0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den indre tatovering

Muren faldt, man flytter en dag fra Dresden til Hamburg, men 'ossie' er tatoveret i sjælen og forbliver dér. Forfatteren Peter Richter ved, hvad det betyder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DEN FORVANDLEDE HJEMSTAVN. Peter Richter føler sig i dag fremmed i det østlige Tyskland: »Der er noget ørkesløst og fortabt over det hele«. Foto: Gerald Zörner/Gezett.de

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg har nogle gange leget med tanken om at få ordet Dresden tatoveret hen over maven. I det mindste ville der så være et sted, hvor byen blev større i stedet for mindre«.

»Siden Murens fald har Dresden mistet frygtelig mange indbyggere. For eksempel mig«.

»Jeg tog til Hamburg i 1993 og blev dér til noget, som jeg tidligere ikke anede eksisterede: en østtysker« (fra 'Blühende Landschaften', oversat af MN).

Øredøvende selvmedlidenhed
Journalisten og forfatteren Peter Richter (f. 1973) er - som en ung tysk Carsten Jensen i svøb - en mand, der har evnen til at ramme det rigtige billede lige på kornet.

Det er en evne, der har gjort ham til en beundret og afskyet columnist i Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung.

Om sin metode, som han bekender at have stjålet fra det politisk ukorrekte tyske band Die Böhsen Onkelz, skriver han:

»Selvmedlidenhed unplugged fører ikke til noget. Man skal ikke behandle sine aversioner, attituder, positurer og fordomme nænsomt og kæle for dem som for en elektrisk guitar, men derimod langt om længe sætte fuld strøm til forstærkeren«.

Blomstrende landskaber
Richters rock'n'roll-attitude sætter sit afgørende præg på de atten essays i 'Blühende Landschaften' ('Blomstrende landskaber') - som han selv kalder »en slags tysk-tysk etnografi« - hvor han spidder den gode viljes hykleri i Øst og Vest i det genforenede Tyskland.

Blomstrende landskaber var, hvad kansler Kohl lovede østtyskerne ved valutaunionen, men hos Peter Richter er det en stærkt ironisk titel, fordi det i dag ikke så meget er landskaberne, som det er klagesangen og forbitrelsen over de mange virksomheder, der må dreje nøglen om, der blomstrer.

'Ossis sind Türken' er en typisk provokerende Richter-titel på et essay, hvor han hævder, at østtyskerne i dag repræsenterer alt det, som man tidligere forbandt med tyrkerne i Forbundsrepublikken: »Vores dårlige smag, vores småborgerlige møbler, vores aggressivitet, vores mangel på humor og vores nationalisme er alt sammen del af en bevaringsværdig immigrantfolklore«.

Mellem to stole
Men Richter er ikke en distanceret iagttager. Han bruger i høj grad af sin egen biografi i 'Blühende Landschaften', hvor han beskriver sig selv som mentalitetsflygtning.

»Jeg er vokset op i Dresden, har studeret i Hamburg og bor nu i Berlin, som er en slags zone midtimellem. I bogen leger jeg med følelser som forurettelse og aversioner og går samtidig løs på både vest- og østtyskere. Det kan jeg kun gøre, fordi jeg selv sidder mellem to stole«.

»Der er selvfølgelig det problem, at jeg, selv om jeg kommer fra Øst, ikke længere er østtysk på samme måde som de mennesker, der stadig bor i Dresden«.

»På den anden side er jeg ikke blevet en rigtig vesttysker og må hele tiden stille spørgsmål til min egen identitet, f.eks. når de vesttyskere, jeg arbejder sammen med, fortæller chauvinistiske østvittigheder; føler jeg mig så angrebet, eller stemmer jeg selv i?«.

Hjemstavnsfølelse
»At være mentalitetsflygtning betyder også, at man kan veksle mellem forskellige mentaliteter, eller at man ligefrem skifter sin mentalitet ud og betragter den udefra. At man lægger sin østtyske mentalitet bag sig og prøver sit held andre steder og først i det øjeblik bliver klar over, hvad man kommer af«.

»Bogens undertitel er 'Heimatkunde' (hjemstavnslære), som var et fag, vi havde i skolen i DDR. Vi gik f.eks. rundt i landsbyen og kiggede på træer og bevoksning og lærte samtidig om lokalhistorien«.

»Jeg tog begrebet 'Heimatkunde' fra min barndom, fordi jeg i min bog ser på Tyskland som hjemstavn og stiller de samme spørgsmål om, hvad det hele er for noget. Der er det mærkelige ved tyskere, at de har et meget splittet forhold til deres hjemstavn; de vil helst så langt væk som muligt fra dem selv og deres oprindelse. Måske er hjemstavnsfølelse i dag frem for alt det tyske ord for aversion«.

Murens fald
»Jeg fandt ikke ud af, at Muren var faldet, før næste morgen, for Dresden var det eneste hjørne af Østtyskland, hvor man dengang ikke kunne se vesttysk fjernsyn. Jeg kastede mig på det første det bedste tog til Berlin, som selvfølgelig var totalt overfyldt«.

»Jeg havde aldrig drømt om, at jeg nogensinde skulle få lov til at gå frit omkring i Vestberlin. Vi havde familie i Vesttyskland, som min søster og jeg aldrig rigtig havde mødt, fordi de var flygtet fra DDR. Nu var det pludselig muligt«.

»Jeg følte ikke nogen stor trang til øjeblikkeligt at flytte til Vesten. For mig var det ikke så meget Vesten, som det var opbruddet i Øst og alle de nye muligheder der, hvor jeg var, som interesserede mig«.

Anarki
I bogen beskriver du årene lige efter Murens fald som en anarkistisk tid.

»Det var virkelig et par anarkistiske år med alt, hvad det bringer med sig af fordele og ulemper. Det var anarki på den måde, at alle autoriteter - de politiske magtorganer, politiet, skolesystemet, vores forældre - med ét slag var bragt i miskredit og ikke anede deres levende råd«.

»Sådan en frihed har man aldrig haft før som ungt menneske i Tysklands historie! Det var bare at tage for sig og gøre, hvad man havde lyst til. Der opstod lynhurtigt en undergrundskultur i de tomme huse midt i byen (Dresden, red.), uden at nogen havde en chance for at kunne regulere det. Man kunne genopfinde sig selv, finde sig en ny identitet - alt var muligt«.

»Men anarkiet havde også en slagside: Det romantiske ved de anarkistiske nætter blev skæmmet af voldelige sammenstød mellem nynazister og venstreradikale grupper. Volden steg hurtigt, og det var skræmmende at se den magt, som de nynazistiske grupper tilkæmpede sig på gaden. Hvis man ikke var kronraget og så ud som en nynazist, kunne man ikke gå gennem centrum om aftenen - det var en 'natio