske kan den nye bog 'Undtagelsen' (af Christian Jungersen, red.) sælge. Den har et tema, som burde kunne sælge, men jeg har ikke selv læst den, kun en konsulentudtalelse«, siger Koukla Maclehose.

Hun bryder sig ikke om tendensen til, at man i dag skal kunne markedsføre en bog på få slagord eller effektfulde sammenligninger med tidligere succeser.

»Men jeg gør det også selv. Jeg har selv betegnet en morsom, italiensk thriller som en ny udgave af 'Godfather' genskrevet af Woody Allen eller Marx Brothers. Men det er en kedelig udvikling, for ægte litteratur kan man ikke koge ned til den slags. Det er umuligt at forklare en forfatter som spanske Bernardo Atxaga på to linjer«, siger hun.

Chokeffekt
Politikens læsere har tidligere fået beviser på, at Koukla Maclehose har fingeren på tidens litterære puls. For ni år siden blev hun af avisen bedt om at give sit bud på vinderen af årets prestigefyldte Bookerpris, og med usvigelig sikkerhed (og en knivspids held) udpegede hun Graham Swifts roman 'Sidste omgang'. Vel at mærke et halvt år før prisuddelingen.

»Dengang var det også meget nemmere at vurdere. I dag skifter de Bookerjuryen ud en gang om året, og ofte inviterer de celebrities med i juryen, så man ikke har nogen anelse om, hvad de bedømmer efter. Engang var det litterær kvalitet, mens man i dag mere har indtryk af, at juryen går efter en chokeffekt, som de eksempelvis gjorde med DBC Pierres 'Vernon God Little'«, siger Koukla Maclehose.

I 'Vernon God Little', der vandt i 2003, skrev DBC Pierre en grotesk historie, hvor en skolemassakre og en forskruet tv-virkelighed gik op i en højere amerikansk enhed.

Læs, læs, læs
Koukla Maclehose siger, at hemmeligheden ved at kunne udpege de interessante bøger, egentlig er simpel. Det gælder om at læse meget. Rigtig meget. Så springer sammenligningsgrundlaget i øjnene.

»Jeg læser selv - helt eller delvist - omkring 500 bøger om året, og jeg skal ikke mange sider ind, før jeg kan afgøre, om teksten har kvalitet. Der går vel højst 15 sider«.

»Hvis jeg læser en roman på fransk, kan jeg straks fornemme, om det er interessant, fordi fransk er mit modersmål. Det helt afgørende er forfatterens stil«, siger Koukla Maclehose, som arbejdede på et fransk forlag i ti år, før hun begyndte som litterær scout.

Branchens jungletrommer
En 'scout' er, som ordet siger, en litterær spejder, der har til opgave at holde forlæggere orienteret om, hvilke bøger de skal være hurtige til at sikre sig rettighederne til.

En scout skal kunne aflytte branchens jungletrommer og høre, når noget nyt og spændende siges at være på vej. Og hun skal også kunne vurdere, om bogen nu rent faktisk indeholder, hvad reklametrommerne lover. Desuden skal hun kunne fortælle forlæggerne, hvilke bøger de ikke behøver læse.

»Det er de meget lykkelige for, eftersom der i forvejen udkommer fantastisk mange bøger. Tager man alle titler med, udkommer der 122.000 i Storbritannien om året«, siger hun.

Det danske forlag Rosinante er en af Koukla Maclehoses kunder, og det er blandt andet hendes fortjeneste, at danskerne har fået oversatte bøger af forfattere som Mark Haddon, Lawrence Norfolk og Louis de Bernieres.

Dante som detektiv
Hendes ret pessimistiske syn på udviklingen i Storbritannien skyldes ikke kun en nøgtern analyse, men også at hun på nærmest hold har kunnet se, hvordan et af de mest litterære forlag, Harvill Press, en frontkæmper for oversat litteratur, heriblandt de store russiske forfattere, er ved at ændre profil efter indlemmelsen i en af de store forlagsgrupper, Random House.

Det er Harvill, der i England har udgivet danske forfattere som Peter Høeg, Suzanne Brøgger og Solvej Balle.

Også på Harvill går man i dag efter bøger, som straks skal tjene sig hjem, og det er bestemt en ny linje på forlaget, der i dag i en nyfusioneret verden må nøjes med at hedde Secker Harvill og se frem til at miste sit kendte logo.

»Forlaget har bl.a. købt en israelsk thriller, der er købt på to kapitler, fordi den solgte godt i Israel, og en italiensk thriller er købt, fordi den er nem at sælge som idé, idet man har gjort Dante Alighieri til detektiven i historien«, siger Koukla Maclehose.

Småforlag pibler frem
Som hun ser det, betyder udviklingen, ikke bare hos Harvill, men også generelt, at der bliver grobund for en masse nye småforlag, der udgiver nogle af de bøger, mastodonterne ikke mener er profitable nok. »De kan udgive og tjene penge på bøger, selv om de måske kun sælger 1.500 eller 2.000 eksemplarer af dem«, siger hun.

Problemet er så, at de små forlag kan have svært ved at få plads ude i boghandlerkæderne, hvor storforlagene har købt plads til bestsellerne.

»Desværre har de uafhængige boghandlere ikke samme betydning i Storbritannien, som de har i USA, og i vores bogkæder har alle de samme bøger, og det hele kommer til at handle om David Beckhams selvbiografi og de seneste kogebøger fra Nigella Lawson. Jeg kan nævne flere eksempler på, hvor dårligt det står til. Da man for nylig satte et teaterstykke op over Primo Levis 'Hvis dette er et menneske', gik jeg ind i en Waterstone-boghandel«.

»En stor afdeling i to etager, men hvad havde de af Levi? To samlinger af historier og en tredje bog. Og da jeg i anledning af filmatiseringen af Philip Roths 'A Human Stain' ville købe en bog af ham i en stor afdeling af Borders-kæden, havde de to titler af ham, hvoraf den ene var 'Portnoy's Complaint' ('Portnoys genvordigheder' fra 1969)«.

Fransk åbenbaring
At verden KAN se anderledes ud, oplevede Koukla Maclehose for nylig i en uafhængig boghandel i Bordeaux i Frankrig, hvor hun i rum efter rum så borde med ny, oversat litteratur, og hvor personalet i hver afdeling faktisk vidste noget om de bøger, de solgte.

»Det var en åbenbaring, og hver gang jeg var der, kom jeg ud med mindst fem bøger. Når jeg taler med folk i Storbritannien, synes de, jeg overdriver, men hvis folk aldrig har smagt rigtig kaviar, hvordan skal de så vide, om de kan lide det?«, siger Koukla Maclehose.

Efter de 50
Hendes dystre syn på den generelle tendens i det litterære billede betyder imidlertid ikke, at hun har mistet troen på litteraturen og forfatterne.

»Der vil altid være fantastiske bøger og gode forfattere. To af denne sæsons helt vidunderlige bøger kunne godt være bud på dette års Bookerpris. Den ene er John Banvilles 'The Sea', og den anden er Kazuo Ishiguros 'Never let me go'«, siger hun.

Men hvordan ser hun fremtiden for litteratur, der ikke griber læseren i struben fra side et, men måske skal frem til side 50 eller 60, før man er opslugt af historien?

»Jeg kan se det på mine kunder blandt forlæggerne. De er ikke særlig tålmodige. Jeg har selv arbejdet ihærdigt for en forfatter som Justin Cartwright, hvor jeg selv havde svært ved at nå på den anden side af side 50, og jeg gjorde det kun, fordi min mand anbefalede ham stærkt. Bogen er fantastisk, men forlæggerne giver den sjældent længere snor end de første 50 sider«.

Storbritanniens dominans