»Jeg har nogle gange leget med tanken om at få ordet Dresden tatoveret hen over maven. I det mindste ville der så være et sted, hvor byen blev større i stedet for mindre«. »Siden Murens fald har Dresden mistet frygtelig mange indbyggere. For eksempel mig«. »Jeg tog til Hamburg i 1993 og blev dér til noget, som jeg tidligere ikke anede eksisterede: en østtysker« (fra 'Blühende Landschaften', oversat af MN). Øredøvende selvmedlidenhed Journalisten og forfatteren Peter Richter (f. 1973) er - som en ung tysk Carsten Jensen i svøb - en mand, der har evnen til at ramme det rigtige billede lige på kornet. Det er en evne, der har gjort ham til en beundret og afskyet columnist i Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung. Om sin metode, som han bekender at have stjålet fra det politisk ukorrekte tyske band Die Böhsen Onkelz, skriver han: »Selvmedlidenhed unplugged fører ikke til noget. Man skal ikke behandle sine aversioner, attituder, positurer og fordomme nænsomt og kæle for dem som for en elektrisk guitar, men derimod langt om længe sætte fuld strøm til forstærkeren«. Blomstrende landskaber Richters rock'n'roll-attitude sætter sit afgørende præg på de atten essays i 'Blühende Landschaften' ('Blomstrende landskaber') - som han selv kalder »en slags tysk-tysk etnografi« - hvor han spidder den gode viljes hykleri i Øst og Vest i det genforenede Tyskland. Blomstrende landskaber var, hvad kansler Kohl lovede østtyskerne ved valutaunionen, men hos Peter Richter er det en stærkt ironisk titel, fordi det i dag ikke så meget er landskaberne, som det er klagesangen og forbitrelsen over de mange virksomheder, der må dreje nøglen om, der blomstrer. 'Ossis sind Türken' er en typisk provokerende Richter-titel på et essay, hvor han hævder, at østtyskerne i dag repræsenterer alt det, som man tidligere forbandt med tyrkerne i Forbundsrepublikken: »Vores dårlige smag, vores småborgerlige møbler, vores aggressivitet, vores mangel på humor og vores nationalisme er alt sammen del af en bevaringsværdig immigrantfolklore«. Mellem to stole Men Richter er ikke en distanceret iagttager. Han bruger i høj grad af sin egen biografi i 'Blühende Landschaften', hvor han beskriver sig selv som mentalitetsflygtning. »Jeg er vokset op i Dresden, har studeret i Hamburg og bor nu i Berlin, som er en slags zone midtimellem. I bogen leger jeg med følelser som forurettelse og aversioner og går samtidig løs på både vest- og østtyskere. Det kan jeg kun gøre, fordi jeg selv sidder mellem to stole«. »Der er selvfølgelig det problem, at jeg, selv om jeg kommer fra Øst, ikke længere er østtysk på samme måde som de mennesker, der stadig bor i Dresden«. »På den anden side er jeg ikke blevet en rigtig vesttysker og må hele tiden stille spørgsmål til min egen identitet, f.eks. når de vesttyskere, jeg arbejder sammen med, fortæller chauvinistiske østvittigheder; føler jeg mig så angrebet, eller stemmer jeg selv i?«. Hjemstavnsfølelse »At være mentalitetsflygtning betyder også, at man kan veksle mellem forskellige mentaliteter, eller at man ligefrem skifter sin mentalitet ud og betragter den udefra. At man lægger sin østtyske mentalitet bag sig og prøver sit held andre steder og først i det øjeblik bliver klar over, hvad man kommer af«. »Bogens undertitel er 'Heimatkunde' (hjemstavnslære), som var et fag, vi havde i skolen i DDR. Vi gik f.eks. rundt i landsbyen og kiggede på træer og bevoksning og lærte samtidig om lokalhistorien«. »Jeg tog begrebet 'Heimatkunde' fra min barndom, fordi jeg i min bog ser på Tyskland som hjemstavn og stiller de samme spørgsmål om, hvad det hele er for noget. Der er det mærkelige ved tyskere, at de har et meget splittet forhold til deres hjemstavn; de vil helst så langt væk som muligt fra dem selv og deres oprindelse. Måske er hjemstavnsfølelse i dag frem for alt det tyske ord for aversion«. Murens fald »Jeg fandt ikke ud af, at Muren var faldet, før næste morgen, for Dresden var det eneste hjørne af Østtyskland, hvor man dengang ikke kunne se vesttysk fjernsyn. Jeg kastede mig på det første det bedste tog til Berlin, som selvfølgelig var totalt overfyldt«. »Jeg havde aldrig drømt om, at jeg nogensinde skulle få lov til at gå frit omkring i Vestberlin. Vi havde familie i Vesttyskland, som min søster og jeg aldrig rigtig havde mødt, fordi de var flygtet fra DDR. Nu var det pludselig muligt«. »Jeg følte ikke nogen stor trang til øjeblikkeligt at flytte til Vesten. For mig var det ikke så meget Vesten, som det var opbruddet i Øst og alle de nye muligheder der, hvor jeg var, som interesserede mig«. AnarkiI bogen beskriver du årene lige efter Murens fald som en anarkistisk tid. »Det var virkelig et par anarkistiske år med alt, hvad det bringer med sig af fordele og ulemper. Det var anarki på den måde, at alle autoriteter - de politiske magtorganer, politiet, skolesystemet, vores forældre - med ét slag var bragt i miskredit og ikke anede deres levende råd«. »Sådan en frihed har man aldrig haft før som ungt menneske i Tysklands historie! Det var bare at tage for sig og gøre, hvad man havde lyst til. Der opstod lynhurtigt en undergrundskultur i de tomme huse midt i byen (Dresden, red.), uden at nogen havde en chance for at kunne regulere det. Man kunne genopfinde sig selv, finde sig en ny identitet - alt var muligt«. »Men anarkiet havde også en slagside: Det romantiske ved de anarkistiske nætter blev skæmmet af voldelige sammenstød mellem nynazister og venstreradikale grupper. Volden steg hurtigt, og det var skræmmende at se den magt, som de nynazistiske grupper tilkæmpede sig på gaden. Hvis man ikke var kronraget og så ud som en nynazist, kunne man ikke gå gennem centrum om aftenen - det var en 'nationalbefriet zone', som nynazisterne kontrollerede«. »Anarkiets tid varede tre-fire år, før politi, institutioner og autoriteter i den nye enhedsstat BRD for alvor havde vundet fodfæste. I mellemtiden levede vi i en slags vakuum mellem DDR og BRD«. En ny identitetFandt du også en ny identitet i løbet af de anarkistiske år efter Muren? »Ja! Jeg var seksten år gammel og gik stadig i skole i 1989. Jeg ville være kunstner. Det var for mig den mest anarkistiske måde at leve på i DDR, så at sige at få penge for at udøve systemkritik som en slags dissidentkunstner. Det var sådan, jeg så mig selv. Men først stod jeg foran tre års 'frivillig' militærtjeneste, inden jeg havde fortjent at blive tildelt en studieplads«. »Det var de bestandige spørgsmål i DDR: Hvor meget vil du kompromittere dig for at få lov til at leve et normalt liv? Hvor opportunistisk er du nødt til at være? Den slags store eksistentielle og etiske spørgsmål forsvandt med Murens fald. Pludselig lå landet åbent for én«. Mentalitetsflygtning »Jeg besluttede mig for at blive i Dresden og kom i lære på et trykkeri, fordi jeg havde nogle gode kammerater, som stod i lære der. Men da jeg begyndte, var de allerede færdiguddannede, og der var kun en flok sekstenårige nynazister tilbage, som jeg skulle arbejde sammen med otte timer hver dag. Det kunne jeg simpelt hen ikke holde ud«. »Jeg begyndte i stedet at skrive journalistik, indtil en veninde opfordrede mig til at rejse væk fra min tilværelse i Dresden, som mest gik med at drikke øl og slå på tæven. Det var i slutningen af 1992 eller begyndelsen af 1993, og allerede dengang var det sådan, at man i Øst kaldte alle vesttyskere 'dumme svin'«. »Før Murens fald havde vi i DDR nærmest ligget på knæ af beundring for vesttyskerne og deres penge, men allerede to år efter genforeningen forbandede vi dem og kaldte dem arrogante 'besserwessies' (bedrevidende vesttyskere, red.)«. »Det var en fuldkommen skizofren tilstand, som fik mig til at tænke: Nu går jeg frivilligt ind i løvens hule - jeg flytter til Hamburg. Det var i bund og grund den slags mennesker og deres kortsigtede horisont, jeg ville væk fra som mentalitetsflygtning, men i Vesten opdagede jeg, at jeg kulturelt set desværre har meget tilfælles med dem, jeg flygtede fra«. Velkommen til Vesten »I det øjeblik du kommer indenfor som østtysker i det vesttyske samfund, gør du alt forkert. Det er hele tiden pinligt; du har det forkerte tøj på, og din måde at hilse på er forkert«. »Fra Øst var jeg vant til på gammeldags manér at give folk hånden - jeg var ikke klar over, at man i Vest gav hinanden kindkys som i franske eller amerikanske film. Vesttyskerne syntes, det var uhygiejnisk, når jeg ville give dem hånden, mens jeg på min side syntes, at det var desto mere uhygiejnisk at lade sig smaske til på kinden af en fuldkommen fremmed«. »Det lyder måske som små banale ting, men de er vigtige, fordi man konstant kommer til at træde forkert og på den måde afslører, hvor man kommer fra«. »Mad er et andet eksempel. I det, vi vælger at spise, viser vi, hvordan vi ønsker at leve, hvad det er for nogle længsler, vi har. I Vesten er mad simpelt hen et kulturelt udsagn, mens jeg i det østtyske mangelsamfund slet ikke var vant til at tænke på den måde. I Vesten er det derimod et socialt kompas, hvad man spiser, hvor man spiser, hvordan man spiser osv., og det har jeg forsøgt at kaste et kulturetnologisk blik på i min bog«. Den fremmede hjemstavn Hvis Peter Richter var en fremmed blandt mennesker i sin anden hjemstavn, den hvidskurede vesttyske storby Hamburg i 1993, er der i dag omvendt ikke meget tilbage af hans første hjemstavns velkendte krakelerede grå husmure. »Da Muren faldt, lå Østtyskland der som det gode gamle Tyskland. Mange vesttyskere har fortalt mig, hvordan de, når de rejste til småbyer østpå, følte det, som om de var kommet hjem til Vesttyskland, som det så ud i halvtredserne eller tresserne før det store økonomiske opsving«. »I dag har det østlige Tyskland indhentet det vestlige. Alle huse er blevet malet lyserøde og har fået orange tegltag. Der er blevet opført byggemarkeder, gaderne er blevet repareret«. »Man har endda overhalet vesttyskerne: Infrastrukturen i Øst er i dag mere moderne end i Vest. Telefonnettet er det mest moderne, der findes, motorvejsnettet er gigantisk, tankstationerne enorme. Det ligner Amerika, når man ser det lidt på afstand: Alting er større end i det vestlige Tyskland, men det gælder også tomheden«. »Der hviler en sydstatstristesse over de store tomme motorveje, landskaber med et enkelt hus langt ude i horisonten, og måske en tankstation. Der er noget ørkesløst og fortabt over det hele«. »På en eller anden måde har dette land i løbet af ti år forandret sig til noget, jeg slet ikke kan genkende som det land, hvor jeg voksede op. Et sted, hvor jeg er blevet en fremmed«.